For nogle uger sider så vi på et ord fra slutningen af Johannesevangeliet (kap. 30, v. 30f.).
I dag skal vi se på begyndelsen af Johannesevangeliet.
De første 18 vers i kapitel 1 er indledningen til evangeliet. Det minder om et forord, også kaldet en prolog. I vores autoriserede Bibel fra 1992 er overskriften ”Ordet”. Og det er en meget rammende overskrift. Det, vi nu skal læse, handler nemlig om forståelsen af Ordet, forståelsen af, hvad Guds ord er, og hvordan det virker. Vi skal nu se på nogle ting i dette forord.
Frem mod sommerferien vil der som ugens vidnesbyrd hver 2. eller 3. uge være en andagt af Svend Åge Jacobsen til fordybelse i Johannesevangeliet. De seks andagter hænger sammen, men kan læses uafhængigt af hinanden. Find tidligere andagter i boksen “relaterede ressourcer”.
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (Joh 1,1-5).
I begyndelsen var Ordet. Sådan lyder den første sætning i Johannesevangeliet. De ord leder tanken hen på de første ord i Bibelen. Der hører vi om Den Almægtige Gud, der med Ordet alene skabte verden. Og som vi skal se, har Jesu ord den samme magt som Guds ord. I slutningen af forordet, siger Johannes det lige ud: ”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.”
Den enbårne, dvs. Jesus, er selv Gud. Og de egenskaber, som Gud Fader har, har Sønnen Jesus også.
I begyndelsen af Bibelen hører vi om, hvordan Gud skabte verden med sit ord.
De første ord i Bibelen fra Gud selv er i 1 Mos 1,3, hvor der står, at Gud sagde: ”Der skal være lys.” Og hvad skete der så? Jo, der blev lys. Så enkelt og så stort er det. Guds ord skaber, hvad det nævner.
Og Jesu ord har den samme magt. Det kommer måske stærkest frem i Johannesevangeliet kapitel 11, hvor Jesus opvækker den døde Lazarus. Da Jesus står ude ved graven, fortælles det, at Jesus bød dem tage stenen væk fra graven. Men søster Martha protesterer – det er jo fjerde dag, siger hun, han stinker jo allerede. Men det vil Jesus ikke høre på. Imod alle odds bliver graven åbnet, og Jesus går hen til den åbne grav og råber de guddommelige ord: ”Lazarus, kom herud” – og hvad sker der? Lazarus kommer ud med fødder og hænder indviklet i ligklæder. Stærkere kan det næsten ikke siges. Det er Gudsordets magt demonstreret på den mørkeste baggrund. Alene ved et ord af Jesus, bliver den døde Lazarus levende igen.
På samme måde ser vi andre steder, at Jesus kun med et ord, får stormen til at være stille. Andre steder helbreder han syge med det samme ord.
Men det er alt sammen kun tegn på noget endnu større. Hør hvad Jesus siger til en lam mand, som er omtalt i Matthæusevangeliet kap 9: ”For at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder, da siger han til den lamme: Rejs dig og tag din seng og gå hjem.”
Altså: Helbredelsen at den lamme, er kun et tegn, der peger hen på noget endnu større, nemlig hen på syndernes forladelse. Og netop det er opgaven, som Jesus til sidst gav sine disciple. ”I mit navn,” sagde han, ”skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.” Det var Jesu afskedsord. Det er den opgave, Jesus har pålagt sin kirke. Den skal tale om Jesus og det, som han har gjort, og i hans navn, dvs. på hans regning, på hans ansvar, indbyde folk til at være med i Guds rige. Der hvor det sker sandt og ægte, der er det, som Jesus selv så stærk sagde det: ”Den, der hører jer, hører mig.”
Derfor kan man med rette sige, at al sand forkyndelse af evangeliet er en forkyndelse af Guds ord. Og al forkyndelse af Guds ord handler om at indbyde folk til at være med i det evige Guds rige.
Det, som jeg her har nævnt, har mange salmedigtere på forskellig vis, forsøgt at sætte på vers. Her tænker jeg på Grundtvigs´ salme ”Vidunderligst af alt på jord er Jesu Kristi rige, dets herlighed er og så stor, at der har ingen lige.”
