Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Fra fortjeneste til nåde i Jesus

Om hvordan Richard Bennett – en katolsk præst – kom til evangelisk tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro X

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om. richard-bennett

Richard Bennett er en ældre mand. Han blev født i 1937 i en romersk-katolsk familie. I sin ungdom brugte han 8 år på at uddanne sig til romersk-katolsk præst, og senere brugte han 21 år i tjeneste som romersk-katolsk missionær og præst. I alle disse år var han fremmed for det kristne evangelium og for nåden i Jesus.

De tidlige år

Richard havde en god og tryg barndom. Hans far var oberst i den irske hær, og familien boede på en militærbase i Irland. Forældrene var overbeviste katolikker:

Min far knælede og bad ved sin seng, og de fleste aftener knælede hele familien sammen og bad rosenkransbønnen til Maria og til Gud. Ingen af os udeblev fra messen søndag formiddag, medmindre vi var alvorligt syge.”

Da Richard var seks år gammel, var han personligt overbevist om, at Jesus levede, men det samme mente han om Maria, Josef og alle de andre helgener, som man kunne bede til og hente hjælp hos.

Richard gik i skole hos jesuitiske munke, og her lærte han at anerkende paven som den vigtigste mand i verden og som leder af den eneste sande kirke.

Hvad paven sagde, var lov, og de jesuitiske munke var hans mest trofaste mænd.”

Richard lærte også at arbejde for sin egen og andres frelse. Han fik at vide, at man blev frelst ved at behage Gud og at det, som mest behagede Gud, var, at man deltog i messen. I den lokale katolske kirke var der messe hver dag, og selvom det foregik på latin, og Richard ikke forstod noget af det, så forsøgte han at være med hver dag. Det handlede om den evige frelse, og at deltage i messen gav ham en god følelse af at være tæt på Gud.

Som 14-årig oplevede Richard, at han fik et kald til at blive missionær, og i de følgende år følte han sig bekræftet i dette kald.

Uddannelse til præst

Som 19-årig forlod Richard Bennett sin familie for at tilslutte sig den dominikanske munkeorden. I de efterfølgende otte år uddannede han sig til præst. Studiet handlede i meget ringe grad om Bibelen. Hovedvægten lå i stedet på at lære den katolske kirkes traditioner, regler og teologi.

Målet med det alt sammen var, at man skulle blive hellig og derved frelst. Midlet til at blive hellig var lydighed mod lovene – den katolske kirkes love, munkeordenens love, Guds love.

Jeg talte ofte med min lærer om, at loven var midlet til at blive hellig. Jeg holdt mig også til Pave Pius XII’s ord om, at ’manges frelse afhænger af, at der bringes ofre og bønner’. Denne tanke om, at frelse opnås ved ofre og bønner er gennemgående i den katolske kirke, og jeg søgte at vinde både min egen og andres frelse ved ofre og bøn. Jeg tog kolde bade midt om vinteren og piskede min ryg med en lille jernkæde. I tillæg hertil studerede jeg og bad med målrettet disciplin, gik til skriftemål og forsøgte at holde de ti bud og den store mængde af munkeregler og traditioner.”

Rom – en tom skal

Fra sin barndom havde Richard Bennett lært, at verdens centrum var Vatikanet i Rom, og at man her fandt den største åndelige hellighed og herlighed i verden. Derfor var det med stor forventning, at han i 1963 tog til Rom for at færdiggøre sine studier.

Men det var en stor skuffelse. Richard kunne godt se Vatikanets ydre pomp og pragt, men han oplevede, at den dækkede over en stor indre tomhed.

Han mødte mange ambitiøse teologistuderende, men deres ambition gik generelt i retning af at få en flot akademisk eller kirkelig karriere. Richard var selv åndeligt søgende, men fandt intet i Rom, som kunne hjælpe ham. Han vidste, at en flot karriere ikke var det, han dybest set havde brug for. Derfor sagde han året efter ja til en opgave som missionær og præst i Trinidad, i Vestindien.

En velsignet ulykke

I 1964 kom Richard Bennett til Trinidad, og i de første syv år oplevede han, at det gik rigtig godt for ham.

