Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Den kønsneutrale bølge

Om hvordan vores samfund i stigende grad gør modstand mod den traditionelle og bibelske forståelse af forskellen mellem de to køn.

Kampen om kønnet (Del 1)

Kultur i opløsning

Er jeg en dreng eller en pige, mand eller kvinde? I den vestlige verden har vi i flere tusind år kunnet svare klart og entydigt på det spørgsmål. Vi har forudsat, at der er identitet mellem krop og køn. Vi har også forudsat, at der er nogle grundlæggende, naturgivne forskelle på drenge og piger, mænd og kvinder. Derfor har vi opdraget vores børn forskelligt afhængigt af deres køn, vi har klædt dem forskelligt, og vi har opmuntret piger til at identificere sig med deres mor og drenge til at identificere sig med deres far. Vi har regnet det for naturligt, at den seksuelle orientering går mod en af det modsatte køn, og at ægteskabet indgås mellem en biologisk mand og en biologisk kvinde.

Sådan har det været. Sådan er det ikke mere. Alle de tanker om køn, som er gengivet ovenfor, og som har været anset for indlysende og naturlige i generation efter generation, er nu under angreb og under opløsning.

Angrebet mærkes ikke lige stærkt i alle dele af samfundet. Nye kulturelle bølger slår først og stærkest igennem i de store byer og på de højere læreranstalter og primært inden for de humanistiske fag. På de humanistiske uddannelser præges de studerende i vor tid stadigt mere intensivt og målrettet med en ny kønsideologi og lærer, at den gamle tanke om to køn, mand og kvinde, og om identitet mellem krop og køn er en myte, som vi må gøre op med og frigøre os fra. Vores køn skal være et frit, individuelt valg.

Den nye kønsideologi har fundet vej til vore politikere og har banet vej for ny lovgivning. Det gælder i alle de nordiske lande. Her skal vi fokusere på Danmark.

Ny lovgivning

I 2010 indførte Danmark muligheden for, at man i sit pas kan få skrevet et ”X” der, hvor kønnet ellers angives ved et ”F” for ”female” eller ”M” for “male”. Muligheden er åben for dem, som føler sig som et andet køn end deres biologiske køn. De danske pas opererer således nu med tre kønskategorier.i

I 2014 vedtog det danske folketing, at man kan skifte køn blot ved at udfylde en blanket til Det Centrale Personregister, meddele registeret, at man føler sig som et andet køn end kroppens, og efter et halvt år bekræfte, at man ønsker at skifte køn. Alle, som gør det, omdefineres til det modsatte køn og får et nyt personnummer.ii

En konsekvens af den nye lov om kønsskifte er, at det nu er blevet muligt for personer med en juridisk identitet som mænd at føde børn.iii Hvilke muligheder, der i øvrigt åbner sig for folk, der skifter køn, er uafklaret, herunder spørgsmålet om adgang til det juridiske køns omklædningsrum og sportsklubber.

En kirkelig konsekvens af den nye lov om kønsskifte er, at præster i Folkekirken er forpligtet til at vie to personer med samme biologiske køn, hvis den ene af de to har foretaget et juridisk kønsskifte. Præster er ikke tvunget til at vie fraskilte og homoseksuelle, men de er tvunget til at vie to, som har hver sit juridiske køn.iv

I 2014 fik pædagoguddannelserne i Danmark på baggrund af et folketingsforlig et nyt obligatorisk fag: ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”. Forsknings- og undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen begrundede det nye fag således: ”Jeg mener, at det er vigtigt at klæde de kommende pædagoger på med viden om, at det ikke er nogen naturlov, at drenge skal blive på én måde og piger på en anden.”v Nedenfor vil jeg komme nærmere ind på, hvad de pædagogstuderende møder i det nye fag. Der er tale om et regulært bombardement med kønsopløsende ideologi.

I januar 2017 fjernede Danmark som det første land i verden transkønnethed fra listen over sygdomme. Det skete efter mange års pres fra LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Nu skal det ikke længere betragtes som en psykisk sygdomstilstand, at man ikke kan identificere sig med sin egen krops køn. Det skal betragtes som naturligt og normalt. Alle folketingets partier støttede den nye praksis.vi

Hvad bliver det næste?

