Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Der er noget i luften

Luk 21,29-31. Om tegnene på at Jesus snart kommer igen - om tvivlen, frygten, og hvad Gud egentlig vil med at vise os tegnene.

Der er noget i luften jeg ved ikke hvad,
som forår, skønt skoven har mistet hvert blad.

Sådan sang vi måske ved juletid i den 100 år gamle sang, der på poetisk vis skildrer barndommens juleglæde og forventning. Det er en glæde og forventning, som endnu lever i den gamle præst Vilhelm Gregersen, selvom han med sine 63 år må erkende, at barndommen “er flygtet som fuglen, der rejste mod syd”.

Ja, livet er kort. Som en anden gammel præst, St. Steensen Blicher, minder os om, så er også vi som fuglene “kun her på træk og haver andensteds hjemme”.1

Men den forårsagtige glæde over, at Jesus kom til jord for at frelse os – den hører ikke op i livets efterår. Den ophører aldrig. Som Vilhelm Gregersen slutter sin julesang: “Thi evig, ja evig er glæden, når du følger med.”

Når dette blad udkommer, har vi bevæget os ind i forårsmånederne. Måske er det mere kalenderen end vejrudsigten, der viser os det. Men mon ikke vi i hvert fald så småt fornemmer, at “der er noget i luften”?

Vi er begyndt igen at høre anden fuglesang end kragemusik. Havens forårsbebudere blomstrer. Og måske allervigtigst: Dagen er nu tiltaget mærkbart, så vi har langt flere lyse timer.

For mange af os betyder det ny energi og glæde. Selvom det måske stadig er koldt og blæsende, så mærker vi alligevel, at sommeren er på vej, og vi varmer os allerede ved tanken om mere sol og højere temperaturer.

En simpel lignelse

Jesus fortæller sine disciple denne lignelse, efter at han har undervist dem om, hvordan det skal gå i de sidste tider: Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær (Luk 21,29-31).

Meningen med denne lignelse er egentlig meget simpel og ligetil. Den fortæller os, at ligesom der vil være tegn på, at Jesus snart kommer igen, sådan kender vi også i det daglige liv til tegn, der viser os, at noget snart vil ske. For eksempel: Når træerne begynder at springe ud, så bliver det snart sommer. Eller: Når man begynder at kunne høre vandet i gryden, så nærmer det sig kogepunktet. Eller: Når der bliver gult i lysreguleringen, vil der snart blive rødt.

Vi kender til tegn i dagligdagen, som fortæller os, at noget snart skal ske. Sådan nogle tegn vil der også være forud for Jesu genkomst. Og når vi ser de tegn, så ”skal vi vide”, at det betyder, at Jesus snart kommer igen, ja han “står for døren”, som det hedder i parallelteksterne hos Matthæus og Markus.

Det er i al korthed og enkelhed meningen med Jesu lignelse.

Den skærende kontrast

Selvom lignelsen altså i og for sig er meget enkel, er der også noget underligt ved den. Når man hører lignelsen første gang og hører den i sammenhæng med, hvad Jesus har sagt i det umiddelbart forudgående, så melder der sig en undren. Og jeg tror, det er meningen, at vi skal undre os.

For hvad har Jesus netop sagt? Jo, Jesus har netop fortalt om: falske profeter, omfattende krige og oprør, store jordskælv, udbredt hungersnød og pest, “forfærdelige ting” og store tegn fra himlen (v. 8-11). Videre har Jesus fortalt om, at kristne vil blive forfulgt, forrådt af venner og familie, komme for retten, blive kastet i fængsel, nogle vil blive dømt til døden, og alle vil blive hadet for at være kristne (v.12-19). Der vil blive krig om Jerusalem, og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner. Havet vil bruse, himlens kræfter skal rystes, og mennesker vil gå til af skræk og frygt for det, der er ved at ske (v.20-27).