Ifølge den katolske kirkes standarder var jeg en succesfuld præst. Jeg opfyldte alle mine forpligtelser, og jeg fik mange mennesker til at gå til messe. En aften takkede jeg Gud for, at jeg var sådan en god præst og bad om, at Gud ville ydmyge mig, så jeg kunne blive endnu bedre.”

Gud hørte og besvarede bønnen, men på en anden måde end Richard selv havde regnet med.

Senere samme aften kom jeg ud for en alvorlig ulykke. Jeg faldt ned ad en trappe, fik kraniebrud i baghovedet, skadede min rygrad og lå bevidstløs i tre døgn, hvor jeg svævede mellem liv og død. Var jeg død på dette tidspunkt, tror jeg ikke, at jeg var gået hjem til Jesus, for jeg havde ikke fred med Gud. Men hvis jeg ikke på denne måde var kommet tæt på døden, tvivler jeg på, at jeg nogen sinde var kommet ud af min selvtilfredse situation.

Nu råbte jeg til Gud om hjælp og frelse. Jeg fandt ingen hjælp i den katolske kirkes bønner og opgav at bede rosenkransbønnen. I stedet begyndte jeg for første gang i mit liv at læse Bibelen for at møde Guds tale til mig.

Jeg kunne knapt finde rundt i Bibelen, og det, jeg havde lært om den i mit studie, havde snarere givet mig mistillid til den end åbenhed over for den. Men nu åbnede jeg den for at finde Gud.

Konkret ønskede jeg at få svar på, hvordan et menneske kan bestå over for Gud og blive frelst. Det var en langsom proces, og i udgangspunktet oplevede jeg det som at gå ind i en stor skov uden kort. Mit bibelstudium kom til at vare 14 år, og det endte med, at jeg måtte forlade den romersk-katolske kirke.”

Bibelen – Guds ord

Da Richard var kommet sig efter ulykken, vendte han tilbage til sin præstetjeneste, og på det ydre plan var han fortsat en succes som romersk-katolsk præst. Men læsningen af Bibelen havde sat gang i en proces, som gradvist nedbrød hans åndelige selvtillid og hans tillid til den romersk-katolske kirke.

Læsningen af Bibelen gjorde det også gradvist klarere for Richard Bennett, at Bibelen ifølge dens egne udsagn var Guds eget sande ord og den øverste autoritet i åndelige spørgsmål. Dette var helt nyt for ham:

Jeg havde lært, at Bibelens ord var relative og havde en tvivlsom troværdighed. Men nu begyndte jeg at studere, hvad Bibelen sagde om sig selv, og jeg opdagede, at Bibelen meget klart lærer, at den er Guds ord og troværdig og absolut i alt, hvad den siger – i sine historiske beretninger, i sine profetier, i sin åndelige vejledning og sin etiske vejledning:

Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning’ (2 Tim 3,16-17).”

Kort efter at dette var gået op for Richard Bennett, skulle han tale som gæsteprædikant til en stor forsamling af katolikker i Canada. Han valgte at tale om Guds ords absolutte autoritet.

Med Bibelen i hånden proklamerede jeg: ’Den absolutte og endelige autoritet i alle spørgsmål vedrørende kristen tro og kristen livsførelse er Bibelen, Guds eget ord!’”

Tre dage senere blev han kaldt ind på den canadiske ærkebiskops kontor.

Jeg blev officielt sat på plads og fik forbud mod nogensinde igen at tale i hans bispedømme.”

Synden i hjertet

Tilbage på Trinidad oplevede Richard Ben-nett en voksende indre splittelse imellem troskaben mod den romersk-katolske kirke og troskaben mod Bibelen. Han blev gradvist mere bevidst om, at han umuligt kunne adlyde både den katolske kirke og Bibelen.