Det Radikale Venstre har stillet forslag om, at personnumre skal gøres kønsneutrale, så ingen skal føle sig presset til at være registreret som enten mand eller kvinde. Det bør respekteres, at nogle føler, at de er noget helt tredje.

Det Radikale Venstre har også foreslået, at det skal være muligt at definere flere end to personer som forældre til et barn, for eksempel når et lesbisk par får børn sammen med et homofilt mandligt par. I den situation bør det være muligt, at alle fire personer får forældremyndighed. Motiveringen for forslaget er, at de gamle familie-kategorier med én far og én mor er alt for snævre til at kunne rumme vor tids alternative ”regnbuefamilier”.

Endelig har Det Radikale Venstre slået til lyd for, at der bør være flere kønsneutrale børnehaver i Danmark, hvor man undlader at bruge kønsbetegnelser som ”dreng” og ”pige”, hvor man lærer børnene at betragte homo-, bi- og transseksualitet som noget naturligt og normalt, og hvor man opmuntrer drenge, der vil gå i kjoler, og piger, der vil lave drengeting. Sofie Carsten Nielsen fastslår, at det vil være godt, hvis flere danske børneinstitutioner arbejder ”normkritisk og kønsneutralt”, fordi det giver børnene ”mulighed for at udvikle sig uden at være spærret inde i de forventninger, der er forbundet med køn.”vii

Erfaringen viser, at de nye tanker om køn og seksualitet, som først formuleres af Det Radikale Venstre, med tiden får tilslutning fra stadigt flere af de øvrige politiske partier.

Eftergivenhed

For mange virker de nævnte tanker blottet for sund fornuft. Men det alvorlige er, at de har stærk og tiltagende medvind i hele den vestlige verden, og at de sætter dagsordenen i stadigt flere sammenhænge.

Et illustrativt eksempel er legetøjsfirmaerne Fætter BR og Toys”R”Us, der fra julen 2013 besluttede at gøre deres kataloger kønsneutrale. Marketingsdirektør for de to firmaer, Thomas Meng, begrundede beslutningen således: ”Katalogerne er blevet kønsneutrale, fordi de skal afspejle en virkelighed, hvor drenge leger med pigelegetøj – og omvendt (…) Vi ønsker ikke at kode dem i nogle retninger. De skal selv kunne vælge.”

Føtex og Bilka havde også i 2013 reklameret med piger, der legede med typisk drengelegetøj, og omvendt, men kønsneutraliteten var endnu ikke konsekvent gennemført. Kommunikationschef Mads Hvitved Grand lovede imidlertid: ”Vi forventer næste år at bløde yderligere op.”viii

Man kan undre sig over denne eftergivenhed. Hvorfor går disse firmaer så modstandsløst med på de nye ideer? Tre ting kan være værd at tage i betragtning.

Der står meget stærke lobbygrupper bag de nye tanker. De interesseorganisationer, som taler de seksuelle minoriteters sag, presser stærkt og vedvarende på, for at alle traditionelle kategorier for køn, ægteskab og familieliv skal opløses. At gå imod disse organisationer og deres ønsker, kan tolkes som et udtryk for manglende rummelighed og empati, og det er omkostningsfuldt både for politikere, firmaer og samfundsdebattører.

De nye tanker fremstilles som den nyeste og mest opdaterede indsigt. De fremføres af forskere, som har arbejdet med køn og identitet i årtier, som kan henvise til ny og angiveligt kvalificeret forskning, og de kan bruge fine ord om sagen. Ifølge forskerne må alle kloge og opdaterede mennesker følge de nye tanker. Kun ureflekterede traditionalister vil gå imod dem. Hvem ønsker at høre til i den sidstnævnte kategori?

