Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Discipel 24-7

Om forståelsen af helliggørelse og mission i tre bøger fra projektet Discipel 24-7 - vurderet i et bibelsk og sjælesørgerisk lys.

Derfor står jorden

Når Jesus kommer igen og nyskaber himmel og jord, vil hans frelste folk ikke se sig tilbage et øjeblik og savne noget fra livet her på jorden. Der er intet af det, vi glæder os over her, som ikke skal erstattes af noget langt bedre. Enhver glæde her på jorden er bare en svag forsmag af den glæde, der venter os på den nye jord. Den største glæde bliver at se Jesus som vores frelser. Tænk – vi skal se, at det er sandt, og at det gælder for os, at vi er frelst fuldt og helt og evigt ved Jesus og ved hans frelsergerning for os.

En erfaren prædikant blev spurgt, hvilken følelse der ville fylde ham mest, når og hvis han nåede Himlen. Jeg forstår hans svar: ”Lettelse!”

Jeg har ikke nået målet, før jeg har nået målet. Jeg går i fare, hvor jeg går. Selvbedraget er en virkelig og vedvarende fare. Tænk, hvilken glæde og befrielse det vil være at se Jesus som min frelser, der åbner sine arme for mig og tager mig i sin favn – for evigt! Da begynder den evige takkesang til ham, som har købt os til Gud med sit blod. ”Lad os glæde os og juble og lovprise ham!” (Åb 19,7) – det er det, der vil fylde i vore hjerter i herligheden.

Nej, vi vil ikke se os tilbage, og vi vil intet savne. Alligevel er der én ting ved denne jord, som er uendeligt dyrebar, og som adskiller denne jord fra den nye jord. Det ene dyrebare ved denne jord er de ikke-kristne. De er her endnu! Vi lever mellem dem dag for dag. De kan endnu nås med Guds ord til omvendelse og evig frelse. Når Jesus kommer igen, vil vi blive adskilt. De vil gå til evig dom og evig fortabelse. Vi vil aldrig se dem mere.

Men nu er de her! De ikke-kristne er denne jords ene, store herlighed. De er den eneste tråd, som knytter os til denne jord, og den tråd er stærk. For de kan endnu blive frelst. Ja, det er sandt, vi længes efter forløsningen, men vi ønsker, at de først skal komme med, og det ønske er i pagt med Guds hjerte. Der er én grund til, at Gud tøver med at gøre en ende på denne jord: ”Han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).

Derfor står jorden, af denne ene grund: for at de ikke-kristne kan blive nået med Guds ord og blive frelst. Så central og vigtig er missionen i Guds tanke, hjerte og frelsesplan.

Det har vi brug for at blive mindet om igen og igen. Både Djævelen, verden og vores eget kød trækker os i retning af at være optaget af alt muligt andet i denne verden end det, som har evig betydning og værdi. Derfor har vi brug for igen og igen at møde Guds ord, som åbenbarer for os, hvor dyrebart det er at kende Jesus som sin frelser og have fred med Gud ved ham – nu og evigt.

På den baggrund må vi i udgangspunktet glæde os, når nogle i den kristne menighed vil minde os om missionens sag og vil give os vejledning i at drive mission. Hvis det, de kommer med, er sand bibelsk og evangelisk vejledning, er det en stor gave.

Discipel 24-7

Discipel 24-7” er betegnelsen for et projekt, som ønsker at give lutherske kristne i Danmark opmuntring til og vejledning i at drive mission blandt ikke-kristne i deres hverdag. Projektet er sat i søen og ledes af en styregruppe fra Nordvestkirken, Københavnerkirken og Luthersk Mission.

Projektet startede i 2019 med udgivelsen af studiehæftet Gud, mig og min næste (GMN). Det var forfattet af fire danskere og havde undertitlen Ny frimodighed til et hverdagsliv i evangeliets kraft.i

I 2019 kom der yderligere en bog skrevet af fire amerikanere: Hverdag i evangeliets kraft (HEK). Bogen er tilrettelagt som en studiebog, der gennemgås i mindre studiegrupper. Derfor bærer den også undertitlen En guide til smågrupper om at vokse i Kristus.ii

I 2020 kom bogen Når Jesus fylder (NJF). Den er forfattet af Jeff Vanderstelt og har undertitlen Om at være Jesu disciple i det helt almindelige hverdagsliv.iii Jeff Vanderstelt er stifter og leder af netværket af SOMA-kirker i USA. Det er ikke mindst inspiration fra SOMA, som ligger til grund for projektet Discipel 24-7 (GMN 4).

Ud over at udbrede de tre bøger arrangeres der i tilknytning til Discipel 24-7 introaftener, hvor projektmedarbejdere giver menigheder og andre kristne fællesskaber inspiration til ”et hverdagsliv i evangeliets kraft og mission”.iv I tilknytning til projektet indbydes der også til inspirationsdage, lederforløb og coaching ved projektmedarbejderne.v Alle disse tilbud tager udgangspunkt i og sigter på at formidle indholdet i de tre bøger. Den 4.-6. februar 2022 indbydes der til Discipel 24-7-konference i København med Jeff Vanderstelt som hovedtaler.

Aktivitetsniveauet i tilknytning til projektet peger i retning af, at indholdet og budskabet i de tre bøger har påvirket og fortsat vil påvirke mange i bibeltro, lutherske menigheder i Danmark. Hvad påvirkes de med? Hvilke tanker formidles i de tre bøger? Er det godt?

I det følgende vil jeg give en vurdering af de tre bøger. Det bør bemærkes, at jeg hermed kun kan give en delvis vurdering af projektet Discipel 24-7. Jeg ved ikke og kan dermed ikke forholde mig til, hvad der siges mundtligt ved introaftener og inspirationsdage og lignende. Her kan der eventuelt gives en delvist anderledes vejledning end den, man møder i bøgerne. Det bør tages med i betragtning. De tre bøger siger ikke nødvendigvis alt om Discipel 24-7.

Førstehåndsindtryk

Jeg tror, vi er mange, der har dannet vores første indtryk af Discipel 24-7 ud fra titlerne på de tre bøger. Det indtryk har for mit vedkommende været udtalt positivt. De to første bøger understreger begge i deres titler eller undertitler, at vi som kristne er kaldet til at leve vores hverdagsliv ”i evangeliets kraft”.

Ja, og tak! Kilden til kristen tro, frimodighed, tjeneste og mission er evangeliet om nåden i Jesus. Det er dybest set ikke missionsbefalingen, der driver os ud i mission, men evangeliet om, at vi ved Jesu død og opstandelse har fred med Gud, syndernes forladelse og evigt liv. Når det bliver klart for mig, at Jesus har forsonet mig med Gud, men at han også har forsonet alle andre mennesker med Gud, da bliver det en nød og en lidenskab for mig, at de skal høre det til personlig tro og frelse. Da vækkes ønsket og bønnen indefra: Den herlige frelser, jeg ejer, ham alle, alle må se!

Når Jesus fylder” er også en skøn titel. Den peger i samme retning. Når Jesus er stor for mig, så er han stærk i mig, og så virker han et nyt liv i mig indefra. Hvis grenen skal bære frugt, skal den ikke orientere sig ud mod frugterne, men ind mod træet, hvor den skal hente sin saft og kraft. Så først kommer frugterne. ”Bliv i mig”, siger Jesus ”og jeg bliver i jer (…) Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,4-5). Vejen frem i kristenlivet er vedblivende at høre og modtage evangeliet om, hvad vi er og har i Jesus. Så tager Jesus selv bolig i os og virker et nyt liv i os indefra med ønske om, at andre skal høre om Jesus og blive frelst.

Det er bibelsk, det er luthersk, det er roseniansk: ”At forsøge selv at mande sig op til at vidne om Kristus nytter intet. Det bliver ikke til noget. Alt er så tungt og umuligt. Presses vidnesbyrdet alligevel frem, bliver det så kraftesløst og lunkent, at det ikke kan give noget liv. Derfor må alle vi, som vil arbejde på menneskers frelse, huske på Jesu ord om kilden i det indre. Et sundt og levende trosliv med ham er det eneste, der kan give verden liv (…) Da først bliver der en kilde, som med indre tvingende kraft vælder frem” (C.O. Rosenius).vi

Kan der siges noget mere centralt og afgørende om evangelisation? De tre titler giver indtryk af, at bøgerne formidler netop dette budskab. Men gør de så også det? Ja, i nogen grad.

Indefra og ud

Det er en grundtanke i bøgerne og en pointe, som ofte understreges, at den helliggørelse og forandring af den kristne, som følger af troen, sker ”indefra og ud”. Den sker ved evangeliet og ved troen. Derfor har vi brug for at tage evangeliet til os:

Du kan ikke være med til at mætte verden med Jesus, før han har mættet dig” (NJF 13).

Det er det, vi tror på i kernen af vores væren, vores hjerte, som påvirker vores handlinger. Fra hjertet ’udspringer livet’” (HEK 98).

Uanset hvad vi har i hovedet, er frugten af vores liv bestemt af, hvad vi tror i hjertet” (HEK 19).

En discipels liv handler om at lade evangeliets sandhed synke dybt ned i vores hjerte, forandre vores længsler og motivation, så vores måde at leve på bliver fuldstændig forandret” (HEK 45).

Evangeliet er ikke bare kristendommens ABC, men kristendommens A-Å. Vi bliver ikke bare retfærdiggjorte ved evangeliet og bagefter helliggjort ved lydighed, men evangeliet er også den måde, vi vokser på (Gal 3,1-3) og fornyes på (Kol 1,16)” (HEK 76).

Vi tror, at aktivitet vil skabe forandring. Vi vil have en liste med påbud og forbud (…) Men de kan ikke ændre os indeni (…) Vi har brug for at få vores hjerte ændret (…) Det sker ved troen alene” (HEK 74-75).

”… en forandring, som sker indefra” (HEK 21).

Isoleret set har forfatterne her fat i et helt centralt bibelsk og evangelisk anliggende. Det er ved at være rettet imod og modtage evangeliet om Jesus, at vi får tro, åndeligt liv og åndelige frugter indefra (Rom 8,1-4; 2 Kor 3,18; Gal 2,19-20; Tit 2,11-12; 2 Pet 1,3).

Evangeliet

Men det er ikke et hvilket som helst evangelium, som giver tro og åndeligt liv. Det gør kun det sande, bibelske evangelium. Er det dette evangelium, vi møder i bøgerne? Mange steder gør vi, og det er godt at læse:

På grund af vores synd har vi ikke gjort os fortjent til andet end fortabelsen” (HEK 101).

Hele Guds historie handler om, at han ønsker at frelse mennesker fra evig fortabelse til evigt fællesskab med sig” (GMN 32).

Gud blev menneske i Jesus for at dø som stedfortræder” (HEK 44, jf. NJF 69).

Jesus tog frivilligt hele menneskehedens synd på sine skuldre og blev synd (2 Kor 5,21). Han udholdt Guds vrede over menneskehedens synd” (HEK 52).

På korset blev de utallige synder fra alle mennesker lagt på ham, og hans død var nok til at tage straffen for dem alle” (HEK 99).

Jesu død var nok til at stille Guds vrede over alle menneskers synd (…) Den enes død, Jesu død, redder utallige menneskers liv” (HEK 109).

Gud er fuld af nåde, og gennem Jesus ændrede han alt for os (Ef 2,1-6). Gud viste os sin store kærlighed. Mens vi endnu var hans fjender, lod han sin søn dø for os, så vi igen kunne blive hans elskede børn (Rom 5,8; 8,14-17)” (NJF 127).

Evangeliet siger, at vi er blevet tilgivet af Gud, og at han tager imod os ene og alene på grund af, hvad Jesus har gjort” (NJF 76).

Vidunderlig klarhed, og det er en klarhed, som underbygges af, at vore egne gerninger dømmes helt ude som noget, der på ingen måde kan bidrage til vores frelse. Det sidste citat ovenfor om, at Gud tager imod os ene og alene på grund af Jesu frelsergerning, følges op af denne sætning: ”Hvis det er sandt, så er ethvert af vore egne forsøg på at føje noget til Jesu gerning en hån mod Gud! Es 64,6 udtrykker det sådan: ’…al vor retfærdighed blev som snavset tøj’” (s.76, jf. s.61).

I forlængelse heraf kaldes vore gode gerninger for ”forbandede gode gerninger”, når vi vil bruge dem som et tillæg til Jesu frelsergerning (s.76).

Flere steder siges der noget godt om at skelne mellem retfærdiggørelse og helliggørelse og om vigtigheden af ikke at basere vores frelse eller vores vished om frelse på helliggørelsen og det nye liv:

På grund af, hvad Jesus har gjort for os, står vi som fuldstændig retfærdige over for Gud” (HEK 9).

Han levede det perfekte liv på vores vegne, og det er derfor ikke længere vores præstationer, som tæller hos Gud” (GMN 8).

Vi bliver kun erklæret retfærdige ved tro på det, Jesus Kristus har gjort for os (…) Gud tager imod dig ene og alene på grund af det, Jesus Kristus har gjort. Du kan ikke gøre noget for, at Gud får mere lyst til at tage imod dig (…) Det, der skal gøre dig glad, er ikke, hvad du har gjort, men hvad Jesus Kristus har gjort for dig. Din identitet afhænger ikke af din forandring (…) Vi forsøger alle at være vores egen frelser. Vi vil gerne give et bidrag til vores frelse, så vi i det mindste kan få en lille smule anerkendelse for den. Men retfærdiggørelse er ikke baseret på helliggørelse. Vi bliver forligt med Gud ene og alene på Guds initiativ og helt igennem af hans nåde. Rækkefølgen er i virkeligheden omvendt: Vores helliggørelse er baseret på vores retfærdiggørelse” (GMN 61, jf. s. 141).

På denne baggrund kan der også siges noget rigtig godt og befriende om vores særpræg som kristne. Det understreges, at vore konkrete fejl og fald i synd er en anledning til at blive mindet om, at vores identitet som kristne ikke hviler på vore egne præstationer:

Det er også her, vores kristne og ikke-kristne venner ser, at vi ikke er kristne, fordi vi er perfekte, men fordi vi har brug for Jesus!” (GMN 26, jf. NJF 53ff.).

Amen!

To hænder

Når jeg har læst og genlæst de tre bøger, har jeg i tiltagende grad fået en oplevelse af, at jeg møder to hænder, der rækkes ud imod mig.

Den ene hånd rækker mig en lang række vidunderlige ord om evangeliet og dets kraft, og det giver genklang i mit hjerte, og langt vigtigere: Det er i samklang med Guds ord. Så jeg glæder mig og tager det til mig, og der skabes en åbenhed hos mig i forhold til det, som jeg møder i disse bøger.

Men så rækkes den anden hånd frem. Her møder jeg noget helt andet. Her møder jeg en lære om og vejledning i det kristne liv og evangelisation, som på centrale punkter mangler grundlag i Guds ord, som er præget af mennesketanker og loviskhed, og som derfor fører væk fra evangeliet. Og det er det, som fylder mest.

Jeg vil begynde med det helt fundamentale spørgsmål: Hvad er den enkelte kristnes kald i forhold til at evangelisere og vidne om Jesus? Hvad siger bøgerne?