Det er dette grufulde scenarium, Jesus taler om. Og så går Jesus direkte videre til at tale om de selvsamme begivenheder med et billedsprog, der dufter af liv og forårsidyl! De sidste tiders forfærdelige begivenheder lignes ved træer af alle slags, der spirer og grønnes!

Kunne han ikke have valgt et andet billede?

Det kan godt være, at træerne var lige ved hånden for Jesus og tilhørerne, og at det på den måde var en meget visuel illustration. Det var nemlig forår på den tid, Jesus fortalte lignelsen.

Det kan også godt være, at meningen er meget enkel: at vi også kender til tegn i dagligdagen, som viser os, at noget snart skal ske – og sådan skal vi være opmærksomme på tegnene forud for Jesu genkomst.

Men det ville vel ikke være så svært at tænke sig dagligdags tegn, der harmonerede bedre med den netop udpenslede ødelæggelse, hårdhed, kulde, kaos og destruktion af alt godt – end billedet af et spirende og blomstrende træ i foråret?

Ville det ikke være mere nærliggende, hvis Jesus for eksempel havde valgt at beskrive, hvad der går forud som sikre tegn på en af de mange dødbringende sygdomme, der på den tid var lige så integreret en del af folks hverdag som træerne ved vejen?

Eller hvorfor sagde han ikke: Se på træerne derovre. Når I ser skovhuggeren komme derud med sin økse og begynder at hakke løs på det, så ved I, at der ikke går længe, før I ser træet vælte omkuld og gå til grunde?

Formålet med tegnene

Når man læser om de sidste tider i Bibelen, er det let at blive modløs. Bange. Hvordan skal det gå? Kommer jeg til at opleve det her? Og kan jeg så stå min prøve?

Det er let at blive tegnfokuseret på en usund måde. Det sker for eksempel, når vi ser på Bibelens profetier om det, som tilsyneladende endnu ikke er sket, og på den baggrund tænker: Vi mangler det og det og det, før Jesus kan komme igen.

En usund beskæftigelse med de sidste tider giver en mærkelig blanding af frygt for det kommende og sikkerhed og jordbundethed i det nuværende, fordi vi mener at vide, at Jesu genkomst ligger på den anden side af en række begivenheder, som vi endnu ikke har oplevet. Det fører til, at vores opmærksomhed rettes mod, hvordan det går med begivenhederne i Israel og med naturkatastrofer, forfølgelser, krige, frafald, Antikrist og de andre tegn på Jesu genkomst i stedet for mod Jesus, vores frelser og ven.

Men det er det modsatte af formålet med Bibelens tale om tegnene i de sidste tider. Talen om tegnene har netop til formål at knytte os til Jesus og fylde os med glæde og håb om snart at blive synligt forenet med ham i en evighed!

Jesus kommer snart

Der er to spor i Bibelens tale om de sidste tider, som må fastholdes på samme tid. For det første er der alle profetierne, som vi kan tolke og applicere på hændelser i historien og nutiden. Vi kan læse profetierne og se, hvordan historiens Herre arbejder på at fuldende alt, sådan som der står skrevet. Og det må styrke os i troen og fylde os med frimodighed, når vi ser, at også begivenheder og åndsstrømninger i vores tid er indbefattet og forudsagt i den hellige Skrift. Det er et godt og vigtigt arbejde, der her gøres med at granske Skriften og sammenholde den med vores tid, herunder ikke mindst begivenhederne i Israel. Og når det gøres i den rette ånd, er det et arbejde, der styrker os i troen på Bibelens autoritet og aktualitet og holder os vågne og modtagelige for Guds ord.

Men vores arbejde med at forstå og tolke Skriftens profetier ind i vores tid må aldrig modarbejde det andet tydelige spor i Skriftens tale om de sidste tider, nemlig at Jesus kommer igen som en tyv om natten; at tiden kan blive afkortet; at ikke engang Jesus kender timen, men at han opmuntrer og tilskynder os til at leve i forventningen om, at han kommer snart. Ja, han kan komme hvert øjeblik, det skal være! Og så gælder det om at være klar til at møde ham.

