Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Den lange vej til Jesus

Om hvordan Jim Sander Christensen kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro XI

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

jimDen lange vej til Jesus

Jim sad på sit lille værelse på Nørrebro. Han var midt i trediverne og var netop blevet løsladt fra endnu et fængselsophold. Han kunne ikke længere holde styr på, hvor mange gange han havde siddet inde – eller for hvad. Det sidste ophold havde handlet om et bankrøveri, og det havde kostet ham 4 år.

Efter løsladelsen havde han været indskrevet på en døgninstitution for stofmisbrugere, som havde hjulpet ham med et værelse. Han vidste, at han snart ville miste værelset igen. Alle hans penge ville gå til alkohol og narko. Han ville ikke betale sin husleje, og så ville han ende på gaden som hjemløs – igen.

Han kendte mønsteret. Han var alkoholiker, stiknarkoman, venneløs, vanekriminel, hans liv var et kaos, og han ønskede kun at afslutte det.

Jeg kunne ikke tænke på andet end at tage mit eget liv. Jeg havde fået bistandshjælp fra kommunen og kørte ind til Istedgade, hvor jeg kunne købe piller. Jeg købte Ketogan og Rohypnol for flere tusind kroner, 12 elefantøl og 20 røde Look, og så tog jeg tilbage til værelset for at gøre det forbi med mig selv. Jeg drak øllene og slugte alle pillerne, og så troede jeg, at det var slut.

Da jeg vågnede, havde en cigaret brændt sig ind i min højre pegefinger, og jeg var lammet fra livet og ned. Jeg kunne ikke gå i 14 dage og havde det bare værre end før.”

Ikke længe efter prøvede Jim igen:

Jeg forsøgte mig med en sprøjte og rengøringsmiddel. Jeg tog alle de rengøringsmidler, jeg kunne finde i køkkenet – klorin osv. – og så sprøjtede jeg så meget ind, som jeg kunne. Men jeg vågnede igen.”

Kort efter det sidste selvmordsforsøg mødte Jim Gud. Eller rettere: Gud mødte Jim. Det skete på en metalrist på KFUM’s sociale kollegium på Islands Brygge i København. Gud standsede ham, naglede ham til risten og talte til ham, så han ikke var i tvivl om, hvad der skete. Det var den 17. december 1994. Den dag satte et absolut skel i Jims liv.

Far og mor

Jim voksede op på Vesterbro i København. Han blev født i 1958 med en fire år ældre storesøster. Hans far og mor havde mødt hinanden i en boksehal:

Min morbror var nordisk mester i boksning, og han tog engang min mor med for at vise hende boksehallen. Der mødte hun min far, som også var bokser.”

Jims far var alkoholiker: ”Han kom først hjem fra værtshuset, når det lukkede, og når han kom hjem, bankede han min mor. Da jeg var 4 år gammel, havde hun fået nok og smed ham ud. Så var hun alene med mig og min søster.”

Min mor var ekspeditrice i et stormagasin i strømpeafdelingen. Hun var smuk som en dronning og gik meget op i sit udseende. Som jeg husker det, gik hun til frisør tre gange om ugen.

Hun var ude af stand til at give fysisk kærlighed, omsorg og varme. Jeg husker, at jeg en dag havde scoret et fantastisk mål i fodbold nede i gården og løb glædesstrålende op ad bagtrappen for at fortælle hende det, og da jeg kom ind i lejligheden, sprang jeg op på hendes skød af bare glæde.

Hun skubbede mig væk, gav mig en flad og råbte i hovedet på mig: ’Det gør du aldrig igen!’ Hun ønskede ikke, at jeg rørte ved hende.”

Når der endelig var fysisk kontakt mellem Jim og hans mor, var den snarest negativ:

Når jeg ikke opførte mig ordentligt, kunne hun gribe fat i min arm og bore sine lange negle ind, så blodet løb ned ad armen.”

Da jeg blev en stor dreng, hørte jeg fra min moster, at min mor aldrig ville have haft mig. Hun havde forsøgt sig med både strikkepinde, amerikansk olie, løbeture op og ned ad trapperne og alt muligt. I mit tilfælde gælder det virkelig, at det var godt, at jeg blev født, før aborten blev fri.