Den enkelte kristnes kald

Det er gennemgående i alle de tre bøger, at det, som var apostlenes særlige kald i forhold til evangelisation og mission, fremstilles som alle kristnes individuelle kald. Alle kristne har kald til at gå ud, opsøge ikke-kristne og vidne for dem og oplære dem i troen på Jesus.

Når vi læser Missionsbefalingen i lyset af Det Nye Testamente (NT) i øvrigt, står det klart, at apostlene havde et individuelt kald til hver især at drive opsøgende evangelisation. Det står også klart, at den kristne menighed som fællesskab til enhver tid har et kald til at videreføre dette arbejde: at bringe evangeliet til alle dem, som ikke har hørt det. På den baggrund er det naturligt, at vi som kristne menigheder beder om missionærer og evangelister, at vi kalder dem, udsender dem, beder for dem og hjælper dem økonomisk. Det gjorde NT’s menigheder (ApG 2,15ff.; 4,29 f.; 13,1ff.; 2 Kor 11,9; Ef 6,19f.; Kol 4,3f.; Fil 4,14ff.; 1 Tim 1,18f.; 4,14; 6,12), og det må vi gøre i dag.

Men er der grundlag for at hævde, at alle kristne har det samme individuelle kald som apostlene til hver især at gå ud i opsøgende evangelisation? De tre bøger svarer entydigt og samstemmende ja:

Hver enkelt af os skal gå ud, opsøge ikke-kristne – både kendte og ukendte – invitere dem ind i vores liv og vores hjem, missionere for dem, gøre dem til disciple og oplære dem i troen på Jesus. Gør vi ikke det, er vi ulydige mod Gud.vii

Som kristne har vi kald til at være ”disciple af Jesus, som vinder nye disciple” (NJF 20).

Vi må ”adlyde Jesu befaling om at vinde nye disciple (…) Det bør være en helt normal aktivitet for enhver kristen” (s.21).

Hvordan er det muligt, at mennesker kan komme i kirken gennem halvtreds år uden at vide, hvordan man vinder nye disciple? (…) Det er hele formålet med kirken! Enhver discipel af Jesus er kaldet til at gøre det” (s.22).

Sådan er det med Jesu disciple: De oplærer disciple, som kan oplære disciple” (s.80, jf. s.81).

Prøv så at tænke på, hvor meget træning du har fået i at gøre mennesker til Jesu disciple (…) Den bedste oplæring i mission får du ved at missionere” (s.104f.).

Når vi begynder at missionere, vil vore fejl og svagheder vise sig, og det kan være ubehageligt, ”… men det er nødvendigt, hvis vi skal udvikle os til sande disciple, der kan gøre andre mennesker til disciple” (s.108).

Hvis I bevæger jer uden for jeres kristne tryghedszone og ’går på gaden’ for at missionere (…) vil fællesskabet i missionen vise jer, hvor hver enkelt har brug for at vokse og modnes som disciple” (s.107).

Vi er nødt til at missionere, hvis vi vil gøre fyldest som disciple, der vinder nye disciple (…) Vi kan og skal missionere her og nu, i fællesskab, hver eneste dag” (s.108f.).

I det kristne fælleskab har alle en opgave i oplæringen af andre disciple. Hvem kalder Gud dig til at være med til at oplære?” (HEK 139).

Hvordan er det gået med at være sendt denne uge?” (GMN 44).

Jeff Vanderstelt fortæller om et kristent ægtepar med mange børn, som havde gjort børnene til det centrale i deres liv og af frygt for dårlig påvirkning havde afbrudt kontakten til de ikke-kristne naboer. Om denne handlemåde skriver han: ”På den måde havde de været ulydige mod Jesu befaling om at gøre alle folkeslagene til hans disciple” (NJF 69).

At være ulydig mod Jesu befaling er det samme som at trodse Jesus og vælge synden. Det kan en kristen ikke gøre og bevare troens liv. Ved vi, hvad Jesus har befalet os, og trodser vi det, så kvæler vi troens liv i vore hjerter. Så alvorligt er det. Jeg ville næppe selv kunne støtte de omtalte forældre i deres handlemåde. Men ville jeg på bibelsk grund kunne sige, at de med deres handlemåde er ulydige mod og trodser Jesus?

Ved afslutningen af sin bog giver Jeff Vanderstelt denne udfordring: ”Nu kan du vælge, om du vil så i kødet eller i Ånden. Du kan lægge denne bog fra dig og leve, som du hele tiden har gjort (…) Men du kan også vælge at så frø ved at gøre andre til Jesu disciple. Jesus ønsker, at du skal så i Ånden og opleve det evige liv. Han vil have dig til at skabe disciple, som også kan få evigt liv” (s.207).

Sprogbrugen ”at så i kødet og ”at så i Ånden” er hentet fra Gal 6,8. Her understreger Paulus, at det første fører til fordærv og det andet til evigt liv. Det er Jeff Vanderstelt bevidst om. Med den alvor pålægger han læseren at følge og adlyde hans egen fortolkning af den kristnes kald til at gøre andre til disciple. Det er ”at så i Ånden”, og det er betingelsen for at få evigt liv.

Det er knusende alvorligt. Men det giver god mening. For hvis vi virkelig er befalet af Jesus at missionere, som apostlene gjorde det, så kan vi ikke være bevidste om den befaling og trodse den, uden at vi trodser Jesus, vælger synden og træder ind på frafaldets vej.

Men er det sandt? Har Jesus virkelig befalet os alle at gå ud, opsøge ikke-kristne, vidne for dem og oplære dem i troen?

Frihed til forskel

Spørgsmålet om, hvad der er det fælles missionskald for alle kristne, er ikke nyt. Det har fulgt den kristne kirke gennem hele dens historie. Men det er især blevet aktualiseret i de sidste 300 år, hvor et bibelsk berettiget fokus på mission har vundet frem i de evangeliske kirker. Igennem hele denne periode er der evangeliske kirker og bevægelser, som er gledet ind i et ubibelsk og lovisk spor på dette område.viii Det gælder også i vores bibeltro, lutherske sammenhæng i Danmark.

I perioden 1990-2000 sad jeg i ledelsen for Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Det var en tid med et stærkt fokus på opsøgende evangelisation. Men det var også en tid, hvor vi oplevede, at en voksende gruppe af unge kristne i KFS brændte ud i evangelisationsarbejdet. En del af dem rejste spørgsmålet, om det virkelig var sandt, bibelsk og evangelisk, at alle kristne skulle drive opsøgende evangelisation.

På et tidspunkt blev denne krise så åbenbar og alvorlig, at KFS-sekretærerne satte sig for i fællesskab at arbejde med spørgsmålet i lys af NT: Hvad er det fælles kald for alle kristne i relation til mission? Skal alle kristne drive opsøgende evangelisation? Deres arbejde udmøntede sig i et hæfte med titlen Frihed til forskel.ix Ifølge min vurdering er det en af de vigtigste KFS-udgivelser i de sidste 30 år og samtidig en af de mest oversete.

Den indledende artikel er skrevet af daværende studentersekretær Jens Ole Christensen. Han opridser baggrunden for hæftet: ”Det var ikke i første omgang bibelteologiske overvejelser, der fik os i gang. Det var mere sjælesørgeriske. Flere af os var stødt på KFS’ere, som var ’stået af’ over for vores måde at tænke om evangelisering på. I reglen var der tale om ældre KFS’ere og meget ofte piger. Nogle af dem havde i mange år været flittige og pligtopfyldende. De fleste reagerede entydigt på opsøgende evangelisering (…) Enkelte kunne give udtryk for, at ’al den evangelisation har næsten taget troen fra mig’” (s.3).

På denne baggrund rejste spørgsmålet sig, om man i KFS-arbejdet talte sandt bibelsk og evangelisk om evangelisation: ”I teorien tænker og taler vi differentieret om KFS’eres opgaver: Alle skal ikke det samme. Gud vil noget forskelligt med os, vi har forskellige nådegaver, forskellig modenhed og livssituation. Men handler vi også sådan i praksis? Og bliver det reelt kommunikeret til fx 1.g’ere, så 17-årige kan blive frie i deres samvittigheder? Får det kristne hverdagsliv med dets nære opgaver i hjem og på studiested virkelig den æresplads, som Skriften giver det? Bliver evangelisationskravet i virkeligheden loviskhedens bagdør ind i mange KFS’eres liv? Fører dette i praksis til mindre evangelisation? Ufri evangelisation? Frafald?” (s.4).

Vi var aldrig i tvivl om, at det er den samlede menigheds opgave at forkynde evangeliet (1 Pet 2,9). Ligesom ønsket om at dele det med andre er en del af det at kende evangeliet (2 Kor 5). Og det er vel at mærke ikke kun de modne og de ledendes opgave; men ’fra første dag’ (Fil 1,5) er det at være Guds barn det samme som at være en medarbejder for evangeliet. Og at dette budskab om missionens nødvendighed skal prædikes, kan mennesker, der kender Det nye Testamente, heller ikke være i tvivl om. Vi møder også et klart kald til alle kristne om at vedkende sig Jesu navn og troen på ham (Matt 10,33; 2 Tim 2,13; 1 Pet 3,15). Det er nødvendigt både for vidnesbyrdets skyld og for vores egen overlevelse som kristne. Ingen kristne har lov til med god samvittighed at leve anonymt og usynligt eller tale og leve, så folk er i tvivl om, hvor vi hører til (1 Pet 2,12).

Men – og det er her problemerne begynder – vi møder ingen generelle opfordringer, instruktioner eller undervisning i, at alle skal optræde som evangelister. Ingen opfordringer til at tage slavekammerater med i katakomberne eller drive venskabsevangelisation over for soldaterkammeraterne. Vi møder eksempler på, at nogle gjorde det (Joh 1,35; Fil 1,13); men det plejer at være god bibellæsningsskik, at man er forsigtig med at drive teologi på eksempler (…)

Vi møder formaninger til at gøre en evangelists gerning (2 Tim 4,8). Men den er givet til Timotheus; og det er ikke indlysende, at alt det, der er talt til menighedslederen Timotheus, skal anvendes på hele menigheden, ligesom det ikke er indlysende at læse Jesu taler til de 12 (Matt 10) og de 72 (Luk 19) som generelle taler til alle i menigheden.

De stærke og klare ord om at arbejde opsøgende med evangelisering er tilsyneladende talt til de kristne som folk eller til mennesker, som på en særlig måde er sat til side til denne opgave. Umiddelbart virker det ikke, som om de taler om hver enkelt kristens individuelle pligt” (s.5-6).

Om KFS-sekretærernes fælles arbejde med disse spørgsmål skriver Jens Ole Christensen:

Det fik hurtigt karakter af et fælles bibelstudium. Det afgørende er nemlig ikke, hvordan vi og vores tradition har besvaret spørgsmålene, men hvad Skriften siger. Kun den kan give åndelig sundhed for os og KFS-arbejdet. Og kun det kan – i det lange løb – fastholde os på den opgave, Gud har givet os. Derfor spurgte vi ofte i mødet med bibeltekster: Hvad betyder dette konkrete bibelord? Hvem er det talt til? Hvad er det, der ikke står, som vores tradition plejer at læse ind i det?”

KFS-sekretær Filip Christensen redegør for, hvad man nåede frem til vedrørende menighedens overordnede ansvar i forhold til den enkelte kristnes individuelle ansvar i evangelisationen. Han påpeger, at de opgaver, som den kristne kirke kaldes til at udføre, nødvendigvis må udføres af enkeltpersoner. Men det er ikke ensbetydende med, at enhver af kirkens opgaver pålægges enhver enkeltperson i menigheden. Missionsbefalingen må nødvendigvis udføres af enkeltpersoner. Men det betyder ikke, at alle individuelle kristne har samme kald i missionsarbejdet. ”Det er i den sammenhæng tankevækkende, at missionskaldet gives til kirken, og at NT er ret så tavs mht. opfordring til personlig evangelisation” (s.8).

Filip Christensen minder om, at vi må være opmærksomme på, hvem de forskellige bibelske formaninger er givet til:

Formaningerne til Timotheus om at gøre sin gerning som evangelist (2 Tim 4,5) kan således ikke uden videre overføres til enhver kristen, for de er givet til en mand i en ganske bestemt tjeneste i kirken. Jesu udsendelse af og befaling til sine disciple om at prædike og helbrede, som vi finder i Matt 10 og Luk 10, samt missionsbefalingen i Matt 28, kan vi heller ikke overføre i sin helhed som gældende for enhver kristen. Ingen af disse skriftsteder kan nemlig siges at være en direkte befaling til enhver kristen om at evangelisere, idet det netop drejer sig om en afgrænset gruppe af Jesu disciple, der kaldes til en bestemt opgave af kirkens Herre” (s.9).

Filip Christensen inddrager legemstanken i NT og afsnittene om nådegaver. De understøtter tanken om, at opsøgende evangelisation ikke er enhver kristens opgave.

Afslutningsvis påpeger Filip Christensen, at der er noget, alle kristne kaldes til i relation til det at vidne:

I Kol 4,5-6 og 1 Pet 3,15 får alle kristne den vidneopgave, der ligger i at være rede med svar og forsvar, når nogen spørger til eller angriber kristentroen. Det kan kaldes en passiv eller situationsbestemt evangelisationstjeneste, som er givet til alle kristne til enhver tid. Det er enhver kristens ansvar at svare for sig, når man bliver stillet til regnskab for sin tro” (s.9).

Så langt hæftet Frihed til forskel. Det anbefales varmt. Det er båret af tilliden til, at vi aldrig på egen hånd kan tænke os frem til nogen bedre måde at drive mission på end den, Gud vejleder os til i sit ord. Guds vej er den eneste vej, hvor vi kan både leve og tjene i evangeliets frihed og kraft.

Alle kristnes kald ifølge NT

I forlængelse af hæftet Frihed til forskel vil jeg gerne i korthed understrege det, som faktisk bekræftes i hæftet som et fælles kald til alle kristne. Vi har et kald til at bekende Jesu navn i alle de sammenhænge, vi er i (Matt 10,32.33; Mark 8,38; Luk 9,26; 2 Tim 2,12). Og vi har et kald til at være rede til at vidne om vores tro, når nogen spørger til den.

Dette sidste understreges som nævnt ovenfor to steder i NT: Kol 4,5-6 og 1 Pet 3,15b. Begge disse to steder i NT går der imidlertid i teksten noget forud for kaldet til at vidne. Forinden hører vi om, hvad der er forudsætningen for, at vi kan vidne. Forudsætningen er, at vi selv lever i modtagelse af evangeliet, så Kristus får plads i vore hjerter ved troen:

Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud” (Kol 3,16).

I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerter” (1 Pet 3,15a).

Dette sidste er forudsætningen for, at der overhovedet kan blive et sandt og ægte vidnesbyrd om Jesus. Og det er formuleret som et fælles kald til alle kristne.

Endnu en ting må understreges som et fælles kald til alle kristne i forbindelse med mission. I NT møder vi mange opmuntringer til at bede for de ikke-kristne og særligt bede om, at de må få mulighed for at høre Guds ord (Matt 5,44; 9,38; Luk 6,28; Ef 6,19-20; Kol 4,3; 2 Thess 3,1). Skal de ikke-kristne frelses, må Gud lade dem møde evangeliet og gennem dette ord virke tro i deres hjerter.