Om han kom nu i dag din Herre og Gud
ville da fra han åsyn du fly?
Om du hørte i dag dette kaldende bud
af basunen fra himmelens sky,
vil fryd eller angst dig da gribe?

Al Ordets tale om de sidste tider har det sigte: at vi, der hører budskabet, skal være parate til opbrud når som helst ligesom Israels folk i Egypten (2 Mos 12). Det har til formål, at vi skal blive knyttet til Jesus, så vi bliver blandt dem, der længes og venter efter, at han kommer igen på himlens skyer.

Hvor en tale om de sidste tider ikke tjener dette formål, men gør os tegnfokuserede frem for Jesus-fokuserede, er det derfor ikke sundt og bibelsk. Troens tale om Jesu genkomst er altid præget af en længselstone.

Den kommer, den kommer, den dag, som vi venter;
dens stråler vi skuer på morgenens sky!
Er mørket end mægtigt i skyggernes dale,
på bjergene dagen begynder at gry.
Den kommer at ende de sørgendes trængsel,
den kommer at stille de helliges længsel.

Luthers forventning

Paulus og den tidlige kirke glædede sig til Jesu tilsynekomst! (2 Tim 4,8). Og den samme forventning har præget den kristne kirke siden, alle steder hvor der har været en sand kristen kirke. Det kan være lærerigt og tankevækkende for os at gå lidt tilbage i kirkens historie og se på, hvordan kirkens reformator for 500 år siden forkyndte om Jesu genkomst og tegnene forud for Jesu genkomst.

I en prædiken over Lukasevangeliet kapitel 21,25-362 (lignelsen om figentræet og de forudgående vers) siger Luther:

”Jeg vil hverken tvinge eller overtale nogen til at tro mig, men på den anden side vil jeg heller ikke lade nogen fratage mig, hvad der er min overbevisning, nemlig at den yderste dag ikke er langt borte. Det er jeg foranlediget til at tro på grund af disse tegn og Kristi ord. For (…) verden har aldrig befundet sig i en sådan tilstand, som den i alle henseender befinder sig i i vort århundrede.”

Naturens kræfter

Hvad er det for nogle tegn, Luther ser i sin tid, som hænger sammen med Jesu ord om de sidste tider?

Jo, Luther mener, at der åbenlyst sker “tegn i sol og måne”, en tiltagende mængde solformørkelser, kometer og stjerneskud. Himlens kræfter røres, og der sker vældige ting i naturen. For ham bliver disse begivenheder til tegn. Han er udmærket klar over, at de lærde vil le af den slags, fordi alle jo ved, at det har helt naturlige årsager. Men i hans bibel er det forudsagt, at naturens kræfter skal røre sig med vældig kraft forud for Jesu genkomst – og derfor lader han tegnene i sol og måne blive til påmindelser for ham om, at Jesus meget vel kan stå lige for døren.

Sådan må vi også lade de mange voldsomme hændelser i naturen, som vi hører om gennem medierne, blive til tegn for os. Vi må ikke lukke vores ører for naturens råb om, at verden er på vej mod sin undergang. Det er vantroens og verdslighedens ånd, der vil have os til at se begivenhederne i naturen som noget, der går sin egen tilfældige gang. Gud vil også prædike for os og drive os hen til Jesus gennem det, han gør i naturen i vores tid.

Verdsligheden

Det vigtigste tegn er dog for Luther et andet. Luther ser nemlig i Bibelen, at der godt nok skal komme mange og store ydre tegn på Jesu genkomst, men for langt de fleste vil disse tegn overhovedet ikke være tegn! Der vil aldrig komme et tegn så tydeligt, at det ikke kan bortforklares og bespottes som tegn af vantroen.