Alligevel havde min mor sin egen måde at vise mig kærlighed på. Når hun havde frokostpause i stormagasinet, løb hun på sine højhælede sko over til en bager og købte fire stykker wienerbrød, og så løb hun med dem hen til vores opgang, op i lejligheden og serverede wienerbrødene på to tallerkener til mig om min søster, to wienerbrød til hver, og så løb hun tilbage.

Det var hendes frokostpause, og det var hendes måde at vise kærlighed på.”

Tæsk

Da Jim blev syv år, giftede hans mor sig for anden gang:

Min stedfar tæskede ikke min mor, men derimod mig, når jeg igen havde lavet noget møg. Jeg fik snart et stærkt ønske om at komme væk. Første gang jeg løb hjemmefra, var jeg syv år. Jeg blev fundet af kriminalpolitiet efter en nat, hvor jeg havde sovet i en opgang. Da jeg kom hjem, ventede der bare en ekstra stor omgang tæsk.

Nede i gården var det mig, der stod for tæskene. Jeg fandt ud af, at jeg var stærk, selvom jeg var lille. Jeg kan huske en dag, hvor jeg legede i sandkassen med en legetøjsbil, og der kom to af de store drenge. Lange Per var cirka dobbelt så høj som mig, og hans bror Frank var omtrent lige så høj. De tog min bil. Det ville jeg ikke finde mig i, så jeg røg på dem og bankede dem, begge to.

Kort efter var jeg oppe i lejligheden og hørte, at det ringede på døren. Min mor åbnede, og jeg hørte hende sige ude i entreen: ’Nej, det kan ikke passe!’ Så kaldte hun mig derud. Der stod de to brødre med deres far imellem sig. Da jeg kom derud, så faren ned på mig med et helt forkert udtryk i ansigtet og spurgte min mor: ’Er det Jim?’

Da hun bekræftede det, vendte han sig om og gav først den ene af sine sønner en flad og så den anden. Så tog han dem i armene og trak dem ned ad trappen igen.”

De rigtig hårde drenge

Jim satte sig i respekt i gården, men han blev også ensom.

Jeg bankede jo de andre og tog deres ting. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig over for de andre børn. Jeg havde ligesom en indre drivkraft, der drev mig til at gøre alt det forkerte. Til sidst ville de ikke lege med mig, og forældrene ville heller ikke have, at de gjorde det.

Jeg forstod det ikke. Jeg kan huske, at jeg løb rundt i gården og ledte efter de andre børn og kaldte på dem. Jeg vidste, at de var der og gemte sig, men jeg forstod det ikke. Jeg blev ked af det og følte mig ensom. Men efterhånden blev jeg god til at skjule mine følelser. Ingen måtte se mine følelser.”

I den tilstand blev Jim tiltrukket af de rigtigt hårde drenge: ”Vi var en gruppe, som alle sammen var kørt af sporet, og vi begyndte et liv med kriminalitet og druk. Det begyndte, da jeg var omkring ti år. Vi stjal med arme og ben. Vi kunne ikke være i en forretning uden at stjæle. Vi boede lige ved siden af DSB’s godsterminal. Der var ingen alarmer, kun vagthunde, og dem var vi ikke bange for. I godsvognene lå der kassevis af cigaretter og sprut. Så vi sneg os derover om natten og slæbte kasse efter kasse hjem.

Vi havde et kælderrum, hvor vi havde klub, og der drak vi som idioter. Det var totalt afsporet. Vi var ikke mere end 10-12 år, og snart kom der også piger med.”

Småtyverierne udviklede sig snart til mere alvorlige tyverier:

Vi tog med S-toget op til Holte til de store og dyre villaer, og så stjal vi guld og sølv. Det var gode tider for indbrudstyve, for der var ingen alarmer. Guldsmedene i København stillede ingen spørgsmål. De var fløjtende ligeglade. De smeltede bare det hele om. Vi kunne nemt få op til 30-40.000 kroner på en enkelt tur.”