På den baggrund er det både ret og naturligt, at vi som kristne beder for de ikke-kristne mennesker, som vi måtte kende og have tæt på – i vores familie, i vores vennekreds, på vores arbejdsplads eller studiested, i vores nabolag. Det er ret og naturligt, at vi beder om deres frelse og beder Gud om at lade dem møde hans evangelium. Om det skal ske gennem os eller andre, må Gud råde for. De to gange, hvor jeg personligt har oplevet, at en nær ikke-kristen ven kom til tro på Jesus, skete det i begge tilfælde helt uden om mig. Det har på befriende og trosstyrkende måde tydeliggjort for mig, at Gud er høstens herre, og at bønnen til ham om at sende arbejdere til sin høst, også kan angå nære, ikke-kristne relationer (Matt 9,38). Vores forbøn for dem og deres frelse hjælper os imidlertid også til at spejde efter og være beredt på at bruge de anledninger, som Gud måtte give os til at række dem evangeliet.

Dermed må vi sige, at der er fire kald, som har gyldighed for alle kristne i relation til det at vidne om Jesus:

For det første: Lev godt med Jesus i vedvarende modtagelse af evangeliet. Meget er vigtigt i vore liv som kristne, men kun ét er livsnødvendigt: at vi som Maria sætter os ned, hører, læser og modtager evangeliets ord om nåden i Jesus som et ord til os – til mig.

For det andet: Bekend dig som kristen, hvor du end er. Vi må bede Gud om anledninger til at bekende vores kristne tro i de nye sammenhænge, vi kommer ind i, og vi må bede ham om nåde og hjælp til at bruge anledningerne, når de kommer.

For det tredje: Vær rede til at vidne om Jesus. Når vi lever som kristne og bekender os som kristne, så vil der uundgåeligt opstå situationer, hvor mennesker spørger til vores tro. Da er vi kaldet til at vidne, og når troen på Jesus lever i vore hjerter, da kan vi også vidne.

For det fjerde: Bed for de ikke-kristne, og særligt for dem, som du måtte have tæt på i dit liv. Bed om, at Gud vil lade dem møde evangeliet og åbne deres hjerter for det. Bed Gud vise dig det, hvis han vil bruge dig i dette. Bed Gud om nåde og hjælp til at se den gode anledning og bruge den.

NT’s vej eller vores vej

I forlængelse heraf må det igen understreges, at Gud giver nogle kristne et særligt kald og en særlig udrustning til at gå ud i opsøgende evangelisation, hvor de opsøger ikke-kristne, som de endnu ikke kender. Det var det, apostlene og urkirkens evangelister var kaldet til. Det er ikke alle kristnes kald. Men hvor har vi brug for nogle med kald og udrustning til opsøgende evangelisation i dag! Lad os bede om flere af dem, og lad os takke for og støtte dem, vi har. De må gives os af Gud. Vi får dem ikke ved selvbestaltet at lægge dette særlige kald ned over alle kristne, og vi gavner ikke evangeliets sag ved at gøre det.

Det fælles kald til alle kristne er at leve Jesus nær, bekende sig som kristen, være beredt til at vidne og at bede for de ikke-kristne.

Lyder dette som annulleringen af al offensiv, intensiv og effektiv mission? Lyder det som legitimeringen af magelighed og ligegyldighed over for de ikke-kristnes behov for frelse? Lyder det som opskriften på kirkens langsomme, men sikre død?

Sandheden er, at denne vejledning, NT’s egen vejledning, blev banebrydende for den største og stærkeste vækkelse i kirkens historie i de første tre århundreder efter pinsedag. Hvordan? Ved hvilken kraft? Ved evangeliets kraft!

De kristne samlede sig om Guds ord, og det blev forkyndt i både lov og evangelium. Ved modtagelsen af dette dobbelte ord blev nåden og frelsen i Jesus dyrebarfor de kristne, og de blev drevet indefra til at bede og vidne for andre mennesker om troen på Jesus.

Sådan blev evangeliet spredt. Sådan kom den største vækkelse i kirkens historie. Gennem menige kristne – købmænd, soldater, slaver – som blev beriget ved evangeliet, og som ved dette evangelium blev drevet til at vidne for andre.

Men er det ikke netop det, Discipel 24-7 understreger: Det hele må ske ved evangeliets kraft, indefra og ud? Jo, det er det, som understreges i Discipel 24-7-materialet, og det er godt.

Men at vi erklærer at have tillid til evangeliets kraft, giver os ikke frihed til selvbestaltet at pålægge kristne krav og byrder, som Guds ord ikke lægger på os. Gør vi det, føres vi uundgåeligt væk fra evangeliet. Da vil evangelisk frihed og åndskraft i vore hjerter og liv erstattes af lovisk stræb og kødelighed. Hos dem, som tager de loviske krav mest alvorligt, kan det, som Jens Ole Christensen påpegede det ovenfor, i værste fald ende med frafald fra troen.

Loviskhed

Loviskhed kommer i mange former. Men når vi lægger byrder og krav på kristne, som Guds ord ikke lægger på dem, er det loviskhed i ren form. Uanset hvilke følelser og tanker det vækker i første omgang, så vil det uundgåeligt på længere sigt føre enten til hovmod eller til mismod, og i begge tilfælde fører det væk fra evangeliet.

I NT møder vi ingen formaning til alle enkeltkristne om at drive opsøgende evangelisation. At lægge dette kald ind over alle kristnes samvittigheder og at definere det som ulydighed mod Jesus at trodse dette kald, det er falsk lære, og der er grund til at frygte, at den får alvorlige åndelige konsekvenser for dem, som tager den til sig.

Hvad sker der, hvis vi pålægger alle i Kristi legeme, at de skal være hånd på legemet? Det er sandt, at der er nogle, som Gud kalder til at være hånd. For dem er det den plads på legemet, hvor de lever og tjener bedst. Men hvis de, som ikke er kaldet og udrustet af Gud til at være hånd, presses til at prøve at være det – hvad sker der da? Da vil de forudsigeligt erfare, at de mislykkes, fejler, svigter. I værste fald vil de kunne tænke, at de trodser Jesus. Da er det kun naturligt, at tanken melder sig, at de ikke magter at være kristne, som de skal være det. De hører slet ikke hjemme i den kristne menighed: ”Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet” (1 Kor 12,15). I en menighed, som lærer, at alle skal være hånd, vil det uundgåeligt ende der for nogle.

Jeg ved, at det er tunge ord. Jeg ville også være meget tilbageholdende med at fremføre dem, hvis det, jeg her berører, var en perifer pointe i de tre bøger, jeg behandler. Men det er det ikke. Det er den centrale og bærende tanke. Det fælles kald til opsøgende evangelisation er den akse, hvorom alt drejer sig. Når den akse er skæv, trækker den alt skævt.

Mission i fællesskab

Sunde fortolkningsprincipper er afgørende, for at Bibelen får lov at sige det, som den selv vil sige, og ikke det, som vi vil have den til at sige. Jeff Vanderstelt fastslår, at der er en bestemt måde, vi må læse de bibelske formaninger på: ”Når I læser en formaning i Bibelen, skal I spørge jer selv: ’Hvordan kan vi adlyde denne befaling ved at missionere i fællesskab?’” (NJF 107).

Hvor har Jeff Vanderstelt hentet det fortolkningsprincip fra? Det tætteste, han kommer på en begrundelse, er en påstand om, at de kristne i urkirken dagligt var på mission sammen: ”I den tidlige kirke var man dagligt sammen på mission” (s.178).

Påstanden har intet grundlag i NT. Det er sandt, at Jesus missionerede sammen med sine apostle, og at apostlene ofte havde en gruppe omkring sig (s.178). Men at slutte herfra til at sige, at ”man”, forstået som alle kristne i urkirken, dagligt var på mission sammen, er uden grundlag i NT. At hævde, at dette er og må være normerende for alle kristne i dag, er at lægge menneskebud på samvittighederne. Og at hævde, at vi skal forsøge at fortolke alle formaningerne i Bibelen i retning af fælles mission, vil uundgåeligt føre os væk fra Bibelens eget budskab.

Tanken om, at vi som kristne må drive opsøgende mission i fællesskab, er helt central i projektet 24-7. Projektets slogan lyder: ”Fællesskab om evangeliet i mission.”x Man afviser ikke, at kristne som enkeltpersoner kan vidne for andre og lede dem til Jesus. Men det er undtagelsen. Normalen og den forpligtende norm er, at vi alle missionerer i fællesskab. Derfor bør alle kristne være med i ”missionale fællesskaber”, som missionerer sammen, og som lægger forpligtende planer for, hvordan man skal gøre det (s.178).

Et missionalt fællesskab er ikke en menighed. Det er et mindre fællesskab. Det eksempel, som Jeff Vanderstelt tager udgangspunkt i, er hans eget missionale fællesskab på 12 voksne og 10 børn (s.215). I de tre bøger er det ikke menigheden, der er det primære kristne fællesskab, men det missionale fællesskab. For hver én gang menigheden omtales, omtales det missionale fællesskab mere end ti gange. Det er ikke vigtigheden af menighedens ugentlige samling om ordet og sakramenterne, som betones, men vigtigheden af de mange samlinger og aktiviteter i det missionale fællesskab. Tværtimod at betone vigtigheden af den ugentlige samling om ordet og sakramenterne polemiseres der imod at tillægge den for stor vægt og betydning – på bekostning af mission.xi

Når alle kristne skal drive opsøgende evangelisation, og når de skal gøre det i fællesskab med andre kristne, ligger det lige for at hævde, at alle kristne bør være med i et missionalt fællesskab, og at de må være villige til at forpligte sig på de fælles aktiviteter her. Netop det gør Jeff Vanderstelt.

Forpligtende mission i fællesskab

De sidste 68 sider af Jeff Vanderstelts bog Når Jesus fylder konkretiserer, hvordan man bør tilrettelægge det fælles liv og de fælles aktiviteter i det missionale fællesskab. De sidste 45 sider bruges til at forklare, hvordan man udarbejder en fælles og forpligtende aftale om, hvad man skal gøre sammen. Aftalen skal underskrives af det enkelte medlem i det missionale fællesskab:

Jeg (navn) forpligter mig hermed til med Guds hjælp fra (startdato) til (slutdato) at leve i lyset af min nye identitet i Kristus sammen med mit missionale fællesskab som beskrevet i det foregående: (underskrift), (dato)” (s.219).

Ifølge Jeff Vanderstelt bør en sådan aftale omfatte seks former for fælles aktiviteter: spise, lytte, fortælle, velsigne, feste og hvile. Han påpeger, hvordan vi kan bruge alle disse aktiviteter til at evangelisere: Vi kan i og ud fra det missionale fællesskab spise med ikke-kristne, lytte til dem, fortælle dem vores troshistorie, velsigne dem ved at hjælpe dem, lave de bedste fester for dem og med dem, og hvile fra vore normale aktiviteter ved at tjene dem på forskellig måde (s.171, se endv. S.155-170). Mange af aktiviteterne har også et formål i at styrke fællesskabet og de enkelte kristne i det missionale fællesskab. Men som navnet på fællesskabet angiver, er endemålet med det hele mission.

Som et led i udarbejdelsen af den forpligtende aftale må det missionale fællesskab ifølge Jeff Vanderstelt identificere et bestemt missionalt fokus: en gruppe mennesker eller en aktivitet, som fællesskabet særligt vil rette sin fælles missionsindsats imod. Jeff Vanderstelt tager udgangspunkt i sit eget missionale fællesskabs aftale et givent år, og her er det missionale fokus en bestemt skole: Grant Elementary School (GES).

Da alle punkter er gennemgået, når man i Jeff Vanderstelts missionale fællesskab frem til en forpligtende aftale om følgende aktiviteter: tre ugentlige måltider afsat til fællesskab og mission og fælles bøn, fælles fejring af alle fødselsdagene for fællesskabets 22 medlemmer, ’babyshower’ for alle vordende mødre, indbyrdes økonomisk og praktisk hjælp til medlemmer af det missionale fællesskab, renovering af et hus med henblik på evt. at gøre det til et mødested for det missionale fællesskab, pasning af en have og høst af dens frugt med henblik på uddeling i nabolaget, tilrettelæggelse af en månedlig spilleaften, en årlig weekendlejr, invitation af alle nytilkomne ikke-kristne til middag i de enkeltes hjem inden for maksimalt to måneder, fællesskab på sociale medier og ved særlige sammenkomster, fælles ugentlig deltagelse i en gudstjeneste, hyppige besøg på restauranter og cafeer i et bestemt lokalområde, bålaftener hver uge om sommeren, grillaftener hver fredag i juni og juli, en ugentlig aktivitet eller et måltid med ikke-kristne i den særlige målgruppe, regelmæssig deltagelse i de månedlige arrangementer på GES: baller, fester, spilleaftener m.m., praktisk engagement i og hjælp ved den årlige auktion på GES. De mest engagerede forpligter sig endvidere på at lave mad til GES-eleverne, hjælpe lærerne på GES, træne fodboldholdet på GES og deltage i indendørs kvindefodbold på GES (s.175-190,215-219).

Eksemplet er ikke tænkt. Det er en aftale, som Jeff Vanderstelts eget missionale fællesskab udarbejdede og underskrev i slutningen af 2013. Aftalen afslutter bogen Når Jesus fylder (s.215-219).

Evangeliet som pres

Jeff Vanderstelt erkender, at det kan være svært at få alle i det missionale fællesskab med på en sådan aftale. Nogle er tøvende og betænkelige, fordi de oplever, at det missionale fællesskabs aktiviteter kræver mere, end de har kræfter og tid til. Konkret nævner Jeff Vanderstelt folk, som arbejder og kommer sent hjem, som har små børn, eller som på grund af alder har begrænset energi. Hvordan skal man se på og forholde sig til de folk?

Jeff Vanderstelt giver følgende vejledning: ”Det er overvejelser og problemer, som man næsten altid vil støde på. Af en eller anden grund er vi temmelig fantasiløse. Folk har svært ved at se ud over deres aktuelle situation. Det må vi så hjælpe dem med. Det er derfor, det kan være til så stor hjælp at lede mennesker gennem processen med at indgå en aftale i det missionale fællesskab” (s.194-195).

Dette syn på og denne forholdsmåde over for de tøvende og betænkelige er gennemgående hos Jeff Vanderstelt. På intet tidspunkt viser han forståelse for, at man som evangelisk afklaret og åndeligt moden kristen kan ønske eller have behov for et lavere aktivitetsniveau end det aftalte eller en mere tilbagetrukken rolle i den opsøgende evangelisation. Tværtimod problematiserer og mistænkeliggør han konsekvent motiverne hos de tøvende og betænkelige.

Hvorfor er det sådan? Det hænger sammen med forståelsen af evangeliet og dets kraft. Hvis evangeliet er en åndelig kraft, som indefra driver alle kristne til at praktisere offensiv evangelisation, og hvis denne evangelisation ifølge NT skal praktiseres i fællesskab, så giver det sig selv, at man må sætte spørgsmålstegn ved motiverne, det åndelige liv og den åndelige modenhed hos dem, som er tøvende eller betænkelige i forhold til et fuldt engagement i det fælles missionsarbejde. Netop det gør Jeff Vanderstelt.