Derfor er det også sådan, på trods af alle tydelige tegn, at Jesu genkomst vil komme, når man mindst venter det! (Matt 24,44). Dommedag vil komme som “en snare” (Luk 21,35). Jesus vil komme som et lyn fra en klar himmel (Luk 17,24-25), som en tyv om natten (1 Thess 5,2). Mennesker vil leve et verdsligt liv i sikkerhed og forholde sig til ordet om Jesu genkomst med hån, spot og blasfemi: “Hvad bliver der af løftet om hans komme?” (2 Pet 3,3-4). Som det var på Noas og Lots tid, sådan skal det også være forud for Menneskesønnens dag: Mennesker spiser og drikker, køber og sælger, planter og bygger osv. (Luk 17,26-28). Det vil sige: Det er den type ting, menneskers liv er fyldt op af, og der er ingen plads for tanken om, at alt det menneskeskabte snart skal forgå.

Der er en frygtelig ironi i, at på det tidspunkt, hvor dommen er nærmest – sekundet før dommedag vil melde sig for alle mennesker i al sin håndgribelighed, og Jesus vil kalde bankdirektøren ud fra sit kontor og vejarbejderen op af sit hul i jorden for at kræve hver enkelt til regnskab – sekundet før dette sker, og det afgøres for hvert eneste menneske, om det skal være en evighed i Helvede eller en evighed på den nye jord, da skal der på jorden være en kulmination af verdslighed, jordbundethed og hån og foragt for den ekstremistiske holdning, at noget så eventyragtigt som Jesu genkomst skulle finde sted. For optagetheden af alt det timelige har gennem livet sløvet hjerterne, så Guds ord ikke trænger ind (Luk 21,34-35).

Det primære tegn for Luther på, at Jesus snart kommer igen, er derfor ikke så meget mængden af tegn i naturen og historien, men derimod netop dette, at tegnene ikke får lov til at virke som tegn! Nøjagtig som Guds ord ikke længere når ind, så preller tegnene på Jesu genkomst fuldstændigt af på de forhærdede hjerter. Dét er det tydeligste tegn på, at Jesu genkomst er nær: at mennesker er sunket helt hen i en materialisme, som gør blind og døv over for tanken om en kommende ny jord, hvor alt det menneskeskabte er gået i opløsning (2 Pet 3,10-11).

Luther så i sin tid en hidtil uhørt verdslighed, jordbundethed og intellektualisme:

“Så omfattende en bygge- og planteaktivitet har aldrig været så almindelig i hele verden; så kostbare og så mangeartede spise- og drikkevarer har heller aldrig været så almindelige, som de er nu. Dertil er klædedragterne blevet så kostbare, at man ikke kan drive det højere. Hvem har også nogensinde læst om en så omfattende handelsvirksomhed som den, der drives i verden nu, og som opsluger hele verden? Så opfindes der og er opfundet alle mulige kunstarter som maler-, broderi- og gravørkunst, så der ikke har været noget sidestykke siden Kristi fødsel. Desuden findes der så mange skarpsindige mennesker, som ikke lader nogen ting være skjult, så selv en ung mand på tyve år nu kan mere, end tyve doktorer har kunnet før. Ligeledes er sprogkundskaber og alle slags videnskaber nået til en sådan udvikling, at man må tilstå, at verden i de ting, som vedrører omsorgen for det jordiske, eller som Kristus kalder det: omsorg for dette liv, som f.eks. at spise, drikke, bygge, plante, købe og sælge, stifte familie, fuldstændigt har nået sit højdepunkt.”

Var Luther imod sprogkundskaber og videnskab? Og var Luther modstander af et godt måltid mad?

Nej, Luthers egen belæsthed var uovertruffen, og han tog afstand fra klostrenes asketiske forhold til timelige goder som mad og drikke. Men det, han så, var, hvordan al denne viden og al denne verdslige aktivitet forførte mennesker som aldrig før, så de ikke længere forholdt sig til Himlens Gud. Dommedag blev fjern, og den håndgribelige verden med alle dens udfordringer og nydelser sløvede hjerterne og vendte dem væk fra Guds ord.

