Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Frafald - en nærliggende risiko for os alle

Om hvordan frafaldet kan komme umærkeligt snigende og gemme sig bag de uskyldigste ting. Om vejen tilbage til troens liv med Gud.

Forførelsens tid

Det, vi her skal tage for os, er ikke et ”interessant emne”, som en mødeleder engang udtrykte det, men et barsk, ja, egentlig et forfærdeligt emne.

Hvorfor så tage det op? Fordi det – desværre – er påtrængende nødvendigt og uhyre aktuelt. Det var det i sin tid i Israels folk; det var det på nytestamentlig tid. Det har det været op igennem kirkens historie. Og det er det for Guds folk i dag. Selv har jeg haft frafaldet – sådan ser jeg det – uhyggeligt tæt på rent personligt.

Jeg har med smerte erfaret, at det er mere sandt, end vi bryder os om at tænke på, hvad Guds ord udtrykkeligt siger: ”Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5,8).

Det er virkelig tilfældet, at Djævelen går omkring og leder efter nogen at sluge. Og du må gøre dig helt klart: Han har også øje på dig som et muligt bytte! Derfor gælder det om at notere sig, hvad apostlen Peter opfordrer til i denne forbindelse: ”Vær årvågne og på vagt!”

Jeg er overbevist om, at vi må sige det mere indtrængende til hinanden i dag, end vi måske har gjort det i årtier.

Jeg er blevet klar over, hvordan man langsomt og umærkeligt – og uden at ville det – kan flytte sit fokus væk fra Jesus, væk fra Guds rige som det første i livet og hen på andre ting. Årsagen kan være direkte syndige ting, men behøver ikke at være det. Den kan også være helt uskyldige ting, spændende ting, sjove ting, som blot lidt efter lidt kommer til at fylde for meget og tager noget af Guds plads i livet.

Jeg tror, vi skal se i øjnene og tage bestik af, at vi, som en har sagt, ”lever i den forførelsens tid, som vi er blevet advaret om i Bibelen” – og at ”det er vigtigere end nogen sinde, at vi er klædt på til at gennemskue og afsløre forførelsen, som den kristne menighed udsættes for1.”

Vi møder i Bibelen nogle ord og vendinger, som må få os op af lænestolen: ”uretfærdighedens bedrag”, ”vildførelsens magt”, ”tror løgnen” (2 Thess 2,10), ”blive forhærdet ved syndens bedrag” (Hebr 3,13), ”rigdommens blændværk” (Mark 4,19), ”bedrage sig selv” (1 Kor 3,18).

Især dette gentagne med bedraget må få os til at stoppe op og tænke efter. For når der er tale om et bedrag, så er der jo tale om noget, som vi slet ikke tænker på som farligt. Tværtimod, vi anser det for at være godt! Det uhyggelige er, at jeg ikke alene kan blive bedraget, men jeg kan også bedrage mig selv – foregøgle mig selv noget som værende rigtigt, ja måske ligefrem Guds vilje. Og så viser det sig en dag, at det var Den Onde selv, der var på spil. Jeg har selv oplevet noget i den retning.

Det forfærdelige er, at hvis vi først på dommens dag bliver klar over, at vi er blevet bedraget eller har bedraget os selv, så er bedraget endegyldigt. Det er evigt for sent at rette op på tingene. Der gives ikke flere chancer for at skifte spor …

Derfor er der al grund til, at vi tilbagevendende beder med kong David: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24).

Måtte de følgende linjer ved Guds nåde kunne tjene til, at nogle, der – måske helt uden at skænke det en tanke – er på vej væk fra Jesus, stoppes og vender om, mens tid er. Og at du, der lever Jesus nær, må blive bevaret i den dybe afhængighed af ham indtil din sidste stund.

Herlighedens uvisnelige sejrskrans

Hvad står på spil for dig og mig, når det gælder livet og evigheden?

Uendeligt meget står på spil!

Gud har i Kristus Jesus kaldet os til at vinde det, Guds ord kalder for sejrsprisen (Fil 3,14; 1 Pet 5,10) – eller ”livets sejrskrans” (Jak 1,12) eller ”retfærdighedens sejrskrans” (2 Tim 4,8) eller ”herlighedens uvisnelige sejrskrans” (1 Pet 5,4).

Hvad rummer den af perspektiver?

Den rummer det ud over alle grænser ufatteligt herlige, at vi skal se Jesus selv! (1 Pet 1,8-9) – han, som er Guds væsens udtrykte billede, og som vi er skabt i og skabt ved og skabt til.

I og med at vi ser Jesus, ser vi også hans herlighed. Herligheden er egentlig det samme som Guds kærlighed (Joh 17,24). At se den vil sige, at vi skal opleve og erfare i hver fiber i vores nye, forherligede legeme den uendelige lykke og glæde, det er at være elsket af Gud, den Almægtige, himlens og jordens skaber, selve livets kilde.

Vi skal også blive ligesom Jesus (1 Joh 3,2). Vi får et herlighedslegeme som hans, og vi arver Himlens herlighed sammen med ham. Heri ligger, at vi – ufattelige tanke – skal arve Gud selv. Hvad der ligger i det af uendelige rigdomme, er der ingen af os, der kan forestille sig. Det er uendeligt herligt.

Og så vil Gud vise sin overstrømmende, uendelige godhed mod os i evighedernes evigheder! (Ef 2,4-7). En uendelig lykke, glæde og fryd på en ny himmelsk jord (Åb 21,1-8). Igen: Det bliver helt ufatteligt rigt – en glæde og lykke, der ikke alene er uendelig i tid, men også i kvalitet! Som Gud selv er uendelig i hele sit væsen og i sin kærlighed og godhed.

Tænk, hvis du får lov at være blandt dem, der skal få lov til at opleve dette! Hvis du ved dit livs afslutning – ja, når som helst – kan sige med Paulus: ”Nu venter mig retfærdighedens sejrskrans” (2 Tim 4,8). – Så lykkelige dig! Hvad betyder alt andet vel i sammenligning med det?

Skulle det ikke være det altoverskyggende for os alle? Skulle vi ikke være parate til at undvære alt – og lide alt – for den evige lykkes skyld? Som Paulus skriver: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom 8,18). Og han led ellers ufatteligt meget for evangeliets skyld.

Hvad er alternativet til den evige glæde?

Det har Jesus selv gjort tindrende klart med følgende spørgsmål: ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” (Matt 16,26).

Altså, om vi så opnåede at få alverdens skatte i eje og blive genstand for alverdens anerkendelse og berømmelse – succes på succes i menneskers øjne – så vil det ikke kunne opveje det tab, vi kommer til at opleve, hvis vi mister vores sjæl i en evig fortabelse. Igen: På dommens dag gives der ingen ny chance for at vælge om. Vore valg og prioriteringer her i livet har evighedskonsekvenser.

Men – og her må vi se virkeligheden i øjnene – det er ikke selvsagt, at vi fuldfører løbet og vinder sejrsprisen! Selv Paulus følte sig ikke hævet over enhver risiko for at forfejle målet, tværtimod: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet” (1 Kor 9,27). Selv en, der har prædiket for andre og vundet mange for Guds rige, kan altså ende med at gå fortabt! Det så Paulus i øjnene, og det tog han bestik af.

Sandheden er, at frafald er en aktuel trussel – og altid har været det. Det viser både Det Gamle og Det Nye Testamente.

Eksempler på frafald i Det Gamle Testamente

Hvem skulle have troet, at det ville ende grueligt galt …

… for kong Saul? Det begyndte jo så godt. Han var den første konge i Israel, høj og flot og salvet med Herrens ånd. Gud gav ham endog ”et andet hjerte”, læser vi. Og så ender han ikke desto mindre som et af de mest tragiske eksempler på, hvordan det kan gå.

Afsporingen begynder i det små med, at han i en snæver vending tager tingene i egen hånd i stedet for at vente på Herrens profet Samuel. Det udvikler sig til, at han bruger halve sandheder for at dække over sin griskhed (1 Sam 10,7-8; 13,8-15; 15,11.13-35; 31,1-6). Senere må profeten Samuel konstatere, at der under den tilsyneladende pæne og til dels gudfrygtige overflade er sket noget skæbnesvangert i hans hjerte: Han har vendt sig fra Herren.