Når kristne indbyrdes taler om og lægger planer for, hvordan de kan efterleve de bibelske formaninger ved at missionere i fællesskab, så vil der ifølge overfladen Jeff Vanderstelt forudsigeligt opstå problemer: ”Dårlige undskyldninger vil komme op til, frygt vil blive erkendt, manglende selvtillid eller mod vil komme for dagen, og der vil blive sat ord på folks utilstrækkeligheder.” Men ingen må bremses af det. Løsningen er tværtimod at gå ud i mission alligevel: ”I denne proces vil sandheden om hver enkelts aktuelle tilstand komme frem i lyset. Hvis I bevæger jer uden for jeres kristne tryghedszone og ’går på gaden’ for at missionere (i nabolaget, på en cafe, i parken, på de lokale uddannelsesinstitutioner), vil fællesskabet i missionen vise jer, hvor hver enkelt har brug for at vokse og modnes som disciple. Der vil komme meget elendighed for dagen, og derved bliver det muligt for jer at hjælpe og støtte hinanden som disciple i hverdagen (…) Nogle gange spekulerer jeg på, om det er risikoen for afsløring, der får kristne til ikke at vove sig ud på mission sammen med andre kristne i hverdagen” (s.107).

Vi er nødt til at missionere, hvis vi vil gøre fyldest som disciple, der vinder nye disciple. Engang tænkte jeg, at det var godt, hvis folk kom med på missionsrejse én eller to gange om året. Nu er jeg overbevist om, at vi må få folk til at indse, at de er på mission hele tiden. Desværre når mange af Jesu disciple ikke længere end til at identificere kirken med søndagens gudstjeneste og måske et bibelstudie onsdag aften. De lærer aldrig noget om, hvad det vil sige at være på mission hele tiden i deres almindelige hverdag. Derfor kan de opretholde en facade, som signalerer, at alt er godt. På overfladen ser det ud, som om de er helt på hold med Jesus, men under facaden gennem der sig nedbrudthed, stolthed, usikkerhed og egoisme” (s.109).

Er du helt på hold med Jesus, eller er du det ikke? Det er et alvorligt spørgsmål. Men det giver mening. Hvis jeg på grund af min kødelige natur trodser et klart kald og bud af Jesus, kan jeg ikke bevare troens liv og fællesskab med ham. Så er det hykleri at sige, at jeg er helt på hold med Jesus.

Hvis alle kristne har kald og pligt til konstant at drive opsøgende mission i fællesskab, så har Jeff Vanderstelt ret i det, han skriver. Så er det en ret bibelsk og evangelisk sjælesorg, han udøver. Hvis ikke, er det en lovisk forførelse væk fra evangeliet.

Jeff Vanderstelt erkender, at man i et missionalt fællesskab kan blive nødt til at acceptere, at der er enkelte tiltag i relation til det missionale fokus, som kun nogle engagerer sig i. Den differentiering fremgik også af eksemplet ovenfor på en missional aftale. Ikke alle engagerede sig på samme måde i Grant Elementary School. Men hvad er så årsagen til, at ikke alle kan eller vil være med på alt, og hvad er der at gøre ved det? Jeff Vanderstelt giver følgende forklaring:

Folk befinder sig på forskellige steder rent åndeligt. I denne proces vil forskellige grader af modenhed og engagement komme for dagen, og mindre heldige fænomener som frygt, usikkerhed, egoisme og stolthed vil også komme op til overfladen. Det kan blive til stor gavn for jer hver især og som gruppe, hvis processen bliver godt styret. I vil få mulighed for at støtte og oplære hinanden som disciple. Mange problemer og bekymringer vil komme for dagen og vise jer, hvor mennesker har brug for at blive mindet om evangeliet og dets betydning” (s.182).

Med andre ord: De åndeligt modne og engagerede kristne er med på det hele. De, som endnu ikke er det, må gennem en godt styret proces blive mindet om – ja om hvad? Om evangeliet og dets betydning. Igen giver det god mening. Hvis evangeliet virkelig driver og vil drive alle kristne ud i fælles, opsøgende evangelisation hver dag, så er der grundlag for at minde de tøvende og betænkelige om evangeliet og dets betydning. Men omvendt: Hvis evangeliet ikke driver og vil drive alle kristne ud i fælles, opsøgende evangelisation, så bliver evangeliet her af Jeff Vanderstelt brugt til at lægge et lovisk pres på samvittighederne.

Note

Det bør nævnes, at de danske udgivere af Jeff Vanderstelts bog har tilføjet en note i det afsnit, hvor der bliver givet et eksempel på en forpligtende aftale i det missionale fællesskab. Her skriver udgiverne, at der selvfølgelig er forskel på Danmark og USA: ”… men vi er overbevist om, at mange danske grupper vil kunne hente både inspiration og ideer her. Man kan med fordel begynde med at lave en mindre aftale med fokus på de punkter, der udfordrer mest” (s.209).

Der er ingen tvivl om, at det er et klogt råd, hvis man skal komme godt i gang og have så mange som muligt med fra begyndelsen. Men det adresserer ikke det egentlige problem i denne sammenhæng: at det forudsættes og læres, at alle kristne skal drive fælles, opsøgende mission, og at de skal være med på at lave en forpligtende aftale om, hvordan det skal gøres.

Familien

Under læsningen af de tre bøger er jeg gang på gang blevet mindet om noget, som forbigås i absolut tavshed, men som netop derfor er kommet til at fylde mere og mere hos mig under læsningen. Der siges ikke et ord om den kristne familie.

Ifølge Bibelen er familien vores første kald. Før omsorgen for alle andre kommer omsorgen for vores egen familie (2 Mos 20,12; Matt 15,3-6; 1 Kor 8,32ff.; Ef 5,21-6,4; Kol 3,18ff.; 1 Tim 5,8; 1 Pet 3,1ff.).

Forældres første missionskald er deres egne børn. Hvert eneste barn har brug for selv at møde Guds ord og ved det ord fødes på ny til tro på Jesus. Kaldet til at dele Guds ord med børnene og tale med dem om Gud både i hans hellighed og i hans nåde understreges igen og igen i Guds ord (2 Mos 12,26-27; 2 Mos 13,13-15; 5 Mos 6,6-9; 5 Mos 11,18-21; Jos 4,21).

Når jeg spørger eleverne på vores bibelskole, er omkring 9 ud af 10 kommet til tro ved det ord om Jesus, som de har mødt om Jesus i deres barndom. Ingen missionsindsats er vigtigere og mere værdifuld. Hvis man vil hindre Guds riges udbredelse i vores land, vil intet være mere effektivt end at svække og nedbryde denne del af vores missionsarbejde.

På den baggrund er det mere end forstemmende, at forældrenes tid med, omsorg for og oplæring af børnene ikke nævnes med så meget som et ord i de tre bøger. Det bliver dobbelt forstemmende, når det, som faktisk siges om forældre og deres ønske om at bruge tid med deres børn fremstilles som et problem for missionsarbejdet, når deres motiver mistænkeliggøres, og når det anbefales, at de ”skubbes” væk fra deres fokus på børnene mod et større fokus på det missionale fællesskab og på opsøgende evangelisation (s.69,183,194).

Fra min ungdom har en lille historie fortalt af Carl Fr. Wisløff tjent som et kompas for mig i denne sammenhæng. Wisløff fortæller om en kvinde, som kom til præsten og undskyldte, at hun ikke kunne gøre noget for Gud, fordi hun havde fem børn. En sådan mor, understreger Wisløff, har brug for at høre, at hun i allerhøjeste grad har anledning til at gøre noget for Gud.xii

Intet kald har højere værdighed, og intet kald må have højere prioritet for forældre end deres omsorg for og oplæring af deres børn i troen. Det siger jeg som taknemligt barn af en mor, der prioriterede netop denne omsorg for sine seks børn, og som derved blev redskab for, at evangeliet blev forkyndt for mig til tro på Jesus.

Nu har jeg min egen familie at drage omsorg for, og min kone og jeg har haft børn i mere end 20 år. To børn er stadig hjemmeboende. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg og min kone skulle indlægges til bare en tredjedel af det program, som man forpligter sig til i den ovenfor gengivne forpligtende aftale, eller hvis vi i det hele taget som en fast del af vores hverdagsprogram skulle deltage i fælles, opsøgende evangelisation, så ville det være fuldstændig ødelæggende for vores familieliv. Det ville få uoverskuelige omkostninger for vore børn. Det ville være et spørgsmål om uger, før vi selv knækkede på det psykisk.

Jeg skriver det for at antyde alvoren af det, vi her har med at gøre. Jeg skriver det også for at række et ord til de forældre, som måtte føle sig udfordrede af budskabet i de tre bøger, men som må erkende, at de ikke kan forpligte sig på at være aktive i fælles, opsøgende evangelisation uden at svigte deres børn: Gør det ikke! Det er ikke sandt, at alle kristne skal drive fælles, opsøgende evangelisation. Det er åndelig katastrofekurs, hvis I prioriterer dette over jeres børn. Jeres første og vigtigste missionsmark er i jeres eget hjem og familie. I kan ikke skade missionen mere end ved at svigte den missionsmark.

Forkyndelsen

Den stærke betoning af den opsøgende evangelisation og af aktiviteterne i det missionale fællesskab ledsages hos Jeff Vanderstelt af en gentagen nedtoning af betydningen af menighedens samling om Guds ords forkyndelse (s.23ff.,80ff.,156). Netop i en bog, som ønsker at give hjælp til at lade Jesus fylde, kan det undre, at man ikke opmuntrer den kristne til at lytte til forkyndelse af evangeliet. Som lutherske har vi lært, at det er herved, vi får både tro og åndeligt liv. Det er også klar bibelsk lære (Es 55,3; Joh 6,63; 17,20; Rom 1,16 f.; 10,17; 1 Kor 1,18 ff.; Gal 5,1 ff.; Ef 1,13).

Noget af dette kan givetvis føres tilbage til, at Jeff Vanderstelt er reformert. ”Ånden kører ikke på hjul,” er et velkendt reformert slagord. Pointen er, at vi ikke kan sige, at Åndens gerning til tro og liv er knyttet til et bestemt ydre middel. Ånden kan komme til os hvor som helst og når som helst og ikke nødvendigvis gennem Guds ord.

Reformerte har generelt også et andet trosbegreb. De forstår i høj grad troen som den rigtige forståelse af evangeliet. På den baggrund er det forståeligt, at Jeff Vanderstelt, fremfor at opmuntre til at høre evangeliet forkyndt, opmuntrer til, at man bliver kendt med, indøver og repeterer evangeliet og derved får det ’på rygmarven’ (s.51,161,176). I den sammenhæng kan han godt tale om værdien af at bruge Guds ord. Men han henviser ikke til og taler ikke om Ordet som et nådemiddel (s.83,98,161).

Alligevel er det både overraskende og foruroligende, at Jeff Vanderstelt fremstiller det som ønskeligt, at en kristen udvikler sig væk fra at have behov for at høre det centrale evangelium forkyndt. Han ironiserer over et menighedsmedlem, som på et tidspunkt gav udtryk for en forventning og forhåbning om, at Jeff Vanderstelt som præst med sin forkyndelse ville nære hans tro. ”Vil du have mig til at made dig, som en mor mader sit barn?” lød hans skarpe svar.

Jeff Vanderstelt forklarer, hvorfor han gav det svar. Den pågældende mands forventning og forhåbning var ifølge Jeff Vanderstelt udtryk for en udbredt misforståelse i kristne kirker. Misforståelsen går ud på, at kristne skal blive ved med at høre evangeliets enkle budskab. Det skal de ifølge Jeff Vanderstelt ikke.

Jeff Vanderstelt omtaler evangeliets enkle budskab som ”åndelig mælk” og definerer det på denne måde: ”Budskabet om, hvordan Gud opsøger og frelser sit folk gennem Jesus” (s.80). Ifølge Jeff Vanderstelt er det kun nye kristne og ikke-kristne, der har behov for at høre dette budskab:

De, som endnu ikke tror på evangeliet om Jesus Kristus, og de, som er helt nye i troen, har selvfølgelig behov for, at nogen giver dem mælk. De er åndeligt nyfødte eller ufødte. De, som befinder sig på dette stade, har brug for, at nogen optager Guds ord for dem og giver det videre til dem i en letfordøjelig form. Det kalder vi åndelig mælk. Måske er det dig. Det er helt i orden. Find dig nogle modne disciple af Jesus, som kan servere de grundlæggende sandheder om Jesus for dig i en letforståelig form” (s.81).

Men det behov har de modne kristne ikke. Jeff Vanderstelt bruger apostlen Peter som eksempel. Jesus kaldte Peter til at tage sig af og nære sine får. Dette kunne Peter kun gøre, fordi han selv var vokset fra at have brug for at høre det enkle evangelium. ”Selv havde Peter ikke længere brug for at blive næret med mælk. Han kunne nu nære andre” (s.80).

Dette er målet for alle kristne. De skal vokse væk fra at have brug for at høre det enkle evangelium forkyndt. De skal blive i stand til selv at læse Bibelen og hente det evangelium ud af den, som de har brug for til deres tro. Dette er ”fast åndelig føde” – det, som man selv læser sig til og henter ud af Bibelen. De modne kristne nærer sig selv med fast åndelig føde ved at læse i Bibelen (s.81).

Hvad skal man mene om det her? Er der en måde at forstå Jeff Vanderstelt på, hvor han ikke negligerer de kristnes vedvarende behov for at høre det centrale evangelium forkyndt? Jeg kan ikke selv se det. Dertil er hans formuleringer for klare og entydige.

Det bedste, som jeg ved

Derfor min iver efter også at forkynde evangeliet for jer i Rom” (Rom 1,15). Var der særligt mange ikke-kristne eller umodne kristne i menigheden i Rom? Den lange række navne, som Paulus hilser sidst i brevet peger i retning af mange åndeligt modne (Rom 16,3 ff.) Ikke desto mindre vil Paulus forkynde evangeliet for dem og bruger 11 kapitler på ”budskabet om, hvordan Gud opsøger og frelser sit folk gennem Jesus”. Hvem har glæde af at få dette budskab forkyndt?

Fortæl det gamle budskab,
det bedste, som jeg ved,
om Jesu magt og nåde,
om Jesu kærlighed.
Fortæl det ganske simpelt
som til et lille barn;
thi jeg er træt og såret,
omspændt af syndens garn

Fortæl mig det kun langsomt,
så det kan trænge ind,
det budskab om forløsning,
dybt ind i sjæl og sind.
Fortæl mig det ret ofte,
jeg glemmer let igen;
thi morgenduggens friskhed
ved middagstid svandt hen.

(Katherine Hankey)

Bemærk formuleringen i første linje ”det bedste, som jeg ved”. Jeg ved, hvad evangeliet siger. Jeg kender det i min tanke og kan sige det med min mund. Men jeg har brug for at høre det forkyndt til mit hjerte – igen og igen. For som morgenduggen er fordampet ved middag, sådan fordamper også troens fred, frihed og glæde fra mit hjerte. Derfor må jeg høre det igen og igen, det simple, enkle evangelium om Jesus, og hvad han er og har gjort for mig. Sådan er det for en kristen, der erfarer sin synd, anfægtes over sin synd og har med en hellig Gud at gøre. For ham og hende er forkyndelsen af evangeliet det dybeste behov, den dybeste glæde og kilden til åndeligt liv og åndelig kraft.