Gradvist gled drengene ind i rockermiljøet:

Der var nogle gutter, som var kørt så fuldstændigt af sporet. Der var grov og ond vold, og der var ingen grænser.”

Det var de folk, der blev Jims forbilleder. Han deltog selv i volden og blev fortrolig med både politigården og detentionen.

Men jeg var under den kriminelle lavalder, så efter en nat i detentionen var jeg ude igen. Det rørte mig ikke. Jeg blev bare hårdere og hårdere.”

Skole og konfirmation

Skolen kunne Jim ikke tage alvorligt:

Jeg var der sjældent, og jeg blev smidt ud af den ene skole efter den anden, fire i alt tror jeg. Til sidst kom jeg på et hjem, hvor skolepsykologerne skulle prøve at hitte rede i mit komplekse indre, men her kom jeg op at slås med en lærer, og så blev jeg også smidt ud derfra. På et tidspunkt prøvede de at rykke mig en klasse op i skolen. De mente, jeg var kvik nok til det, og håbede, at det ville hjælpe, hvis jeg kom sammen med nogle, der var lidt ældre. Men det hjalp heller ikke. Jeg gik ud af 9. klasse som 14-årig, og det var så det.”

I Jims barndom var der ingen kristen prægning ud over den, han mødte i skolens undervisning og i konfirmationsforberedelsen. Men også fra konfirmationsberedelsen blev han smidt ud:

Præsten ville ikke have mig. Så fik min mor mig ind hos en gammel præst i nærheden. Han havde som krav, at jeg skulle sige Fadervor, men han kunne ikke få mig til det. En dag kom han på besøg og fortalte min mor om problemet. Hun blev tosset, og så jeg valgte jeg at sige det – og blev konfirmeret.”

Hjemmefra

Hvad der måtte have været af barndom i Jims liv, sluttede, da han blev 14 år. Da smed hans mor stedfaderen ud og fandt sammen med en ny mand, som hun havde mødt på et værtshus. Den nye mand flyttede fra sin lille lejlighed på Frederiksberg, som han overlod til Jim. På det tidspunkt havde Jim en kæreste, og de flyttede sammen i den lille lejlighed:

Vi var begge to 14 år gamle og flyttede ind i lejligheden med en kanin og en flaske whisky.”

I de følgende år havde Jim flere forskellige småjobs. Længst tid var han i et antennefirma, hvor chefen satte stor pris på ham:

Jeg var dygtig og havde en masse energi og knoklede fire timer efter, at de andre var gået hjem.” Men Jim stjal og snød også der, og til sidst blev det opdaget:

Chefen kaldte mig ind på sit kontor. Han græd. ’Jeg havde store planer med dig, Jim’, sagde han. Jeg hørte bare på ham. Det gjorde intet indtryk. Intet gjorde indtryk. Heller ikke, da min kæreste skred.”

Spirituskørsel

Sideløbende med de skiftende jobs deltog Jim i mange forskellige former for kriminalitet og udviklede et stadigt mere omfattende alkoholmisbrug. Da han blev 18 år, begyndte han at kombinere alkohol og bilkørsel, og så begyndte hans fængselshistorie.

Jeg røg i fængsel for spirituskørsel første gang, da jeg var 19 år. I alt kom jeg ind 4-5 gange for spirituskørsel.”

Det er et under, at ingen kom alvorligt til skade ved Jims kørsel. Tredje gang, han blev dømt for spirituskørsel, var han årsag til en af de mest omfattende trafikulykker i Københavns historie. Efter et mislykket røveriforsøg i en guldsmedeforretning kørte Jim med en promille på over 3,5 gennem København med speederen i bund. Han torpedererede den ene parkerede bil efter den anden og kørte til sidst direkte ind i siden på en Mercedes-taxa, som blev kastet op på køleren af hans egen Ford Mustang, hvorefter Jim med taxaen på køleren fortsatte ind i en benzinstander og væltede den. Den ulykke kostede ham kørekortet for bestandig.