Han ender med at tage sit eget liv.

… eller for kong Salomo? Han fik også en god begyndelse. Da han som ung blev gjort til konge, bad han ikke Gud om rigdom; men gudfrygtigt og viist bad han om et lydhørt hjerte.

Men så gik årene, og hvad skete der hen imod slutningen af hans liv? Jo, hans mange hustruer drog hans hjerte til andre guder, så han ikke længere ”var helhjertet med Herren sin Gud” (1 Kong 3,9-13; 11,4.6).

… eller for Israels folk? De kom ind i løfternes land, et land, der flød med mælk og honning. Alt tegnede så lyst. Hvordan skulle dette folk, som havde oplevet så meget med Herren og hans nådige indgriben nogen sinde kunne andet end takke og tjene Herren alle deres livs dage?

Men der går alligevel ikke særlig lang tid, måske 30-40 år, så gik Moses’ advarende ord i opfyldelse: ”Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt” (5 Mos 28,47).

Jeg synes, at dette vers er som skrevet ind i vi kristnes situation i dagens overflods-Danmark. Vi har oplevet Guds velsignelse i rigt mål i form af stigende velstand gennem mange årtier.

Hvad er der så sket, i takt med at vi har fået flere penge mellem hænderne og har kunnet købe mere og mere og flottere og flottere – huse, biler, ting og sager? Har det ført til, at vi har tjent Herren, vores Gud, med så meget mere glæde og af hjertens lyst?

Jeg må for mit eget vedkommende indrømme, at det er gået lige modsat. Det stadig større økonomiske frirum brugte jeg på mig selv, min egen komfort og min egen fornøjelse. Og jeg har måttet se i øjnene: Jeg ligner det gamle Israel mere, end jeg bryder mig om!

Jeg burde have taget ved lære af deres eksempel. Paulus skriver jo klart og tydeligt, at deres eksempel er til advarsel for os (Rom 15,4-5; 1 Kor 10,1-12). Hvorfor lod jeg mig så ikke advare? Det kan jeg godt undre mig over. Og jeg må konstatere: Det går ikke af sig selv at blive bevaret på Guds vej!

Jeg må nikke bejaende til en sætning, som forfatteren Steve Farrar gentager flere gange i begyndelsen af sin bog Fuldfør løbet (Lohse 2000):

Det kommer ikke an på, hvordan du begynder livet som kristen, men hvordan du slutter.”

Det er ubehageligt sandt!

Eksempler på frafald i Det Nye Testamente

Vi kan her tænke på galaterne. De havde af Herrens største apostel fået Kristus malet for øje. Og de var ”kommet godt i gang” som kristne. Men så går tiden, og de modtager impulser fra anden side.

Og uden vel at tænke nævneværdigt over det, så bliver det mindre og mindre med lovsang og tak for frelsen. Jesus og nåden i ham glider lige så stille i baggrunden, og deres egen ”kristendom” kommer mere og mere i fokus. Så Paulus i stor frustration over deres åndelige udvikling må skrive til dem og fastslå med syvtommersøm: ”I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden” (Gal 5,4).

Når det kunne gå sådan for dem, som begyndte så stærkt og klart evangelisk på troens vej, så kan det gå sådan for alle – også den eller dem, der har ry for at være mest evangeliske.

Eller vi kan tænke på hebræerne (Hebr 10,32ff.; 13,1ff.). De var også begyndt godt på troens vej. Ja, de havde en enestående fortid som kristne. De havde udstået megen kamp og lidelse for deres tros skyld. Selv når myndighederne konfiskerede deres ejendele, fandt de sig med glæde deri, fordi ”I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår” (Hebr 10,34).

Men så går tiden – de bliver sløve til at høre, og materialismen tager overhånd. Så de må advares mod ikke at lade kærlighed til penge bestemme deres adfærd (Hebr 13,5).

Eller vi kan tænke på efeserne, som fik sådan et herligt brev fra Paulus om den uendelige, evige rigdom i Kristus Jesus. Men hvordan gik det blot ca. 40 år senere? Jo, Jesus må sige dem, at de har svigtet deres første kærlighed! (Åb 2,1-7).

Eksemplerne viser, hvordan vi kan ”glide bort” fra frelsen, uden at vi er os det bevidst (Hebr 2,1).

Igen: ”Det kommer ikke an på, hvordan du begynder livet som kristen, men hvordan du slutter.”

Hvordan opleves frafald?

Som allerede antydet er det slet ikke sikkert, at man tænker på, at et frafald har fundet sted eller er ved at finde sted. I det ydre kan alt være som før. Man kan endog stadig føle sig helt sikker på, at man er frelst!

Sådan var det for Israels-folket. I det ydre gik tingene som før. De gudstjenstlige handlinger fandt sted som foreskrevet, og alt syntes at være i skønneste orden. Og de kunne møde op i templet og sige: ”Vi er reddet!” (Jer 7,1-15) (det svarer til, at vi siger: Vi er frelst).

Men midt i det hele var sandheden ikke desto mindre, at de var faldet fra i deres hjerte. Som Herren på et tidspunkt gør det klart gennem profeten Esajas:

Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig” (Es 29,13).

Altså: Frafald er noget, der sker i hjertet! Man kan i det ydre være med i det kristne fællesskab, tilbede og tjene Gud med lovsang og kristelige aktiviteter, men i det indre være på afstand af ham. Man er langsomt gledet bort fra Herren.

Og det er altså slet ikke sikkert, at man selv har nogen anelse om det. Ja, man kan faktisk samtidig helt ærligt mene, at man er på ret vej. Det er, som der står i Ordsprogenes Bog: ”En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden” (Ordsp 14,12). Det er det alvorlige.

Derfor har Hebræerbrevets forfatter god grund til at skrive, som han gør, til kristne: ”Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud” (Hebr 3,12). Og vi har god grund til at sige det samme ind i vore kristne fællesskaber i dag.

At frafaldet sker i hjertet betyder ikke, at der ikke kan peges på tegn på frafald; de er blot at finde på det skjulte plan, altså netop i hjertet. Frafald er således kendetegnet ved, at man kommer på afstand af Gud – det bliver mindre og mindre vigtigt med forholdet til ham og hans ord og vilje. Glæden over Jesus og frelsen i ham tager mere og mere af (5 Mos 28,47). Væksten i troslivet er gået i stå.

Men ellers kan livet godt gå sin stille gang. Ja, man kan måske oven i købet have kronede dage. Og åndeligt set tænker man ikke på, at der skulle være fare på færde. Man tager til møder og gudstjenester, er måske oven i købet engageret og betroet opgaver af forskellig art. Men forholdet til Jesus er kølnet. Den dybe fortrolighed med ham er lige så stille blevet væk. Og afhængigheden af ordet om ham mærkes ikke mere.

Tre overmægtige fjender

Hvorfor er frafald en nærliggende risiko for os alle?

Det er det, fordi der er en, der satser alt på, at vi ikke skal vinde sejrsprisen, nemlig Satan. Og han har nogle stærke forbundsfæller i denne kamp imod os, nemlig verden og vort eget kød.

Luther har udtrykt vores situation som kristne sådan: ”Synden har belejret os med tre forskellige stærke, store hære. Den første er vort eget kød, den anden er verden, den tredje den onde ånd. Af disse bliver vi uafladeligt drevet og anfægtet.” Og han fortsætter: ”Kødet søger lyst og ro, verden søger gods, gunst, magt og ære, den onde ånd søger hovmod, berømmelse og foragt for andre mennesker2.”

Vi er med andre ord oppe imod tre overmægtige fjender, som det er afgørende vigtigt, at vi ikke undervurderer styrken hos. Lad os se på dem hver for sig:

1) Satan

Det er ikke uden grund, at Guds ord kalder Satan ”denne verdens gud” (2 Kor 4,4), som ”forfører hele verden” (Åb 12,9). Og at Jesus omtaler ham som ”løgnens far” (Joh 8,44).