Hvordan kan Jeff Vanderstelt negligere dette? Jeg tror, han selv har givet svaret, og at han paradoksalt nok har gjort det i et afsnit, hvor han taler om, at vi som kristne har brug for evangeliet. Hør her: ”Vi forkyndte evangeliets budskab om frelse, men vi havde ikke blik for, at vi også stadig selv havde brug for det. ’Evangeliet er for dem, som endnu ikke kender og tror på Jesus,’ tænkte vi. Vi gik ud fra, at evangeliet primært er det glade budskab om din evige skæbne, og ikke så meget for dit liv her og nu” (s.50).

Hvad overbeviste Jeff Vanderstelt om, at kristne har brug for evangeliet? Han blev overbevist, da han fik syn for, at evangeliet ikke kun handler om vores evige frelse, men om det liv, vi lever her på jorden nu. Dét evangelium, eller den del af evangeliet, har kristne brug for at høre.

Den tanke er gennemgående i alle de tre bøger, som er udgivet i tilknytning til Discipel 24-7.

Et større evangelium

Tidligt i denne artikel rejste jeg spørgsmålet, om vi møder det sande, bibelske evangelium i de tre bøger. Jeg svarede, at det gør vi mange steder, hvilket jeg så gav eksempler på. Men der er mere at sige.

Det første kapitel i den først udgivne bog hedder ”Et større evangelium”. Den første tekst under overskriften lyder: ”Evangeliet handler om, at vi ved troen på Jesus bliver frelst og kommer i himlen, når vi dør. Men evangeliet er større end det. Gud giver også et helt nyt liv her og nu. Han giver dig en ny identitet som Guds elskede barn. Det er en identitet, som du får lov til at hvile i, vokse i og udfolde i din hverdag” (GMN 6). Fra da af tales der rigtig meget om den kristnes nye identitet, og der gives vejledning i, hvordan den nye identitet leves ud. Her udfoldes det ”større evangelium”.

Begrebet ”evangelium” udvides fra at handle om, hvordan vi får syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv, til nok så meget at handle om, hvad Gud vil gøre i os og gennem os her i livet. Det møder vi igen og igen i de tre bøger:

Evangeliet udfolder i den forstand både, hvad Kristus er for os, og hvad han er i os” (HEK 32).

De gode nyheder kommer her til udtryk ved, at Gud (…) gennem Jesu Kristi gerning tager imod os og forvandler os ved sin Ånds kraft” (HEK 44).

Jeg havde brug for at forstå og tro på, at evangeliet ikke bare gælder min fortid og min fremtid, men også min nutid. Jeg havde brug for at forstå og tro på, at Jesus lever, og at han bor i mig i dag; at han er i stand til at udrette, hvad han vil, i mig og gennem mig, og at han også kan gøre sin gerning gennem vores fællesskab i menigheden, hvis vi giver ham lov” (NJF 64).

En discipel af Jesus er en, der lærer at anvende evangeliet i hver eneste del af livet. I samme grad som kunst, industri, politik, familier – alle områder i vores samfund bliver fyldt med Jesu disciple, der tager hans genoprettende evangelium med rundt – bliver jorden fyldt med hans ære og herlighed. Det er pointen med genoprettelsen af alt – at Gud skal æres. Evangeliet handler ikke bare om min personlige lykke eller Guds plan med mit liv. Evangeliet handler om Guds plan med verden” (NJF 44).

Jesus forkyndte ikke bare det glade budskab. Han levede det glade budskab ud og viste os derved, hvordan livet under Guds herredømme ser ud, når Gud bryder ind i vores hverdag” (NJF 34).

Evangeliet handler således ifølge de tre bøger i høj grad om forandring: først forandring af os som kristne og dernæst gennem os forandring af verden. Den bedste illustration af evangeliet er Jesus. Han levede evangeliet, hører vi, og han viste os derved, hvordan livet under Guds herredømme ser ud, når Gud bryder ind og virker i vores liv. Det er evangeliet: hvad Gud kan og vil virke i os og forandre os til. I de tre bøger er det denne side ved evangeliet, som igen og igen betones, og samlet set er det den side ved evangeliet, som får størst vægt. Få ord anvendes så hyppigt i bøgerne som ordet ”forandring”.

Som ung lærte jeg af en generalsekretær i KFS: ”Når evangeliet glider fra at handle om forsoning til at handle om forvandling, skal vi reagere. Så er vi ved at miste evangeliet.”

Hvorfor er vi det? Fordi evangeliet handler om, hvad Gud historisk har gjort for os i Jesu liv, død og opstandelse. Evangeliet handler om det, som er fuldbragt, én gang for alle. Evangeliet samler sig om Jesu stedfortrædende lidelse og død og dermed om ”die Köste”, hvad det kostede Gud at frelse os. Evangeliet handler om det, hvorved vi frelses. Det handler om det, som er urokkeligt og uforanderligt, og som står fast uden for os. Netop sådan forstår, definerer og forkynder apostlene evangeliet (ApG 2,14ff.; 3,12ff.; 4,8ff.; 8,26ff.; 10,34ff.; 13,16ff.; 16,30ff.; 17,22ff.; 22,1ff.; Rom 1,1ff.; 1,16f.; 1 Kor 1,17; 15,1ff.; Gal 2,7ff.; 3,6ff.; Ef 3,8ff.; Kol 1,21ff.; 1 Tim 2,8ff.; Hebr 10,1ff.).

Det kan lyde godt og besnærende, når man i de tre bøger taler om et ”større evangelium”. Men evangeliet forstørres ved, at man sammenblander evangeliet og evangeliets virkning, frelsens grund og frelsens frugt, forsoning og forvandling, retfærdiggørelse og helliggørelse. Når de ting flyder sammen, flyder også lov og evangelium sammen, og så opløses og forsvinder evangeliet.

Forandring

Men er det ikke bibelsk at tale om, at den kristne forandres ved troen på Jesus? Jo, det er bibelsk – i dén grad:

Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle ved at sindet fornyes” (Rom 12,2).

Alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed” (2 Kor 3,18).

Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17).

I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede” (Kol 3,9 f.).

Men skal vi tale om dette, så må vi tale som Bibelen. For det første må vi tale om forandringen som en frugt og en følge af evangeliet. For det andet må vi understrege, at det evangelium, som virker frugt og forandring, er det ene og samme evangelium, som gav os den frelsende tro. Det er evangeliet om Jesu én gang for alle fuldbragte frelsergerning, som giver os både tro, åndeligt liv, åndelig fornyelse og åndelig forvandling indefra.

Når Paulus i Romerbrevet vil føre de troende frem til åndelig forvandling, hvad begynder han så med? Kap 1,1-17 er indledning. Derefter tager Paulus fat på sit hovedanliggende, og hvad begynder han med? Guds vrede! (v.18).

Er modtagerne da ikke frelst? Er de ikke kommet til tro på evangeliet? Jo, men det forsvinder hele tiden for os, og al åndelig fornyelse og forvandling sker ved fornyelse i troen på det centrale evangelium om Jesu stedfortrædende frelsergerning. Derfor vil Paulus prædike det igen, og han baner vej for det ved at tale om Guds vrede.

Galatermenigheden begyndte i tro og glæde med åndelig kraft og åndelige frugter. Nu er den tømt for det hele. Hvordan hjælper Paulus menigheden? Han kalder den tilbage til det evangelium om Jesu forsoning, som gav dem troen, Ånden og alle Åndens frugter: ”Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?” (Gal 3,1-2). Og så bruger Paulus brevet på at prædike det helt centrale evangelium – igen.

Paulus skriver til efesermenigheden og giver udtryk for sit ønske og sin bøn om, at Gud med kraft vil styrke dem i deres indre menneske og fylde dem med hele sin fylde, så de kommer til at ligne Gud som hans elskede børn (Ef 3,15 ff.; 5,1). Hvad gør Paulus for at hjælpe dem derhen? Han prædiker for dem om Guds mægtige frelsesplan, om forløsningen i Jesu blod og om den evige rigdom, som de troende ejer i Kristus. Hele 35 gange bruger han udtrykket: i Kristus, i Kristus Jesus, i ham. Midlet til åndelig fornyelse og forandring indefra er det enkle, centrale evangelium.

Det er ikke ordet om forandring, som bringer forandring. Det er ikke ordet om Ånden, som bringer Ånden. Det er ikke ordet om den kristnes nye liv, som bringer det nye liv. Det er ordet om korset og nåden i Jesus, som er Guds kraft både til frelse, fornyelse og forvandling (Rom 1,16 f.; 1 Kor 1,18 ff.; Tit 2,11 f.; 2 Pet 2,3 f.). Derfor skal kristne hverken holde op med at høre det enkle og centrale evangelium om Jesu frelse eller høre et andet evangelium eller en anden del af evangeliet.

Dit evangeliske forandringsprojekt

Men er de tre bøger ikke enige i dette? De understreger dog, som det fremgik tidligt i artiklen, at vi forandres og forvandles ved evangeliets kraft.

Der er desværre intet i bøgerne, som peger i retning af, at den kristnes åndelige forandring indefra sker blot ved at høre det ene, centrale evangelium om Jesu fuldbragte frelse igen og igen.

Dels glider bøgerne gang på gang fra at tale om det centrale evangelium om Jesu frelse til at tale om et ”større evangelium”, som reelt er en sammenblanding af lov og evangelium. Det har jeg peget på ovenfor.

Dels glider bøgerne fra at tale om evangeliets egen virkning til at tale om, hvordan vi skal anvende evangeliet, så vi forandrer os. Det bliver igen en ulykkelig sammenblanding af lov og evangelium. Det skal vi se på i det følgende.

I bogen Hverdag i evangeliets kraft defineres en discipel som en, der ”lærer at anvende evangeliet i hver eneste del af livet” (s.15,44,53 m.fl.). Det er en formulering, som går igen gennem hele bogen.

Hvad mener man med det?

Det uddybes i et afsnit, hvor det forudsættes, at den kristne er med i et gruppefællesskab, kaldet en DNA-gruppe: ”Husk, at en discipel er en, der lærer at anvende evangeliet i hver eneste del af sit liv. I løbet af de næste mange uger, vil du komme i gang med at lade evangeliet ændre dig på bestemte områder, så du bliver mere som Jesus lidt efter lidt. Mange af samtalerne med din DNA-gruppe vil handle om at få evangeliet til at påvirke det konkrete område, som vi kalder dit evangeliske forandringsprojekt. Senere kan du nemt bruge denne guide igen og tage fat i et andet evangelisk forandringsprojekt” (s.53f.).

Herefter gives der råd om, hvordan man skal udføre sit evangeliske forandringsprojekt. Det gør man ved at overveje og besvare spørgsmål som disse: ”Hvilket konkret område i dit liv, dine handlinger, din indstilling, og dine tanker vil du gerne ændre? (…) Handler dit evangeliske forandringsprojekt om noget konkret? Undgå at være alt for overordnet som for eksempel at være en bedre ven eller ægtefælle. Vælg en konkret opførsel, tanke eller følelse.” Alle i gruppen pålægges at finde et konkret område i deres liv som evangelisk forandringsprojekt inden næste samling (s.54).

Ved den næste samling tales der om, hvilke forkerte motiver man kan have for at ville forandre sig. Der siges meget godt i den sammenhæng, også om evangeliet. Men så sluttes der af med disse spørgsmål: ”Hvis det, vi har talt om i dag, er sandt, hvordan skal det så påvirke dine tanker? Hvordan skal det påvirke dine længsler, ønsker og motivation? Hvordan skal det påvirke dine handlinger? Hvordan vil vi opmuntre og holde hinanden op på disse ting?” (s.63).

Og sådan fortsættes der. Som anført tidligt i denne artikel, siges der virkelig meget godt i de tre bøger om, hvad evangeliet virker i vores hjerte. Men ikke så snart er dette sagt, så gøres det, som er et løfte om evangeliets virkning i vore hjerter, til en fordring, som jeg skal gennemføre. Jeg skal ændre mine tanker, følelser, længsler, ønsker, motivationer – mit hjerte. Midlet til forandring er at ”tænke over konsekvenserne af evangeliet i dit evangeliske forandringsprojekt” (s.77, jf. 91,103,106, 109f.).

Jeg kan ganske enkelt ikke se noget grundlag i NT for den måde at tale og formane på. For mig at se er det en ulyksalig sammenblanding af lov og evangelium, og når de to blandes, er det altid loven, der vinder.

Vejen til forandring ifølge NT

Hvad siger NT?

Alle vi, som med utildækket ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede vi skuer” (2 Kor 3,18). Hvordan forvandles vi til at ligne Jesus? Det gør vi ved i evangeliet at se ham i hele hans herlighed som vores frelser.

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam” (Hebr 12,1f.). Hvordan frigøres vi fra synden? Det gør vi ved at rette blikket mod Jesus og høre, at han udholdt korset, fordi han så frem til at føre os til Himlen.

Dermed har han også skænket os sine dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur” (2 Pet 1,4). Hvordan befries vi fra syndigt begær, og hvordan får vi del i Guds egen natur? Det gør vi ved at lytte til og modtage Guds dyrebare løfter om frelsen i Jesus.

I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer (…) Bliv i mig, og jeg bliver i jer (…) Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt” (Joh 15,4-5). Hvordan kommer vi til at bære åndelig frugt? Det gør vi ved at blive i Jesus, ved at blive i hans ord om, at vi i ham og ved ham allerede er rene for Gud.

Hvor er det ubeskriveligt befriende! Og hvor er det dyrebart, hvis vi har hørt det forkyndt, så vi søger til evangeliets ord om Jesus for både at blive bevaret, fornyet og bære frugt i troen.

Rosenius om vejen til forandring

Der er et citat af C.O. Rosenius, som jeg værdsætter utroligt højt, og som handler om netop dette:

Sikken et slag det er mod vor arme, stolte og selvgode natur: Du formår ingenting. Vil du have Ånden og blive hellig, så må du blive stille. Du må erfare, at du er død og ingenting magter. Og bare ved at høre, stille og uvirksomt høre og modtage barmhjertighed og forladelse, får du liv – Helligånden med dens frugter, glæde fred og kærlighed. Vil du ikke tro det, så gå, prøv igen i ti, tyve år at våge, kæmpe og bede, og lad os se, om du får Helligånden! (…) Hånd og tunge kan du vel tvinge og holde væk fra onde gerninger, men her drejer det sig om helliggørelse, hjertets helliggørelse, om hjertet. Man kan ikke få kærligheden gennem gode forsætter. Hvis du vil bære bedre frugt, end du gør i dag, må du først komme ind i et rigtigt evangelisk og saligt trossamfund med din Frelser.”xiii

Formaning

Men skal der ikke lyde formaninger? Skal der ikke appelleres til vores vilje?

Jo, det skal der. NT er fuld af formaninger, og der appelleres igen og igen til vores vilje. Men aldrig formanes vi til at forandre vores hjerte, så vi kan få de rigtige tanker, følelser, længsler, ønsker, motivationer indefra. Det er helt uden for vores evne og rækkevidde. Hjertet kan vi ikke ændre ved, og vi formanes heller aldrig til det. Og Gud ske tak og lov for det! Mit hjerte, min indre forandring og det nye liv indefra, det tager Ånden sig af!