Jeg burde have været død mange gange. Efter at jeg mødte Gud, kom jeg en dag tilbage til mit gamle stamværtshus på Vesterbro. Jeg satte mig ned med min cola for at fortælle nogle af de gamle kammerater, hvad der var sket. ’Jeg har mødt Gud!’, sagde jeg. En af de andre sagde, at det sådan set var det, de havde regnet med. ’Hvad mener du?’, spurgte jeg. ’Du burde have været død så mange gange, så det er klart, der måtte være en eller anden mening med, at du skulle leve.”

Nogle år efter bilulykken sov Jim en nat i en vens lejlighed. Han havde fyldt sig med hash, alkohol og stesolider og var faldet i søvn på vennens seng, fuldt påklædt og med en tændt cigaret i hånden. Han var alene i lejligheden, og ingen registrerede branden, før vinduerne eksploderede med et brag, og flammerne væltede ud af lejligheden. Jim vågnede ikke ved braget. Han vågnede ganske kort, da røgdykkerne bar ham ud, og siden på kommunehospitalet. Her fik han at vide, at både dyne og madras var brændt væk. Røgdykkerne havde fundet Jim på sengens rødglødende fjedre, som havde brændt sig ind i hans tøj. Han burde ikke have kunnet overleve det, men Gud ville det anderledes.

Mod bunden

De ti år, fra han var 25 til 35, var i Jims liv én lang tur mod bunden: ”Det gik bare mere og mere ned ad bakke. Jeg gik fuldstændig i hundene. Jeg levede på gaden og levede kun for at drikke og dope mig. Jeg røg i fængsel for vold, røveri, svindel – alt muligt. Men jeg var ligeglad.”

På et tidspunkt bad Jim om at blive indlagt på et psykiatrisk hospital, men efter et par dage udskrev de ham: ”Jeg var bare så langt ude. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det mest logiske for mig var at røve en bank. Jeg gik ind i en legetøjsforretning, hvor jeg stjal en legetøjspistol. Jeg stjal også en cykel og en taske, og så røvede jeg en bank for 47.000 kr.”

Kort efter blev Jim arresteret, og det endte med fire års fængsel. Det var under dette fængselsophold, han blev stiknarkoman.

Da han blev løsladt, var Jims eneste ønske at dø.

Mødet med de kristne

Efter de mislykkede selvmordsforsøg og nogle mislykkede forsøg på at komme ud af misbruget fik Jim et værelse på KFUM’s sociale kollegium i København. Her mødte han nogle kristne, som havde omsorg for ham:

Der følte jeg mig tryg. Der var godt at være. Vi arbejdede på et beskyttet værksted fra 8.00-12.00 hver dag, og fritiden brugte jeg på at gå ture i København.”

På det tidspunkt var jeg på metadon-vedligeholdelse. Den normale dosis er på 8 cl. Jeg havde fyldt lægen med så meget løgn, at jeg fik udleveret, hvad der svarer til en sodavandsflaske. 21 cl om dagen. Jeg kunne ikke fungere uden. Min krop var ødelagt. Når jeg vågnede om morgenen, var mine muskler låst fuldstændigt fast, og det smertede. Jeg måtte først ryge en pibe hash og have metadonen. Så kunne jeg tage et bad og se ud som om, jeg havde styr på mig selv – selvom jeg havde både 3., 4. og 5. verdenskrig rasende inden i mig.”

På en af sine daglige vandreture mødte Jim en dag en pige på Strøget, som han kendte fra tidligere. Hun var pusher på Vesterbro og ville gerne takke Jim for en tjeneste, han havde gjort hende engang. Hun fortalte om en lejlighed, hvor han med et kodeord kunne få adgang. Hvis han kom lidt senere, ville hun give ham alt det stof, han kunne indtage, gratis:

Jeg gik derover, sagde kodeordet og fyldte mig så med hash, coke og dope.”

Bagefter var det ikke til at skjule, at han var påvirket:

Da jeg prøvede at snige mig ind på kollegiet, blev jeg stoppet af en meget omsorgsfuld stemme, som råbte: ‘Åh, Jim, hvad er det dog, der sker med dig!?‘ Det var Susanne, en pige fra Jylland, som kom fra en indremissionsk familie. Da jeg kom hen til hende spurgte hun mig: ‘Jim, må jeg ikke få lov til at bede for dig?‘ Jeg anede ikke, hvad hun talte om, men jeg sagde, det var okay, for hun virkede meget omsorgsfuld. Så lagde hun sin hånd på min arm og bad for mig. Bagefter gik jeg over på mit værelse og faldt omkuld.”