Luther konkluderer: “Det kan forholde sig med de andre tegn, som det kan, så er jeg dog vis på det tegn, om hvilket Kristus siger, at optagetheden af at spise, drikke, bygge og plante, købe og sælge, tage til ægte og bortgifte og anden omsorg for dette liv skal være herskende, før han kommer.”

De åndelige vildfarelser

Den sidste ting, Luther nævner som et sikkert tegn, er de åndelige vildfarelser, der også har nået deres klimaks.

“Større vildfarelse, synd og løgn end den, der findes i dette århundrede, har ikke hersket på jorden fra verdens begyndelse af. Nu er evangeliet jo offentligt fordømt (…) Pavens løgn bliver antaget som en lov i hele verden, så det går gennem marv og ben (…) I talløse skarer bliver sjælene nu jaget til Helvede ved hjælp af skriftemål, nadver, aflad og menneskebud, så det ser ud, som om Gud har overgivet hele verden til Djævelen. Kort sagt er det ikke muligt, at der efter dette nogensinde vil komme større løgn, mere gruopvækkende vildfarelse, skrækkeligere forblindelse og mere forstokket gudsbespottelse (…) Dette forhold tvinger mig frem for alle andre forhold til at nære den faste tro, at Kristus snart må komme. Denne synd er alt for stor til, at Himlen stiltiende kan se på: De ægger og trodser den yderste dag i så høj grad, at den må komme over dem i løbet af kort tid.”

Luther tog vel fejl!?

Det kan føles underligt at lægge øre til sådan en prædiken i dag med tanke på, at den er 500 år gammel. For nu ved vi jo, at Jesus ikke kom igen på Luthers tid eller kort tid derefter.

Luther tog altså fejl i sin faste tro …

Og det giver jo vantroen gode betingelser for bekvemt at skubbe Luthers budskab fra sig. Mennesker i dag kan spørge, om den kristne kirke ikke har råbt “ulven kommer” for mange gange. Det havde jo ikke noget på sig de andre gange. Hvorfor skal vi så tage det seriøst, hvis nogen råber om Jesu genkomst i dag?

Men vi skal ikke lade os anfægte af, at vores åndelige fædre også har talt indtrængende om Jesu snarlige genkomst.

For det første skal vi bide mærke i, at Luther så vel som alle andre sunde og bibelsk funderede lærere ikke har bundet nogen til at tro, at Jesus ville komme igen inden for en bestemt afgrænset årrække: “Jeg vil hverken tvinge eller overtale nogen til at tro mig …”

Hvad Luther ikke kunne holde tilbage, var sin egen dybe overbevisning om, at Jesus stod for døren, og han kunne slet ikke lade være med at prædike ud fra denne overbevisning. For den var dannet ud fra hans omgang med Guds ord. Han så på sin verden i Guds ords lys, og det, han så, styrkede ham i høj grad i forventningen og glæden ved, at tegnene var til stede, og at han derfor med al god grund kunne håbe på snart at få Jesus at se på himlens skyer.

Veer

For det andet skal vi forstå, at når tegnene kunne være til stede allerede på Luthers tid, hænger det sammen med, at Bibelens gennemgående billede på tegnene forud for Jesu genkomst er, at de er som veer.

Veer er kendetegnet ved, at det er nogenlunde de samme smerter, der kommer gentagne gange, men tiltagende i styrke og frekvens for hver ny bølge af veer.

Som førstegangsfødende kan der komme veer af en sådan styrke, at det er umuligt at forestille sig, at det kan blive mere kraftigt. Barnet må komme nu! Det er nu, vi skal på sygehuset!

