Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

For vore synder

Om hvordan jeg med frimodighed kan vide, at det er sandt, at Jesus gav sig hen vore MINE synder. Gal 1,4.

som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje! (Gal 1,4).

Givet hen for ugudelige

Munkene og de gerningsretfærdige bekender vel med munden, at de er syndere. Ligeså bekender de, at de dagligt begår synd, om end ikke så mange og store, at de ikke selv kan udslette dem ved deres gerninger. Ja, ud over dette vil de bringe deres retfærdighedsgerninger og fortjenester frem for Kristi domstol og af dommeren fordre evigt liv som deres belønning. Da de imidlertid dog er ydmyge brødre, opdigter de nogle synder, for at de ikke skal være helt rene, og så de med stor fromhed kan bede om tilgivelse for dem sammen med tolderen, der bad: ”Gud, vær mig synder nådig” (Luk 18,13).

For dem er disse Paulus’ ord (”for vore synder”) helt tomme og falske. Derfor forstår de dem ikke; ej heller kan de i anfægtelse, når de føler synden alvorligt, hente trøst af dem. Men de tvinges ligefrem til at fortvivle.

Dette er derfor de kristnes særlige kundskab og sande visdom: at holde disse Paulus’ ord for alvorlig mente og sande, at nemlig Kristus er givet hen til døden ikke på grund af vor retfærdighed eller hellighed, men på grund af vore synder, der er sande, tunge, mange, ja uendelige og uovervindelige. Derfor skal du ikke foregøgle dig, at de er så små, at de kan udslettes ved dine gerninger. Du skal heller ikke fortvivle på grund af deres størrelse, når du stundom i livet eller i døden mærker dem for alvor. Men lær her af Paulus at tro, at Kristus er givet hen ikke for opdigtede eller billedlige, men for sande, ikke for små, men for de allerstørste, ikke for en og anden, men for alle, ikke for overvundne (for intet menneske, ikke engang en engel kan overvinde den mindste synd), men for ubesejrede synder. Og hvis du ikke er at finde blandt dem, der siger ”vore”, det vil sige, som har, underviser i, hører, lærer, elsker og tror på denne lære om troen, så er det helt ude med din frelse.

Gør dig derfor ivrigt umage for – ikke bare når du ikke anfægtes, men også i fare og i dødskamp, når samvittigheden skræmmes af mindet om begåede synder, og Djævelen med stor kraft trænger ind på dig og vil drukne dig med en masse bølger, ja en syndflod, for at skræmme dig, jage dig bort fra Kristus og drive dig til fortvivlelse – at du da, siger jeg, med fuld vished kan sige: Kristus, Guds Søn, er givet hen ikke for retfærdighed og hellige, men for uretfærdighed og syndere. Hvis jeg var retfærdig og ikke havde synd, trængte jeg ikke til Kristus som forsoner. Hvorfor vil du, Sankt Satan, da på denne bagvendte måde gøre mig hellig og kræve retfærdighedsgerninger af mig, da jeg ikke har andet end synder, og det sande og højst alvorlige, ikke opdigtede eller ubetydelige, men bl.a. den største vantro, tvivl, fortvivlelse, daglig foragt for Gud, had, ukendskab, gudsbespottelse, utaknemmelighed, misbrug af Guds navn, ligegyldighed, lede, foragt for Guds ord. Det er de største synder mod budene på lovens første tavle. Desuden har jeg også begået kødelige synder mod den anden tavle, som: ikke vise sine forældre ære, ikke adlyde øvrigheden, at begære næstens sager, hustru osv., om end disse er ringe i sammenligning med de ovennævnte?

Lad være, at jeg ikke i gerning har begået mord, hor, tyveri og andre synder af den slags mod den anden tavle; i mit hjerte har jeg dog begået dem. Derfor er jeg en overtræder af alle Guds bud, og så stor er mængden af mine synder, at en oksehud ikke kunne rumme dem, ja, de er uden tal. For jeg har syndet ”talrigere end havets sand”1.

Desuden er Djævelen en så snedig mester, at han selv af mine gode gerninger og det, der er retfærdigt ved mig, kan gøre den største synd. Da altså mine synder er så alvorlige, sande, store, utallige, frygtelige og uovervindelige og min retfærdighed ikke er mig til nogen gavn, men snarere skader – derfor er Kristus, Guds Søn givet hen til døden for dem, for at tilintetgøre dem og frelse mig og alle, som tror dette.

Selve kraften til den evige frelse beror altså på dette, at vi holder disse ord for alvorlige og sande. Jeg siger ikke dette uden grund. For jeg har ofte erfaret det og erfarer stadig hver dag, hvor svært det er at tro – især i samvittighedens kamp (anfægtelse) – at Kristus er givet hen ikke for hellige og retfærdige, værdige og venner, men for ugudelige, syndere, uværdige og fjender, der fortjente Guds vrede og den evige død.

Når Djævelen anklager

Lad os derfor befæste vore hjerter med disse og lignende udtalelser af Paulus, så vi, når Djævelen anklager: ”Du er en synder, altså er du fordømt”, kan svare: ”Nej, netop fordi du kalder mig for synder, vil jeg være retfærdig og frelst. Men du skal blive fordømt! Jeg tager nemlig min tilflugt til Kristus, som har givet sig selv hen for mine synder. Du opnår altså intet, Satan, når du ved at holde mig størrelsen af mine synder for øje vil skræmme mig og derved føre mig ud i bedrøvelse, vantro, fortvivlelse, had, foragt for og bespottelse af Gud. Netop derigennem at du kalder mig en synder, giver du mig våben imod dig, så jeg kan fælde dig med dit eget sværd og nedtrampe dig.

