Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Fremmede i denne verden

1 Pet 1,1. Om skellet mellem troende og vantro. Om forfølgelse, frafald og vækkelse. Om vilkårene for livet på jorden og hjemmet i Himlen.

Første Petersbrev II

Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.

Peter som hyrde

Fra Peter, Jesu Kristi apostel. Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien” (1 Pet 1,1).

Peter er en ældre mand, da han skriver dette brev. Der er gået omkring tredive år, siden Jesus ved Genesaret Sø kaldte ham til at være hyrde for sine får (Joh 21,15-19). I tredive år har Peter taget vare på denne tjeneste, men den er langt fra forbi. Han har ganske vist kun få år tilbage her på jorden. Men det brev, han nu sætter sig til at skrive under Helligåndens vejledning, bliver et hyrdebrev for alle kristne til alle tider. Gennem dette brev virker Peter som åndelig hyrde også for os i dag.

Modvilje og modstand

Brevet er i første omgang skrevet til en række menigheder i den nordlige del af det moderne Tyrkiet. Det fremgår af brevet, at de første modtagere havde det svært. De mødte modvilje og modstand på grund af deres kristne tro. De blev bagtalt (2,12), mødte skældsord (3,9), blev hånet (3,16; 4,14), spottet (4,4) og udsat for lidelse (3,14; 3,17; 4,16).

Samtidig lader Peter modtagerne forstå, at det, som de hidtil har oplevet, kun er en forsmag på det, som skal komme (4,17-19). De har det svært, men de må regne med, at det går mod at blive værre.

Meget tyder på, at der på dette punkt kan være en parallel mellem brevets første modtagere og os, som er kristne i de nordiske lande i dag. Vi oplever, at det koster modstand at bekende Jesu navn og være tro mod hans ord. Samtidig fornemmer vi, at det går mod at blive værre. Modstanden mod Guds ord tager til. Vore landsmænd vender sig med stadig større selvfølgelighed og hensynsløshed mod enhver form for tro og moral, som går på tværs af den almene kultur.

Fortsætter udviklingen ad det spor, kommer det til at koste os dyrt at være kristne.

Peter har givetvis skrevet dette brev kort efter år 60. Få år senere, i år 64, indledte kejser Nero en brutal forfølgelse af de kristne. Det var under denne forfølgelse, Peter led martyrdøden i Rom.

Neros forfølgelse var den første af en hel serie forfølgelser, som også nåede de første modtagere af brevet. Under forfølgelserne fik brevet fornyet aktualitet, for det tog sigte på netop denne situation.

Det kristne håbs lovsang

Peters brev sigter på at hjælpe os til at stå fast i en frimodig tro på Jesus midt i en verdslig kultur, hvor det koster at tro på Jesus.

Hvilken hjælp rækker Peter ind i denne sammenhæng? Der er én ting, som Peter i særlig grad betoner: det evige livs rigdom og herlighed. Med god grund er dette brev blevet kaldt ”det kristne håbs lovsang”. Peter vender vores sind og opmærksomhed mod den evige herlighed, som Jesus har vundet til os ved sin død og opstandelse. Peter minder os om, at vor rigdom som kristne ikke er, at det går os lettere og bedre her i verden end andre mennesker.

Vi rammes af sygdom, sorg, knuste hjerter og lukkede døre som alle andre. Vor rigdom er ikke, at vi undgår disse ting her i verden, men at vi ikke har vort blivende hjem her i verden! Vi er her kun i ganske kort tid, på gennemrejse, som fremmede, på vej mod vort sande og evige hjem i himlen og på den nye jord.

Den virkelighed, som venter os der, den er vores rigdom! Og den kan ingen og intet tage fra os:

Levnes intet mig tilbage,
himlen kan mig ingen tage.
Ejer ikke jeg et strå,
himlen er mig nok at få”
(H.A. Brorson).

Når vi er bevidste om det kristne håbs centrale plads i Første Petersbrev, kan vi se, at Peter vender vor opmærksomhed mod dette håb allerede i det første vers.

Som det var praksis dengang, begynder Peter med at skrive, hvem der er afsender af brevet, og hvem der er modtager. Men han nøjes ikke med kort og formelt at skrive, hvem brevet er fra og til. Peter benytter anledningen til at indflette en række gode, stærke og trøstende ord.

Et af disse ord retter i særlig grad vores sind og tanke mod himlen. Det er ordet ”fremmede”.

Fremmede

Peter tiltaler de troende modtagere af brevet som ”fremmede”. Hvorfor gør han det? Alt tyder på, at brevets modtagere var indfødte borgere i de områder, hvor de boede. Hvorfor omtaler Peter dem så som ”fremmede”?

Der er ingen tvivl om, at Peter med denne formulering vil minde de første læsere og os om, at vi ved troen på Jesus er blevet fremmede i denne verden. Vi har fået et nyt hjem i himlen og på den nye jord. Det er der, vi hører til. Det er der, vi passer ind, og det er der, vi ser frem til at være. Ved troen på Jesus er denne verden blevet et udland for os, og vi er blevet fremmede her.