Samtidig gav bibellæsningen ham en stærk længsel efter at lære Jesus at kende. Det blev stadigt mere klart for ham, at han ikke ejede det liv i Jesus, som han læste om i Bibelen. I Filipperbrevet 3,10 fandt han nogle ord, som formulerede det, som nu blev hans dybeste ønske og bøn: ”At jeg kan kende ham …”

Igen hørte og besvarede Gud hans bøn, men igen var det på en anden måde, end Richard selv havde regnet med: ”For at lære Jesus at kende, måtte jeg først lære mig selv at kende som en synder.”

Fra den katolske kirke havde Richard lært, at arvesynden bliver renset ud i dåben. Derfor mente han ikke, at han havde en syndig, ond og selvisk natur. Han ville gerne bekende enkelte synder, men han mente ikke, at synden stak dybere end som så.

Ud fra min menneskelige natur og ud fra det, jeg havde lært, vurderede jeg, at jeg var et godt menneske og derfor egnet til frelse.”

Men i Bibelen mødte han et ganske andet billede af mennesket.

For mig som for så mange andre ’gode katolikker’ var det utrolig svært at acceptere det billede, som blev tegnet af mennesket i Rom 3: ”Der er ingen retfærdig, ikke én. Der er ingen forstandig, ingen som søger Gud (…) for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (v.10-11, 23).

I Ef 2 så jeg mig selv beskrevet som ”død i overtrædelser og synder” (v.1). Fra den katolske kirke havde jeg lært, at mennesket kun er svækket og såret af synden, men at det var muligt at beslutte sig til at lade være at synde og i stedet gøre godt. Den lære havde jeg taget til mig og glædet mig over.

Ved Andet Vatikanerkoncil havde den katolske kirke i 1965 bekræftet, at det på denne måde er muligt for mennesket ”at bestemme sin egen skæbne over for Gud1”.

Jeg havde lært at tro på en grundlæggende godhed i mig selv, og jeg havde troet, at denne godhed skulle være udgangspunktet for, at jeg kunne blive god nok over for Gud. Men nu kom jeg i tvivl.

Min usikkerhed blev forstærket af, at jeg under mit studium havde skrevet en opgave om hinduisme. Her var det gået op for mig, at hinduismen grundlæggende lærte det samme om vejen til frelse som den katolske kirke. Hinduismen lærer også, at mennesket grundlæggende er godt, og at vejen til frelse er at udfolde den indre godhed i gerning og handling. Men i min undersøgelse af hinduismen var det blevet klart for mig, at dens frelseslære uundgåeligt førte til personligt hovmod.

Nu gik det op for mig, at jeg selv var fanget i den samme dødelige spiral af godhed-hovmod. Hvordan kunne jeg komme ud af den?

Richard Bennet i præstetiden på Trinidad

Richard Bennet i præstetiden på Trinidad

Bibelen hjalp mig ved at vise mig sandheden om mig selv, at jeg var ”død i overtrædelser og synder”.

Gud viste mig, at der ikke var nogen grundlæggende godhed i mig, og at jeg derfor heller ikke kunne beslutte noget som helst godt i mit forhold til Gud. Bibelens ord løste mig fra den løgn om mig selv, som jeg havde elsket. Det var altafgørende, for Gud frelser kun syndere.”

Der var ikke tale om en teoretisk syndserkendelse for Richard Bennett.

På smertelig og ydmygende måde gjorde han erfaring af, at synden var en del af hans natur, og at den ødelagde det frommeste og det helligste i hans liv. Han oplevede synden allerstærkest i sin glæde over præsterollen.

Jeg nød virkelig at blive set op til af andre, og at andre i en vis forstand forgudede mig.”

Medlemmerne af hans katolske menighed opfattede ham som en mellemmand mellem Gud og dem, og det var en rolle, som han havde det godt med. Men nu så han i Bibelen, at den var en tilsidesættelse af Jesus.

Jeg så, at der ifølge Bibelen kun er én mellemmand mellem Gud og mennesker, Jesus Kristus (2 Tim 2,5). Jeg så, at den rolle, som jeg spillede som en præstelig mellemmand, og som den katolske kirke havde lært mig, var i modstrid med Bibelen og dermed syndig. Jeg så, at det var syndigt at fremstille præsten som en mellemmand i forhold til Gud, og at det var lige så syndigt at fremstille Maria og helgenerne som mellemmænd. Men mens jeg var villig til at forkaste Maria og helgenerne som mellemmænd, så kunne jeg ikke opgive min egen præsterolle, for den havde jeg investeret hele mit liv i.”

