Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En hjemlandssang

Om betydningen af at få vendt blikket mod det himmelske hjemland.

Sange med hjertet II

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim,
kun en aften, kun en aften bor jeg her.
O, stands mig ikke, thi jeg vil følge
Guds folk til strid gennem ørk og bølge.
Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim,
kun en aften, kun en aften bor jeg her.

2. Rejsemåltid i hast jeg tager,
som forjaget, som et ilbud, standser ej.
Jeg står omgjordet om mine lænder,
med vandringsstaven i mine hænder.
Rejsemåltid i hast jeg tager,
som forjaget, som et ilbud, standser ej.

3. Lammets blod har mit dørtræ tegnet,
mig beseglet, mig beseglet, jeg er hans.
Jeg syndens surdej ej mer vil smage,
af sted jeg haster, ser ej tilbage.
Lammets blod har mit dørtræ tegnet,
mig beseglet, mig beseglet, jeg er hans.

4. Op mod hjemmet mit øje skuer,
evig stråler, evig stråler solen der.
O, vandringslandet er mørkt og farligt,
jeg snubler ofte, forvildes snarligt.
Op mod hjemmet mit øje skuer,
evig stråler, evig stråler solen der.

5. Jorden har ej den ro, jeg søger,
nej, jeg længes, nej, jeg længes mod Guds stad;
dér græder ingen, dér ender nøden,
dér bor ej sorgen, did når ej døden.
Jorden har ej den ro, jeg søger,
nej, jeg længes, nej, jeg længes mod Guds stad.

6. Fuldtro hyrde, jeg barnlig beder:
Følg og led mig, følg og led mig altid du,
at frem jeg iler med dig for øje,
indtil jeg hviler udi det høje!
Fuldtro hyrde, jeg barnlig beder:
Følg og led mig, følg og led mig altid du!

Mary Schindler 1841
C.O. Rosenius 1852

At føle sig hjemme

En begravelsessalme. – Umiddelbart tænker man måske sådan om salmen Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim.

I nogle tilfælde kan en ellers udmærket inddeling af emner i vore salme- og sangbøger binde os til kun at bruge visse salmer og sange ved bestemte lejligheder eller højtider.

For mig er Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim ikke en begravelsessalme, men en hjemlandssang. Den udtrykker meget præcist og følsomt Guds børns vilkår her på jorden. Vi er ikke bare turister eller gæster – det kan være behageligt for en kortere tid – vi er snarere ufrivilligt bosat i et fremmed land. Vi bliver aldrig integreret, men mærker længslen efter hjemlandet og holdes oppe af tanken om, at det kun er ”en aften”, en kort tid, vi skal være her i forhold til det, der venter os.

Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser” (Fil 3,20).

Indimellem kan man undre sig over, at vore gode sange om Himlen bliver sunget så sjældent. Eller at vi, når troende brødre og søstre er sammen, taler så lidt om den kommende herlighed.

Til ransagelse må jeg vende spørgsmålet indad mod mig selv. Når livet former sig lyst og enkelt, bliver sindet nemt vendt imod det jordiske. Hvis modgang og trængsler derimod møder os, vendes sindet opad, og sangene om hjemlandet får en ny dimension.

Vi lever i endetiden. Daglig opfyldes tidens tegn for vore øjne. Der er grund til at være på vagt over for alle slags forførelser, og foran os har vi den helt store forførelse under antikrist. Vi har virkelig brug for Kristus-centreret forkyndelse og at styrke hinanden i troen på Jesus, når vi er sammen.

I daglig tale bruger vi ofte udtrykket ”at føle sig hjemme”. Det oplever vi i de troendes forsamling, når forkyndelse og sangvalg harmonerer, når ydmygheden over for Guds hellige Ord råder, og samværet præges af gudsfrygt.

Personligt bliver jeg mere og mere glad for min sang- og salmebog. Der findes mange ”prædikener” her. Når de synges på melodier, som følger det naturlige pulsslag, Gud har nedlagt i os, bliver der ro til at tænke over, hvad sangene indeholder, og vi kan synge med hjertet.

En mørk og farlig vandring

Salmen Jeg er fremmed har sit udgangspunkt i 2. Mosebog kapitel 12, som beskriver israelitternes rejsemåltid umiddelbart inden udgangen af Egypten. Måltidet skal spises i hast. Det gælder om ikke at standse op og se sig tilbage. Vejen foran går godt nok gennem ørken, bølger, strid og møje, og syndens surdej må efterlades i trællelandet.

Guds folk er ikke lovet en vej gennem blomsterenge eller lyse bøgeskove. Derfor er det realistisk, at salmedigteren beder om ikke at blive standset, men tværtimod om at måtte haste fremad mod målet.

Der er grund til at standse op og tænke på israelitternes situation den nat, dødsenglen gik igennem Egypten. Skiftevis tvivl og tro, angst og tryghed har været deres vilkår.

Holder det? Forsikringen om, at de er i sikkerhed bag de blodbestrøgne dørstolper og overliggeren, må have givet anledning til uro og diskussion. Hvem står bag løftet? Kan man vide sig sikker? De har ikke andet at gøre end at lade troen rette sig imod Lammets blod. Og det holder!

På livsvandringen er det ofte mørkt og farligt. Vi snubler ofte og bedrøves over det. Guds børn står altid i fare for vildfarelser og undgår ikke anfægtelser.