Mødet på risten

14 dage senere skulle Jim ind på apoteket for at hente metadon. Han sad og drak kaffe i dagligstuen, hvor han udskød afgangen. Men til sidst måtte han rejse sig for at tage af sted. Han gik ned ad kollegiets lange og mørke gang, drejede til højre, åbnede døren ud til gårdspladsen og trådte ud på jernristen:

I ét nu stod jeg som naglet til risten. Jeg kunne ikke bevæge mig. Så hørte jeg en stemme, som råbte inden i mig: ‘Jim, det er Gud, der taler til dig, så nu hører du efter.‘ I samme sekund stod alt lysende klart for mig. Jeg vidste, at Gud elsker mig. Jeg blev fyldt af en strøm af kærlighed, jeg aldrig havde følt før. Den begyndte at fylde mig nede fra fødderne, og så bevægede den sig længere og længere op gennem kroppen. Da den nåede mit ansigt, lyste jeg op i det største smil, jeg nogensinde har haft, og jeg ved, at det strålede ud af mig de næste tre dage, så folk pegede fingre ad mig i bussen. Jeg følte mig fuldstændig omsluttet af Guds kærlighed, og den var 1000 gange stærkere end nogen kærlighed, jeg havde mødt før.”

Det var lørdag den 17. december klokken cirka 11 om formiddagen.

Allerede dagen efter var Jim til gudstjeneste for første gang – i Solvang kirke på Røde Mellemvej på Amager. Her mødte han igen Susanne og nogle andre unge fra Indre Mission, som tog imod ham med åbne arme.

Dagen efter havde Jim en aftale med lægen på det distriktscenter på Nørrebro, hvor han havde fået tildelt metadon-vedligeholdelse. Jim fortalte om sit møde med Gud og bad om hjælp til at trappe ud af metadonen:

Men han kunne ikke få mig ind på et behandlingssted. Ingen ville tage imod mig, fordi jeg havde for mange mislykkede behandlingsforløb bag mig.”

Jim blev sendt videre til en anden læge:

Jeg fortalte ham det, som det var: ’Jeg har mødt Gud!’ Efter halvanden times samtale indvilligede han i at indlægge mig. Jeg blev indlagt på den lukkede afdeling under diagnosen Skizofreni!”

På den lukkede afdeling fik Jim hjælp til at blive metadonen kvit:

Jeg fortalte, at jeg kunne eksistere på 4 cl om dagen og foreslog, at vi skar ned med en halv cl om ugen. Jeg sov stort set ikke hele denne periode. Jeg sad 1½ måned i en stol og gyngede af smerter. Men jeg kom ud.”

Mødet med Lise

Under opholdet på den lukkede afdeling havde de unge kristne fra Solvang Kirke besøgt Jim. ”De fortalte mig om Jesus, og hvad han havde gjort for mig til min frelse. Men jeg forstod det ikke. Jeg vidste, at jeg havde mødt Gud. Men evangeliet om Jesus var lukket for mig.”

Senere begyndte Jim at komme i en lille bibelkreds i en villa på Rhodosvej på Amager. En dag fortalte husværten, at han havde en god plan for Jim: ”‘Du skal på højskole! På Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Jeg har talt med forstanderen. De har en sommerhøjskole, der varer en uge, og du har fået en friplads.‘

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente på den højskole, og jeg skilte mig jo lidt ud. Jeg kan huske den første dag, hvor jeg kom ned i dagligstuen. Jeg havde korte ærmer på, så man kunne se mine tatoveringer op og ned ad armene. Jeg satte mig midt i en stor hjørnesofa med armene oppe på armlænet, og så kom folk ind og satte sig. Til sidst var de to andre hjørnesofaer fyldt til randen, og jeg sad stadig alene!