Han går rundt ”som en brølende løve og søger nogen at sluge” (1 Pet 5,8). Eller han kan komme som en lysets engel, som vi smigres af. Men også i den skikkelse er han ude på ét: stjæle, slagte og ødelægge (Joh 10,10).

Her må vi gøre det helt klart for hinanden, at hører vi Jesus til, så er vi genstand for Satans særlige interesse et hundrede procent. Han har svoret, at vi aldrig skal nå Guds mål med os: den evige glæde på en ny himmelsk jord. Han vil have os med i ”ildsøen” i evighedernes evigheder.

Han ved, hvordan strategien skal være, for at hans sataniske plan kan lykkes. Han skal have os skilt fra Jesus – gerne langsomt og umærkeligt.

En af måderne at få os skilt fra Jesus på er at få os til at leve i synd: utugt, uærlighed, griskhed, misundelse, nærtagenhed, had. Får han os til at blive i disse fald, så vi ikke erkender vores synd og går i os selv og bekender den for Gud og får tilgivelse – så har han os.

Eller han søger at få os optaget af noget uskyldigt eller godt: arbejde, uddannelse, tjene penge, eje ting, sport, nydelse, oplevelser og meget andet. Så sådanne ting kommer til at fylde mere, end godt er. For hvad sker der da efterhånden med os, måske efter lang tid? Vi skilles fra Jesus, uden at vi selv ved af det. Og da er det også ude med os. For skilt fra Jesus, kan vi slet intet gøre (Joh 15,5).

Som den norske missionsleder gennem mange år, Tormod Vågen, skriver i sin andagtsbog: ”Så snart du mister synet på Kristus, siver vantroen og afmagten ind over dit liv3.”

Derfor må vi lægge os det ord på sinde, der siger: ”Giv ikke plads for Djævelen” (Ef 4,27). Han må ikke få en platform at operere på ind i dit og mit liv – hverken i form af uopgjort synd eller gode ting, der fylder for meget. Det er skæbnesvangert.

Men som nævnt kan Satan også komme som en lysets engel. Han kan bruge noget så tilsyneladende kristeligt som at gøre os optagne af, hvad vi skal være og gøre for Gud. Dermed kan han også langsomt og umærkeligt få flyttet vores fokus væk fra Jesus – hvad Jesus er og har gjort for os – og få ført os ind under loven.

Resultatet er det samme for os, som det var for galaterne: Vi mister glæden ved at være frelst for Jesu skyld alene – priser os ikke længere lykkelige over det. Og dermed mister vi kraften, fordi glæden i Herren jo er vores styrke (Neh 8,22). Så tager synden overhånd, og vi ender i åndeligt mørke og måske fortvivlelse. Derfor er det så vigtigt med en stadig åndelig fornyelse – ”at hjertet styrkes af nåden” (Hebr 13,9).

2) Verden

Hvad er problemet med ”verden”?

Den verden, vi her tænker på, er ikke skaberværket. For skaberværket er i sig selv godt og kan være os til megen fryd og glæde. Med ”verden” tænker vi på den gudsfjendske verden. Det vil sige den menneskehed, der lader sig lede af ”denne verdens tidsalder” (Ef 2,2), og som derfor også er Satans medspiller.

Som apostlen Johannes fastslår: ”Hele verden ligger under for den Onde” (1 Joh 5,19). Og Paulus gør det klart, at ikke-kristne i virkeligheden er ledet ”af ham, som hersker over luftens rige” (Ef 2,2) – og det er Satan, der gør det.

Hvordan møder vi denne gudsfjendske verden?

Det gør vi på mange måder i dagens samfund – blandt andet i form af den stadig stigende ugudelige påvirkning, der finder sted gennem massemedierne med den enorme underholdningsindustri, den megen men-neskedyrkelse og et stigende antal ugudelige film og tv-serier. Selv nyhedsformidlingen kan præge os i en uheldig retning, ved at vi forledes til at frygte de samme ting, som ikke-kristne frygter (Es 8,12).

Også her må vi sige til hinanden: ”Giv ikke plads for Djævelen.” Han må ikke få en platform at operere på ind i dit og mit liv. Heller ikke ved at vi åbner hjem og hjerte for ugudelige holdninger og handlinger – og utilbørlig snak.

Englænderen John Benton advarer i sin bog Men vi skal mættes meget imod den massive påvirkning, vi udsættes for gennem blandt andet tv. Han skriver meget om forbrugerismens fare og definerer forbrugerismen som ”løftet om, at lykke opnås gennem materielle goder og ydelser” – en form for ”evangelium”. Og han karakteriserer fjernsynet som forbrugerismens profet!4

Jeg citerer: ”Som kristne kan vi få den opfattelse, at der kun prædikes for os en halv times tid hver søndag i kirken. Det er forkert. På sin vis lytter vi til en verdslig prædiken, hver gang vi tænder for fjernsynet. Der er gode ting i programudbuddet, men der er også en masse gudløs propaganda5.”

Og: ”Verden har forandret sig. Påvirkningen kommer fra en anden retning end tidligere, og det må vi være opmærksomme på. Ellers vil vi drukne under en lavine af valgmuligheder og materialisme6.”

Også den amerikanske præst John Piper advarer stærkt imod et stort tv-forbrug: ”Fjernsynet er stadig den største årsag til spildt tid og spildte liv. Det største problem med fjernsynet er ikke, hvor meget skidt der er tilgængeligt, selv om det naturligvis er et problem. Reklamerne alene er nok til at så grådighedens og begærets sæd i os, uanset hvilke programmer vi ser. Det største problem er banalitet. Et sind, som dagligt får næring fra fjernsynet, svinder ind7.”

Det er vigtigt at være opmærksom på, at også i sig selv uskyldige ting kan blive skæbnesvangre for os. Jeg citerer igen fra John Bentons bog:

Det, som virkelig underminerer os åndeligt, er, at vi er fanget i forbrugssamfundets trivialiteter: banale fjernsynsudsendelser med sportstransmissioner og sæbeoperaer. Vi lever rastløse liv forårsaget af tusinder af valgmuligheder, der alle afleder vores opmærksomhed fra det egentlige, det, som virkelig betyder noget – vores Gud. Forbrugerismen stjæler vores fokus, og vort åndelige liv lider skade8.”

I denne forbindelse må jeg nævne Jesu ord i lignelsen om sædemanden, hvor han gør det klart, at det Guds ord, vi har hørt, kan blive kvalt – blandt andet på grund af ”lyst til alt muligt andet” (Mark 4,19).

Der behøver slet ikke at være tale om noget dårligt, men blot om lyst til alt muligt forskelligt. Her må jeg indrømme, at jeg selv er gået fejl af vejen. Således blev blandt andet min lyst til at sejle sejlbåd på et tidspunkt for stor. Og hvis Gud ikke havde standset mig – i øvrigt på en meget barsk måde i form af alvorlig sygdom – er jeg bange for, at det kunne være endt med frafald for mig.

Ikke at jeg på nogen måde ønskede at forlade Jesus – overhovedet ikke. Jeg har altid ønsket at høre ham til. Men – og det kan jeg ikke komme uden om – der skete en forskydning af mit fokus i forhold til Jesus på det indre plan. Og som allerede nævnt ovenfor, så er det jo her, vi har problemet med frafaldet: Det sker først i hjertet.

Der kan gå lang tid, før det viser sig mere konkret i praksis. Måske det aldrig viser sig, så andre lægger mærke til det – måske ikke engang vi selv.

Rosenius er inde på det samme problemområde omkring uskyldige ting i sin stærke artikel Hvorledes en kristen falder fra. Efter at have belyst, hvordan Djævelen kan vække det heftigste begær efter synden og forblinde forstanden, så synden ikke forekommer os som synd, skriver han:

Der gives imidlertid andre lyster og andet begær, som på en endnu mere fin og umærkelig måde får livet hos en kristen til at svinde. Begær, som til genstand har noget, der i sig selv er uskyldigt og godt, men som bliver en afgud for hjertet og derved til død.