I min levetid har forvirringen på det åndelige område ikke tidligere været så udtalt som nu. Der tales for og imod snart det ene, snart det andet. Jeg kan ikke gennemskue de lærdes diskussioner, som jeg dog kan se er helt nødvendige, men jeg har brug for det enkle: Guds lov og evangelium, forkyndt for en synder.

Samtidig er det mit personlige ansvar at leve i Guds ord, så det får lov til at præge mit liv og mine holdninger. Da bliver blikket til stadighed rettet opad – mod hjemmet, hvor solen evigt stråler!

Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Når jeg netop ”finder mig hjemme” i denne salme, hænger det også sammen med indholdet i vers fire: ”Jorden har ej den ro, jeg søger, nej, jeg længes mod Guds stad.”

Er det at være livsfjern? Er det tegn på en depressiv tilstand? Nej, jeg tror, det er at være realistisk.

En troende må ikke glemme at takke for livet og for alle Guds velgerninger imod os. Når vi fra morgenen af begynder med at takke, kan det blive en lang takkebøn. Det udelukker dog ikke, at vi længes mod Guds stad, hvor der ingen sorg, nød eller død er. Ingen af os undgår noget af dette, så længe vi lever i syndens verden.

Mange tårer bliver grædt i ensomhed eller ved tab af dem, vi holdt af. Mange må leve med smerter, såvel legemlige som psykiske eller smerten over, at deres kære ikke er med på vej mod Himlen. Gud kender det, og det giver lindring i smerten at skue opad mod hjemmet, hvor der ikke er nat eller mørke.

Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham” (Sl 62,6).

Forfatteren slutter salmen med en ægte og barnlig bøn: Du gode hyrde, som aldrig har svigtet mig under ørkenvandringen, du må gå med, følge og lede mig det sidste stykke, til jeg når den evige hvile!

Uvilkårligt melder spørgsmålet sig: Hvordan skal jeg blive bevaret? Mon jeg når målet?

Lad os ikke for hurtigt blive færdige med dette ransagende og altafgørende spørgsmål. ”Begyndt er ikke endt, det må du vide, som har din Jesus kendt, bliv ved at stride! Alt, hvad dit hjerte vil fra Himlen vende, skal overvindes, til al krig har ende”, synger Brorson.

Et herligt og forunderligt mål

Hvad venter der de troende på den anden side af død og grav?

Som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden” (1 Kor 2,9).

I Bibelens sidste skrift, Johannes´ Åbenbaring, får vi i billeder et glimt af Himlens herlighed. Vi bliver hurtigt klar over, at det er ubeskriveligt, når det gælder det, vi skal se med vore øjne.

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang fik lejlighed til at betragte den lille uanselige blomst, ærenpris, i en stereolup. Det oplevedes som et under, som om et slør var taget bort fra mine øjne, så jeg pludselig kunne se en fantastisk smuk blomst med farver og nuancer, som jeg ikke vidste fandtes. Spontant kom jeg til at udtale over for kursuslederen, at dette sandelig var bevis på Guds store skaberværk.

Jeg har mange gange tænkt på, at sådan må det blive på den nye jord. Når al forkrænkelighed og synd er fjernet, står det fuldkomne tilbage i al sin skønhed med en ny, forklaret glans.

Et andet område af den legemlige forvandling er, at alle de fysiske skavanker er forsvundet. Der findes ingen sygdom, handicaps eller psykiske lidelser i Himlen. Alt er fuldkomment.

Langt større er det dog, at vi skal møde Jesus i Himlen. Det bliver uden tvivl det, der overskygger alt.

Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er” (1 Joh 3,2).

Her står tanken stille. Tænk at se Jesus ansigt til ansigt, takke og tilbede ham, tale med ham og udtrykke alle vore ”hvorfor”, hvis vi får brug for det.

Tænk at skulle være med i det store lovsangskor, der alene synger til hans ære. Sangen om Lammet, som købte os til Gud med sit blod (Åb 5,9).

En anden forunderlig tanke er, at sammen med Jesus gives end ikke muligheden for en syndig lyst. Egoisme, urene tanker, sladder, sårende ord, misforståelser, ja, alt det, der plager os hernede, bliver vi løst fra i det himmelske hjem.

Når det gælder den himmelske arv, bliver vi mindet om det ufortjente. Jesus har givet os sin retfærdighed – ufortjent. Arven, som venter os, er tiltænkt alle, der er født på ny – ufortjent.

Denne arv er gemt til os. I modsætning til en jordisk arv kan ingen stjæle den fra os. Ingen rust kan fortære den. Ingen misundelse kan ødelægge glæden ved at have fået den. Den kan sammenlignes med en sejrskrans, der ikke visner.

Heller ikke i dette tilfælde slår vores forestil-lingsevne til. Tænk at være arving til den himmelske herlighed, Jesu medarving!

Den originale tekst til Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim er skrevet af en englænder ved navn Mary Shindler i midten af 1800-tallet. Den er oversat til svensk af Betty Ehrenborg-Posse, datter af landshøvdingen i Mariestad, og Carl Oluf Rosenius. Førstnævnte læste til lærer i England og har muligvis der lært sangen at kende.

Må din og min konklusion være, at når vi lever i troen på Jesus, har vi altid det bedste i vente!


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Gunver Kjøller-Hansen

Gunver Kjøller-Hansen, Skjern, lærer/hjemmegående husmor, nu pensionist.

Gunver Kjøller-Hansen

Gunver Kjøller-Hansen, Skjern, lærer/hjemmegående husmor, nu pensionist.