Det er ikke let at være fremmed. Det ved vi.

Er man fremmed i et land, er man anderledes, og det kan skabe modvilje og modstand. De fremmede skiller sig ofte ud ved at tænke anderledes, tale anderledes og klæde sig anderledes. De har ofte en moral, der afviger fra den almindelige, og de har andre værdier og prioriteringer. Ofte er de på vagt over for det land og den kultur, de lever i. De ønsker ikke at være som alle andre. De er bevidste om, at de vil gå mod strømmen. De fremmede har ofte en dyb kærlighed til et andet land, som er deres sande hjemland. Det er der, de har deres hjerte, og det er der, de længes hen. De fortæller deres børn om dette hjemland, og de lærer børnene at elske dette land og at længes efter det.

Og alle disse ting kan give anledning til, at andre vender sig mod de fremmede med modstand og modvilje.

Sådan er det at være fremmed, og sådan er det at være kristen. For vi er fremmede i denne verden. Det siger Peter, at vi er, og det er først og fremmest sagt som en opmuntring.

Peter ved, at vi til stadighed er fristede til at tilpasse os denne verden. Han ved også, at djævelen er en mester i at forføre os på dette område, og at han aldrig bliver træt af at hviske os i øret, at vi vinder verdens mennesker ved så vidt muligt at være som dem.

De ikke-kristne”, siger djævelen, ”må se, at vi er optaget af de samme ting som dem, glæder os over de samme ting, kan være med på de samme ting og tænker og føler ligesom dem. Så vil de åbne sig for os.”

Frafaldstider

Det er en gammel løgn, men den kan virke utroligt overbevisende og ikke mindst i fra-faldstider.

I frafaldstider udviskes skellet mellem de troende og verden, og mange kristne begynder at tænke, at de bør gå verden i møde. De tænker, at de bør være så åbne som muligt over for verdens måde at tænke og leve på. I frafaldstider vokser mange kristnes frygt for at vække modvilje ved at være hellige og himmelvendte. De bliver mere bange for at virke for åndelige i verdslige menneskers øjne end for at følge en verdslig tankegang og levevis. Når denne holdning breder sig iblandt de kristne, er frafaldet i gang.

Peter kender fristelsen. Han har selv givet efter for den – skærtorsdag aften i ypperste-præstens gård.

Nu kalder han os tilbage til troens sunde spor. Han minder os om, at vi er fremmede, og at vi af den grund må være forberedt på at møde modstand og modvilje. Vi er anderledes som kristne, og det er vi ikke først og fremmest ved en bestemt moral, som pålægger os at sige nej til nogle bestemte ting.

Vi er anderledes ved at være kommet ind i et helt nyt forhold til Gud, hvor vi har fred med Gud ved Jesu blod, hvor vi har barnekår og kan kalde Gud for far, hvor vi lever vort liv i Guds trygge og almægtige faderhånd, og hvor vi er på vej mod evig herlighed på en ny og fuldkommen jord. Vi er anderledes ved troen på Jesus, ved evangeliets rigdom og ved det håb, som gør, at vi kan bevare troens glæde og frimodighed uanset vore ydre forhold. Vi er frelsens og håbets folk. Dét er vores ander-ledeshed!

Det er i evangeliet, vi ser, hvad der gør os anderledes og fremmede i denne verden. I samme grad evangeliets rigdom bliver levende for vore hjerter, i samme grad styrkes glæden hos os over at være fremmede og villigheden til at leve som fremmede.

Vækkelsestider

Som frafaldstider er kendetegnet ved, at skellet mellem de troende og verden udviskes, sådan er vækkelsestider kendetegnet ved, at skellet trækkes op.

Det sker ikke ved en moralsk kraftanstrengelse. Det sker ved, at evangeliets rigdom bliver levende for hjerterne. Evangeliet er kilden til et nyt liv indefra med glæde over barnekårets frihed, lovsang for Jesu frelsesværk, trøst ved det evige livs håb, tryghed i ydre nød og fare, villighed til at ofre af tid og penge og kræfter på andre, ligegyldighed over for verdens hån, glæde ved at tjene og lyde Gud.

Det er et liv af en anden verden. Det er et liv, som denne verden ikke fatter. Det er et liv, der vækker modvilje og modstand, men det er også et liv, der vidner for verden om, at her – hos disse folk – er den levende Gud og det evige liv.

Det er tankevækkende, at den kristne kirkes største vækkelsestid i de første århundreder efter apostlene var en tid, hvor de kristne i markant grad skilte sig ud fra den omgivende verden.

De kristnes anderledeshed kostede dem dyrt i form af modstand og forfølgelse.

Men deres anderledeshed tjente også til at vække hedningerne. Hos de kristne mødte hedningerne noget, som de ikke kunne fatte: en tro, et liv, en glæde og en rigdom af en anden verden.

