Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Frimodigheden i Kristus

3 Mos 1,1-4. Om hvordan jeg kan vide, at Jesu forsoningsværk gælder for mig.

Herren kaldte på Moses og talte til ham fra Åbenbaringsteltet. Han sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Når nogen af jer vil bringe Herren en gave, skal den gave, I bringer, være et stykke kvæg, enten hornkvæg eller småkvæg. Hvis den gave, han bringer, er et brændoffer, og den tages fra hornkvæget, skal det være et lydefrit handyr. Han skal bringe det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at opnå velbehag for Herrens ansigt. Han skal lægge sin hånd på brændofferdyrets hoved. Det bringer ham Herrens velbehag og skaffer ham soning (3 Mos 1,1-4).

Disse fire vers danner rammen for de tre første kapitler i Tredje Mosebog. Fælles for de tre kapitler er, at de hver især omhandler et af de tre forskellige frivillige ofre, som enhver israelit kunne bringe til Gud.

Ofrene havde det samme formål: De skulle bringe offergiveren ”Herrens velbehag” og skaffe ham ”soning”. Men hvordan kunne ofrene have denne store virkning, og hvordan kunne israelitterne vide, at ofrene ville være Gud til behag og skaffe dem soning?

Svaret på disse spørgsmål skal ikke findes hos israelitterne. De var syndige som alle andre, og selvom de var Guds folk, var Gud jo stadig nødt til at skjule sin herlighed for dem i en sky, for at de ikke skulle gå til grunde, når Han boede iblandt dem (4 Mos 3,15ff.). Det var dermed ikke i kraft af en særlig godhed eller renhed hos israelitterne, at ofrene var Gud til behag.

Det var altså på trods af al folkets synd og modvilje mod Guds forordninger og befalinger og på trods af al deres oprør og modstand mod Gud selv, at ofrene bragte giverne Herrens velbehag og soning. Ofrene havde deres virkning, fordi det var Gud selv, der havde indstiftet dem og havde lovet, at det ville ske.

Som det står i teksten ovenfor i vers 1, så var det Herren, der talte til Moses og gav ham befalingen om ofrene. Dermed er det altså Herren selv, der i vers 4 siger: ”Han skal lægge sin hånd på brændofferdyrets hoved. Det bringer ham Herrens velbehag og skaffer ham soning.”

Det er altså på Guds ord, at offeret får sin betydning, og at soningen er garanteret. Det er på Herrens ord, at Israels folk frimodigt kan bringe Gud ofre og vide sig sikre på, at det vil bringe soning. Herren har selv sagt det.

Du og jeg står i dag i samme situation som Israels folk. Vi er syndige fra inderst til yderst, og gør dagligt oprør og modstand mod Gud. Hvordan kan vi frimodigt bede til Gud om, at Jesu soning må gælde for os og tro på, at Gud vil finde velbehag i os og tage bolig i os, når vi er så syndige, som vi er?

Det kan vi, fordi Gud selv har sagt: ”Det er fuldbragt!”

Jesus er det fuldendte, fuldkomne, fuldbragte offer til soning for din og min synd. Det er ved det offer, at vi frimodigt i Jesu navn kan bede om at være forsonet med Gud og vide, at vi er det.

Hvordan kan du tro, at der er håb for dig, at der er frelse og soning for dig? Det kan du, fordi Gud selv har sagt i sit Ord, at ”Jesu, hans søns, blod renser os for al synd” (1 Joh 1,7b). Det kan du, fordi Gud besluttede ”ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kol 1,20).

Og når vi tror dette, når vi tager Gud på ordet, når han siger, at Jesus er nok, så har vi vores frimodighed i dette faktum. Da tør vi komme Gud nær ikke bare med tak i bøn, men også på selve Dommens dag. Vi tør stå frimodigt for Ham – ikke i kraft af os selv, men i kraft af Jesus. Vi har frimodighed til at træde ind i Himlens Helligdom:

For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet. Det bevidner Helligånden også for os; for efter at have sagt: “Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.” Men når synden er tilgivet, er der ikke længere brug for syndoffer. Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme” (Hebr 10,14-19).


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Jonathan Drachmann Vigilius

Jonathan Drachmann Vigilius, Hillerød, pædagogmedhjælper

Jonathan Drachmann Vigilius

Jonathan Drachmann Vigilius, Hillerød, pædagogmedhjælper