Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Frelse for røveren

Luk 23,39-43. Om vejen ind til Paradiset - for en røver.

Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: ”Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” Men den anden satte ham i rette og sagde: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Og han sagde: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,39-43).

Røveren var den første synder, Jesus tog med sig ind i Paradiset, da han fuldførte forsoningsværket for menneskeslægten. Ved denne store synders frelse blev det allerede den første langfredag gjort kendt, at Guds frelse helt igennem er af nåde.

Hvem kunne være mindre værdig til at blive frelst end denne røver? Hele hans liv havde været viet til Satan og hans tjeneste. Hans hjerte var syndigt, og han havde uskyldige menneskeliv på sin samvittighed.

Dette ødelagte syndevrag flytter Jesus nu med sig lige ind i Paradis.

Det fortæller mig, at frelsen ligger helt uden for os. Den ligger alene i Kristus.

Det fortæller mig, hvad denne frelse formår. Kristus tilgiver den store synd og helliger på et øjeblik den sorte sjæl, så den passer ind i Himlens renhed.

Der var en stor ting ved denne røver. Han vedkendte sig sin synd og behøvede frelse.

Han vidste, at han ikke var den værd. Derfor bad han bare om en tanke fra Jesus. Men han fik et paradis.

Netop fordi røveren så sin dybe nød og sin store synd, følte han sig uværdig. Men den, som er fortabt og uværdig i egne øjne, er det, Jesus kan frelse. Hjælpeløsheden råber efter Frelseren, og stærkere råb hører Jesus ikke. Han skammer sig ikke ved at stige ind i det himmelske paradis sammen med en frelst røver.

Himlen måtte naturligvis være klædt til fest, da Frelseren kom hjem efter fuldbragt værk. Men jeg ved også, at Gud og englene frydede sig over røveren, han havde med.

Skulle du eje røverens uværdighed og fattigdom, skal du ikke vente længe på frelse. I dag tager Jesus dig ind i det paradis, som kaldes Guds rige.

Bed ham frelse dig, og gå i tro på hans ord. Udsæt det ikke. For du ved ikke, om du ejer trangen efter frelse i dødsstunden.

Mange er de, som ligger i Helvede i dag, fordi de gennem hele livet trøstede sig med, at røveren blev frelst i dødsstunden.


Fra andagtsbogen ”I kongens nærhet”. Oversat af Henrik Gren Hansen.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Tormod Vågen

Tormod Vågen (1903-1970), tidl. generalsekretær for Norsk Luthersk Misjonssamband.

Tormod Vågen

Tormod Vågen (1903-1970), tidl. generalsekretær for Norsk Luthersk Misjonssamband.