Netop hans selviske klyngen sig til præsterollen brugte Gud imidlertid til at åbenbare hans hjertes store og dybe synd. Gradvist blev det klart for ham, at han elskede sin præsterolle højere end Gud. At det var vigtigere for ham at blive beundret af menigheden end at hjælpe den til frelse. At han hellere ville være tro mod en menneskelig tradition end mod Guds ord.

Men jo mere han så og erfarede af synden indadtil, jo stærkere blev hans hjertes ønske og bøn om at lære Jesus at kende som sin frelser – ”at jeg kan kende ham” (Fil 3,10).

Ingen hjælp fra evangelikale

I sin åndelige søgen og længsel efter at lære Jesus at kende som sin frelser vendte Richard Bennett sig til evangelikale forkyndere og præster.

Jeg begyndte at lytte til nogle af de berømte evangelister på kortbølge- og mellembølgeradio. Jeg skrev også breve til England og USA og modtog skrifter, som fortalte mig om, hvordan jeg kunne blive kristen. Men denne del af min søgen endte kun med forstærket frustration. Hvad jeg hørte fra evangelisterne og læste i de evangelikale skrifter svarede til det, jeg allerede havde hørt i den katolske kirke. Jeg hørte om, hvor helhjertet og dedikeret jeg skulle overgive mig til Jesus og leve for ham, og at jeg skulle ‘acceptere Jesus i mit hjerte‘.

Hvad der var helt fraværende i den evangelikale forkyndelse, var kendskabet til den hellige Gud. Ifølge Bibelen er frygten for Herren ”begyndelsen til visdom” (Ordsp 9,10).

Når jeg læste i Bibelen, blev jeg rystet over Guds hellighed. Et vers, som ramte mig hårdt var 2 Mos 15,11: ”Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er så mægtig og hellig, så frygtindgydende og glorværdig, hvem gør undere som du?”

I mødet med Bibelens hellige Gud blev det klart for mig, at jeg ikke kunne bestå over for ham, medmindre jeg selv var helt igennem hellig. Og det kunne jeg ikke blive, hverken ved at overgive mig, ved at tjene eller ved at bede Jesus gøre noget ved mit hjerte. Det havde jeg prøvet i den katolske kirke, og det havde ikke hjulpet. Derfor fandt jeg ingen hjælp hos de evangelikale evangelister, som jeg lyttede til.”

Efter sin omvendelse blev det klart for Richard Bennett, at de evangelister, han lyttede til, repræsenterede et skred væk fra den oprindelige evangelikale forkyndelse af evangeliet. Men det har bedrøvet ham at se, at den uklare og ubibelske forkyndelse kun er blevet mere udbredt blandt evangelikale i de årtier, der er gået siden hans omvendelse.

Der tales om, at vi frelses ved tage en beslutning, give vore liv til Jesus og lukke Jesus ind i hjertet. Man efterlades med det indtryk, at det afgørende er min beslutning, mine gerninger, mit liv og mit hjerte. Det svarer helt til den katolske kirkes lære.

Ifølge Bibelen, er det ikke vores beslutning, der frelser os, men Guds! ‘For før verden blev grundlagt har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl‘ (Ef 1,4).

Det handler ikke om, at vi skal give vore liv til Jesus, men at han har givet sit liv for os. Åndeligt døde mennesker kan ikke give Gud noget som helst, som vil frelse dem for deres synd. Men, netop fordi vi er døde i vore synder, gav Jesus sit liv for vore synder: ‘Herren Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds vor Faders vilje!‘ (Gal 1,4)

Det, som frelser os, er ikke noget, som vi gør for Jesus, men det, som han har gjort for os, alene. Det er gjort én gang for alle. Det er færdigt og fuldbragt. Helt uafhængigt af os. Det, som hjælper os til at bestå for Gud, er ikke noget, som Jesus virker i os. Det er at vende helt op og ned på Bibelens vidnesbyrd. Det afgørende og frelsende er ikke, hvad Jesus gør i os, men at vi er i ham. Den åndeligt døde og ugudelige kan kun blive retfærdig over for Gud ved at være ‘i Kristus‘.