Dette sker, når hjertet begynder at hænge så stærkt ved noget andet end Gud og hans nåde, at omsorgen for dette andet bliver det første og vigtigste, opnåelsen af det den største glæde og tabet af det den største sorg. Da bliver følgerne ganske de samme, enten sagen i sig selv er uskyldig og god, eller det er den mest uhyggelige last, det drejer sig om9.”

Læg mærke til det: Følgerne bliver de samme som ved en uhyggelig last!

Selv Guds gode gaver og rige velsignelse kan blive os til fald. Det har Jesus gjort klart i lignelsen om kongesønnens bryllup (Luk 14,17). Det var Guds gode gaver i form af ægteskab og arbejde, der afholdt folk fra at tage imod indbydelsen og komme med til festen. Så mærkeligt det end lyder: Guds gode gaver kan blive os til fortabelse!

Det samme har vi ovenfor set gøre sig gældende i det gamle Israels historie. Det var Guds velsignelse, der ved den Ondes mellemkomst blev til forbandelse for dem: ”Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt.”

Dette er rystende læsning for mig selv – fordi jeg har måttet se i øjnene, at det er gået mig på lignende måde.

Men – og det skriver jeg ikke som en undskyldning for min egen afsporing – er jeg helt alene om denne synd? Er det ikke, som om der nærmest er tale om en lovmæssighed her? At materiel overflod ikke uden videre medfører, at vi tjener Herren med så meget større lyst og glæde af hjertet. Snarere tværtimod. Vi får så travlt med at omsætte den større rigdom til fornøjelser, at det at tjene Herren kommer på tværs.

John Benton citerer den engelske kirkereformator John Wesley for følgende: ”Overalt, hvor rigdommen er vokset, er det essentielle i troslivet gået proportionalt tilbage.” Og: ”Hvis rigdommen bliver større medfører det let stolthed og kærlighed til denne verden10.”

Er det ikke netop den udvikling, vi har kunnet iagttage i kristne fællesskaber igennem årene?

Hans Erik Nissen er i sin andagtsbog Ét er nødvendigt inde på problemet med stoltheden: ”Selv er vi tilbøjelige til at mene, at vi kan tåle medgang. Men vi tager fejl. Der skal kun lidt medvind til, før hovmodet vokser i et faldent synderhjerte. Da trænges Jesus i baggrunden, og vi bliver store i egne tanker11.”

Også norske Kjell Dahlene gør opmærksom på faren ved de gode dage: ”Guds riges farligste modstandere har altid været hovmod og stolthed. Efter sejrene i Guds rige glemmer Guds folk let at slå lejr mellem Betel og Aj – at have syn for, at jeg ikke er noget i mig selv. Hele min styrke og rigdom har jeg i Gud12.”

I sandhed, vi gør vel i at lægge øret til Jesu advarsler mod at lade ”denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk” (Mark 4,19) kvæle os åndeligt. Det åndelige liv kvæles lettere og hurtigere, end vi tror.

En bog, der går meget tæt på vi kristnes problemer i dag med afgudsdyrkelse, er Tim Kellers Ikke alt der glimrer er Gud. Han skriver for eksempel: ”Man tror, at afguder er dårlige ting, men det er næsten aldrig tilfældet.” Og: ”Alt kan blive en falsk Gud, især de allerbedste ting i livet13.”

Det forekommer mig, at der er rigtig meget at tage fat på i forkyndelse og undervisning, også når det gælder gode ting, der tager Guds eller noget af Guds plads i vores liv.

For eksempel skriver Tormod Vågen (allerede i 1936!): ”Denne verden har fået stærkt tag i vor slægt, og mange kristne kræver deres ret til at nyde det velvære, som livet kan byde på. Midt i denne nydelsessyge, bløde tid stiger frelseren frem og formaner os til at ofre det, der frister til fald. Da bliver det ikke et spørgsmål, om det og det er synd i sig selv. Den vågne kristne ser tiden i evighedens lys og spørger efter, hvad der kan tjene hans liv i Gud. Det, som tærer på hans åndsliv, hindrer hans bøn og stjæler hans tid og penge, kaster han fra sig14.”

3) Kødet

Hvad er problemet med ”kødet”?

Ordet ”kød” bruges i flere betydninger i Bibelen alt efter sammenhængen. Det, vi her tænker på, er vores medfødte, syndige natur, det gamle menneske.

Herom skriver Paulus for eksempel:

Det, kødet vil, er død (…) For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke” (Rom 8,6-7).

Der ligger meget i disse korte udsagn, som er uhyggeligt skræmmende. Blandt andet at kødet, altså vores medfødte syndige natur, hader Gud og vil støde ham fra tronen. At kødet selv vil være Gud.

At kødet vil ”død” betyder, at vi af natur foretrækker, ja, ligefrem elsker adskillelsen fra Gud. Det indebærer, at vi ud fra vore egne medfødte forudsætninger vælger fortabelsen frem for Himlen! Så forfærdeligt forholder det sig med kødet.

Jesus har i Markusevangeliet kapitel 7 sat navn på, hvordan dette kød mere konkret kommer til udtryk: ”For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed” (Mark 7,21-22).

Det havde været dejligt, hvis jeg kunne citere disse ord af Jesus og så skrive, at dette selvfølgeligt kun passer på ikke-kristne – tænk på, hvad vi læser og hører om af forfærdelige ting i medierne.

Men jeg må desværre skrive, at det, Jesus her siger, gælder mig. Sådan er mit hjerte! Ja, sådan er det faldne menneske inderst inde. Der er tale om en ”fordærvelsens afgrund i mig”, som det hedder i en salme15 – en bundløs syndighed.

Det er denne ubehagelige sandhed, refor-matorerne udtrykker i Den Augsburgske Bekendelse artikel 2, som også er folkekirkens bekendelse, på følgende måde: Vi er født ”uden tillid til Gud, uden frygt for Gud og med begær”.

Sådan er vi af naturen. Sådan er vi i os selv. Vi har ikke tillid til Gud og hans ord. Vi frygter heller ikke Gud og hans dom. Og vi har et begær – det vil sige en ond lyst på alle områder – som bryder radikalt med Guds gode vilje.

Sagt med profeten Jeremias‘ ord: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9).

Det mest bedrageriske af alt! Det er Guds ords klare karakteristik af selve centrum i vores medfødte personlighed. Det udtrykkes sådan i en sang: ”Fjenden – din værste – har du dybt i din egen barm16.”

Luther har peget på en side ved kødet, som jeg er bange for, at vi er ved at overse i dag. Han skriver i forbindelse med det første bud, at det gælder om: ”… at fly og undgå al timelig ære og ros og ikke søge sit eget navn eller sin egen berømmelse og stort skrig for sig selv, for at alle skal synge og tale om en. Dette er en farlig synd, men er alligevel den aller-almindeligste og desværre ikke særlig påagtet (…) Nu anser man denne grusomme last i verden for at være den højeste dyd. Og på grund af den er det overmåde farligt at læse eller høre de hedenske bøger og historier for dem, som ikke har forstand på og erfaring i Guds bud og den hellige skrifts historie. For alle hedenske bøger er helt gennemsyret af denne ros- og æresygens gift.”

Augustin peger i denne forbindelse på, at: “Alle andre laster sker i onde gerninger; alene æresygen og selvtilfredsheden kommer i og af de gode gerninger17.”

Det er vel ikke kun i tv-sammenhæng, vi oplever, hvordan der kæmpes for at få opmærksomhed. Også i kristne organisationsblade kan man i dag læse om, hvordan den og den nu kan ”smykke sig” (!) med en akademisk titel, og hvordan der satses meget på at få udgivet videnskabelige afhandlinger på det og det ”prestigefyldte” (!) universitet.

Det giver anledning til at spørge: Hvad kæmper vi for? Hvad satser vi kostbar nådetid, kræfter og penge på? Hvad/hvem lever vi egentlig for?

Det er naturligvis helt i orden både med akademiske titler og videnskabelige afhandlinger – med henblik på at ære Gud og tjene sine medmennesker, men ikke for egen æres og prestiges skyld.

Tormod Vågen advarer i sin andagtsbog mod vores trang efter at søge vores rigdom i ”penge, velvære, ære, magt, morskab, kunst, kundskab18”.

