Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:

Det, som aldrig skal forgå

Ugens vidnesbyrd, uge 13 2020. Matt 24,35.

Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå (Matt 24,35).

Ingen, der har fulgt bare lidt med i nyhederne de sidste par uger, kan være i tvivl om, at Danmark er i en meget alvorlig og kritisk tilstand. Rigtig mange mennesker bliver alvorligt syge, mange mister deres arbejde, og landets økonomi er på vej imod en nedsmeltning. Vi ved ikke, hvor mange der vil blive syge, eller hvor mange der vil dø. Vi ved ikke, om det bliver os selv eller en af vore kære, der bliver ramt. Vi ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, før vi får Corona-virusset under kontrol. Den realitet gælder ikke bare os i Danmark, men ud over det meste af jorden.

Hvis nogen gik og troede, at vi kunne styre vores eget liv og vor egen fremtid, er vi blevet mødt af en virkelighed, der fortæller en noget anden historie. Faktum er, at vi ud fra vores menneskelige forudsætninger ikke ved noget som helst om fremtiden og endnu mindre er i stand til at styre verdens gang.

Alligevel findes der et folk på tværs af sprog og grænser, der ved alt, hvad de behøver at vide om fremtiden. Vi, der tror på Jesus, ved, hvad der vil ske. Vi ved, at vi kun er på gennemrejse, at vores egentlige hjem er hos vores Gud, der blev vores bror og frelser i Jesus Kristus. Vi ved. at alt her på jord går mod sin undergang. Alt hvad vi har, skal vi en dag give slip på.

Og dog alligevel ikke alt. Vi har fået et løfte fra Gud om, at: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.”

Vores første reaktion på det løfte kan meget let være en form for skuffelse. Hvad skal vi med et løfte om nogle ord, der aldrig vil forsvinde? Hvad er det for en mærkelig trøst at få? Sådan tænkte jeg selv for år tilbage. Men som årene er gået, er det løfte blot blevet større og mere dyrebart end alt andet i denne verden.

Når jeg en dag skal træde frem for Gud, kan jeg gøre det helt uden frygt. Jeg skal stå foran verdens dommer og frelser og mødes af det ord, som jeg kender. Jeg skal ikke møde en fremmed Gud eller et fremmed ord. Gud er sit ord. Alt det, som Ordet siger, det gælder stadigvæk. Det forandres aldrig og skal aldrig forsvinde. Jeg må få lov til at gentage alle Guds løfter. Han kender Ordet, og det gør jeg. Jeg ved, at han siger, at: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv” (Joh 3,16). Og det må jeg have lov at minde Gud om. For ordet og løftet står evigt fast og skal aldrig miste sin kraft.

Vi har ingen grund til frygt. Tænk hvor herligt! Alt det, vi kan læse i Guds ord, er en levende og evigt gyldig virkelighed. ”Den, der har Sønnen, har livet” (1 Joh 5,12). Og Jesus lover os, at: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,20).

Gud ske tak og lov for hans ord, der aldrig skal forgå!

Udgivet af

Leila D. Vigilius

Leila D. Vigilius, Hillerød, lærer på kristen friskole, gift med Mikkel, mor til tre drenge,

Leila D. Vigilius

Leila D. Vigilius, Hillerød, lærer på kristen friskole, gift med Mikkel, mor til tre drenge,