Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Den ufravigelige lov hos Gud

Matt 20,1-16. Om den kendte, men alligevel utænkelige tanke: at det ikke går os efter fortjeneste på dommens dag.

Fra evangeliernes skatkammer IV

Frank Jacobsen var præst i Mariehøj Sogn i Silkeborg i mere end 30 år. En gang om måneden skrev han en kort artikel til lokalavisen, hvor han forkyndte evangeliet ud fra søndagens tekst. Vi bringer et udvalg af disse artikler.

For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem:

Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til”.

De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem:

Hvorfor har I stået ledige her hele dagen?”

De svarede ham: ”Fordi ingen har lejet os.”

Han sagde til dem: ”Gå I også hen i min vingård.”

Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter:

Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første.”

Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde:

De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.”

Men han sagde til en af dem: ”Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”

(Matt 20,1-16).

Der er én lov hos Gud, som vi bør skænke mere opmærksomhed end nogen anden. Det er den, teksten handler om: at det aldrig hos Gud sker os efter fortjeneste.

Du kan være helt og aldeles sikker på, at du ikke får, som du har fortjent.

Alligevel – skønt det er gentaget talløse gange – ligger det lige for hos dem, der har slidt for Guds rige hele deres lange liv: at dét i hvert fald ikke vil være helt uden betydning.

Det må betyde noget, at man har levet for Gud og hans rige et helt liv igennem. For ham og hans rige har man ofret både tid og penge – hvordan kan det gå os andet end godt da?

Utænkeligt og urimeligt

At det ikke vil gå os efter fortjeneste – ja, det har vi, som sagt, hørt så tit, at vi mener, at det har vi forstået fuldt ud.

Og så alligevel. Det er en utænkelig tanke, at Gud ved vor livsende vil sætte os bagest og stemple os som onde. Det kan Gud ganske enkelt ikke være bekendt. Det er ikke retfærdigt, tænker vi. Men det går sådan. Den ene efter den anden vil opleve det hos Gud: at Han ingen sans har for vor fortjeneste.

Helt uden skelen til alt det, et menneske har slidt med for Ham og Hans rige, kan Gud til sidst sende et menneske bort til den store og endelige dom. Deres slid og slæb rører ikke hans hjerte.

Sådan vil ikke mange forestille sig, at det går, når Gud efter sin ufravigelige lov ikke handler med os efter fortjeneste. For når vi hører, at det ikke går os efter fortjeneste, så er vor tanke altid den, at det betyder, at det går os bedre end vor fortjeneste.

Og: sådan sker det også. Det fortæller Jesus os jo også i denne billedtale. Der er nogle, som pga. denne lovmæssighed hos Gud bliver rykket frem blandt de første hos Gud – hvor de aldrig hørte hjemme på jorden. Det er heller ikke fortjent – ja, det er fuldstændigt urimeligt i forhold til deres indsats.

Jo, jeg skal love for, at Gud vil sønderknuse den tro hos os, når dommen skal afsiges endegyldigt: at fortjeneste er noget, Gud dømmer efter.

Skynd dig, læser, at forlade den tro om Gud. Sådan er Han ikke. Du vil blive chokerende overrasket, når du til sidst oplever Ham, hvis du har den mindste tanke om, at Gud vil se og dømme efter, at du har fortjent en god skæbne.

Det eneste gyldige

Nej, det er noget helt, helt andet end fortjeneste, som er afgørende for Gud. Der er én ting, som har fuldstændig enerådende betydning hos Gud, og det er Hans beslutning. Det, som Han har bestemt. Det, som Han har svoret på, at han vil gå efter i dommen over menneskeslægten.

Bibelen siger, at Gud har truffet beslutning om og aflagt ed på, at Hans frelse, Hans nåde, Hans velbehag aldrig kan opnås på anden måde end i overensstemmelse med denne viljesbeslutning hos Ham.

Og den går ud på, at al Guds nåde, al Guds frelse, alt Guds velbehag i mennesker er bundet til den tro, der giver Kristus og Hans offer for os på Golgata al ære og pris.

Hvor Han, som døde for vore synder og med sit offer løste os fra al synd og al dom, bliver æret og tilbedt i troen, dér finder vi Guds velbehag og nåde.

Det var det, der skete i røverens liv, da han hang ved Jesu side under sin dom. Da vendte han sin tro til den Korsfæstede – og dermed opfyldte han den beslutning, som Gud har aflagt ed på som alle menneskers salighedsgrund – hvem de end er.

De fromme, religiøse mennesker inde i templet, som både bad og sang og læste Guds ord og arbejdede for Guds rige, kom aldrig til netop denne tro, som Gud havde besluttet sig for og svoret på som det ene gyldige. Derfor fik al deres fromhed et så forfærdeligt endeligt, at man må bæve for Guds strenghed.

Dåbspagten

Denne beslutning hos Gud sluttede han pagt med os om i dåben – indgangen til Guds rige.

Dåben er nemlig ikke en pagt om noget, som vi har aftalt med Gud. I menneskelige pagter er det sådan, at parterne snakker sig til rette om det, man slutter pagt om. Det gør Gud ikke. Han slutter pagt med os om det, som Han i kraft af sin egen viljesbeslutning har bestemt og aflagt ed på: at Kristus skal have æren – at Kristus alene skal tros – at korstræet skal drage synderes tro til sig. Som vi siger det ved dåben:

Modtag det hellige korstegn til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.”

Dette var ”aftalen” i begyndelsen. Det er denne aftale, som gælder på vor livsaften.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.