Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Forkyndelse med kraft

Om hvad det betyder at forkynde Guds ord i lov og evangelium. Om faren ved den ”afbalancerede” og ”hensynsfulde” forkyndelse.

Forkyndelse med kraft

Det er mit privilegium at være underviser på en bibelskole. I en lektion talte vi om forkyndelsen. Hvilken slags forkyndelse har givet jer selv mest? Det var spørgsmålet.

Der blev givet forskellige svar. Alligevel var der en hovedlinje. Forkyndelse, der sætter os fri! Forkyndelse, der taler alvorligt om vores forhold til den hellige Gud, så vi bliver helt færdige over for ham. Forkyndelse, som viser os og gør det levende for os, at vi på grund af Jesu blod kan stå og leve foran denne Gud – med frimodighed!

”Hvor ofte hører I den slags forkyndelse?” spurgte jeg.

Der blev stilhed et stykke tid.

”Meget sjældent”, lød det så. ”Jeg kan knapt huske den sidste gang.”

Jeg har tænkt en del over den samtale.

Vi ønsker at forkynde Guds ord i lov og evangelium. Det betyder ikke, at vi samler os om et snævert udvalg af bibelske temaer og tekster. Alle dele af Bibelen må forkyndes. Men altid sådan, at Gud bliver stor, og vi bliver små, Helvede bliver vores retmæssige fortjeneste og Himlen Guds ubegribelige nådegave, synden bliver konkret og syndsforladelsen dyrebar, Guds hellige vilje bliver forpligtende og evangeliet om Jesus vores stadige glæde og kraft.

Det er i dette spændingsfelt mellem lov og evangelium, at troen skabes, det nye liv vælder frem, og vi sættes fri! Kan det passe, at vi er ved at miste det? Og hvis det er tilfældet, hvad er da årsagen?

Frygt for tilhørerne

Jeg spurgte eleverne og fik et tankevækkende svar: ”Forkynderne er bange – for de andre kristne! De er bange for negative reaktioner.”

Der gives ikke én fyldestgørende forklaring på afsvækkelsen af lov og evangelium i forkyndelsen. Men elevernes svar har bidt sig fast hos mig. For jeg genkender frygten hos mig selv.

Forventningerne til forkyndelsen i dag går i forskellige retninger. Men der er en stærk tendens til at efterspørge afbalanceret forkyndelse. En nænsom og hensynsfuld forkyndelse. Ikke for nærgående og ransagende. Ikke for radikal i sin afsløring af og dom over synden. Ikke for stærkt koncentreret om soningen, blodet og korset. Ikke for personligt udfordrende og for alvorlig i kaldet til omvendelse fra synden. Ikke for lidenskabelig og myndigt insisterende. En afbalanceret forkyndelse, der tillader os at bevare den indre ro og balance i sind og sjæl.

Mon ikke vi er mange forkyndere, der har mærket denne forventning? Og mon ikke vi kender overvejelserne om, hvordan vi får afleveret en prædiken, der ikke støder an, men alligevel får sagt noget godt?

Vores målsætning bliver at lave ”en god prædiken”, som gør det muligt for os fortsat at have det godt med alle bagefter. Det går jo ikke an, at vi støder vore tilhørere fra os!

Resultatet bliver en ufarlig og åndeligt overfladisk forkyndelse, som hverken døder eller gør levende, hverken sårer eller læger, hverken knuser eller heler.

Der kan ligge flere ting bag efterspørgslen efter en afbalanceret forkyndelse. Der kan være tale om et berettiget og legitimt ønske om at få alle sider og nuancer i det bibelske budskab med og om at tilgodese en bredde af prædikentyper og prædikantpersonligheder. I en vækkelsestradition må vi være varsomme med at idealisere én bestemt type prædikener og én slags prædikanter. På dette område er den bibelske bredde og mangfoldighed stor.

Alligevel må vi ikke være blinde for, hvordan kødet misbruger disse i sig selv berettigede anliggender. Kødet ønsker at nedgøre og afvise den vækkende forkyndelse, der stiller os ansigt til ansigt med Gud. Fra bunden af vort hjerte lyder livet igennem det råb, som også lød til profeterne på Esajas’ tid: ”Tal ord, der forfører os (…) Skaf os af med Israels Hellige! (Es 30,10f.).

