Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det nye år, din gamle nåde

Nytårsandagt 2021/2021. Sl 23.

Når vi i disse dage vender de sidste blade i året, går tankerne gerne tilbage på det, som gik. På oplevelserne og erfaringerne, vi fik – både de gode og de dårlige. På alt det, vi nåede og måske også på det, som vi fik forsømt.

Når vi ser tilbage på året, må vi i Bibelens lys få lov at se, at der overalt står et ord: NÅDE.

Måske opleves din trosvandring som en lang frugtesløs vandring. En vandring, hvor du måske mest har følt dig alene og forladt. Men Guds ord siger noget andet.

Salme 23 forsikrer dig, at du ingen nød lider – for Herren er din hyrde! Det er løftet, vi får lov at se vores liv i. Også når vi ser, hvad dette år har bragt af modgang, så er Herren din hyrde også der. ”Selvom jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst” (Sl 23,4).

Tænk at kunne se tilbage på et år, hvor alt var i Guds hånd! Så kaster det pludselig et helt andet lys over også det, som var svært. Måske du har mistet en af dine kære? Eller måske helbredet ikke længere giver de samme kræfter. Måske din arbejdssituation har ændret sig, og du ikke længere synes at have samme sikkerhedsnet under dig. Der er meget, som kan give bekymringer også for et Guds barn. Ja, så hør Hyrdens ord: ”Han giver dig kraft på ny og leder dig til det stille vand.”

Så rigt er det at vandre med Jesus. Der er det Jesus, som er din hyrde. Så har du intet at frygte, for Gud er med dig! Tak og pris Gud for en omsorg uden lige. ”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde” (Joh 1,16).

Og når vi ser frem mod det nye år, er det den samme Gud og samme Frelser vi må vandre med.

I sangen ”I nat skal for- og fremtid mødes” skriver Jacob Paulli i vers 4: ”Det nye år, de gamle synder vil mulig gå i samme spor. Med rige løfter jeg begynder, kan jeg nu også holde ord?”

Du kender det måske godt? Årsskiftet danner en helt naturlig skillelinje – og nu skal alle sejl sættes ind på, at dine forsætter skal lykkes. Måske du her tænker tilbage på, hvordan det i det forgangne år mislykkedes og gik skævt med dit kristenliv. Og nu skal det være anderledes. Nu skal bibellæsning og bøn ikke forsømmes. Nu skal det sættes i en fast og god rutine. Måske også det kan hjælpe på alle de synder og brist, som fik lov at fylde.

Jacob Paulli skriver videre i vers 4: ”Men bygger jeg på korsets gåde, så svarer han, på hvem jeg tror: Det nye år, min gamle nåde vil også gå i samme spor.”

For Jacob Paulli var svaret ikke, at det nye år ikke vil følges med de gamle synder! For sådan er det ikke for en kristen. For dig, som hører Jesus til, gælder det, at du samtidig er retfærdig og synder (Luther).

Nej, det hele sigter mod, at det må gå op for mig, at blikket skal rettes bort fra mig selv og hen på korset. Det kors, hvor Guds lam sonede verdens synd. Det falder så godt i tråd med, hvad Paulus siger om kødet. Han taler i Rom 7 om at have en vilje til at ville det gode; men udføre det gode kan han ikke (Rom 7,18). Han taler om sig selv som et elendigt menneske og stiller spørgsmålet: ”Hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?” (Rom 7,24). Svaret finder vi i begyndelsen af Rom 8: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.”

At være i Kristus Jesus betyder ikke, at du nu ikke længere er i stand til at synde. Det var jo netop dét, som Paulus erfarede – men han fik nåde til at se hen på Jesus. For det er Jesus, der alene kan befri et menneske fra dødens legeme.

Da Moses af Gud fik til opgave at rejse en kobberslange og sætte på en stang, havde den ét formål: At dén, som var bidt og så hen på kobberslangen skulle beholde livet (4 Mos 21,1-9). Det er her værd at bemærke to ting. Først, at kobberslangen var rejst for den, som var bidt. Og dernæst forhindrede kobberslangen ikke, at israelitterne blev bidt igen.

På samme måde er det med Jesus: Se på Ham, og du skal leve. Må korset blive dit kæreste sted, for det er det eneste sted, du kan blive fri af Satans magt! Sig Jesus sandheden om dig selv: Jeg er kold og ligeglad, jeg har så ofte kun mig selv for øje. Bed med David Salme 51: ”Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne.”. Og svaret vil lyde til dig som til røveren på korset: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,43).

Må dette forestående nye år have samme mål: at vores øjne må rettes mod Korset! At synden må være vores daglige smerte, som driver os ind for Guds ansigt. For det er alene der, Kristi frelserkraft kan give et træt og ødelagt synderhjerte ægte fred. Når vi står der ved korsets fod, får vi ikke efter fortjeneste, men af nåde. Det er den rette måde at slutte det gamle år og byde det nye år velkomment.

Så lad kun midnatsklokken lyde,
mens nye tider står i brud.
Du nænner ikke at forskyde
den, som trods alt er din, o Gud!
Slyng, som du vil, kun livets tråde,
men lad til tegn på al din magt
det nye år, din gamle nåde
urokkelige stå i pagt.

(Den nye Lovsangstoner nr. 486: I nat skal for- og fremtid mødes)

Udgivet af

Jan Pedersen

Jan Pedersen, Høgild, sælger.

Jan Pedersen

Jan Pedersen, Høgild, sælger.