Det gælder i stedet om at samle sig skatte i Himlen og blive rig i Gud, ja, få Gud selv som vores rigdom!

Men kødet kommer ikke alene til udtryk på forkastelige måder. Det kan også vise sig på den mest respektable måde.

Rosenius skriver herom i samme artikel, som jeg ovenfor har citeret fra. Efter at have peget på forskellige veje til frafald og åndelig død, herunder åndelig ladhed, forsømmelighed i brugen og efterlevelsen af Guds ord, afguder, syndigt begær m.m., går han over til at beskrive, hvad han kalder ”de virkelige løngange – de skjulte veje til frafald og åndelig død, som enhver kristen nok i teorien erkender, men i praksis har så svært ved at vogte sig for”.

Ja, han hævder endog, ”at alvorlige og gudfrygtige kristne i fristelsens stunder ofte bogstavelig talt gør sig flid for at gå dem – selvom de er nærmeste genvej til fortabelsen (…) Det er vejen, på hvilken de særlig fromme, alvorlige og gudfrygtige kristne bliver fanget i snaren og falder19.”

Hvad er det dog for en forfærdelig afvej, han tænker på?

Svaret er med hans egne ord: ”Den dybt rodfæstede og evigt uforanderlige hang til selvretfærdighed”!

Dette må få alle os ”gode kristne” på højrefløjen – vi, som ynder at kalde os bibeltro – til at stoppe op og tænke efter: Jeg er vel ikke havnet i selvretfærdighed? Ja, må vi ikke alle med kong David bede: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte” – se efter, om jeg er havnet i selvretfærdighed!

For Rosenius har jo ret, når han videre skriver ”… at ingen kristen lever i en så uforstyrret og ren evangelisk tro, at aldrig tilbøjeligheden til selvretfærdighed skulle gøre sig gældende hos ham. Nej, skønt han hundrede gange har lært og erfaret, ikke blot hvor ussel, men også hvor farlig den er, bliver han ustandselig indviklet i den igen. Dette er så nøje forbundet med den menneskelige natur, at den, som ikke ved af noget sådant at sige må befrygtes at vandre så helt og holdent på selvretfærdighedens vej, at han overhovedet ikke kender til andet20” (min kursivering).

Det er virkelig barske ord (læs gerne de to kursiverede linjer igen!); men jeg er overbevist om, at de er sande. Og de må give anledning til dyb selvransagelse for alle os, der er vant til at komme i kristen sammenhæng – for Guds ansigt.

Vi må med Tormod Vågen se i øjnene, at: ”Farisæismen truer hver eneste af os. Mange lever og dør på deres fine liv. De var blinde for hjertets urenhed og stolede på ydre gerninger (…) Her bliver det en daglig kamp for en sand kristen hele livet21.”

Kender du, kære kristne broder eller søster, til denne kamp?

Min sjælesørger, som har været mig til usigelig stor hjælp i en svær tid, sagde til mig på et tidspunkt om baggrunden for det, jeg var kommet ud i: ”Gud har ladet tingene ske for at løse dig fra din egen retfærdighed og selvsikkerhed.”

Jeg tror, han har ret.

Ud fra min egen erfaring må jeg spørge dig: Lykkes din kristendom for dig? Får du mange klap på skulderen? Har du megen medvind? Det er farligt!

Hvad kan vi stille op?

Med de fjender, vi står over for, er der i sandhed en stor risiko for, at vi ikke når målet! At DU og JEG ikke når målet! Steve Farrer går så langt som til at sige: ”Det er ikke umuligt, men det er usandsynligt.” Og hvorfor det? ”Fordi du har alle odds imod dig, når det gælder at fuldføre løbet22.”

I os selv er vi totalt hjælpeløse over for vore overmægtige fjender. Ikke desto mindre gør Guds ord det klart, at der – Gud være lovet! – er en vej frem for os.

Helt generelt er det sådan, at vi har fået Guds bud og Det Nye Testamentes formaninger som en vigtig vejledning i livet. Det er det, vi kalder for lovens tredje brug. Også Ord-sprogenes Bog rummer megen værdifuld vejledning. Ja, hele Skriften er egentlig til vejledning for os (jf. 2 Tim 3,16). Hebræerbrevet taler ligefrem om, at vi skal formane hinanden hver dag! (Hebr 3,13). Så formaning er vigtig.

I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at der ligger meget mere i den bibelske formaning, end vi måske i første omgang tænker på, nemlig: at opmuntre, tilskynde og lægge indtrængende på sinde.

Men – og nu kommer vi til noget helt afgørende – så vigtige Guds bud og formaninger end er, så har de deres begrænsning. De er at ligne ved vejskilte. Når vi skal finde vej i et for os ukendt område, så ser vi nøje på vejskiltene – eller vi slår GPS’en til og følger vejledningen på den. Men vi sætter os ikke op på vejskiltene eller leder brændstofslangen til motoren hen til GPS’en. Det kommer vi ingen vegne ved.

Sådan også i kristenlivet. Vi befinder os så at sige hver dag i livet i nyt terræn. Jeg har for eksempel ikke tidligere været det sted i livet, som jeg befinder mig i dag, hvor jeg skriver disse linjer. Så for at kunne orientere mig i ”landskabet” og se, hvor jeg skal ”køre” for ikke at havne i ”grøften”, må jeg kigge godt på Guds bud og formaninger. Men samtidig må jeg forstå og gøre alvor af, at jeg jo altså ikke kan hente styrke og kraft til at leve livet hverken i bud eller formaninger.

Styrke til at leve som Guds barn, ja, selve Livet, får jeg kun ét sted, og det er i evangeliet!

Nåden i Jesus som drivkraft

Når Paulus skriver til de kristne i Efesos om den kamp, vi skal kæmpe mod ”myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12), så gør han det klart, at der kun er én måde at besejre disse fjender på, og det er ved at være stærke i Herren. Og derfor opfordrer han: ”Vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke” (Ef 6,10).

Lidt senere i samme afsnit skriver han: ”Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle Den Ondes brændende pile.”

Det er berigende at se dette vers i lys af en række steder i Det Gamle Testamente, hvor der tales om ”skjold”.

For eksempel står der i Salme 18: ”Herren er (…) mit skjold, min frelses horn og min fæstning” (v. 3). ”Gud er skjold for alle, der søger tilflugt hos ham” (v. 31).

Læg mærke til, at begge disse steder er det Herren/Gud selv, der er skjoldet.

I Salme 84 står der: ”Se til vort skjold, Gud, se på din salvedes ansigt!” (v.10).

Her er det Guds salvede, der er vort skjold. Og Guds salvede er Messias og dermed Jesus. Så når vi opfordres til at løfte troens skjold, så er det Jesus selv, vi opfordres til at holde frem mod Den Ondes brændende pile. Jesus er det effektive værn imod Satans anklager og angreb. Satan formår intet over for Jesus. Det synes jeg er trøsterigt at tænke på.

Det er også trosstyrkende at læse, hvad Paulus skriver til sin unge ven Timotheus i sit andet brev:

Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus” (2 Tim 2,1). Grundtekstens mening kan gengives sådan: Lad dig kontinuerligt styrke ved nåden! Altså, lad dig styrke igen og igen ved nåden i Jesus.

Dette er vigtigt. Vi frelses ved ordet om Jesus og nåden i ham – ja. Men det er også i ordet om Jesus og nåden i ham, vi henter kraft og styrke til kristenlivets kamp. Jesus er blevet ”visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning” (1 Kor 1,30). Derfor har vi sådan brug for at høre nådens ord igen og igen til kraft i helliggørelsens kamp.

Vi frelses ved nådens ord, og vi helliggøres ved nådens ord. Som det også fremgår med al tydelighed af Paulus’ ord til Titus: ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden” (Tit 2,11-12).

Med andre ord: Vi sejrer over Satan, verden og kødet ved Guds nåde. Eller som det udtrykkes i Åbenbaringsbogen: ”De har besejret ham ved lammets blod” (Åb 12,11).