Hvad er argumentet mod de nye tanker? Skal vi argumentere med følelser og fornemmelser eller med tradition og gammel kultur? Mange har en fornemmelse af, at ingen af disse argumenter rækker langt i en debat, og vælger derfor at tie. Når vi i den vestlige kultur har forladt Bibelens åbenbaring og troen på Guds skabelse af mennesket som to forskellige køn, mand og kvinde, står vi svagt i mødet med de nye tanker.

At vi har noget at sige i mødet med de nye tanker, vil jeg komme ind på i de følgende to artikler. Der er meget at sige både ud fra Bibelen og ud fra den biologi, som Gud har skabt os med.

I denne artikel skal vi se lidt mere på historien og de drivende kræfter bag de nye tanker.

Bølge i det 20. århundrede

Tankerne om, at der ikke er nogen naturgiven forskel på mænd og kvinder, er ikke ny. Den er dukket op mange gange igennem historien. Men først i det 20. århundrede kan man tale om en omfattende, vedvarende og stadigt stærkere ideologisk bølge. Bølgen har været i gradvis vækst gennem hele det 20. århundrede, og derfor har der også undervejs i århundredet været foretaget eksperimenter, som havde til hensigt at bekræfte det nye, kønsneutrale syn.

Her skal vi se på to sociale eksperimenter, som ville bevise, at der ikke er nogen naturgiven forskel på mand og kvinde, men som begge endte med at bekræfte, at der er en sådan forskel.

Historien om de kønsneutrale kibbutzer

I begyndelsen af det 20. århundrede valgte jøder, der bosatte sig i det daværende Palæstina, i stort omfang at etablere kibbutzer, hvor man boede i kollektiver. Mange kibbutzer var præget af en marxistisk ideologi, hvor lighed var det højeste ideal, ikke blot økonomisk, men også i forholdet mellem de to køn. Man ønskede at udviske alle forskelle mellem mænd og kvinder og at bryde med alle nedarvede rollemønstre. Idealet var absolut kønsneutralitet.

I de kønsneutrale kibbutzer betragtede man moderens tilknytning til og omsorg for børnene som en hovedårsag til ulighed mellem mænd og kvinder. Moderrollen bandt kvinden til hjemmet og hindrede hende i at deltage på lige fod med manden i andre dele af samfunds- og arbejdslivet. Derfor valgte man at placere alle børn i børnehuse, hvor de blev passet af skiftende personer.

Børnene var i deres huse 24 timer i døgnet. Her både spiste, legede og sov de, og når den tid kom, gik de også i skole her. De voksne blev opmuntret til at tænke om alle børnene som deres fælles børn, og forældre blev tilskyndet til ikke at udvikle noget særligt nært forhold til deres egne biologiske børn. Det distancerede forhold til forældrene skulle også sikre barnet de bedste betingelser for at vokse op i frihed fra forældrenes ledelse og her ikke mindst faderens autoritet. Man ville bryde med det patriarkalske samfund, hvor faderen blev set som lederen i familien.

Når kvinderne på denne måde var befriet for ”hjemmelivets åg”, kunne og skulle de deltage i livet uden for hjemmet på lige fod med manden. Kvinderne skulle tage del i markarbejde, produktion og vagttjeneste i lige så høj grad som mændene. Tilsvarende skulle mændene varetage traditionelt kvindearbejde i forbindelse med omsorg, pleje, undervisning og husholdning.

Ligheden mellem kønnene skulle også komme til udtryk i klædedragt og ydre fremtoning. Kvinder måtte ikke gå med kjoler og andet særligt kvindetøj. De måtte ikke bære smykker, ikke bruge kosmetik og ikke have særlige, kvindelige frisurer. De skulle se ud som mændene.

Det traditionelle ægteskab blev opløst. Når en mand og en kvinde ønskede at være sammen, meddelte de det til et kontor, som kunne tildele dem et fælles rum. Men der var intet bryllup, og de bevarede hver deres egne navne og hermed en markeret individuel og separat identitet. Det primære mål var at befri kvinderne fra den patriarkalske tanke om, at de var bundet til manden, og at han var den ledende i deres forhold.