Jeg havde heller ikke fattet det der med, at man skulle have sin Bibel under armen. Så da det første møde gik i gang, hørte jeg en meget venlig stemme ved siden af mig, sige: ‘Du må godt se i min Bibel!’ Det var Lise. Hun skilte sig også temmelig meget ud. De fleste var jo meget ældre end mig, men Lise var kun 30 år. Hun havde tidligere været på et 10 måneders-ophold på højskolen, men var blevet stoppet op af den tanke, at hun skulle med på denne her sommerhøjskole. Hun forstod ikke hvorfor, men var sikker på, at det var Guds vilje. Vi begyndte at snakke og gå ture sammen hver dag. Hun var et rigtigt dejligt menneske, syntes jeg.”

Senere på sommeren mødtes jeg med Lise i København. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gebærde mig. Jeg ville meget gerne have en kone, og jeg vidste, at det skulle være en bekendende kristen kvinde. Det havde jeg fået at vide af de unge fra Solvang Kirke.

En af dem havde sagt til mig: ’Tænk over det på den her måde, Jim. Hvis du står på en skammel og giver hånden til en kvinde, som står nede på jorden, hvad er så nemmest: at du trækker hende op, eller at hun trækker dig ned?’ Svaret var jo indlysende, så jeg vidste, at jeg skulle have en kristen kvinde.

Men jeg havde jo aldrig mødt sådan nogen kvinder før, så jeg var vist temmelig kikset. Alligevel fandt vi ud af at blive kærester.”

Jim og Lise blev gift på fireårsdagen for hans møde med Gud, den 17. december 1998.

Åndeligt mørke

Efter brylluppet flyttede Lise og Jim sammen i et lille etværelses rækkehus, som Lise havde købt. Jim havde taget 10. klasses-eksamen på en VUC-skole og var begyndte på et toårigt studenterkursus, hvorfra han som klassisk sproglig student havde direkte adgang til det teologiske fakultet, hvor han skulle læse teologi for at blive præst.

Der var nok nogle stykker omkring Jim, som havde deres tvivl om, hvorvidt det ville lykkes for ham. Men det gjorde det – mod alle odds. Hvad der derimod ikke lykkedes for Jim var at sortere i alt det, der mødte ham på teologistudiet.

Jeg var rationelt tænkende, og alt, hvad der blev argumenteret rationelt for, det tog jeg til mig. Jeg var på ingen måde åndeligt levende under teologistudiet. Evangeliet var lukket for mig. Derfor havde jeg ingen åndelig dømmekraft og tog det hele til mig.

Jeg havde ingen problemer med at læse teologi. Det, jeg havde problemer med, var det, som Lise kunne finde på at sige, når jeg kom hjem. Når hun talte om Adam og Eva og den slags, kunne jeg reagere med at sige, at hun måtte være rablende vanvittig, hvis hun troede på det. Hun blev selvfølgelig meget ked af det, men hun stod heldigvis fast på det, som hun troede på, og som jeg først kom til tro på langt senere, nemlig at Jesus er Guds Søn, korsfæstet for vore synder og åbenbaret til tro for os i Guds hellige ord – Bibelen.

Under teologistudiet blev det klart for os, at vi åndeligt levede i to forskellige verdener. Men Lise var sikker på, at det var Gud, som havde ført os sammen, og hun bad derfor utrætteligt for mig.”

Med tiden blev det svært at finde en menighed, hvor de begge kunne være glade for at komme:

Engang havde vi været til en lovsangsgudstjeneste. Jeg syntes simpelthen, det var for meget, og det sagde jeg også, da vi kørte hjem: ’Sådan nogle idioter! Jesus mig her og Jesus mig der. De gør jo Jesus til Gud!’ Lise forsøgte at fortælle mig, at det så sandelig også var, hvad hun troede på, men jeg overhørte hende bare og blev ved med at skælde ud. Det var umuligt for hende at få mig beroliget. I stedet begyndte hun at bede Gud om at åbne mit hjerte for evangeliets sandhed.

En anden gang sad vi til noget kirkekaffe sammen med en gruppe fra Luthersk Mission. Det var mod slutningen af teologistudiet. En af dem begyndte at snakke om Djævelen, og jeg sagde det, som jeg mente det: ’Jeg tror ikke en meter på det der!’

