Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Evig kærlighed

Ugens vidnesbyrd, uge 32 2017. Jer 31,3.

Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig (Jer 31,3).

Her ser du årsagen til Guds utrættelige frelsesvilje mod dig: evig kærlighed. Dét er grundvolden i alt, hvad Gud gør med dig, med sit folk: Han elsker.

Tænk om det, som siges her, altid kunne stå helt klart for os: at uanset hvad der møder mig, uanset hvor kold og syndig jeg føler mig – Gud elsker mig, og i evig kærlighed bevarer han sin troskab mod mig. Jeg er det ikke værd, men sådan er Gud. For hans kærlighed er aldrig afhængig af mig eller mine gerninger! Det ville jo være frygteligt. Nej, Guds kærlighed er evigt den samme, bevidner Herren her.

Hvor svag jeg end er, hvor syndig og fuld af fald jeg end føler mig – Gud elsker, og gør det evigt – derfor bevarer han sin troskab mod mig. Der findes ikke andre grunde til hans troskab, og det ændrer heller intet, hvad vi mener. Guds ord er urokkeligt, om så hele verden taler imod.

Blot det, at Gud Herren har givet os, sit folk, sådanne ord som disse bør jo klart overbevise os om, at han virkelig elsker os! Virkelig vil frelse og redde os.

Når Gud siger i sit ord, at han elsker dig, taler han ikke bare om varme følelser i hjertet over for dig! Nej, han taler om en kærlighed der består i hele hans væsen og vilje. En kærlighed, der for alle mennesker åbenbares og demonstreres i Sønnen, Jesus Kristus, og i hans sonoffer for vore synder på Golgatas kors. Og ved Sønnen – ikke ved noget i os selv – skal vi leve for Gud. Ja, Skriften selv siger det sådan i Første Johannesbrev 4,9-10:Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Med en vilje til at elske dig og mig, som overgår al forstand og al menneskelig kraft, ofrede Gud sin egen Søn, som et sonofferlam for dine og mine synder. Ja, med en kærlighed, der aldrig er set lige på denne jord, gik Jesus Kristus ind under Guds vrede over hele verdens synd, og skaffede soning til veje for alle dine synder. Det må du tro og trøstes ved, også når du føler dig mest syndig, ugudelig og uværdig over for Gud. For Gud vil, at du skal tro hans ord, hans Søn, som han netop har sendt dig, som det kærlighedsbevis, der er stærkere og større end hele verdens synd.

Du spørger: Hvordan skal jeg blive bevaret i Guds kærlighed og nåde, sådan som jeg er? Gud svarer dig: Mit barn, frygt ikke. Bliv i mit ord. Min kærlighed til dig er evig – den ændres ikke. Du ser den bevist i min søn Jesus, som gav sig selv hen for dine synder. Derfor bevarer jeg min troskab og nåde imod dig – på grund af Jesus, min kærlighed. Behøver du mere?

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Ringkøbing, tavlemontør/elektriker.