I 1950 besøgte den amerikanske antropolog Melford Spiro en række af de israelske kibbutzer for at studere deres eksperimenter med at udviske skellene mellem kønnene. På det tidspunkt var Spiro selv tilhænger af tanken om, at køn er et produkt af kulturen og ikke af naturen. Hvad han så i kibbutzerne, bekræftede for ham, at det både var muligt og positivt at udviske alle forskelle mellem kønnene. Både mænd, kvinder og børn så ud til at trives med den kønsløse livsform. Det sociale eksperiment var en succes. Spiro vendte hjem til USA og skrev en bog om succesen. Bogens konklusion og budskab var, at kønsidentiteten er kulturelt bestemt.ix

Melford Spiro (1920-2014)

I 1975 vendte Spiro tilbage. Han ville lave en ny og opdateret undersøgelse af det sociale eksperiment. Hvad han mødte i de kønsneutrale kibbutzer ved dette andet besøg, ændrede radikalt hans tanker om kønsidentitet.

I de mellemliggende 25 år var en ny generation vokset op. De var fra barnsben blevet præget intensivt med den kønsneutrale ideologi. Ikke desto mindre havde de på alle væsentlige punkter reageret mod den og gjort op med den.

De unge kvinder, som var blevet indprentet, at de skulle søge det samme arbejde og de samme roller som mændene, pressede på for at få lov til at prioritere arbejdet som mor for deres børn. Spiro konstaterede til sin egen store forundring, at kampen for ”kvindens rettigheder” var vendt helt på hovedet. De unge kvinder kæmpede nu for retten til at være sammen med deres børn.

I forlængelse af dette krav var børnehusene blevet reduceret til almindelige børnehaver. Børnene var flyttet hjem til deres forældre. Forældrene havde tilkæmpet sig retten til at have børnene hos sig og til at bruge fritiden sammen med dem.

Ægteskabet var vendt tilbage med bryllup, fest og offentlige og tydelige markeringer af, at det ægteviede par hørte sammen og var bundet sammen. Kibbutzens primære sociale enhed var ikke længere gruppefællesskabet, men ægteskabet og familien.

I ægteskaberne blev det stadigt mere tydeligt, at manden var den ledende skikkelse. Kvinderne var tilmed vendt tilbage til den gamle jødiske tradition med at kalde deres mand for ”herre”. Mødrene og bedstemødrene var ulykkelige over, at de unge piger anerkendte et ægteskabsmønster, hvor manden blev opfattet og tiltalt som hjemmets leder. Men de unge piger havde sat deres vilje igennem.

Det gjorde de også i forhold til deres ydre fremtoning. De lagde vægt på at fremtræde feminint. I deres hobbyer gik de tilbage til traditionelt kvindelige gøremål. Spiro konstaterede til sin egen forbløffelse, at ”netop på det sted, hvor feministerne havde troet, at deres ideal ville folde sig ud, netop der blomstrede den feminine mystik lige så hurtigt som majsen på marken”.

Arbejdsmæssigt var kvinderne for langt de flestes vedkommende gledet ind i opgaver i service- og omsorgssektoren og i relation til husholdning og børnepasning. Sideløbende med denne udvikling havde mændene i betydelig grad overtaget ansvaret for produktion og markarbejde og havde fået de fleste ledende roller i kibbutzen.

Det entydige kollaps for de kønsneutrale idealer blev af nogle forklaret som et resultat af påvirkning fra det omgivende samfund. Men Spiro fandt ikke denne forklaring overbevisende. Navnlig to iagttagelser gjorde det naturligt at søge en anden forklaring.

Spiros studier af børnenes rollelege i børnehusene afslørede, at pigerne typisk legede “mor” enten for dukker eller for kæledyr, mens drengene typisk legede dyr, nærmere bestemt rovdyr, der angreb og kæmpede. De almindelige teorier om kulturel prægning kunne muligvis forklare, hvorfor pigerne valgte at lege mor, men de kunne ikke forklare, hvorfor drengene valgte at lege rovdyr. Spiro fandt det mest sandsynligt, at årsagen til de forskellige legemønstre skulle findes på det biologiske plan i en forskellig disponering. En disponering hos pigerne for omsorg og opfostring og en disponering hos drengene for aggression og kamp.