Det er egentlig først, når man har oplevet de sidste veer, det kan lade sig gøre at forstå hele veforløbet: hvad der var indledende veer, og hvad der var de afsluttende presseveer (men til den tid er man inderligt ligeglad og har kun øje for barnet!).

Med dette vebillede for øje bliver det tankevækkende at se, hvordan tegnene på Jesu genkomst på Luthers tid langt på vej havde samme karakter som i dag. Men de forhold, som Luther ikke ville tro på, kunne nå en større og klarere kulmination, er i dag tiltaget i en grad, som det ville have rystet kirkens reformator at være vidne til.

Hvis der var naturkatastrofer på Luthers tid, så er der endnu mere voldsomme ting på spil i naturen i dag.3 Hvis verdsligheden, blasfemien og den åndelige forførelse skreg til Himlen på Luthers tid, så må skriget snart have nået så øresønderrivende højder, at Gud ikke kan tøve meget længere med at gribe ind.4

Vi har ikke prøvet at “føde” før. Jesu genkomst er en engangsbegivenhed. Men som den førstegangsfødende ikke stopper op midt i de tiltagende veer og tænker: “Nå, det bliver nok alligevel ikke til noget” – sådan må også vi lade hele kirkehistoriens lange veforløb blive et kald og et vidnesbyrd for os, så vi tænker: Nu må det snart være! Nu skal det snart være!

“Det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær” (Rom 13,11-14).

Var det sandt dengang, er det en endnu mere presserende virkelighed i dag.

Frygten

Det er en naturlig reaktion at frygte de sidste tiders begivenheder. Kender vi intet til den frygt, er det sandsynligvis ikke, fordi vi har en stor tro, men fordi vi ikke har forstået alvoren i de sidste tiders store frafald. En gennemgribende verdslighed og materialisme æder troen op indefra. Og det åbner op for en forførelse bort fra den sande lære til et andet evangelium, som ikke er et evangelium.

For når sindet er optaget af at “spise og drikke, købe og sælge, plante og bygge”, og når dommedag ikke længere opleves påtrængende – hvem har så brug for en “fremmed retfærdighed” i Jesus?

Helt fra sin ungdom iagttog Hans Erik Nissen, at folk kedede sig, når evangeliet blev forkyndt.5 Og da tiden kom, hvor han som gammel forstander på Luthersk Missions Højskole skulle skrive sin sidste lederartikel i bladet Båndet, formanede han forkyndere med to ord: “Skab tørst.”6

Skab tørst efter evangeliet igen! Hunger efter nåden i Jesus.

Det er et af de vigtigste kald til forkyndelsen i en verdslig og jordbundet tid, hvor ligegyldigheden og selvsikkerheden råder.

Jesus stiller faktisk spørgsmålet: “Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

Og dermed vil Jesus drive selvfølgeligheden ud af ethvert menneskes liv.

Vi skal ikke frygte kommende begivenheder. Vi må frygte og bæve for, hvordan de sidste tiders frafaldskræfter sætter ind i vores eget liv – lige nu.

Det er kræfter, som vil få os bort fra troen, bort fra Jesus. Verdens søde vuggeviser prøver at lulle os i søvn og hypnotisere os bort fra virkeligheden – indtil vi en dag vågner op i Helvedes flammer som den rige mand fra lignelsen (Luk 16,23-24).

Paulus’ formaning er aktuel som aldrig før: “Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve” (2 Kor 13,5).

Gud er på tronen endnu

Det er ind i denne påtrængende fare for at miste troen i de sidste tider, det bliver så forunderligt at se, at Jesus taler om træer, der spirer og grønnes. Dette fredfyldte og livsbekræftende billede skal fortælle os, at selvom alting ser ud til at gå i den gale retning – og ikke bare ‘derude’ i verden, men i høj grad også ‘herinde’ i mit eget hjerte – så er det ikke et tegn på, at Gud har mistet magten til at frelse. Gud er på tronen endnu!