Det er helt klart i Det Nye Testamente. Frelse er, at vi står retfærdige og hellige for Gud ikke i os selv, men i Kristus, ‘til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn‘ (Ef 1,6).

I Bibelen findes frelsen altid og kun i Kristus. I alle sine breve fremstiller Paulus frelsen som det at være i Kristus. Og apostelen Johannes vidner tilsvarende om, at det evige liv er i Kristus: ‘Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og det liv er i hans søn‘ (1 Joh 5,11).

Men ingen kommer til for alvor at glæde sig over og finde fred i dette evangelium uden at forstå, at vi i os selv virkelig er åndeligt døde og fortabte over for den hellige Gud.”

Solopgang

Netop dette var det, Richard Bennett kom til erkendelse af gennem sine bibelstudier. I Bibelen mødte han et andet billede af mennesket og dermed sig selv, end det han mødte i den katolske kirke og hos de evangelikale evangelister.

Og han erkendte, at Bibelens billede var sandt. Han var i sig selv åndeligt død, syndig af natur, ugudelig og fortabt. Hans eneste håb var, at Gud ville frelse ham, som han var. Derfor begyndte han at spejde efter og suge til sig af evangeliske ord i Bibelen om frelse for fortabte, frelse for syndere – i Jesus:

Nogle dage kunne jeg læse Efeserbrevet 10-20 gange, for i dette brev så jeg, at det at blive retfærdig for Gud, det er noget, som den troende opnår i Kristus. Det er ikke noget, som den troende selv præsterer eller fortjener, og det er heller ikke noget, som virkeliggøres i ham. Retfærdighed over for Gud beror ikke på det, som Gud ser og finder hos den troende, men på Kristi fuldbragte offer og perfekte liv.

Jeg så dette evangelium i Bibelen, men den katolske lære om vor egen fortjeneste og om retfærdigheden i os selv var stærkt rodfæstet i mit sind. Jeg vaklede mellem det bibelske i Kristus og det katolske i mig selv. Jeg ønskede at modtage nåden i Jesus, men jeg oplevede, at den katolske lære om min egen fortjeneste var som en mur mellem mig og Kristus. Alligevel begyndte jeg, ved Guds nåde og gennem Skriftens ord, at erkende sandheden.”

Erkendelsen af evangeliet kom ikke pludseligt som ved et lynnedslag, men langsomt som ved en solopgang:

Gennem 14 års bibelstudium gik det gradvist op for mig, at det at stå retfærdig over for Gud er en Guds gave til den troende. Gud erklærer den troende retfærdig på grundlag af Jesu fuldkomne liv og hans fuldbragte frelse på korset. Gud tilregner den troende hele Jesu frelse, og erklærer, at den troende er uden skyld og helt retfærdig i forhold til lovens krav. Denne dom er sand og retfærdig, fordi den hviler på Jesu stedfortrædende soning af synden og Jesu stedfortrædende opfyldelse af loven.

Denne virkelighed blev i særlig grad klar for mig gennem Romerbrevet kapitel 3. Her skriver Paulus om en frelsende retfærdighed, som Jesus har frembragt ved sit liv og sin død i vort sted. Det blev klart for mig, at Jesus ifølge Skriften er en stedfortræder og en repræsentant for os. I vores sted og på vores vegne sonede han al vor synd og opfyldte loven for os. Jesu egen fuldkomne retfærdighed og opfyldelse af loven tilregnes nu os, som tror, og hviler over os. I Herren Jesus har den troende en retfærdighed uden plet eller fejl, perfekt og herlig. Det er en retfærdighed, som ikke bare dækker alle personlige synder, men også opfylder alle lovens krav.

Den troende bærer Jesu egen retfærdighed nærmest som en klædning. Som profeten Esajas skriver det: ‘Jeg fryder mig over herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe‘ (Es 61,10).