Efter at jeg, åndeligt talt, har været langt ude i tovene, har jeg på ny fået syn for disse sandheder om nåden og kraften i nåden. Og jeg konstaterer, at det netop er nåden, de fleste nytestamentlige breve begynder med – og de fleste slutter også med den.

Læserne tilønskes nåde og fred fra Gud og fra Herren Jesus Kristus. Ikke bare som en god tradition for brevskrivning, men som udtryk for vi kristnes dybeste livsbehov. Hvad vi syndere trænger til først og sidst er netop nåde og fred fra vor Gud og frelser!

Der er en bestemt andagt i Rosenius’ husandagtsbog, der har været mig til stor hjælp i min åndelige krise. Det er især følgende to afsnit, som jeg har læst igen og igen:

Evangeliet taler stadig om frelse ved Jesu blod. Og blodet betyder forsoning. Evangeliet siger: Lammet, som er slagtet, og har købt os til Gud med sit blod. Det siger: Jesu Kristi, Guds Søns blod renser os fra al synd. Det siger: Om jeres synder er som purpur, skal de blive hvide som sne (…) Ved sådanne vidnesbyrd bliver vi renset på hjerterne fra en ond samvittighed.”

Læg mærke til det: renset fra en ond samvittighed.

Det er også ved denne tro, vi løses fra syndens herredømme. Når jeg som en fattig synder får denne sikre trøst, at Gud ikke længere tilregner mig min synd, men har sagt til mig: Søn, vær frimodig, dine synder er dig forladt, da falder trældomslænkerne af mig. Da triumferer jeg, jubler og priser Guds nåde, forbander min synd og har ikke noget højere ønske i verden end at få lov at tjene Herren alle mine dage23!”

Læg mærke til dette: ”… vi løses fra syndens herredømme (…) forbander min synd”. Det er en virkning af nåden!

Det har også været mig til stor hjælp igen og igen at møde den for længst afdøde norske biskop Erling Utnems udlægning af Luthers forkyndelse af korsets betydning:

Gud viser sig grænseløst trofast mod sine fjender. Han er den Gud, som påtager sig alt vort og kan sige: ’Jeg er din synd, din forbandelse, din død, Guds vrede over dig, dit Helvede.’ Han er den Gud, som bliver en synder, for at syndere skal få del i hans retfærdighed; bliver en forbandelse, for at de forbandede skal få del i hans velsignelse; bliver dømt til døden, for at de dødsdømte skal leve24.”

Også Tormod Vågen betoner i sin andagtsbog evangeliets og nådens afgørende betydning som drivkraft i livet. Han skriver i forbindelse med Jesu ord om at søge Guds rige og hans retfærdighed:

Det er et mærkeligt tillæg, ikke sandt? Men dér er kraften. Dag for dag at få lov at sætte en streg over sig selv, sin værdighed og sin uværdighed og være i Jesu Kristi forsoning og Guds retfærdighed. Det lægger evighedens kræfter ind i et menneskeliv25.”

Jesus selv har jo egentlig sagt det så klart og enkelt: ”Bliv i mig – bliv i min kærlighed. Uden mig kan I slet intet gøre” (Joh 15).

Her går vejen altså for os – nådens vej, den vej, som Jesus selv er; troens banebryder og fuldender.

Men her støder vi så på et problem. For det passer slet ikke vort gamle menneske at være afhængigt af Guds nåde 24 timer i døgnet alle ugens 7 dage. Det vil klare sig selv. Igen og igen søger det væk fra Guds nådes vej.

Her står derfor kampen – en kamp på liv og død, en kamp mellem kød og ånd (jf. Gal 5,17). En kamp for at blive holdt på synderpladsen – ligesom Paulus blev det lige til det sidste, så han hen mod slutningen af sit liv omtaler sig selv som verdens største synder (1 Tim 1,15) og bare ved ét til frelse: Jeg lever ”i troen på ham, som elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20).

I den kamp må Gud somme tider komme os til hjælp ved at tage et middel i brug, som ingen af os bryder sig om. Jeg tænker på tugt og prøvelser.

Tugt og prøvelser

Det er vel ikke ofte, vi i dag hører om tugt og om prøvelser som led i Guds førelse af os, for at vi skal nå målet: den evige glæde. Men jeg må indrømme, at jeg ser sådan på det, at jeg i høj grad har været genstand for Guds tugt. Og jeg forstår også, at det var nødvendigt for Gud at tugte mig. Ellers kunne jeg være endt i et frafald. Som tidligere nævnt: Frafald sker i hjertet, ikke først og fremmest i det ydre.

Det var gået mig – sådan står det for mig – som der står i sangen: at denne verdens glæde var blevet mig for kær26. Glæden i Herren var blevet mindre og dermed også kraften til selvfornægtelse og gode gerninger (jf. Neh 8,10). Tjenstvilligheden og offerviljen aftog. Men midt i det tænkte jeg ikke på, at jeg var på afveje (jf. Ordsp 14,12).

Min redning blev, at Gud tugtede mig hårdt og dermed standsede mig!

Jeg har været ude for, at kristne har gjort indsigelse imod talen om, at Gud sådan kan finde på at tugte os. Men Hebræerbrevet kapitel 12 taler stærkt og klart om denne side af kristenlivet:

Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner” (Hebr 12,7-8).

Også i Paulus’ liv kan vi iagttage Guds tugt. Paulus fik lov at opleve det helt ufattelige at blive rykket bort til Paradis, hvor han hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. Hvad lå da nær som en fristelse for Paulus i den situation? Jo, at blive hovmodig! Det forstår vi på hans egne ord. Og derfor greb Gud ind og sendte noget meget ubehageligt ind i hans liv. Han kalder det for ”en torn i kødet” og ”en engel fra Satan”, som skulle slå ham (2 Kor 12,1-10).

Det har været yderst ubehageligt, ja, forfærdeligt anfægtende for Paulus, og han bad Gud i tre omgange om at blive fri for denne usigelige plage. Men Gud sagde nej. Eller rettere: Han svarede Paulus med disse forunderlige ord: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).

Paulus skulle holdes på den plads, hvor han alene havde Guds nåde at fortrøste sig til, og det gennem hele livet. Det skal du og jeg også, hvis vi skal nå frem til den evige glæde. Og derfor må Gud somme tider tage hårdt på os.

Her er vi inde ved noget, som vi bestemt ikke bryder os om. For det er ikke behageligt med Guds tugt; men den er ikke desto mindre nødvendig. Selv om det ikke er let, må jeg gøre salmistens ord i Salme 119 til mine:

Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu følger jeg dit ord” (v. 67). ”Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget” (v. 71.) ”I din trofasthed ydmygede du mig” (v. 75).

Apropos dette med ydmygelse skriver professor Carl Fr. Wisløff i sin andagtsbog Dagligt brød følgende:

Ydmyghed lærer man egentlig kun ved at blive ydmyget. Du beder Gud om at blive ydmyg. Hvad gør Herren da? Sender han en stille ydmyghedens ånd over dig, mens du sover? Nej, han bønhører dig på en helt anden måde. Han sender dig ydmygelser, så du bliver lille og bliver til skamme. Det føles hårdt. Men hvis du får nåde til at tage ydmygelsen på den rette måde, så kan Herren få dig gjort ydmyg.

I den skole bliver man aldrig udlært. Hele livet igennem skal vi følge Jesus, som sagde: ’Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet27.’”

Bemærk: hele livet igennem …

Luther har sagt stærke ord om, hvordan Gud ligefrem kan lade os komme på afveje for derigennem at bringe os til besindelse.

Afsnittet følger efter det tidligere citerede afsnit om at søge ære og anerkendelse hos mennesker:

Af dette kommer det, at Gud ofte lader et menneske falde eller ligge i svær synd, for at dette menneske skal blive til skamme både for sig selv og alle andre, når han ikke kan bevare sig selv for denne store last i forfængelig ære og navn, mens han med sine store gaver og dyder alligevel kunne være blevet stående. Sådan må Gud også dæmpe denne synd med andre svære synder, for at hans hellige navn alene skal beholde æren. Sådan bliver den ene synd et lægemiddel mod den anden for vor vrange ondskabs skyld, som ikke alene gør det onde, men også misbruger alt det gode28.”