Da Jesus frelste verden, skete det, ved at han døde på et kors. Han led et tilsyneladende uopretteligt nederlag, under vanære og spot. Men han stod op fra graven igen i ære og majestæt. Efter sin lidelse så han lys. Han gik gennem døden til herligheden.

På samme måde i tiden op til Jesu genkomst: Det skal se ud til, at Gud er ved at lide det endelige nederlag. “Det ser ud som om, Gud har overgivet hele verden til Djævelen”, som Luther formulerede det. Det skal se ud som om, at Himlens Gud er detroniseret, og at Guds kirke er ved at gå til. Ikke nødvendigvis i antal kirke- og misisonshuslukninger, men i indhold – i forvirring og loviskhed og verdslighed.

Allerede Grundtvig så de tegn:

O Gud, hvor det går dårligt til!
Nu Fjenden har på jord sit spil,
så er din kirke i forfald,
på sekter mer ved ingen tal.

Men virkeligheden bag det tilsyneladende planløse mørke, der lægger sig over jorden, er, at Guds lys er ved at bryde frem. Bag naturkatastrofer, verdslighed, hån og spot, frafald og vildfarelser, er Guds træ ved at spire. Og om lidt springer det ud i en evig blomstringstid.

Ret jer op, og løft jeres hoved!

Der er et ord, som binder Jesu tale om tegnene i de sidste tider sammen med lignelsen om figentræet. Og det er ordet: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

For den, der kender til endetidens frafaldskræfter i sit eget liv, er det et ord, som det umiddelbart kan være svært at finde trøst i. For jeg mærker jo i tiltagende grad en frygt for, om Djævelen og verden og kødet er ved at få bugt med min tro, sådan som den har revet så mange andre bort fra Jesus. Jeg mærker en tiltagende afsmitning fra verden i dens livssyn og prioriteringer. Guds ord er ved at lukke sig for mig, og synden vokser i mit liv.

Hvorfor skulle jeg have nogen grund til at rette mig op og løfte mit hoved? Og hvordan kan jeg tænke om det, der er ved at ske, som et forårstræ, der er ved at springe ud? Jeg føler det jo præcist modsat. Jeg føler mit livstræ som en gammel, rådden eg, der ikke fortjener andet end at hugges om og kastes i ilden.

Men du, der har det sådan – netop du trænger til at løfte dit hoved. Og så trænger du til at se, ikke i første omgang mod forløsningen, men mod forløseren. Mod Jesus, din frelser og forløser! For det er ham og ham alene, der bringer forløsningen, og han bringer den til enhver synder, der sætter sin lid til ham.

Når du ser på dit liv og din kristendom og fyldes af frygt for, hvad det er, der er ved at ske med dig, så er der et “dog”, du har brug for at få ind i dit liv.

Per Nordsletten formulerede sit “dog” sådan: “Jeg ringe var, er værre vorden, ser stadig mer’ af hjertets dynd. Dog må jeg være Jesu brud. O du forunderlige Gud!”

Eller i en anden sang: “Når Djævelen siger: Du er ej sådan, at nåden i Kristus dig tilhøre kan, da råber dog navnet: Men sådan er jeg, at jeg vil benåde en synder som dig.”

Job formulerede sit “dog” sådan:

Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se.”

Skal jeg med frimodighed rette mig op og løfte mit hoved, så er det vigtigt at tænke på, hvorfor jeg løfter mit hoved: “Ham og ingen anden skal mine øjne se.”

For i ham har du forløsningen: syndernes forladelse (Kol 1,14).

“Ret jer op, og løft jeres hoved.”

Det kan lyde som de populære fraser, man så tit kan møde, når man går og er nedtrykt over noget:

“Op med hovedet!”

“Se på de lyse sider i livet.”

“Kom ind i kampen igen.”

“Det skal nok gå.”