Da jeg sagde det, var der en gammel missionær, som røg tilbage, rejste sig fra stolen og sagde til mig: ’Så har du lang vej igen!’”

Evangeliet åbner sig

Det underlige var, at netop på dette tidspunkt havde Jim ikke lang vej igen. Han nærmede sig afslutningen af sin lange vej til Jesus. Straks efter sin embedseksamen og Pastoralseminariet fik han embede på Lolland. Han og Lise fik hurtigt et godt forhold til menighedsrådet og gudstjenestemenigheden. Jim prædikede, som han havde lært det på universitetet, og ingen i sognet havde problemer med det.

Hvad der så sker, kan jeg ikke forklare. Hvor kommer det fra? Jeg ved det ikke. Men efter et halvt års tid i embedet får jeg pludselig en uudslukkelig tørst efter opbyggelig litteratur. Jeg bliver åndeligt sulten, som jeg aldrig har været det før, og jeg suger til mig af god, opbyggelig litteratur. Jeg læser Carl Fredrik Wisløff, og det er ren manna. Jeg oplever, at det her, det mætter mig åndeligt, og jeg vil bare have mere.

Evangeliet begynder at åbne sig for mig. Gradvist bliver det klart for mig, hvad Jesus har gjort for mig til min frelse, og troen vokser frem i mig. Jeg læser Luther og Rosenius, og stille og roligt oplever jeg, at vi deler én og samme tro på Jesus.

Jeg begynder at forstå, hvad det hele handler om: synd og nåde, frelse og fortabelse, lov og evangelium og Jesu fuldbragte frelsesværk. Og det begynder jeg så at prædike ved gudstjenesterne. Lise er dybt taknemlig til Gud for hans vidunderlige bønnesvar. Til gengæld er der andre, der begynder at tage afstand.”

De folk i sognet, som før var så glade for deres nye præst, oplevede nu i tiltagende grad, at de ikke brød sig om det, han sagde:

En dag er der en kvinde, der rejser sig midt under gudstjenesten og går ud. Bagefter ringer hendes mand til mig: ’Min kone kan ikke holde ud at høre på dig’, sagde han. Jeg svarede ham, at det kan jeg ikke gøre noget ved. ’Kan du ikke, eller vil du ikke?’ spurgte han mig så. Og jeg sagde det, som det var: ’Jeg hverken kan eller vil’.”

De troendes fællesskab

I takt med, at konflikterne tog til i sognemenigheden, blev det klart for Jim, at han og Lise havde brug for et kristent fællesskab, hvor de kunne komme og høre Guds ord:

Jeg sagde det til Lise, som jeg oplevede det: ’Vi bliver nødt til at komme et sted, hvor vi kan få åndelig føde’. Det sted fandt vi så i den lille Luthersk Missions-forsamling i Rå på Lolland. At komme dertil var som at komme hjem åndeligt talt. Det var utroligt godt for os og for mig. Vi oplevede et varmt og dejligt fællesskab, hvor vi delte den samme tro på Jesus, og hvor der var meget stor plads til det enkelte menneske.”

Vi blev fire år i sognet på Lolland, og i de sidste år fik jeg lov til stille og roligt at vokse åndeligt. Det var en Guds ledelse og velsignelse, at jeg endte i et sogn, hvor jeg havde tid og ro til at læse. Jeg kunne sidde 2-3 dage i træk og bare læse god, opbyggelig litteratur. Det ændrede mig indefra. Jeg blev sulten efter retfærdighed, og jeg blev mættet ved evangeliet om frelsen i Jesus.

Udviklingen kunne høres i mine prædikener. Der var mange, som ikke ville høre, at de var syndere. Men det var blevet afgørende for mig at prædike, så folk forstod, at Gud måtte ofre sin søn for at frelse os. Jeg ville, at konfirmanderne skulle forstå, at korset var det vigtigste, der var sket i deres liv. Jeg fik en fraktion imod mig, men andre tog imod evangeliet og glædede sig.”

