Og Jesus blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til sine disciple: ”Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!” Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.” Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: ”Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?” (Matt 26,37-40).
Vidnesbyrdet her i den stille uge bliver i form af en lovsang, skrevet over beretningen om Jesus i Getsemane.
Det lyder vel snarere som en klagesang end en lovsang. En klagesang over disciplenes æreløse svigt, som efterlod Jesus alene i sin store angst og smerte. En klagesang over, at mit eget liv vidner om, at det er nøjagtigt det samme sind, der bor i mig.
Men frem fra klagesangen over mig vælder lovsangen over Jesus. Som Frank Jacobsen skriver: Til din ære vil jeg lægge min jammer for dagen, så alle kan se, hvor rig jeg er i dig.
Må da denne jammerlige lovsang tjene til at ære min Herre og Frelser. Mit håb og min tro lever af de ord, der træder frem som lysende søjler i Getsemanes mørke nat: Jesus alene!
1. Jesus i Getsemane,
helt alene med sin smerte,
beder: ”Lad din vilje ske,
selvom angsten ta’r mit hjerte!”
2. ”Helt alene?” Hvor var da
Simon Peter og de andre,
som gav Jesus deres ja
til igennem alt at vandre?
3. Mine venner, sover I?
Kunne ingen af jer våge?
Kunne ingen stå mig bi
med lidt lys i nattens tåge?
4. Jesus, du som vidste alt,
da du dine tolv udvalgte:
Vidste du, at når det gjaldt,
blev der stilhed, når du kaldte?
5. Der var ingen på din vej,
som ku’ følge dig i døden.
Hvert et ja blev til et nej;
korsets skændsel slukked’ gløden.
6. Jesus, jeg er en af dem!
Jeg sku’ være blandt de bedste,
men fra hjertet vælder frem:
svigt mod dig og mod min næste.
7. Helt alene hænger du,
naglet fast i dine hænder,
hånet ind i dødens gru,
svigtet stort af dine venner.
8. Helt alene – intet ord,
ingen gerning, ingen tanke
fra et menneske på jord
støtted’ dig på korsets planke.
9. Helt alene i din kamp,
da i vrede Gud forlod dig.
Eddike hældt på en svamp
var den trøst, vi rakte mod dig.
10. Helt alene lød dit råb:
”Det er fuldbragt! Alt er færdigt!”
Her alene er nu håb
for mit liv så helt uværdigt.
11. ”Helt alene” – hvilken trøst!
Det var ingen anden stemme
end din gode hyrderøst,
som dit får kan aldrig glemme.
12. Så må alt mit ”kan” og ”vil”
ved dit kors i tak hensmuldre.
Du, som satte livet til,
bær mig hjem på dine skuldre!