At der var forskel på kønnene, og at pigerne og drengene spontant mærkede dette indefra, blev bekræftet af den blufærdighed, som indtrådte, når de blev teenagere. I forlængelse af den kønsneutrale ideologi havde kibbutzerne i udgangspunktet set et ideal i at negligere forskellene i mænds og kvinders anatomi. I forlængelse heraf var børnene opdraget til at omgås deres eget og det modsatte køn lige ublufærdigt. Piger og drenge sov i fællesrum i børnehusene, tog tøjet af og på foran hinanden og gik i fælles bad. Det fungerede, lige indtil børnene kom i puberteten. Så reagerede navnlig pigerne spontant og lidenskabeligt mod den tillærte kultur. De nægtede at gå i bad med det modsatte køn, og de ville have lyset slukket, når de skulle tage tøjet af og på. I første omgang nægtede de voksne i kibbutzen at tage hensyn til teenagernes ønsker. Men til sidst måtte de erkende, at der ikke var nogen vej udenom.

Hvorfor reagerede teenagerne på denne måde? De almindelige teorier om kulturel prægning kunne ikke forklare det. Det eneste meningsfulde svar var, at de to køn i kraft af deres forskellige biologi vidste, at de var forskellige, og indefra oplevede det krænkende at blotte sig for det modsatte køns kollektiv.

Spiro afsluttede sine studier med at konkludere, at det kønsneutrale projekt i kibbutzerne var brudt sammen, fordi de to køns forskellige naturer havde sat sig igennem med en uimodståelig kraft. Hans andet besøg i kibbutzerne fik den enestående konsekvens, at en erfaren og anerkendt antropolog, der havde været en markant repræsentant for tanken om, at køn er kulturelt tillært, forkastede sine tidligere tanker og teorier og i den sidste del af sin karriere gjorde sig til talsmand for det modsatte synspunkt. Efter hjemkomsten til USA skrev han en ny bog om de kønsneutrale kibbutzer med en ny konklusion og et nyt budskab: kønnet er naturbestemt.x

Historien om Bruce Reimer

Den 22. august 1965 fødte Janet Reimer i Canada to drenge, enæggede tvillinger. Drengene blev kaldt Bruce og Brian. Et halvt år efter fødslen fik drengene problemer med vandladningen, og det blev anbefalet, at de blev omskåret. Omskærelsen foregik med en glødenål, men det operative indgreb på Bruce gik galt. Hans kønsdele blev uopretteligt ødelagt.

Forældrene var ulykkelige over det, der var sket, men nogle måneder senere så de et tv-program, som vakte håb hos dem. I programmet fortalte en fremtrædende psykolog og sexolog, John Money, om kønsskifteoperationer. John Money var på dette tidspunkt en ledende fortaler for tanken om, at køn er kulturelt bestemt. Kønnet ligger ikke i biologien; det er noget, man opdrages til. Hvad enten man er født med en mandlig eller en kvindelig krop, så er man i udgangspunktet kønsneutral og kan derfor blive omskolet til det modsatte køn af ens krop.

Bruces forældre henvendte sig til Dr. Money og fortalte ham om deres situation. I løbet af de følgende måneder fik Money overbevist dem om, at de burde lade deres dreng operere, så han biologisk kom til at ligne en pige, og at de herefter skulle opdrage ham som en pige. Money lovede at følge barnet gennem hele dets opvækst. Det var en betingelse for samarbejdet, at forældrene aldrig måtte fortælle barnet, at det var født som en dreng. Blåt blev skiftet ud med lyserødt, bukser med kjoler, og Bruce blev til Brenda.

For Money var samarbejdet den perfekte mulighed for at teste sine teorier. Han havde to drenge med samme gener og samme miljø. Den ene skulle opdrages som dreng og den anden som pige. Hvis de endte med hver deres kønsidentitet, ville det bekræfte, at køn er bestemt af kulturen og ikke af naturen.

En gang om året kom forældrene på besøg med deres tvillinger hos Money. Forældrene aflagde rapport om udviklingen, