Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En evigt rindende nåde

Ugens vidnesbyrd uge 47 2021. 1 Kong 17,14.

Beretningen om enken i Sarepta fra Første Kongebog 17 har på flere tidspunkter i mit liv bragt stor trøst.

Herrens profet Elias og resten af befolkningen levede under svære kår i tørke og hungersnød. En tørke, som Gud havde sendt som straf over Israel og omegn på grund af den udbredte afgudsdyrkelse. Vi hører om, hvordan Gud i sin omsorg sørgede for sin tjener Elias og for en fattig enke. Elias blev ledt til denne enke, som Gud havde kaldet til at sørge for profeten til trods for sin enkestand og til trods for, at hun og hendes søn også led forfærdeligt under hungersnøden.

Elias kom til hende og bad om vand og brød, og hun måtte beklage, at hun kun havde nok til sin søn og sig selv, og at de så derefter måtte lægge sig til at dø, men Elias nødte hende og sagde disse ord:

For dette siger Herren, Israels Gud: ‘Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden’ (1 Kong 17,14).

Tænk at høre disse ord og som enken erfare, at Gud kan muliggøre det umulige: Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie efter det ord, Herren havde talt ved Elias (v.16).

Gud gav dem føden dag efter dag midt i en tørketid, midt i deres nød. I en tid, hvor alt håb var ude, og hvor der menneskeligt set intet var at gøre. Da greb Gud ind. Det havde intet med enken at gøre. Hun havde ikke på nogen måde gjort sig særligt fortjent til Guds hjælp. I sin rige nåde valgte Gud at gribe ind, så de fik til livets opretholdelse en dag af gangen. Hun fik ikke et stort lager af mel og olie, men hun fik et løfte fra Gud om, at krukken og kanden ikke ville løbe tør. Det har nok været en trosprøve, men aften efter aften fik hun bekræftet; Gud holdt også sit løfte i dag, han sørgede for os også i dag.

Da min mor lå syg med kræft for ni år tilbage, trøstede Herren hende – og hun os – med netop disse ord gennem en andagt af Frederik Wisløff. Midt i sine lidelser mindede Herren hende om, at Han ville give hende præcis, hvad hun havde brug for – en dag af gangen. Så behøvede hun ikke dvæle ved næste dag, men hvile i, at Herren ville hjælpe hende og give hende og os, hvad vi havde brug for til – en dag af gangen. Det blev en påmindelse og andagt, som jeg med trøst har vendt tilbage til, når livet har budt på kampe og bekymringer af forskellig art. “Kun en dag, et øjeblik af gangen.

I sommers blev jeg så mindet om, hvordan Guds nåde mod mig er på akkurat samme måde som enkens mel og olie; den løber ikke tør! Og jeg gør absolut intet for at gøre mig fortjent til den evigt rindende nåde. Ofte er der desværre åndelig tørketid i mit liv, og nøden er nærmest en daglig tilstand – i form af erkendelsen af mine altid tilbagevendende synder. Men lige der i min tørke og syndenød giver Gud af sin nåde for Jesu skyld. Jesus har båret min synd op på korset – Jesus har taget straffen for min synd – Jesus har ved sit blod vundet kampen over min synd, ja hele verdens synd. Det er nåde over nåde! En nåde, som hver dag rinder ud af kanden og krukken, og den nåde hører ikke op med at rinde. Det erfarer jeg. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg får lov at erfare det, for jeg har på ingen måde fortjent det. Jeg oplever jo netop, at tørken og nøden er selvforskyldt. Men ikke desto mindre er det sandt. Guds løfter holdt for enken. Guds løfter om nåde og fred for den, som tror, holder dag for dag.

Så må vi bede Herren om hjælp til at tro ham på hans ord og hvile i hans løfter.

Stor er din trofasthed, stor er din trofasthed,
dag efter dag gav du nåde på ny.
Kærlige hænder gir alt, jeg behøver.
Trofaste Herre, hos dig har jeg ly.

(Lovsangstoner nr. 457)

Udgivet af

Maja Roed Ditlevsen

Maja Roed Ditlevsen, Herning, hjemmegående.

Maja Roed Ditlevsen

Maja Roed Ditlevsen, Herning, hjemmegående.