Men hvordan kunne jeg vide, at dette gjaldt mig? Hvad skulle jeg gøre, for at få denne frelse? Jeg fik svaret i Romerbrevet 3,24. Her skriver apostelen om de frelste: ‘Ufortjent gøres de retfærdige, af hans nåde, ved forløsningen i Kristus Jesus.‘

Her udelukkes det fuldstændig, at frelsen skulle bero på noget, jeg kan eller gør eller har hos mig selv. Vi frelses ufortjent, af Guds nåde, på grund af Kristi Jesu frelsergerning. Frelsen er et værk af Guds nåde alene. Den beror ikke i mindste grad på noget i os. Vi frelses alene ved tro på Jesus, og selv troen er en Guds gave. Den får vi, når vi hører evangeliet om Jesu fuldbragte frelse: ‘Troen kommer altså af det, som høres og det, som høres kommer i kraft af Kristi ord‘ (Rom 10,17).

Tovtrækkeri

Igennem de 14 års bibelstudium oplevede Richard Bennett det som en indre tovtrækning, hvor han i perioder blev trukket i retning af at være tro mod den romersk-katolske kirke og i andre perioder blev trukket i retning af at være tro mod Bibelen og det evangelium, han mødte her.

Han var indefra blevet overbevist om Bibelens autoritet og sandhed, og den overbevisning kunne han ikke fornægte. Men i lang tid veg han tilbage for at drage konsekvensen:

Jeg vidste, at Guds ord er absolut, men jeg forsøgte stadig at tillægge den romersk-katolske kirke en overordnet autoritet selv i de spørgsmål, hvor kirken sagde det direkte modsatte af Bibelen.

Hvorfor?

Fordi rollen som præstelig mellemmand var for dyrebar for mig.

Jeg oplevede den romersk-katolske gudstjeneste med dens hellige olier, vievand, statuer, liturgiske klæder, musik, ritualer og røgelse bevægende.

Jeg var glad for præsterollen. Der var næppe nogen præst på Trinidad, som havde så smukke og farverige liturgiske klæder som jeg! Dertil kom, at alle omkring mig bekræftede mig i, at den romersk-katolske kirke havde ret. Det gjorde min egen menighed, og det gjorde alle de, som kom på besøg i menigheden. Jeg stod alene med den tro, jeg fik gennem Bibelen.”

Vendepunktet kom en dag, da Richard Ben-nett mødte en evangelisk kristen kvinde, som mindede ham om ordene fra 2 Tim 3,5 om nogle, som er med i den ydre kristne kirke, men som fornægter evangeliets ord, liv og kraft: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft.”

De ord ramte ham. De afslørede hans hykleri. Og de gjorde det klart for ham, at han ikke kunne leve i et opgjort og ret forhold til Jesus som sin frelser, hvis han ikke ville omvende sig fra det, som han havde erkendt som synd i den romersk-katolske kirke. Der var ingen anden vej; han måtte slutte som præst:

Jeg forlod den romersk-katolske kirke, da jeg indså, at jeg ikke kunne få liv i Jesus, så længe jeg var tro mod den romersk-katolske lære.”

Et nyt liv

I 1985 satte Richard Bennett sig ind i et fly fra Trinidad til det nærliggende Bahamas. Han var 48 år, men havde ikke andre ejendele med end nogle få hundrede dollars og noget tropisk tøj.

Uden at tale med andre mennesker om sin situation og om sine behov bad han Gud om noget tøj og om penge nok til at rejse til Canada. Begge bønner blev besvaret. I november måned lettede han fra tropisk varme i Bahamas og landede i sne og is i Canada.

To måneder senere kom han til USA. Menneskeligt set var han fuldstændig tomhændet. Han havde ingen opholds- eller arbejdstilladelse, ingen penge, ingen brugbar uddannelse, ingen anbefalinger, intet kørekort. Ikke desto mindre havde han en skat uden lige: et opgjort forhold til Jesus og en spirende tro på Jesu fuldbragte frelse.