Hans Erik Nissen er i sin andagtsbog inde på netop denne side ved Guds ledelse og skriver i forlængelse af ordene om, hvordan hovmodet vokser, når vi oplever medvind i livet (citeret ovenfor):

Men Gud er god. Han lader dig ikke blive i din dårskab. Han bruger mange midler til at fratage dig tilliden til egne evner og kræfter. Han får dig til at spørge efter det, der aldrig skuffer29.”

Også Tormod Vågen er inde på denne vigtige sag:

Det er nåde fra kærlighedens Gud, at nød og sorg har besøgt dig. Derved bliver du drevet ind til ham, som kan læge din syge sjæl30.”

I et andet andagtsstykke er han inde på, hvordan vi igen og igen må opleve os selv som hjælpeløse. Ja, gå fuldstændig konkurs. Sådan holder Gud os nede i ydmyghed. Først da kan Jesus komme os til hjælp som vores frelser og forsoner. Og sådan bliver hele æren hans31.

Det er vist rigtigt at sige, at tæt forbundet med tugten er det, som Guds ord kalder trængsler. Ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 14 går der ikke nogen vej til Guds rige uden om ”mange trængsler” (ApG 14,22)! Apostlen Peter gør det også klart i sit første brev, at ingen kristen undgår lidelser: ”I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden” (1 Pet 5,9).

Det med prøvelser og lidelser er i virkeligheden en væsentlig side af discipellivet. Ja, ifølge apostlen Jakob skal vi oven i købet kun ”regne det for glæde”, når vi kommer ud for ”prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed” (Jak 1,2-3).

Jesus har også selv sagt, at hvis nogen vil være hans discipel, så må han tage sit kors op og følge ham (Matt 16,24). Guds vej er korsets vej.

I tilknytning hertil skriver Ulf Grendstedt: ”Lidelsen, som vi må igennem på grund af vore nederlag, lærer os at erkende virkelighedens vilkår, nemlig at det er nødvendigt at vende sig bort fra os selv og til Kristus, og at det er afgørende stadig at afvente Herrens udspil. Thi den, som ikke vender sig til ham, vil falde igen32.”

Bid ekstra mærke i sidste sætning!

Villigheden til at lide

En anden side af lidelsen i kristenlivet er lidelsen for evangeliets og tjenestens skyld. Det er en lidelse, som vi helt målrettet kan vælge at styre uden om, hvis det er det, vi vil – bevidst holde lav profil blandt ikke-kristne og være hyggelige og joviale. Som afdøde højskoleforstander Frits Larsen udtrykte det engang: undgå at blive ”skammet ud” som kristne.

Men er det vejen frem for Guds rige iblandt os og for os selv? Har det været vejen for de kristne i det tidligere Sovjet, i Kina, i Irak, i Afghanistan, i Syrien, i Egypten? Har vi ikke netop støttet dem i at stå imod presset og betale prisen? Men hvad med os selv?

Jeg vil citere følgende udfordrende og tankevækkende ord af John R. W. Stott (kursiveringerne er mine):

Jeg spørger mig selv: Hvor finder vi mennesker, som er villige til at lide for evangeliet i dag? I vor evangelikale tendens til triumfalisme33 overser vi let lidelsens nødvendighed. Ligeledes gør det falske ’frem-gangsevangelium’, som vi må have mod til at erklære for falsk, mennesker blinde for, at Bibelen taler om modgang og lidelse.

Alligevel genstår det faktum, at vi utvivlsomt ville opleve mere lidelse, hvis vi ikke så ofte gik på akkord med evangeliet. For evangeliet er fortsat en dårskab for dem, der vil rose sig af deres visdom, og det vil aldrig blive intellektuelt respektabelt. Evangeliet er fortsat en anstødssten for dem, der mener at kunne frelse dem selv. Evangeliet ydmyger de selvretfærdige og irettesætter de selvgode og nydelsessyge. Desuden vil mennesker, der hader evangeliet, forfølge dem, der forkynder det – i kirken som i verden.

Men er vi forberedt på at bære byrden ved at blive latterliggjort for Jesu evangeliums skyld? Er vi villige til at lide de udstødtes ensomhed eller smerten ved at blive modsagt og bagtalt? Ja, er vi egentlig parate til at dø med Kristus bort fra popularitet og fremgang, komfort og succes, bort fra vor selvgode trang til personlig eller kulturel selvhævdelse eller fra vore egoistiske ambitioner om rigdom, berømmelse eller magt? Det er kun det sædekorn, der falder i jorden og dør, som kan bære frugt34.”

Der er måske også nogle opgaver af stor betydning, som vi i dag er tilbøjelige til at lade ligge, fordi vi ikke bryder os om det afsavn og de problemer, som disse opgaver indebærer. Jeg tænker på ordene i Hebræerbrevet kapitel 13 om, at menighedens ledere ”våger over sjælene” som dem, der skal gøre regnskab (v. 17).

Der er mange, der gerne vil smykke sig med betegnelserne ”præst” og ”pastor”; men hvor meget fylder den vigtige tjeneste, det er, at ”våge over sjælene” i deres bevidsthed og i deres gerning? Jeg er bange for, at det er meget få steder, der tages vare på denne tjeneste sådan helt ned på det personlige plan, som udtryksmåden i Hebræerbrevet leder tanken i retning af.

Vi kommer vel ikke uden om, at vi er mange, der virkelig har brug for en sådan personlig hyrdeomsorg. Og det er at befrygte, at en hel del, der er med i et kristent fællesskab, ender med at gå fortabt af mangel på en sådan omsorg.

For vi må jo ikke glemme, at det at være med i et kristent fællesskab ikke i sig selv er frelsende, uanset hvor megen anerkendelse vi får fra de andre. Spørgsmålet er, om vi lever med Jesus i ånd og sandhed. Men hvem kerer sig om det, sådan helt personligt?

Det er vel ikke sandt – det kan i hvert fald aldrig blive noget ideal – at en lang række kristne fællesskaber i dag mest er for stærke kristne, som kan klare sig selv?

For sjælenes saligheds skyld.” Sådan udtrykte Luther gerne, hvad man kan kalde for et ledende princip bag reformationen. Og ”for sjælenes saligheds skyld” var han villig til at lade sig bandlyse og leve som fredløs, ja, til at miste livet!

Man kan spørge: Hvad er vi på lederniveau i det kristne arbejde i dag parate til at sætte til side ”for sjælenes saligheds skyld”? Og er det ikke et hensyn, som bør overordnes alle andre hensyn og dermed også være det ledende princip for os, når vi i dag skal organisere det kristne arbejde?

Det er vigtigt med vækkelsesforkyndelse, og vi trænger i høj grad til vækkelse. Og det gælder om, at vi når ud med ordet til mennesker omkring os og også driver mission internationalt – helt enig.

Men vi må ikke blive ensidige og miste synet for, at et sandt og sundt kristenliv kræver mere end det. Som den norske kristenleder Ludvig Hope betoner stærkt et sted: ”Kristenlivet kræver mere end vækkelsesmøder og bedemøder for ufrelste. Det kræver hvile, lærdom, kundskab, vækst og helligelse. Det kræver det, som kan samle, binde sammen og opdrage.”

Det er et Guds under, om vi når målet!

Da jeg var omkring 12-13 år, gik jeg en dag og sang en sang, som jeg havde lært af min bror, som havde lært den på efterskolen, hvor han var elev. Den havde et refræn, der lød således:

Det skal og bli’ min sang i evigheden: Han elsker, elsker, elsker også mig.”

Min farmor på 85 år eller deromkring, som boede hos os på gården, hørte tilfældigvis, hvad jeg sang. Da sagde hun noget, som jeg aldrig har kunnet glemme: ”Ja, det er jo spørgsmålet, hvad vores sang skal blive i evigheden!”

Det er det netop. Og det spørgsmål er ikke endelig afgjort endnu. For det kommer jo ikke an på, hvordan du begynder som kristen …

Jeg husker, at min far gentagne gange sagde til mig, da jeg var ung: ”Det gælder om, at vi når målet!” Og: ”Måtte ingen af os gå fejl af vejen!”