En forfatter, der levede ca. 100 år efter Peter, beskrev de kristne på denne måde:

De kristne bor ikke i særlige byer og taler ikke fremmede sprog (..) De følger stedets skik med hensyn til mad og adfærd i øvrigt, og alligevel er deres livsførelse sådan, at den vækker almindelig undren og beundring. De bor i deres lande, men som udlændinge. De tager del i alt som borgere, men må finde sig i alt, som var de fremmede (…) De gifter sig som andre og får børn, men de sætter ikke deres afkom ud. De deler bord med andre, men ikke ægteseng. De er i kødet, men lever ikke efter kødet. De bor på jorden, men har deres hjem i himmelen. De adlyder de gældende love, men gør dem overflødige gennem deres livsførelse. De elsker alle og bliver forfulgt af alle (…) De er fattige, men gør mange rige. De mangler alt, men har overflod i alt. De bliver vanæret, men i vanæren vinder de hæder (…) Når de gør godt, straffes de som forbrydere, og når de straffes, glæder de sig, fordi de føres til livet (…) De kristne bor i verden, men er ikke af verden.”1

Mon nogen kristne kan læse dette, uden at længslen og bønnen vækkes i hjertet: ”Gud, skab dette liv i mig!”

Den bøn hører Gud, og den vil Han besvare.

Han gør det gennem evangeliet. Tager vi evangeliets ord til os, virker Gud selv ved sin Ånd det nye liv i vore hjerter indefra, og da må vi give det plads i vor hverdag – uanset al modstand fra verden, djævelen og vort eget kød.

Hvor der er kraft, er der modstand. Det er en af fysikkens love. Jo større kraften er, jo større bliver modstanden.

Sådan er det også i det åndelige liv. Når Gud fornyer og styrker det åndelige liv i vore hjerter, så vi ser os som fremmede og lever som fremmede i denne verden, da kommer der modstand. Mennesker vender sig mod os og tager afstand fra os. Vi gør konkret erfaring af, at kristenlivet i denne verden er forbundet med kors og kamp.

Men det forunderlige er, at netop disse erfaringer bruger Gud til at knytte os til sig og til himlen. Netop når kampen er hårdest og koster os mest, netop da kommer Gud til os og hvisker det ind i vore hjerter: Jeg er hos dig, og jeg er for dig, om så hele verden er imod dig. Vær frimodig, du er på vej hjem! Kampens tid er kort, så venter kronen og herligheden – i evighed!

På vej hjem

At vi er fremmede i denne verden er et stort evangelium. Det ser vi klarest, når vi erfarer denne verdens ondskab. Den jord, vi lever på, er i syndens, dødens og djævelens vold. Derfor kan og må vi ikke forvente at finde ro og harmoni her. Vi må glæde os over og takke Gud for hver god dag, vi får. Men vi må ikke have illusioner om livet i denne verden. Det er en barsk og ond verden, og det vil vi alle erfare før eller siden.

Vi vil møde modstand for troens skyld, og vi vil møde andre former for sorg og smerte. Det må vi minde hinanden om, så vi ikke mister fodfæstet for troen, den dag ulykken rammer os. Vi er ikke blevet lovet et nemt liv som kristne i denne verden.

Jorden har ej den ro, vi søger.” Den ro finder vi først på den nye jord, i vort sande hjem. At vi er på vej mod dette hjem, dét er vor sande og egentlige rigdom som kristne! Dette perspektiv stod nok klarere for ældre generationer af kristne.

For nogle år siden læste jeg om en norsk kristen, Ole Svendsen, som sidst i 1800-tallet tog den lange tur til Amerika med sin familie, hustruen på 39 år og ni børn.

Da de var nået frem til prærielandet midt i Amerika, blev hustruen syg og døde. Ole Svendsen stod alene tilbage med ni børn og en sorg så dyb, at han formørket vandrede ud over prærien med børnene.

Da efterårsstormene satte ind, måtte han finde et sted, hvor de kunne bo. Han gravede en jordhule i en klippeskrænt. Da de havde fundet læ her, blev et af hans børn, en lille pige, ramt af pesten og døde. Men også de andre børn blev ramt af pesten. På én uge mistede han fire af sine ni børn.

Hvilken trøst er der for et Guds barn i sådan situation? Kun én, og den kom til udtryk i den gravsten, Ole Svendsen rejste:

Græd ej for os, o kære slægt.
Vi er i Herrens varetægt.
Vi fundet har et bedre hjem,
det himmelske Jerusalem.”2

Det hjem, Ole Svendsen skriver om, er en virkelighed. Det er en virkelighed, som erfares af ethvert Guds barn, som går gennem dødens dør. I dødens dør møder vi Jesus selv og den evige herlighed (Fil 1,23). Derfor er døden en sejr for et Guds barn. Den er indgangen til vort sande og evige hjem.

Det er dette håb, vi må rette vores sind og tanke mod. Da vil vi se, at det er en vidunderlig rigdom, at vi som kristne er fremmede i denne verden. For det betyder, at vi er et folk, som uanset vore ydre forhold er på vej hjem til evig herlighed hos Jesus – altid!


1 Brevet til Diognet – citeret fra Budskabet 1/92, 27.

2 Møller, Arvid 1994, Lunde Forlag, Drømmenes land, 30.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.