Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det eneste, vi kan gøre

Mark 9,19. Om hvad vi kan gøre for menneskers frelse.

Kom herhen med ham! (Mark 9,19)

Det er en stum dreng, der er tale om her. Han var besat af en ond ånd, som mishandlede ham og kastede ham i både ild og vand for at ødelægge ham. Hans far havde bragt ham til disciplene, for at de skulle helbrede ham, men de kunne ikke.

Nu da Jesus kom til, henvendte faren sig til ham; men hans tro på hjælp havde fået et knæk ved disciplenes frugtesløse forsøg, derfor sagde han til Jesus: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”

Vi kan godt forstå den far, at han søgte hjælp for sin syge søn – det vil enhver far gøre. Men hvordan er det med at søge hjælp for vores børn imod det, som er værre end legemlig sygdom: synden, som fører mennesker i evig fortabelse – har vi også der den rette omsorg?

De fleste mennesker anser ikke fortabelsen som farlig. Ja, mange forældre afværger ligefrem, at deres børn bliver frelst fra denne ulykke. Dog, de, som har syn for evighedens alvor, vil gerne søge frelse for deres børn. Og det er dette, som verset her vil lære os om.

Kom herhen med ham!” siger Jesus. Det er det eneste, vi kan gøre. Frelse vores børn eller andre kan vi ikke. Men vi kan komme med dem til Jesus. Vi kan bringe dem til ham i vores bøn, og vi kan bringe dem til ham ved at vidne om ham som synderes frelser, ved at opfordre til at tage sin tilflugt til ham – kort sagt: ved at forkynde Kristus, hans frelsesværk, for dem.

Dette ord af Jesus må vi, som arbejder for menneskers frelse, hvad enten der er blandt børn eller voksne, lægge os på sinde. Vores eneste opgave er at bringe mennesker til Jesus!

Lad os da forme vores arbejde efter det. Lad os vogte os for at knytte mennesker til os selv eller noget andet menneskeligt. Kun Jesus kan frelse.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2021. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Martinius Svaabeck

Martinius Svaabeck (1864-1936) var forkynder i Luthersk Mission.

Martinius Svaabeck

Martinius Svaabeck (1864-1936) var forkynder i Luthersk Mission.