Richard fandt et midlertidigt hjem hos et ægtepar i staten Washington. De var begge forhenværende katolikker, som var kommet til tro på Jesus som deres frelser, og de vidste, hvad han havde behov for. De talte med ham om den bitterhed og vrede, han kunne opleve i forhold til den kirke, som han havde givet tre årtier af sit liv på et ubibelsk og falsk grundlag.

Han fik talt ud med Gud om alt det, der rørte sig i ham af tanker og følelser, og han fik bekendt sin synd – ikke mindst for de mange år, hvor han havde vaklet til begge sider og havde trodset det, som Gud åbenbarede for ham i Bibelen.

Men det vigtigste, der skete i det nye hjem, var at han i det troende ægtepar mødte to mennesker, som glædede sig over den samme fuldbragte frelse i Jesus, som Richard havde set glimt af i Bibelen. Fra deres mund fik han lov til at lytte til evangeliet som et ord til ham. De vidnede for ham om Guds kærlighed til syndere, om Jesu blod, der renser for al synd, og om Jesu retfærdighed, der tilregnes ugudelige syndere ved tro alene. Ved dette ord brød troen igennem hos Richard til vished om frelse og fred med Gud ved Jesus alene.

Tro på Jesus

Endelig, i en alder af 48 år, og på grundlag af Guds ords alene, af nåde alene, kom jeg til tro på, at jeg var frelst ved Jesu stedfortrædende gerning alene.”

Richards nye tro kastede et afklarende lys over den kirke, han havde forladt, og de kirkelige ledere, som han tidligere havde set op til og lyttet til:

Det blev klart for mig, at de biskopper, som jeg kendte i den katolske kirke, ikke var troende i den bibelske forstand af ordet. I de fleste tilfælde var de fromme mænd, som var optaget af at ære Maria, bede rosenkransen og lyde Rom. Men ingen af dem havde nogen som helst forståelse for den frelse, som én gang for alle er fuldbragt af Kristus. De prædikede alle sammen bodshandlinger, lidelse og religiøse øvelser, ’menneskeger-ninger’ i stedet for evangeliet om nåden i Jesus.

Men ved Guds nåde blev det klart for mig, at det ikke var gennem den romersk-katolske kirke eller ved nogen menneskelig gerning, vi frelses: ‘For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af‘ (Ef 2,8-9).”

Det grundlæggende problem

For mig som katolik var det grundlæggende problem, at jeg tænkte, at jeg med mine egne gerninger kunne og skulle yde noget afgørende i forhold til Gud. Jeg skulle samarbejde med Guds nåde, og derigennem kunne jeg nå frem til at blive retfærdig i Guds øjne. Netop sådan definerer den katolske kirke nåden: som Guds hjælp, der er afgørende for, at jeg kan arbejde mig frem til at blive retfærdig.

Med den tankegang holder man fast ved en lære, som Bibelen konsekvent fælder dom over. Bibelen siger det stik modsatte om frelsen: ‘uden gerninger‘ (Rom 4,6), ‘uden lovgerninger‘ (Rom 3,28), ‘det skyldes ikke gerninger‘ (Ef 2,9), ‘gaven er Guds‘ (Ef 2,8).

At forsøge at gøre vore egne gerninger til en del af frelsen og at fremstille Guds nåde som ‘en hjælp‘ er ganske enkelt at fornægte den bibelske sandhed: ‘Er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde‘ (Rom 11,6).

Det enkle, bibelske budskab er, at den frelsende retfærdighed er en gave, som vi får ved tro på Jesus Kristus. Den er baseret på hans fuldkomne liv og fuldbragte offer på korset. Som Jesus selv sagde det, så døde han for os, den ene for de mange. Hans liv er ‘en løsesum for mange‘ (Mark 10,45). Han sagde om sit blod: ‘dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse‘ (Matt 26,28).

Peter understreger det samme: ‘Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud‘” (1 Pet 3,18).

Ny tjeneste

Efter at det kristne ægtepar i et halvt år havde taget sig af ham på alle planer, var Richard klar til at træde ud i et nyt liv. Kort efter mødte han Lynn, hos hvem han oplevede ”en genfødt tro, et kærligt sind og et lyst hoved.”