Men Jesu ord er det stik modsatte af en negligering af det, som trykker ned. Vi skal ikke “se på de lyse sider” i vores eget liv og dermed finde kraft og mod og tro på, at vi når frem. Tværtimod. Vi skal erkende det blankt: “O Gud, hvor det går dårligt til!”

Dog!

Når jeg ser på mit eget livs træ og må erkende, at mit kristenliv “har mistet hvert blad”, og at alting i mig og omkring mig ser ud til at gå mod sin undergang – så må jeg få lov til at dufte i Guds ord: at der er noget i luften.

Og det gør mig så glad!

For i evangeliets lys kommer al denne dårlighed i verden og i mit eget liv til at dufte af én ting: forløsningen. Den forløsning, som min forløser kommer med. Det er en forløsning fra sygdom og lidelse. Men først og fremmest er det forløsning fra min synd! Forløsning fra at skulle grue for mig selv og frafaldskræfterne i mit indre.

I min bibel møder jeg denne forårsduft, der lover en liflig sommer hjemme hos Gud for den, som lever med blikket vendt mod forløsningen i Jesus. Og her – i Ordet – fyldes jeg af forventning, frimodighed og glæde.

For hvem er jeg, at jeg skulle være så stor en synder, at Jesus ikke kan frelse mig? Hvad er min synd, at den skulle være for stor til, at Guds lam kunne bære den til korset på sine skuldre?

Så må også jeg rette mig op, løfte mit hoved og med fuld fortrøstning til Jesu fuldbragte værk i mit sted vente på og sukke efter forløsningen, den endelige forløsning, når han kommer igen.

Og så fyldes jeg også af nyt mod til at kæmpe mod synden og verdsligheden i mit liv. I håbets kraft på nådens grund. Som forårsluften giver nyt mod og ny energi, sådan er duften af evangeliet også det eneste, der kan give mig kræfter, lyst og vilje til at kæmpe den kamp, der ellers ser så håbløs ud.

Og om jeg får mere ret end Luther, ved jeg af gode grunde ikke. Men én ting ved jeg, og det er, at jeg kan ikke holde min overbevisning tilbage: Sommeren er nær! Jesus kommer snart!

Så lad os vende os mod ham og sætte vores håb til ham!


1 Fra sangen “Sig nærmer tiden, da jeg må væk”.

2 Hele prædikenen, som er oversat af Finn B. Andersen, kan læses på http://www.lutherdansk.dk/KP%20-%20enkeltpr%C3%A6dikener/KP%20-%20Luk%2021,%2025-36%20-%202advent/index.htm . Prædikenen er fra Luthers kirkepostil (1544), som også kan købes i bogform via bethesdas.dk.

3 Klimaforskere står i kø for at råbe folk og politikere op om de alvorlige konsekvenser af den globale opvarmning. Se for eksempel artiklen “Nyt klimastudie er sygt deprimerende – men det er ikke det værste ved det. Det værste er, at vi slet ikke har fattet alvoren” på videnskab.dk (5. dec. 2018).

4 Nogle vil mene, at den katolske kirke er “blevet bedre”, og at den lutherske og katolske kirke har nærmet sig hinanden. Og det kan godt være, at lutheranere og katolikker har nærmet sig hinanden. Men så er det, fordi størstedelen af de lutherske kirker er blevet verdslige og uklare i deres forkyndelse af evangeliet; for den katolske kirke er kun blevet værre i sine vildfarelser. Jf. Nyt Liv 2-2014, Nyt Liv 2-2017 samt blogindlægget “Djævelens paradisvision” på www.nytliv.dk/blog/djaevelens-paradisvision.

5 Fra artiklen “Arvesynd og retfærdiggørelse”, Missionsvennen 1964. Artiklen er bragt i Nyt Livs blad nr. 1-2010.

6 Fra artiklen “Jesus – den første og den sidste”. Bragt i Nyt Livs blad 1-2016.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2019. Hele bladet kan læses her.