Desuden forkynder du selv Guds ære for mig. For du erindrer mig om Guds faderlige kærlighed mod mig elendige og fortabte synder, Han, der ”elskede verden således, at han gav sin enbårne søn” osv. (Joh 3,16). Dernæst minder du mig om Kristus, min genløsers velgerning, Han, på hvis skuldre – og ikke på mine egne – alle mine synder ligger. For ”Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle,” og ligeså ”ramtes han for sit folks overtrædelse” (Es 53,6.8). Når du derfor kalder mig en synder, skræmmer du mig ikke, men trøster mig over al måde.”

Den, der forstod sig på denne kunst, kunne let undgå alle rænker fra Djævelen, som ved at minde om synden vil tage livet af mennesket og føre det ned i Helvede, hvis ikke det kan stå ham imod ved hjælp af denne de kristnes kunst og visdom. Alene derved besejres synden, døden og Djævelen.

Den, der ikke forjager mindet om sin synd, men fastholder det og plager sig med sine tanker om, hvorledes han skulle kunne redde sig ved sine egne kræfter, eller som vil vente så længe, at hans samvittighed er blevet rolig, han falder i Satans snarer – som denne netop udspænder for at fange menneskene – ødelægger sig ved bedrøvelse og bliver endelig ynkeligt besejret, fordi Djævelen ikke hører op med at anklage samvittigheden. Desuden ved den snedige slange udmærket at fremstille vor midler og frelser Jesus Kristus som en lovgiver, dommer og fordømmer.

Det rette billede af Kristus

Mod denne anfægtelse skal vi bruge disse Paulus’ ord, hvorved han udtrykkeligt og rigtigt beskriver Kristus på denne vis: Kristus er Guds og jomfruens Søn, der er givet hen og død for vore synder. Hvis Djævelen her har givet en anden beskrivelse af Kristus, skal du sige: Beskrivelsen og det beskrevne er forkerte. Derfor godkender jeg ikke denne beskrivelse.

Ikke uden grund betoner jeg dette. For jeg ved, hvorfor jeg kan beskrive Kristus så rigtigt ud fra Paulus’ ord. Han er nemlig i sandhed ingen fordrer, men forsoneren af hele verdens synd. Hvis du derfor er en synder, således som vi visselig alle altid er, så skal du ikke forestille dig Kristus på regnbuen2, da du i så fald vil ræddes og fortvivle; men du skal lære den rette beskrivelse af ham, nemlig den: Kristus, Guds og jomfruens Søn er en person, der ikke skræmmer, ikke gør bedrøvet, ikke fordømmer os som syndere, ikke kræver os til regnskab for vor slette livsførelse. Men han er en sådan person, som har båret verdens synder, korsfæstet dem og tilintetgjort dem ved sig selv.

Vore synder

Lær denne beskrivelse omhyggeligt og især dette stedord ”vore”. Indøv det således, at disse to stavelser, når de bliver troet, kan opsuge og sluge også al synd. Sørg også for, at du ved med fuld sikkerhed, at Kristus har båret ikke blot visse menneskers, men også dine og hele verdens synder. For han er givet hen for hele verdens synder, skønt ikke hele verden tror. Altså skal dine synder ikke kun være synder, men i sandhed dine, det vil sige, du skal tro, at Kristus ikke blot er givet hen for andres synder, men også for dine.

Hold fast på dette med tænderne, og lad dig ikke på nogen måde blive berøvet denne meget milde beskrivelse af Kristus, som er glædelig selv for englene i Himlen, nemlig at Kristus ifølge hans klare beskrivelse ikke er en Moses, ikke en bøddel eller en skarpretter, men den, der forsoner synder, giver nåde, ja som har givet sig selv hen ikke for fortjenester, hellighed, herlighed og vort hellige liv, men for vore synder. Vel udlægger Kristus loven; men det er ikke hans egentlige og vigtigste hverv.

Vi ved og taler om dette. For ordene er lette nok. Men i anfægtelse, hvor Djævelen plejer at fordunkle Kristus og rive Ordet ud af hjertet, der erfarer vi, at vi dog ikke ved det på rette vis. Han, som da kunne beskrive Kristus rigtigt og betragte ham som den mildeste frelser og præst, ikke som den strenge dommer – han havde allerede overvundet alt ondt og var allerede i Himmerig. Men at kunne gøre det i anfægtelse, er det sværeste af alt.


1 Citat fra Manasses bøn, v. 9. Manasses bøn er en af de gammeltestamentlige apokryfer, som Luther regnede for gode og nyttige at læse, men ikke sidestillet med den hellige Skrift.

2 Nemlig som dommeren på den yderste dag, et yndet motiv i middelalderlig forkyndelse og kirkekunst.


Uddrag fra Luthers Store Galaterbrevskommentar, citeret fra “Martin Luther – Skrifter i udvalg”, Credo 1981, s. 68-72.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2017. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.