Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Er du forberedt på at dø?

Om det eneste, der holder, når døden kommer nær.

Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning (Sl 18,3).

En døende, som er uden tro, har ikke andet for øje end torden og lynild, Helvedes ild og Guds vrede. Han føler ikke andet end døden.

Hvorfor? Fordi Gud taler med ham og holder loven frem for ham. Så erkender han, hvad han har gjort, og samvittigheden ved, hvilken byrde den bærer; for Gud har åbenbaret loven for den. Så er der ingen ro, men kun flugt, frygt og bæven, som Adam i Paradis, der gerne ville have flygtet over alle bjerge, da han hørte Gud tale. Paradis blev ham for trangt; han kunne ikke undslippe.

Vi ved, at det er sådan, men vi tænker ikke på det, for vi har ikke erfaret det. De, der har erfaret det; de, der virkelig har prøvet at være i ulykke, i havsnød, i livsfare, i kamp mod en dødbringende sygdom, de kan tale med om, hvilken tilstand et menneske i sådan en situation befinder sig i over for Gud; hvordan man ikke klynger sig til ham, men flygter for ham som for den lede Satan.

Hvordan bliver man beredt til at møde Gud? Hvordan forbereder man sig på at dø?

Mange fortrøster sig i dag ved den indstilling, at ”vi må gøre det, så godt vi kan”.

Men de, der siger sådan, taler, som en blind taler om farverne. De ved ikke, hvad de snakker om. For når de har beredt sig på allerbedste vis og gjort sig til på den måde, så vil de opleve, at når det virkelig gælder – når de står foran mødet med den Hellige – så bliver hele verden dem for trang. Så må de forgæves flakke om og søge en flugtvej, som ikke findes.

At berede sig selv til døden ved egne kræfter, det kan ikke bestå for Gud, det holder ikke vand. Når døden virkelig træder os for øje, så forsvinder det alt sammen som dug for solen. Om jeg så svedte blod og pinte mig selv til døde, så svinder det alt sammen hen, og når døden nærmer sig, så kan det ikke standse frygten og Guds vrede.

Hvad hjælper det mig da, om jeg så pinte mig selv til døde, når jeg ikke bliver et hak forbedret ved det?

Nej, intet ord og ingen gerning kan gøre det. Jesus alene må udrette det, jeg ikke kan. Ham må jeg kende som min bror og ven og sige til Gud: “Herre, jeg kender ingen, hverken i himlen eller på jorden, som jeg kan trøste mig ved og tage min tilflugt til, andre end dig alene ved Jesus.“

Jeg må klæde mig nøgen. Jeg må sige mig fri fra alle venner, fra enhver gerning og fortjeneste. Herre, jeg har ingen anden tilflugt: Jeg må ile til dit skød, hvor din søn sidder.

Hvis jeg ikke havde dette håb, så var jeg fortabt.

500-året for reformationen markeres med reformationstemaer i bladet og på hjemmesiden. Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening har i samarbejde med Nyt Livs Forlag udgivet Luther-andagtsbogen Så fast en borg. Stykkerne er sprogligt bearbejde af Henrik Gren Hansen. Andagten ovenfor er stykket til d. 12. januar.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2017. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.