Mødet med den levende Gud

Forkyndelsens mål er at føre os ind i et møde med den levende Gud, og dette møde har vi af natur en dyb og indædt modvilje mod. Vi ønsker for alt i verden at undgå det. For det bringer os ud af balance, foruroliger og ryster os, og dømmer alt vort eget!

Forkyndelsens mål er ikke at vække nogle bestemte følelser hos os. Tager forkynderen sigte på at vække følelser, forfejler han sit mål. Hans kald er i al enkelhed at tale sandt og klart om Gud ud fra Skriften og lede sine tilhørere ind i et ret forhold til ham.

Men hvor dette sker med åndelig myndighed og kraft, der lades vi ikke upåvirkede tilbage som tilhørere. I mødet med Gud vakler alt vort eget, og vi ser, at kun ét står fast og bærer i liv og død og evighed: nåden i Jesus Kristus.

Herinde i centrum, i Guds nærhed, foran hans trone – her bliver to ting stærke: syndserkendelsen og glæden over Jesu frelsergerning, anfægtelsen og fryden over det fuldbragte! Her dør vi under loven, og her vækkes vi til live ved evangeliet.

De gamle sange

Det er tankevækkende at læse vore gamle åndelige sange og salmer. De blev for de flestes vedkommende skrevet i vækkelsestider af folk, der levede i Guds nærhed i bøn og tilegnelse af hans ord.

I disse sange brænder lov og evangelium igennem med stor styrke. Der er ild og kraft, nødvendighed og lidenskab i dem. Der tales om synden, selvbedragets fare og mødet med den hellige Gud med en alvor, tyngde og erfaringsnærhed, som vi sjældent møder i dag. Og der øves sjælesorg med en evangelisk klarhed og frigørende kraft, som vi må spejde langt efter i vor tid.

Hvad er hemmeligheden? Mon ikke, at de selv var inde i Guds nærhed? At de selv tog Guds ord til sig, og derfor kendte anfægtelsen indefra. De frygtede helt reelt at leve på et åndeligt selvbedrag og at blive forkastet af Gud! For de havde med Den Hellige at gøre. Derfor kendte de til at frygte ham.

Men derfor vidste de også, hvad der alene kan hjælpe og trøste en anfægtet synder i mødet med ham – ordet om Jesus!

Prædikantens første og største kald

Den åndelige kraft kan forlade vores arbejde, længe før vores teologi forandres.

Vi overlever ikke ved blot at fastholde gamle principielle standpunkter. Det handler om at leve Gud nær i personlig tilegnelse af hans ord. Det handler om den tro og Ånd, som han alene kan give os, og som til stadighed må fornyes hos os.

Hvad former en god forkynder?

Luthers ord har fortsat gyldighed: meditation over Guds ord, anfægtelse i mødet med Gud og bøn til Gud.

Den åndskraftige og myndige forkyndelse vokser ud af vort eget personlige liv med Gud. Her bliver både lov og evangelium levende for os selv. Her bliver vores hjerte ét med budskabet. Her ser vi tilhørernes sande nød og behov som en virkelighed! Her løses vi fra menneskefrygten og får frimodighed og kraft til at prædike Guds ord med myndighed.

Forsømmer vi dette samliv, kan vi stadig sige de samme teologiske sandheder, men vi vil med tiden opleve dem stadigt mere teoretiske og selvfølgelige. Vi finder det unaturligt og overflødigt at prædike de centrale grundsandheder til frelse og begynder indefra at forstå dem, som efterspørger en anden forkyndelse.

Hvad gør en forkynder, når han mærker, at dette er ved at ske?

Der er kun én vej frem. Det er ikke at fylde nyt indhold i forkyndelsen, men at vende tilbage til det, som er prædikantens første og største kald: selv at leve Gud nær og selv tage ordet til sig!

Hvilepladsen

Her er der et evangelium til prædikanten.

Evangeliet er, at han må genfinde sin identitet i det at være Guds barn for Jesu skyld. Han er Guds nådebarn, før han er tjener. Hans første og største kald er ikke at tjene de andre, men som Maria at sætte sig ved Herrens fødder, hvile ud og nære sig med Guds gode ord – til ham selv.

Lad os bede for vore prædikanter, at de må få hjælp til dette. Til velsignelse og berigelse både for dem selv og for os alle!


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.