Dette Guds rige er for mange en gåde, men denne gåde løser Grundtvig meget fint i det 3. vers, hvor han skriver: ”Dets gåde er et guddomsord, der skaber, hvad det nævner.”
Sådan var Gudsordet på skabelsens morgen, sådan var det i Jesu mund, som vi har set på det, og sådan er det i dag.
Når Guds ord forkyndes, sætter det sine tilhørere på valg. Da sker der altid det, som Johannes skrev i indledningen – nemlig: Mørket greb det ikke. Synden og vantroen afviser altid Ordet. Det er mørkets væsen. Og det er det naturlige menneskes væsen. Sådan tror jeg, vi alle har det i udgangspunktet. Sådan har jeg i hvert fald haft det.
Det er helt normalt, at Ordet bliver afvist. Men sådan behøver det ikke at gå. Jeg vil gerne slutte her med et ord til tro og modtagelse. Det er det 12. vers her i kapitel 1. Der står: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.”
Det vil helt enkelt og lavpraktisk sige, at tager du nu imod dette ord, denne indbydelse, som her lyder, så tager du imod Jesus. Og når du lukker ham ind i dit liv, får du en ret, siger Ordet, en ret til at blive et Guds barn og dermed høre til i Guds familie. Velkommen!
Og så vil jeg gerne gentage Grundtvigs ord: Gåden i dette her er guddomsordet, der skaber, hvad det nævner. Med ordet om Jesus kommer Jesus selv til dig og giver dig det, som Ordet siger. Sådan går det til, og sådan løses gåden med Guds ord. En gåde er jo kun en gåde, så længe man ikke forstår den, men når det er forstået, bliver det hele så klart og enkelt.
Jeg har nylig læst om en mand, som slet ikke kendte noget til kristendom. Men på en eller anden måde kommer han med på et såkaldt alfakursus. Det handler om de grundlæggende ting i kristentroen. Efterhånden, siger han, blev budskabet mere og mere personligt for ham. Og så skete der de helt typiske ting – han begyndte at få et andet syn på sig selv. Han så, hvor usselt og egoistisk han ofte havde opført sig. En dag, fortæller han, besluttede han sig for, at nu skulle Jesus have en chance i hans liv. Han gik ind på sit værelse og råbte til Gud om hjælp. ”Hvis du lever,” bad han, ”så gør noget i mit liv.”
Da oplevede han Guds nærhed på en helt særlig måde. ”Da fik mit liv en ny dimension,” fortæller manden. Da var det som et slør, der blev taget fra hans øjne og han så alting i et nyt lys.
Jeg kan kun sige: Gør som ham – gå ind i dit kammer og råb til Gud. Overgiv i bønnen dit liv til Gud. Det er vejen. Det kan opleves meget forskelligt. Få oplever det så stærkt som manden her. Men du behøver heller ikke at opleve noget særligt. Din tro afhænger ikke af, hvad du føler, den afhænger af den levende Guds ord, som fortsat i dag skaber, hvad det nævner.
Læs for eksempel det vers igen, som jeg nævnte før: ”Alle dem der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem der tro på hans navn.” Læs det som et personligt ord fra Gud til dig. Kristendom hviler ikke på følelser, den hviler på Guds ord. Her har du et ord fra Gud, som du frimodigt må gøre til dit, og ganske enkelt takke for. Så hviler din tro ikke på svingende følelser, men på skriftens ord, der ikke rokkes.
Derfor: Tror du på Jesus og har overgivet dit liv til ham, da får du det, som Ordet siger. Så får du, som der står, ret til at være et Guds barn. Og er du et Guds barn, er Gud din Far, Jesus din bror, og så hører du med i Guds store familie.
Vor Gud giver løfter,
Vor Gud holder ord,
Han ej fra sit tilsagn kan vige!
Hvil trygt på det ord,
Om du trænges på jord:
Gud aldrig sit løfte kan svige.
Udgivet af
Svend Åge Jacobsen
Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.