Men når Ånden så bor ved troen i mit hjerte og virker et nyt liv i mig indefra (Rom 5,5; 6,17; 2 Kor 1,22; 3,17; 4,6; Gal 4,6; 5,22ff.; Ef 1,13ff.), så kommer formaningen til mig og kalder mig til at give plads for det nye sind og Åndens frugter i mit liv. Jeg kaldes til ikke at følge kødet, men Ånden. Jeg kaldes til at sige nej til vrede, hidsighed, ondskab, spot, løgn, selviskhed, drukkenskab, utugt og i stedet give plads for godhed, venlighed, mildhed, kærlighed, selvbeherskelse, sandhed, ydmyghed og retfærdighed (Rom 12,9ff.; Ef 4,17ff.; Kol 3,1ff.; 1 Thess 5,4ff.).

Som troende har vi både kødet og Ånden i os. I samme grad vi nærer os med evangeliets ord om Jesus, bliver Ånden stærk i os og virker et nyt liv i os indefra. Det er dette liv, formaningerne taler til og kalder frem til udfoldelse.

Men der bliver kun et åndeligt liv at tale til og kalde frem, hvis vi lever i vedvarende modtagelse af det ene, sande og centrale evangelium om den fuldbragte frelse i Jesus. På denne baggrund er det dybt alvorligt, at Jeff Vanderstelt kan hævde, at modne kristne ikke har brug for at høre dette evangelium forkyndt. Det er også på en grundlæggende måde uforståeligt, at han kan hævde det. Hvordan kan man som kristen ikke have brug for at høre evangeliet – igen og igen?

Lovens anden brug

Faktisk taler Jeff Vanderstelt et sted i sin bog om, hvordan han på et tidspunkt fik brug for evangeliet om Jesu forsoning og frelse – som kristen. Han fortæller, at han havde et skænderi med sin kone. Da hun var ude af huset, hamrede han sin hånd ind i en dør i arrigskab og brækkede den. Skaden lod sig ikke skjule, og årsagen lod sig ikke fortie. Det var ydmygende, men Gud brugte hændelsen til at afsløre Jeff Vanderstelt som en afmægtig synder og til at give ham et påtrængende og personligt behov for Jesus som forsoner og frelser. Det er virkelig godt at læse; ifølge min vurdering det bedste i hele bogen (NJF 53ff.).

Ikke desto mindre hævder Jeff Vanderstelt bare 20 sider senere, at modne kristne ikke har behov for at høre det enkle og centrale evangelium forkyndt. De kan læse sig til det i Bibelen. Det enkle og centrale evangelium er en forkyndelse for ikke-kristne og helt nye kristne. Videre frem i bogen er det ikke Jesu forsoning for os, der fylder, men Jesu forandring af os. Det er heller ikke erfaringen af synd, der fylder i beskrivelsen af kristne, men den positive forandring til det bedre.

Det samme gælder i de to andre Discipel 24-7-bøger. Jo, bøgerne kan tale om, at vores hjerte forbliver syndigt, at vi kan falde i synd, og at vi skal omvende os fra synd i vores liv.xiv Men der tales ikke et eneste sted om sorg eller fortvivlelse over den iboende synd eller om anfægtelse angående gudsforholdet eller frelsen – eller noget, der ligner.

Hvorfor er det sådan?

I luthersk kristendom og på bibelsk grund taler vi om ”lovens anden brug”. Vi taler om, at Gud bruger loven til at afsløre vores synd, fælde dom over os, åbenbare sin vrede over os, og vise os, at vi med den synd, som vi har i os, og som vi udøver, er fordømte og fortabte i os selv (Rom 3,19f.; Rom 7,4ff.; Gal 3,22f.; 1 Tim 1,8ff.). Netop sådan taler NT selv om lovens gerning, og NT betragter denne gerning som fantastisk god. For netop ved at afsløre synden og Guds dom og vrede driver loven os til Jesus, som på korset bar vore synder og blev ramt af Guds dom og vrede i vores sted. Loven giver os behov for det enkle, centrale og åndeligt livgivende evangelium om Jesu fuldbragte frelse.

Det virkeligt vigtige er i denne sammenhæng, at denne gerning af loven ifølge NT ikke er begrænset til tiden, før vi kommer til tro og bliver frelst. Den fortsætter, efter at vi er kommet til tro. Netop derfor kan den troende Paulus tale om, hvordan loven vedblivende afslører ham som en hjælpeløst fortabt synder og derved vedblivende giver ham behov for at modtage det enkle og centrale evangelium om nåden i Jesus (Rom 7,7 -8,4). Som det fremstilles i NT tjener lovens anden brug også til at afsløre os, når vi som kristne bevæger os ud i synd og er på vej mod frafald. Loven ransager os, afslører os, dømmer os og driver os derved til at komme til Jesus med synden (Rom 8,12f.; 1 Kor 6,9ff.; Gal 2,11ff.; 5,19ff.; Ef 5,3ff.; Hebr 12,14ff.; 1 Joh 1,5ff.).

Når man som kristen lever med og erfarer loven på denne måde, udvikler man sig ikke væk fra anfægtelse og fortvivlelse over sig selv og sin synd. Hvis der er tale om en udvikling, går den snarere den modsatte vej – mod en stadigt dybere erkendelse af sin synd. Vi kan se tegn i Paulus’ liv på, at det gik den vej for ham selv (1 Kor 15,9; Ef 3,8; 1 Tim 1,15 ). Men som Paulus selv fremstiller det, er det en god udvikling, for: ”Loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev faldet synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20; jf. Gal 3,19).

Nordisk baggrund

Mange kristne i nordisk sammenhæng har gjort erfaring af dette. At trinene frem mod Guds trone går nedad. Jo længere tid, de levede som kristne, jo bedre de lærte lovens hellige Gud at kende. Og jo tættere de kom på ham, jo mere så de sig afsløret i deres dybe syndighed og skyld. Derfor har mange nordiske kristne også genkendt sig og fundet stor trøst i et bestemt sangvers af Per Nordsletten:

Så længe jeg er her på jorden,
jeg plages dagligt af min synd.
Jeg ringe var, er værre vorden,
ser stadigt mer’ af hjertets dynd.
Dog må jeg være Jesu brud,
O, du forunderlige Gud!

Hvorfor møder vi intet af denne tone i Discipel 24-7-bøgerne? Hvorfor er alle tre bøger båret af en helt anden optimistisk fremstilling af den kristnes liv og erfaringer? Der er nok mere end én årsag.

Det citerede sangvers er slettet fra sangbogen ”Sange og Salmer”, som er fælles sangbog for bibeltro, lutherske kristne i Danmark. Udvalget, som skulle redigere sangbogen, tog i processen ”en vis afstand til vers og sange fra vækkelsessangene, der udpenslede menneskets manglende evne til noget som helst.”xv ”Især den yngre generation havde det svært med de voldsomme beskrivelser af syndigheden.”xvi Det betød, at mange af de vers, der taler mest alvorligt om den kristnes vedblivende erfaring af og anfægtelse over sin egen synd, forsvandt.

Det er ikke tilfældigt, når sådan noget sker. Jeg tror, det er hævet over diskussion, at forkyndelsen i vores bibeltro, lutherske menigheder i Norden har ændret sig betydeligt i de sidste 30 år. Den ransagende, afslørende og dømmende forkyndelse af loven er blevet sjældnere og svagere. På den baggrund kan man ikke undre sig, hvis stadigt færre kristne i nordisk sammenhæng kan genkende sig i Per Nordslettens erfaringer under lovens anden brug, og hvis et mere optimistisk syn på den kristne vinder frem.

Reformert baggrund

To af de tre bøger, som jeg her behandler, er skrevet af reformerte kristne. Blandt reformerte er der generelt et svagt syn for lovens anden brug og ikke mindst i den kristnes liv. Det har flere årsager, men det hænger ikke mindst sammen med to særegne reformerte lærepunkter.

Reformerte lærer, at en kristen ikke kan falde fra. Derfor skal loven ikke forkyndes ransagende til kristne med henblik på at afsløre, om de er på vej ud på frafaldets vej. For det er ingen kristne. Vel kan loven prædikes for at afsløre synd og ulydighed. Men forkyndelsen bør aldrig skabe uro og anfægtelse hos den kristne i forhold til frelsen.

Når en reformert kristen læser eller hører alvorlige domsord i Bibelen, er det ikke naturligt at lade dem kaste et ransagende lys ind over en selv. For de er per definition talt til nogle andre. Det giver nogle helt andre åndelige erfaringer i mødet med Bibelen, en langt svagere erfaring af lovens anden brug og et mere optimistisk syn på den kristne.

Reformerte lærer, at Jesus ikke har fuldbragt frelse for alle mennesker, men kun for de udvalgte. På den baggrund kan en reformert kristen ikke basere sin frelsesvished på det bibelske evangelium om Jesu fuldbragte frelse, for dette evangelium og denne frelse gælder ikke for alle. Frelsesvisheden må i stedet baseres på den forandring og forbedring, som troen fører med sig. Denne forandring og forbedring viser, at den kristne har troen og er frelst. På den baggrund er det forståeligt, at man i reformert sammenhæng fokuserer meget på og taler meget positivt om den kristnes forbedring. Det er også forståeligt, at man er tilbageholdende med at forkynde den lov, som ransager, afslører og dømmer den kristne og derved driver den kristne til nåden i Jesus.

Hvad sker der i vores evangelisationsarbejde, når vi bliver fremmede for lovens anden brug? Der sker mindst tre ting.

Når vi i ringe grad møder den lov, som afslører og fælder dom over al synd i vore liv og minder os om fortabelsens reelle fare, så svækkes vores behov for at høre det enkle evangelium om Jesu blod og frelse. Tanken kan opstå, at vi kan have brug for og glæde af et større evangelium.

Når vi ikke selv erfarer, at det er velsignet at blive dømt af loven, så vi kan finde vores frelse i Jesus alene, så er det ikke længere naturligt for os at møde den ikke-kristne med den samme lov og det samme evangelium. Vi bliver åbne for tanken om, at de kan blive kristne på en anden måde.

Når vi ikke længere afsløres som uforanderligt og totalt syndige i os selv, kan vi begynde at tænke stort om os selv, vores kristendom, vores forandring og vores forbedring. Så kan tanken vokse frem, at det er os kristne med vore nye, gode liv, som skal være det afgørende missionsmiddel.

Alle disse tre tanker er karakteristiske for de tre bøger, men mest for de to bøger, der er skrevet af reformerte forfattere. I det følgende skal vi se på den sidste tanke: at vore kristne liv er det vigtigste missionsmiddel.

Se os

Når Jeff Vanderstelt vil kaste lys over, hvordan vore kristne liv kan fungere som missionsmiddel, tager han udgangspunkt i Israels folk og fester i Det Gamle Testamente. Hvorfor kaldte Gud sit folk til at holde fester?

Formålet var, at andre folkeslag skulle lære, hvem Gud var, ved at se på Israels højtider og fester. Han ville give de andre folk lyst til at tilhøre hans folk, fordi livet er bedst, når det leves under Guds omsorg og lederskab (…) Israel skulle give alle en forsmag på det kommende Gudsrige, så mennesker fik lyst til at tilhøre Guds folk” (NJF 31).

Denne tanke, der er fuldstændig uden grundlag i Bibelen, bliver udgangspunkt for den bærende hovedpointe vedrørende evangelisation i dag: Vores vigtigste missionsmiddel i dag er vore forandrede liv. Når vi i fællesskab udfolder vore forandrede liv og gør gode gerninger, viser vi ikke-kristne, hvor godt der er i Guds rige, og det giver dem lyst til at være med.

Gennem vores liv viser Jesus verden, hvilken slags Konge han er, og hvordan der ser ud i hans rige (…) Alle dem vi tjener, giver vi en forsmag på livet i Guds rige” (s.136).

Gennem sit legeme, kirken, vil han give mennesker en forsmag på, hvordan det er at leve i hans rige. Han vil have mennesker til gennem vores kærlige omsorg at forstå, at han er god, og at hans rige er fantastisk, så de får lyst til at være sammen med ham for evigt på den nye jord” (s.137f.).

Når vi prøver at tjene Jesus (…) kan vi give mennesker en forsmag på Jesu rige (…) Det skal vi gøre, for at mennesker kan se, hvor vidunderlig vores tjenende konge er, og komme til ham.”xvii

Det understreges, at når vi skal vise vantro mennesker, hvor godt der er i Guds rige, så gør vi det bedst i fællesskab. Derfor skal vi være sammen i mission, og deraf sloganet for Discipel 24-7: ”Fællesskab om evangeliet i mission.” Når vi som kristne lever vore forandrede liv sammen og gør gode gerninger sammen, kan vantro mennesker bedre se, hvad der er godt ved de kristnes liv og ved det rige, de lever i:

Hvis vi hele tiden er på mission sammen med et fælles fokus, skaber vi en sammenhæng, hvor vi kan gøre mennesker til disciple ved at lade dem erfare, hvad livet i Jesus indebærer” (s.139).

Hvor vil du sende os hen sammen, Jesus? Hvem vil du have os til at tjene? Hvem har brug for en forsmag på dit rige? Hvem har brug for på en konkret måde at mærke Jesu berøring igennem os? (…) Hvad har de brug for? Hvordan skal vi tjene dem, så de oplever Jesu kærlighed på en håndgribelig måde? Hvordan kan vi ved vores måde at tjene dem på vise dem, hvordan det er at leve i Guds rige?” (s.193).

Hvordan skal vi på en håndgribelig måde demonstrere evangeliets magt i tjeneste for Kong Jesus? (…) Hvordan kan vi gennem konkrete tjenester illustrere Jesu herredømme for dem, vi er sendt til? Hvilke særlige projekter eller arrangementer skal vi tage initiativ til eller involvere os i for at demonstrere Guds riges genopbyggende kraft?” (s.211).

Det er på baggrund af disse tanker, at kristne skal engagere sig i et missionalt fællesskab og forpligte sig på forskellige tjenester og projekter sammen. Målet er, at de ikke-kristne skal se, hvor godt der i Guds rige og få lyst til at være med i dette rige.

De fælles tjenester og projekter kan handle om mange ting: lave fællesspisning (s.95,181,183), holde fødselsdagsfester for forsømte børn, give støtte til faderløse drenge, arrangere legedage og pasning for enlige mødre, være til stede hos døende, reparere faldefærdige huse og hegn, omdanne slum til parker, overmale graffiti, give sultne mad, give frysende tøj (s.136), give penge til økonomisk trængende, besøge syge (s.165), invitere ensomme til fejring af højtider (s.167), renovere haver (s.170f.) og give praktisk hjælp til sportshold (s.193ff.).

Fester

Det, som anbefales stærkest og hyppigst, er at holde fester:

Kirken er der, hvor Guds børn fester og hygger sig sammen (…)

Sammen prøvede vi at forestille os, hvordan kirken ville blive, hvis vi forstod os selv som et billede på Guds rige, der bryder ind i verden på en festlig måde. En af os sagde: ’Hvis kirken troede det, ville det skabe radikale forandringer i vores måde at handle og leve på. Så ville vi blive kendt som de festligste mennesker i lokalområdet. Rygtet ville brede sig, og mennesker, som normalt ikke ville komme til et møde i kirken, ville begynde at komme i vore hjem’” (s.30).