Efter fire år på Lolland fik Jim embede i Rind-Kollund-Kølkær pastorat ved Herning i Jylland:

Her oplever jeg, at jeg er kommet helt ud i friheden. Jeg har det godt med menighedsrådet, jeg har en menighed, som gerne vil tage imod Guds ord, og vi kommer i et missionshus, hvor vi oplever de troendes fællesskab. Vi er meget velsignede, og det er en stor glæde for mig at forkynde Guds ord her. Både Lise og jeg er meget glade for at bo i Kølkær.”

Den lange vej til Jesus

Når Jim ser tilbage, er datoen den 17. december 1994 fortsat skelsættende i hans liv. Den dag mødte Gud ham på risten og overbeviste ham om sin kærlighed. Men der gik lang tid fra det første møde med Gud, til han så Jesus som sin frelser. Nu er frelsen i Jesus hans største glæde. Han takker for den, hviler i den og vidner glad og gerne om den. Sådan lød det i Jims prædiken den 14. maj 2015:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Her – hos Jesus – rækkes hvilen os ganske gratis, for den gives os på baggrund af Jesu fuldbragte offer og ikke på grund af noget som helst i os eller af os. Alt er gjort af Jesus, og nu skal vi så bare komme til ham og tage imod frelsen af hans hånd ganske gratis, af ren og skær nåde.

Nu kan det så godt være, at der sidder en og tænker – det lyder alt sammen meget godt, hr. præst. Gratis, siger du. Vi skal intet gøre, for alt er gjort af Jesus, men vi skal da vel lige tro – ikke?

Jo, vil jeg så svare, tro skal vi, men heller ikke her hverken kan eller skal vi udrette noget som helst, for kun og absolut kun Jesus kan give os den levende tro på hans ufattelige undergerninger. Vi må komme til ham og bede ham om at give os den levende tro, hvilket han også hellere end gerne vil gøre gennem sit glædelige budskab – evangeliet.

Ved at høre evangeliet om vor frelse åbnes vore øjne for den rigdom, vi ejer i Jesus. Det er hele formålet med dagens evangelie-læsning. Her er nemlig ikke bare tale om et budskab givet til os mennesker, men derimod om et budskab, der på alle måder placerer os dybt ind i en helt ny åndelig kontekst. Det er et budskab, som sætter et afgørende skel mellem mennesker. Ja, der er intet mindre end en evighed i Guds rige til forskel på det menneske, som hørte budskabet uden at tro det, og så det menneske, der hørte budskabet og fik givet at tro det.

Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Det er nogle afsindigt hårde ord, som er talt til os af den Gud, som vi postulerer, er kærlighed, men hvorfor nu det? Jo, det er lige præcis, fordi Jesus, i sin ufattelige kærlighed, ikke ønsker andet end at lede os til sin frelse. Han taler til os sandt og ærligt uden omsvøb for at få lukket øjnene op på os, så vi kan se vores reelle status i denne verden. Han ønsker, i sin store omsorg for lige præcis dig, intet andet end at vække dig op af din åndelige søvn, for at du dog må få øje på, at uden Jesus i dit liv skal du før eller senere stå foran Gud som din dommer.

Her går Jesus ikke på kompromis. Så meget elsker han dig. Han vil, at også du skal nå frem til hans frelse.

Derfor siger han også andetsteds, at den er salig – altså ovenud lykkelig – som ikke forarges på ham, for i forargelsen skubber vi genstanden, som vi forarges over, bort, og får ikke nogen glæde af den.

Får evangeliet derimod åbnet dine øjne for den enorme rigdom, som du ejer ganske gratis i Jesus, må glæden helt automatisk vælde frem fra dit forløste indre og dit hjerte begynde at takke Jesus, som gav sig selv for at frelse dig.

Guds fuldbragte frelsesværk i Jesus Kristus sætter øjeblikkeligt den, der hører og tror, ind i den største af alle opgaver – nemlig at fortælle det glædelige budskab videre.

For Gud har valgt at lade sit frisættende budskab om frelsen i hans Søn gå videre frem ud i denne verden gennem mund-til-øre metoden. På nøjagtig samme måde som vi i dag hørte evangelisten gøre. Gud til ære og os til gavn.

Amen.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.