Efter deres bryllup flyttede de til Atlanta, Georgia, hvor de begge fik arbejde. I september 1988, tre år efter, at han havde forladt den romersk-katolske kirke, blev Richard og Lynn udsendt som missionærer til Asien:

Allerede det første år var frugtbart på en måde, jeg aldrig havde troet muligt. Mænd og kvinder kom til tro gennem en erfaring af Bibelens autoritet og kraften i evangeliet om Kristi død og opstandelse. Jeg var dybt forundret over, hvor enkelt det er for Gud at nå mennesker med nådens evangelium, når bare vi bruger Bibelen til at vidne om Jesus Kristus. Det stod i en skærende kontrast til det spindelvæv af kirkelige traditioner, som havde fyldt mine 21 år som missionær og præst på Trinidad, 21 år uden det sande budskab.

Jeg kan ikke finde bedre ord til at beskrive det liv, jeg nu erfarede, end Rom 8,1-2: ’Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.’

Jeg er ikke bare blevet befriet fra det romersk-katolske system, men jeg er blevet en ny skabning i Kristus. Det er ved Guds nåde og ved Guds nåde alene, at jeg er blevet flyttet fra døde gerninger ind i et nyt liv i troen på Jesus.”

Katolikkernes nød og ulykke

I dag bor Richard Bennett i Texas i USA. Han er stadig aktiv i tjenesten for evangeliet både som forkynder og som skribent. Han har en særlig nød for at nå katolikker med evangeliet om Jesu fuldbragte frelse:

Hvad Paulus sagde om sine jødiske brødre, kan jeg sige om mine kære katolske brødre: Det er mit hjertes ønske og min bøn til Gud, at de må blive frelst. Jeg kan bevidne, at de er nidkære for Gud, men deres nidkærhed er ikke baseret på Guds ord, men på deres kirkelige tradition.

Hvis du forstår noget af den smerte og kamp, som disse folk oplever i deres religiøsitet, så forstår du også mit hjertes råb: ’Gud, giv os medfølelse med de hengivne katolikker i deres nød og ulykke!’

Først når vi erkender deres åndelige nød og ulykke, vil det blive vore hjerters ønske og bøn at vise dem Jesu fuldbragte frelse på korset.

Mit eget liv viser, hvor svært det er for en katolik at opgive sin kirkelige tradition. For en katolik er den kirkelige tradition og pavens læremæssige udtalelser den øverste autoritet. Den katolske kirke lærer, at paven er ufejlbarlig, når han udtaler sig om kristen tro og moral, og når han forpligter alle kristne på det, han siger. Som præst havde jeg sværget over for Gud, at jeg ville adlyde den katolske kirke. Derfor følte jeg mig fanget og bundet til at adlyde menneskelige traditioner.

Men ifølge Bibelen er det kun Guds ord, der må afgøre for os, hvad der er sandt. Det var netop for at bryde med de menneskelige traditioner, at reformatorerne lærte, at Skriften alene er autoriteten i åndelige spørgsmål. Og Skriften lærer os, at vi frelses af nåde alene, ved troen alene, på Kristus alene.

Den sværeste omvendelse

Den omvendelse, som er allersværest for os katolikker, er at vende os bort fra alle tankerne om fortjeneste og belønning og ganske enkelt, med tomme hænder, modtage retfærdigheden i Jesus.

Det er så nærliggende for os at gøre som jøderne på Paulus’ tid: ’De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen,

og derfor har de ikke underordnet sig under retfærdigheden fra Gud’ (Rom 10,3).

Men Guds kærlige og befriende kald lyder nu til enhver: ’Omvend jer og tro på evangeliet!’” (Matt 1,15).

Det er dette kald, Richard Bennett lever for at række videre.


1 Vatican II, Dokument No 64, Gaudium et Spes, 7. dec 1963.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2014. Hele bladet kan læses her.

Richard Bennetts vidnesbyrd er baseret på artikler af Richard Bennett, som kan findes på hjemmesiden: www.bereanbeacon.org. Spørgsmål og kommentarer bedes på Richard Bennetts anbefaling i første omgang sendt til medarbejderne på Nyt Livs blad.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.