Kan du forestille dig (…) at Guds folk blev kendt for at holde de fedeste fester?” (s.31, jf. 166ff.,181f.,186f.).

Jeff Vanderstelt giver flere eksempler på fester, som kristne kan holde eller bidrage til og derved tiltrække ikke-kristne. Ovenfor er nævnt fødselsdagsfester for forsømte børn og invitation af ensomme til højtider. Herudover er der fire festtyper, som Jeff Vanderstelt bruger tid på udførligt at fortælle om.

Poker-aften: Et helt kapitel er bygget op over en poker-aften i Jeff Vanderstelt og hans kones hjem (s.29-41). Det understreges, at pokerspillet var ”harmløst tidsfordriv” og ikke ”for alvor” (s.29). Aftenen gjorde et stort indtryk på Greg og Mary, som ikke havde besøgt kristne fra kirken før: ”Den aften skete der noget med Greg og Mary, mens vi spillede poker, festede, drak og snakkede sammen. På vej hjem sagde de til hinanden: ’Vi må komme noget mere sammen med de mennesker.’ De kunne mærke, at de var velkomne hos Gud” (s.41).

Fødselsdagsfest: Jeff Vanderstelt fortæller om en meget vellykket fødselsdagsfest, hans kone arrangerede for ham: Mange gæster skålede for ham og for den måde, han afspejlede Jesus på. Selv ønskede han, at de skulle skåle for og ære Jesus: ”Vi skålede og drak for Jesus vores Konge.” Der var ikke-kristne med, og det blev en stor aften for dem. ”De blev ikke kristne, men de fik et glimt af kongeriget og Kongens herlighed. Bibelen siger, at vi skal smage og se, at Herren er god (Sl 34,9). Den aften fik de lov at smage” (s.168).

Pride-fest: Jeff Vanderstelt fortæller om en af kirkens præster, som en dag var gået i en lokal park for at spille basketball med sine sønner. Da de kom til parken, fandt de ud af, at der var en LGBT-pride-fest i gang. Så hørte præsten Ånden sige til ham: ”Jeg har ført dig herned, for at du skal elske og tjene disse mennesker. Bliv her. Spørg dem, hvad de har brug for.” Præsten tilbød sin hjælp, og det endte med, at han selv og sønnerne brugte en dag på at give praktisk hjælp ved pride-festen (s.166f.).

Pub crawl: Jeff Vanderstelt fortæller om et initiativ fra en gruppe i hans kirke: ”En af vores grupper overvejede, hvordan de kunne fungere som tjenere ved en pub crawl i deres nabolag. Du ved nok, hvad en pub crawl er for noget? Den består i, at folk går fra den ene pub til den anden og drikker, indtil de kun kan kravle. Gruppen kom frem til, at de blandt andet kunne tjene ved at give et lift hjem til folk, der var for fulde til selv at køre (…) Bartenderne var forbløffede. Hvem gør sådan noget? Det gør Guds kirke” (s.167).

I relation til de to sidstnævnte festtyper, pride-fest og pub-crawl, bruger Jeff Vanderstelt beretningen om brylluppet i Kana til at legitimere, at kristne hjælper til ved verdslige fester. ”Ligesom Jesus leverede den bedste vin til en fest i Kana (Joh 2,1-11), skal vi også forsøge at bidrage med det, der mangler i vores kultur” (…) ”Vi tilhører en Konge, der elsker at feste. Han holder de fedeste fester” (s.166f.).

Jeff Vanderstelt er givetvis bevidst om, at hans eksempler kan skabe undren og uro hos nogle kristne. Hvad bliver der af skellet mellem helligt og verdsligt, Guds børn og verdens børn? Det er et anliggende for Jeff Vanderstelt at problematisere den traditionelle kristne tankegang på dette område. Han påpeger, at nogle kristne aldrig kommer ud og tjener de ikke-kristne, ”fordi de deler livet op i det hellige og det verdslige; det kristne og det ikke-kristne. De tror, at nogle ting og begivenheder er gode og ’kristne’, mens andre ikke er det. Der er kristen musik, og så er der verdslig musik. Der er kristne fællesskaber, og så er der verdslige sammenkomster (…) Men Bibelen definerer ikke kirken eller de kristnes fællesskab på denne måde. Den definerer heller ikke livet på den måde (…) Noget bliver helligt i Guds øjne, når hans udvalgte folk gør det for at forherlige ham (…) Vi er Jesu folk, som kan og bør feste med Jesus og for Jesus. Han ønsker at fylde vores by med sit nærvær gennem sit folk, alle vegne og i alle sammenhænge” (s.38f.).

Når kristne lever på den af Jeff Vanderstelt anbefalede måde, kan de regne med, at ikke-kristne generelt vil møde dem med beundring og begejstring og få lyst til at være med i Guds rige. Jeff Vanderstelt giver en lang række eksempler på ikke-kristnes reaktioner på de kristnes tjenende liv. Alle reaktioner er positive. Det tjener til at understøtte tanken om de kristnes forandrede liv som det afgørende missionsmiddel.

Hvad er problemet med denne tanke? Jeg vil pege på tre ting.

Tilpasning

Som begrundelse for tanken om, at kristnes liv kan og bør vække almen beundring og begejstring, vil man typisk henvise til Jesu ord i bjergprædikenen om, at ikke-kristne skal se disciplenes gode gerninger og prise deres himmelske far (Matt 5,16). Og det er sandt: Det sagde Jesus. Men hvad mente han?

Kort forinden forberedte Jesus sine disciple på, de ville blive hånet, forfulgt og løjet alt muligt ondt på for hans navns skyld (5,11). Senere siger han om de tolv, at de vil blive ”hadet af alle”(10,22). Hvad skal vi regne med – had eller lovprisning?

Vi skal regne med begge dele.

I sin kommentar til Matt 5,16 skriver Torben Kjær, at lovprisningen af de kristnes gode gerninger, er ”troens lovprisning”.xviii Det er en lovprisning fra dem, som er blevet omvendt og er kommet til tro. Hvordan de har forholdt sig til de kristnes gode gerninger, før de kom til tro, fremgår ikke. Det kan eventuelt have været helt modsat.

Netop sådan fremstiller Peter det, når han i sit første brev formaner de kristne til leve helligt blandt ikke-kristne: ”Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag” (1 Pet 3,12). Netop det liv, som først vakte modstand, kan Gud bruge som et kald.

Forhenværende lærer på Menighedsfakultet i Aarhus, Kai Kjær-Hansen, har lavet skrifthenvisningerne i vores 1992-Bibel. Under det citerede vers fra Første Petersbrev har han henvist til Jesu ord om de gode gerninger i bjergprædikenen. Hermed er påpeget en indre forbindelse mellem de to skriftord. Peters ord fungerer som en udlægning af Jesu ord.

Men er det ikke muligt, at kristnes liv kan vække positive reaktioner hos ikke-kristne? Jo, det er muligt, for nogle og for en tid.

Om de første kristne i Jerusalem i tiden kort efter pinsedag lyder det: ”Alle nød de stor yndest” (ApG 4,33). Men kun tre kapitler senere blev Stefanus dræbt, og i det følgende kapitel læser vi: ”Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem” (8,1).

I sit sidste brev skriver Paulus på baggrund af et livs erfaring: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus” (2 Tim 3,12).

Hvorfor er det sådan? En væsentlig årsag er, at det kristne liv repræsenterer en dom over verdslighed og ugudelighed (1 Pet 4,1-6; 1 Joh 3,11f.) En anden årsag er, at det kristne liv altid ledsages af et vidnesbyrd i både lov og evangelium (Luk 24,47; ApG 20,20ff.).

Dette skal og må ikke tjene til ligegyldighed i forhold til at gøre godt mod andre, kristne som ikke-kristne. Det er troens frugt, kald og vilje (Matt 25,31ff.; Rom 12,13ff.; Gal 6,10; Jak 2,1ff.). Hvor der ikke er et helligt liv og gode gerninger, er der ingen tro (Jak 2,14ff.). Men som kristne lever vi vore liv for Guds og ikke for menneskers øjne. Vi øver gerninger, som af Gud bedømmes som hellige og gode, og vi taler Guds ord i lov og evangelium, og det vil altid vække modstand.

Hvad sker der, hvis vi bilder os ind, at vi kan udvikle en måde at møde ikke-kristne på, som kun vækker velvilje, beundring og begejstring? Vi bedrager os selv, og vi vil stå i fare for at forsøge at opnå vores mål ved at tilpasse os verden med både vore liv og vore ord. Saltet vil miste sin kraft, og Guds ord i lov og evangelium vil blive fortiet.

Farisæisme

Er det muligt at være intensivt optaget af, hvordan vi virker på andre, og at have en stærk overbevisning om, at vore ekstraordinært gode liv kan tiltrække og drage folk ind i Guds rige, uden at det fører i retning af farisæisme?

Jeg tror det ikke. Og med farisæismen følger uundgåeligt en stadig opmærksomhed på, om man vurderes positivt af andre mennesker og et forsøg på at opnå deres beundring og bifald.

I min ungdom var Hugo Odebergs bog Farisæisme og kristendom en af de bøger, jeg oftest og stærkest fik anbefalet.xix Så jeg læste den, og særligt ét afsnit husker jeg: Afsnittet om at være et godt forbillede for andre. Hør her:

Men af denne stræben efter at være et forbillede, bliver netop hykleriet en given følge. Iveren efter at være et godt forbillede må nødvendigvis medføre, at opmærksomheden rettes mod, hvad andre mennesker vil sige, hvordan de vil opfatte og bedømme ens handling. Og optagetheden heraf må være der hele tiden. For det gælder jo om at være forbilledlig, et eksempel, ikke bare i enkelte tilfælde, men i al sin handel og vandel.

Og dette eksempel må være af en sådan art, at det vinder menneskers bifald. Et eksempel, som ikke vinder menneskers bifald, har jo netop ingen opdragende indflydelse. Den retfærdiges og rettroendes handling og opførsel må være sådan, at mennesker priser det. Følgelig kommer man bestandig i alle sine forhold og i al sin handling til at sigte på menneskers pris (…)

Snart kommer den, som er sådan indstillet, derhen, at han afstår fra det, som han selv i sit hjerte bedømmer som det eneste rette, når dette kan tænkes at vække almindelig misbilligelse (…)

Det er vel dette moralske forfald hos den moralsk fortræffelige, som der hentydes til i bjergprædikenen i Matt 6,1-18, når det i indledningen hedder: ’Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker, for så får I ingen løn hos jeres Fader, som er i himlene’ (…)

At denne udvikling er lige så nærliggende for den kristne som for jøden, er klart. Men hvem det nu end er, som glider ind i en sådan udvikling, så står det fast, at han ikke er et godt menneske, og det netop af den grund, at han er et ’forbillede’, et ’eksempel’. Dette er farisæisme” (s.62-64).

Det er ransagende og stærke ord. De kalder os tilbage fra enhver bestræbelse på at vinde andre menneskers respekt og pris til en bøn og et ønske om at leve for Guds øjne – efter hans vilje.

Odeberg understreger, at ønsket om og fokuseringen på at opnå andres bifald nødvendigvis vil få os til at undgå det, som kan vække misbilligelse. Det vil selvsagt gøre sig gældende både i forhold til vore liv og vore ord. Hvordan vil det påvirke vores forkyndelse af evangeliet?

Det sande evangelium?

Som anført ovenfor, fremstilles de kristnes forandrede liv i de tre bøger som det vigtigste missionsmiddel. Det er livets vidnesbyrd, som til stadighed betones og udfoldes.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er syn og forståelse for, at ikke-kristne har brug for at høre evangeliet forkyndt med ord for at blive frelst. Det siges flere steder eksplicit, selvom det typisk ledsages af en betoning af livets vidnesbyrd:

Hvis mennesker skal lære Gud at kende, er det nødvendigt, at de hører evangeliet fortalt med ord” (GM 40, jf. 55f.).

Vi skal fortælle de gode nyheder og give dem krop ved at tage os af de fattige og genopbygge byer” (HEK 138).

Vi skal formidle Guds glade budskab til verden; vi skal leve det gode budskab ud i fest og hverdag, så andre mennesker får lyst til at høre det og tage imod det” (NJF 32).

Det er vores opgave som kirke at forkynde evangeliet om Jesus Kristus til menneskers frelse og med vores liv at give en forsmag på Guds fremtid, så mennesker vil smage, at Gud er god, og komme til tro på Jesus Kristus” (NJF 216, se endv. s.193).

De kristnes sympatiske og tiltrækkende liv skal altså give krop til og bane vej for evangeliet. Men hvad er det for et evangelium, som de gode liv skal give krop til og bane vej for?

Dette udfoldes kun ét sted i de tre bøger, i slutningen af Hverdag i evangeliets kraft under overskriften ”Fortæl din troshistorie med Jesus som helten”. Her gives der over fire sider en vejledning i, hvad der bør være budskabet i vores personlige vidnesbyrd (s.143ff.). Vidnesbyrdet bør ifølge vejledningen komme rundt om fire temaer:

Skabelse

Her får man følgende vejledning: ”Guds historie begynder med, at han skaber alt. Han er både forfatter og hovedperson i historien, og alle ting finder deres værdi i ham. Både Gud og mennesker er med til at definere os og give os en fornemmelse af at have værdi. Når du tager hul på din troshistorie, så fortæl om din baggrund, om de første ting, mennesker og hændelser, som formede dig, og hvad der gav dig fornemmelse af at have værdi.”

Under de ’evangeliske kernespørgsmål’ til dette punkt står der: ”Hvad eller hvem har særligt formet din selvopfattelse? Hvad var kilden/kilderne til skabelsen af din identitet og følelsen af at have værdi?”

Hvad der ikke tales om er, at vi som mennesker er skabt til at ære, tilbede og lyde Gud. At Gud stiller krav og er hellig. Dette hører vi intet om. Gud omtales kun som den, der giver os identitet og følelsen af at have værdi.

Fald

Her gives følgende vejledning: ”Vores verden er ikke, som den skulle være. Vi er heller ikke selv, som vi skulle være. Overalt er forskellige ting gået i stykker, og vi har nogle grundlæggende forestillinger om, hvorfor noget er ødelagt. Vi kommer nemt til at bebrejde andre: forældre, søskende, venner, lærere, ledere, samfundet. Guds historie viser os imidlertid, at meget rod i vores liv skyldes vores egen synd. Når du fortæller din troshistorie, så giv eksempler på, hvordan din synd førte smerte og ødelæggelse ind i dit liv. Fortæl om mislykkede forsøg på at reparere det ødelagte.”

Under de ’evangeliske kernespørgsmål’ til dette punkt nævnes det, at forholdet til Gud heller ikke længere er, ”som Gud har skabt det til at være”. Det er det tætteste, teksten kommer på at berøre det, som ifølge Bibelens åbenbaring uden sammenligning er den mest alvorlige og afgørende følge af vores synd: at vi er kommet ind under Guds vrede og dom, og at vi er blevet skyldige til evig straf og fortabelse.

At der tales så vagt og ubestemt om syndens alvorligste konsekvens, kan imidlertid ikke undre, når der intet siges om Guds hellige vilje, væsen og lov. Betoningen ligger ensidigt på syndens følger i dette liv og på det horisontale plan. På den baggrund giver det mening, at syndens konsekvenser omtales bagatelliserende og banaliserende som ”rod”, ”smerte”, ”ødelæggelse” – i dette liv.