Hvor er det nogle vigtige udtalelser, ja, de vigtigste, en far (og mor) kan give sin søn eller datter!

I denne forbindelse tænker jeg på, at vi i min drengetid, både i søndagsskolen og i juniorkredsen, blev stillet over for valget – for eksempel gennem sangen: ”Barn, hvad tænker du at vælge, verden eller Gud? Vil du lyde synden, verden, eller lyde Gud?”

Og jeg må spørge: Hvornår stilles børn – og unge – på valg i vor tids børne- og ungdomsarbejde? Får vi klart nok forelagt dem alternativet, sådan som vi lærer det klart i Guds ord? Sådan som vi læser, at Israels folk fik tingene sat klart op: ”Se, jeg stiller dig i dag over for velsignelsen og forbandelsen” (5 Mos 11,26).

Det er jo afgørende vigtigt, at vi forstår, helt fra vi er børn – og at det følges op i ungdomstiden – at der er to veje. Og at der må foretages et valg.

Jeg ser det sådan, at materialismen og underholdningsindustrien og nydelsessygen indebærer en langt større fare for vores liv med Jesus, end vi vist almindeligvis tænker på. Vi bliver let bidt af en gal et-eller-andet, så vores fokus flyttes væk fra Jesus og hen på penge, ting og nydelser.

Jeg har vel nok vidst det i teorien, men nu har jeg set det i øjnene i praksis; at står det til mig, så når jeg ikke himlens herlighed. Som Søren Kierkegaard har sagt: ”Uden Gud er jeg mig selv for stærk.”

Jeg kan være helt overbevist om at være på Guds vej og dog være kommet på afveje. Som allerede anført fra Ordsprogenes Bog: ”En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden.”

Så hvis jeg når målet – og det beder jeg Gud om, at han i sin uendelige nåde vil lade ske – er der til syvende sidst bare én årsag til det. Og den er, som der står i en sang: ”Det var din mægtige styrke alene, som os fik reddet og nåede sit mål.”

Vi er helt afhængige af, at Gud forbarmer sig over os og går ud og leder efter os, når vi ”flakker om som et vildfarent får” (Sl 119, 176).

Hvor har vi brug for at bede med kong David:

Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24).

Det gælder om at våge og være på vagt. Det taler Jesus gentagne gange om vigtigheden af, og det samme gør apostlene. Som det fremgår af det, vi har været inde på, er der al grund til at være på vagt ikke alene over for Satan og den ikke-kristne verden, men i høj grad også over for os selv!

Tormod Vågen har i sin andagtsbog nogle vigtige betragtninger om det at våge. Her nogle udpluk:

Man kan desværre godt vide, hvordan en kristen skal og bør være uden selv at våge (…) Den vågne ser, hvordan han kommer til kort. Han mærker, hvor stærk verden, Satan og kødet er (…) Det vågne øje gør ham ydmyg, mild og varsom. Han bliver bange for sig selv, Satan og verden og er hele livet på spring ind til Gud. En vågen kristen er således en kæmpende kristen, for han både ser farerne og kæmper imod dem (…) Det koster at våge. Lige før Jesus kommer igen, skal det blive en søvnens tid35.”

Læg mærke til det: en søvnens tid!

Her vil jeg gerne – som et indskud i sammenhængen – sige noget helt personligt til dig, der må vedgå, at det glippede for dig at våge, så du er kommet på afveje i dit Guds-forhold. Jeg siger det med et citat af Tormod Vågen:

Guds tilgivelse er uendelig som Gud selv. Kast dig endnu en gang i dette nådens hav, og lev dér dag for dag! Da skal hjertet igen fyldes med lovsang, og glæden i Herren skal være din styrke36.”

Det er vejen frem for mig, og det er det også for dig!

Som vi også har været inde på, er vi helt afhængige af Guds nåde og dermed af Gud selv. Jeg indser nu tydeligere end nogensinde før, at jeg intet har, der holder mål i Guds øjne. Jeg er intet, jeg har intet, jeg kan intet, og jeg ved intet, når det gælder mit Guds-forhold.

Alligevel skal jeg slippe for at fortvivle. For digteren af Salme 87 siger: ”Alle mine kilder er i dig” (v.7).

Og det tager jeg for fuldt pålydende: Alle mine kilder! Så gør det ikke noget, at jeg ikke har så meget som én dråbe af livets vand i mig selv. Tværtimod. Det er godt sådan. Det må du også sige!

Derfor er der også alene én, der står med æren for, at fortabte syndere som dig og mig kan nå målet og på den store dag være med i den utallige skare af frelste mennesker. Og det er Gud selv; det er Jesus. Frelsen er netop ”til lov og pris for hans nådes herlighed” (Ef 1,6.11.14).

Eller som apostlen Peter skriver: ”Æren er hans [Jesu] både nu og til evighedens dag!” (2 Pet 3,18). (Læg mærke til den bestemte form – der er ingen ære til mig. Det er virkeligheden. Og godt sådan!)

Vi bliver aldrig færdige med at takke Jesus for, hvad han er og har gjort for os. Aldrig!

Jesus rummer al den himmelske verdens åndelige velsignelse og rigdom. Derfor har jeg sat en seddel op på døren til mit kontor med det, som nu er blevet mit dags- og livsprogram: ”Voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus” (2 Pet 3,18).

Det kommer ikke an på, hvordan du begynder som kristen, men hvordan du slutter.”


1 Derek Prince (1915-2003), internationalt kendt amerikansk prædikant.

2 Martin Luther: “Om de gode gerninger“ i: Hovedværker af den kristne litteratur, side 159 (Lutherstiftelsen 1978).

3 Tormod Vågen: I Kongens nærhet, 18/8 (Lunde 1971).

4 John Benton: Men vi skal mættes, s 74 (Credo 2008).

5 Samme, s 74.

6 Samme, s 16.

7 John Piper: Spild ikke livet, s 107 (Credo 2006).

8 Benton 2008, s 15-16.

9 C. O. Rosenius: Samlede Skrifter, bind XII, s 79.

10 Benton 2008, s 58.

11 Hans Erik Nissen: Ét er nødvendigt, 29/6.

12 Kjell Dahlene: Abraham, s 49 (LMBE 1994).

13 Timothy Keller: Ikke alt der glimrer er Gud, s 14 (Credo 2012).

14 Tormod Vågen, 25/2.

15 Fra sangen: Jesus, din søde forening at smage.

16 Fra sangen: Ser du dig sort og uren.

17 Martin Luther: “Om de gode gerninger“ i: Hovedværker af den kristne litteratur, s151.

18 Tormod Vågen, 29/3.

19 C. O. Rosenius, Samlede Skrifter, bind XII, s 83.

20 Samme, s. 83-84.

21 Tormod Vågen, 20/2.

22 Steve Farrer, Fuldfør Løbet, s 14.

23 C. O. Rosenius: Husandagtsbogen 7/1, her oversat fra en norsk udgave.

24 Erling Utnem: Korsets hemmelighed, s 44 (Lohse 1999).

25 Tormod Vågen: I kongens nærhet, 7/1.

26 Fra sangen: Fortæl det gamle budskab.

27 Carl Fr. Wisløff: Dagligt brød, 21/8.

28 Martin Luther: “Om de gode gerninger“ i: Hovedværker af den kristne litteratur, s155.

29 Hans Erik Nissen, 29/6.

30 Tormod Vågen, 20/8.

31 Tormod Vågen, 20/4.

32 Ulf Grendstedt: En vandring med Gud, s 36 (1974).

33 Triumfalisme: Den holdning, at vi sejrer her og nu over alt og alle.

34 John R. W. Stott: “Kristus og misjonen – En utfordring for vår tid“ i: Sannheten tro i kjærlighet, Festskrift til biskop Erling Utnem (Oslo 1990).

35 Tormod Vågen, 4/3.

36 Tormod Vågen, 23/1.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2013. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Claus L. Munk

Claus L. Munk, Hundested, prædikant i Luthersk Mission.

Claus L. Munk

Claus L. Munk, Hundested, prædikant i Luthersk Mission.