Frelse

Her lyder den samlede vejledning: ”Vi regner alle med, at skabte ting kan frelse os, redde os, give vores liv betydning og forbedre os. Vi forventer, at penge, status, accept, anerkendelse, relationer og præstationer kan reparere det ødelagte i vores liv. Uddannelse, politik, oplevelser og selvrealisering kan også tage vores opmærksomhed som mulige frelsere – men evangeliet fortæller en anden historie. Din egen historie om frelsen kan blive en stærk fortælling, fordi du bliver nødt til at bekende din tro på Jesus som ham, der har frelst og reddet dig. Fortæl konkret om, hvordan du fik tillid til Jesus som frelser fra synd og fra det ødelagte i dit liv. Beskriv, hvordan Jesu liv, død og opstandelse har bragt frelse ind i konkrete, ødelagte dele af din historie.”

Punktum. Det er hele vejledningen. Ikke et ord, ikke ét ord om forholdet til Gud! Ikke ét ord om det, som ifølge Bibelen er hele frelsens centrale indhold, at en synder går fra at være under Guds vrede til at være under Guds nåde. Jesus omtales som ”frelser fra synd”, men det sker på baggrund af et forudgående afsnit, der ensidigt har betonet syndens horisontale og dennesidige konsekvenser, og det sker i et nyt afsnit, der ensidigt betoner det samme: ”det ødelagte i vores liv”, ”det ødelagte i dit liv”, ”ødelagte dele af din historie”. Der er ikke ét ord om det vertikale forhold til Gud og ikke ét ord om det evige perspektiv, evig fortabelse og evigt liv.

De evangeliske kernespørgsmål under dette punkt lyder: ”Hvordan har Jesus frelst dig ved sin død på korset? Hvordan fik du tro og tillid til, at Jesus vil være din frelser og vil genoprette dit liv til det, som Gud oprindeligt tænkte?”

Ret skal være ret: Her er der mulighed for, at den kristne, som faktisk lever i tro på og glæde over Jesus som sin forsoner, og som vil, at den ikke-kristne skal møde Jesus som sådan, kan bringe en helt ny dagsorden ind. Den kristne kan på eget initiativ vælge at tale om forholdet til Gud, om Guds hellige væsen, Guds lov og krav, synd over for Gud, Guds vrede og dom over synden, fortabelsens realitet, Jesu soning af synden, fred med Gud ved Jesu død, og evigt liv ved tro på Jesus. Men hvis den kristne bringer dette frem, så sker det ikke på grund af vejledningen, men snarere på trods af den. For hver gang vejledningen bliver konkret i sin tale om frelsen og frelsens følger, så handler det om det horisontale plan og om livet her på jorden.

Genoprettelse

Vejledningen under dette punkt lyder i sin helhed: ”Der er en dyb længsel efter forandring i hver eneste af os, en længsel efter, at tingene ikke er i dag, som de var i går. For nogle kan det handle om at få et arbejde eller finde en ægtefælle. Andre håber på fred i verden og ligelig fordeling af ressourcerne. Mange har en længsel efter, at alt bliver godt. Det, vi alle længes efter, er en udbedring af de ødelæggelser, der er omkring os. Vi vil have tingene genoprettet, men efter vores eget hoved. På grund af Jesu gerning er genoprettelsen begyndt. Som kristne er vi nye skabninger, og vi har fred med Gud Fader og er forligt med ham. I Guds historie vil genoprettelse sige, at de, der bærer hans billede, begynder at leve på den måde, de oprindeligt blev skabt til. Hans ånd lever i os og gennem os og former os mere og mere som Jesus, selvom vi stadig lever i en falden, ødelagt verden. Afslut din troshistorie med at fortælle om, hvad Ånden gør i dit liv nu. Giv nogle eksempler på hans nåde i dit liv, tegn på at du er blevet født på ny, at hans genoprettelse er i gang i dig.”

Det er sandt: Her nævnes det faktisk i forbifarten, at vi som kristne har fred med Gud og er forligt med ham. Men det nævnes netop kun i forbifarten. Når vejledningen går over til at konkretisere, hvad vi bør berøre i vores personlige vidnesbyrd, handler det udelukkende om livet her og nu på det horisontale plan: hvad Ånden gør i vores liv, eksempler på Guds nåde i vores liv, tegn på at vi er født på ny, genoprettelsen i vore liv.

De evangeliske kernespørgsmål under dette punkt lyder: ”Hvad har forandret sig i dit liv, og hvad er under forandring? Hvem og hvad er i fokus i dit liv i dag?”

Som et underpunkt under temaet ”genoprettelse” kommer fire spørgsmål, og det sidste lyder: ”Hvad ser du mest frem til på den nye jord?” Det er første, sidste og eneste gang, at der siges noget om det, som venter efter død og grav og Jesu genkomst.

Ikke et ord om dommedag, ikke et ord om fortabelsen, ikke et ord om syndige menneskers stilling over for den sande, levende og hellige Gud uden Jesus. Hvad er det, vore ikke-kristne venner har brug for at høre frem for noget andet?

Som barn og ung lærte jeg, at de havde brug for at høre budskabet i Joh 3,16: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Gælder det stadig? Eller har vi fundet en ny og bedre måde at forkynde evangeliet på, hvor vi ikke behøver at tale om den evige alvor af at have med Gud at gøre uden Jesus?

Hvis Joh 3,16 er udtryk for det centrale og bærende i det sande kristne evangelium, er det så det sande kristne evangelium, vi møder i Discipel 24-7-vejledningen om at vidne for ikke-kristne?

For min egen del var det rystende at læse denne vejledning, og den aktualiserede for mig netop det, som min gamle KFS-generalsekretær talte om: ”Når evangeliet glider fra at handle om forsoning til at handle om forvandling, skal vi reagere. Så er vi ved at miste evangeliet.”

Hvordan kan det gå til?

Hvordan kan det gå til, at Discipel 24-7 ender med at give denne vejledning?

Det er jo tydeligt i de tre bøger, at forfatterne kender det sande evangelium. Det er også fremgået med stor tydelighed af de første sider i denne artikel. Hvorfor kan de så anbefale, at vi skal møde ikke-kristne med noget, der ligger så langt fra en sand og klar forkyndelse af evangeliet?

Jeg tænker, at denne artikel i nogen grad har givet svaret. I de tre bøger betones det stærkt, at evangeliet er større end det centrale budskab om Jesu forsoning. Evangeliet er også budskabet om forandringen af os som kristne og om forandringen af verden gennem os. Det er dette evangelium, eller denne side af evangeliet, vi som kristne skal give krop og leve ud: vores forandring. Når vi gør det, vil vi bane vej for andres modtagelse af evangeliet. Når der så bliver anledning til med ord at vidne for ikke-kristne, er det naturligt, at det er netop dette evangelium, eller denne side af evangeliet, vi særligt lægger røst til: vores forandring og verdens forandring gennem os. Det bliver yderligere naturligt, hvis vi tænker, at det er muligt og ønskeligt at vidne for ikke-kristne på en måde, som kun vækker bifald og begejstring og ikke anstød.

Dette evangelium – om vores forandring og verdens forandring – er uden anstød. Men det er også uden kraft til at frelse. For frelse i bibelsk forstand er først og sidst frelse fra Guds vrede og dom ved Jesu stedfortrædende frelsergerning for os. Og vil vi ikke tale med mennesker om Guds vrede og dom, så kan vi heller ikke blive redskaber for, at de frelses fra Guds vrede og dom.

Til enhver tid og for alle mennesker er vi kaldet til at prædike det ene og samme evangelium, som Jesus og apostlene prædikede. Når Jesus taler med og til ikke-kristne, har han ét centralt fokus: Han vil vise dem, hvordan de står over for Gud uden ham og med ham.xx Når apostlene taler med og forkynder til ikke-kristne, gør det samme forhold sig gældende. Det handler for dem fra begyndelsen om det vertikale forhold til Gud – uden Jesus og med Jesus.xxi

Når Jesus og apostlene taler sådan, så lægger de røst til lov og evangelium – uanset om de bruger de ord eller ej. Lovens ord fælder dom over vores synd og åbenbarer Guds vrede over den. Evangeliet forkynder os Guds kærlighed og den fuldbragte frelse i Jesus. De to ord er og må være bærende i enhver forkyndelse til og ethvert vidnesbyrd over for ikke-kristne.

I de sidste 30 år, hvor den alvorlige forkyndelse af loven er blevet svækket i bibeltro, luthersk sammenhæng i Norden, er der et udsagn, jeg har mødt igen og igen, formuleret forskelligt, men med samme grundlæggende pointe: ”Det med lov og evangelium, det kender vi. Det kan vi. Det har vi ikke brug for at høre om.” Så det er vi holdt op med at tale om. Og nu høster vi frugten.

Hvad er problemet i de tre bøger, jeg her har behandlet? Problemet er som sagt ikke, at forfatterne ikke kender indholdet af det sande og frelsende evangelium. De kan med stor tydelighed formulere og formidle det sande evangelium om Jesu fuldbragte frelse og vores fred med Gud ved ham. Problemet er, at klarheden i lov og evangelium forsvinder, når de går over til at tale om den kristne vidnetjeneste og det kristne liv. Når de taler om den kristne vidnetjeneste, indfører de loviske krav; når de taler om åndelig forandring i kristenlivet, sammenblander de loven og evangeliet; og når de giver vejledning i det budskab, vi skal forkynde for ikke-kristne, afsvækker og fortier de loven i en grad, så den umuligt kan vække anger over synden og frygt for Guds vrede – og når loven mister sin kraft til at dømme, så mister evangeliet sin kraft til at frelse.

Hvorfor ender det der?

Det ender altid der, når vi prøver at udvikle en bedre måde at gøre Guds arbejde på, end den, som Gud foreskriver i sit ord. Da ender vi med både at føre og fare vild – væk fra evangeliet.

For 25 år siden formulerede 113 evangelikale ledere ”Cambridge Erklæringen”. Den blev formuleret i et opgør med kirkevækstbevægelsens nye måder at drive mission og formulere evangeliet på. Målet for kirkevækstbevægelsen var at vinde flere mennesker for Guds rige. Men frem for at følge NT’s vejledning, havde man udviklet sine egne strategier. Det endte med, at man mistede den klare forkyndelse af evangeliet.

De evangelikale ledere formulerede det på denne måde: ”Hvor som helst i kirken, Bibelens autoritet er gået tabt, Kristus er blevet fortrængt, evangeliet er blevet forvrænget, eller troen er blevet forvansket, er det altid sket af én bestemt grund: Vore interesser har fortrængt Guds, og vi gør hans arbejde på vores måde.”xxii

Vejen frem

Hvor går vejen frem? Vejen frem går tilbage til den bibelske vejledning for vidnetjenesten, den bibelske undervisning om åndelig forandring og frem for alt den bibelske formulering af evangeliet.

I Romerbrevet møder vi den klareste forkyndelse i hele Bibelen af det frelsende evangelium. Det er et evangelium om frelse fra at være under Guds vrede (1,18) til at være under Guds nåde (5,2) ved forløsningen i Kristus Jesus (3,24).

Gud give, at vi må besinde os igen på dette evangelium, selv tage det til os, forkynde det i vore menigheder og – når en naturlig anledning gives – dele det med ikke-kristne i bøn og tillid til Gud. Der er intet andet evangelium, de kan frelses ved. Det er om dette ene, sande, enkle og centrale evangelium Paulus siger:

Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (Rom 1,16).


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2021. Hele bladet kan læses her.


i Eriksen, Christina Munk; Grønbæk, Claus Sode; Hjermind, Kim; Schmidt, Birger Reuss 2019: Gud mig og min næste – ny frimodighed til et hverdagsliv i evangeliets kraft (Herefter: GMN), LogosMedia.

ii Kuravackal, Justin; Meysenburg, Abe; Vanderstelt, Jeff; Watson, Brad 2019: Hverdag i evangeliets kraft. En guide til smågrupper om at vokse i Kristus (Herefter: HEK), LogosMedia.

iii Vanderstelt, Jeff 2020: Når Jesus fylder. Om at være Jesu disciple i det helt almindelige hverdagsliv, LogosMedia.

iv www.discipel24-7.dk/introaften.

v www.discipel24-7.dk/inspirationsdag; www.discipel24-7.dk/lederforloeb; www.discipel24-7.dk/coaching.

vi C.O.Rosenius 1989: Vejledning til fred, København, 85.

vii GMN 44; HEK 44-45; NJF 21,69,104.

viii Vigilius, Mikkel 1994: Discipleship Movement, Arken-Tryk, København, 14-103.

ix Christensen, Jens Ole; Christensen, Filip m.fl. 1995: Frihed til forskel – arbejdspapirer om evangelisation, Kristeligt Forbund for Studerende, København.

x www.discipel24-7.dk.

xi GMN 24-25; NJF 23-25,29,37,80f.,95ff.,153ff.

xii Carl Fr. Wisløff 1977: Det kristne liv, Dansk Luthersk Forlag, Hillerød, 96.

xiii Citeret fra Modalsli, Ole 1989: Evangeliet om Helliggørelsen, Credo Forlag, København, 28.

xiv GMN 9, HEK 44, 60ff., 81f., 89, 91, 95ff., 98, 109, 115ff., 120ff., 141; NJF 48ff., 53ff.

xv Lautrup-Meiner, Nicklas 2018, ”Musik i kølvandet af en kultur- og åndskamp”, artikel i: Alle tiders mission. Luthersk Mission gennem 150 år, Luthersk Mission, Hillerød, 92.

xvi Lautrup-Meiner, Nicklas 2017: Fælles sangbog krævede både dialog og kompromis, Tro og Mission nr. 18, 20. oktober 2017, 4.

xvii NJF 139; se endv. GMN 18,42; HEK 27,138

xviii Kjær, Torben 2014: Matthæus-Evangeliet I, Credo Kommentaren, Credo Forlag, 118.

xix Odeberg, Hugo 1973: Farisæisme og kristendom, Lohses Forlag, Fredericia.

xx Se f.eks. i to af de fire evangelier: Matt 4,12-17; 5,11-12; 5,17-26; 6,24-34; 7,13-14; 8,5-13; 9,1-13; 11,20-30; 12,22-42; 13,1-52; 15,1-28; 16,1-4; 18,1-14; 19,13-22; 21,12-17; 21,28-32; 22,1-14; 22,41-46; 23,1-39; 26,57-66. Joh 2,13-22; 3,1-21; 4,7-29; 5,16-47; 6,25-68; 7,14-39; 8,12-59; 9,35-41; 10,1-39; 12,20-36; 12,44-50.

xxi Hvis alle forsvarstaler medregnes og Peres prædiken i Cornelius’ hus, er der i alt 11evangeliserende taler i ApG. De har alle fokus på ét: det vertikale forhold til Gud og frelse i forhold til ham. Se: 2,14-47; 3,12-26; 4,8-12; 7,2-73; 10,34-43; 13,16-41; 14,15-17; 17,22-31; 22,1-21; 24,10-25; 26,2-29.

xxii ”Cambridge Erklæringen 5. april 1996”, artikel i Budskabet nr. 2, 2005, 19.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.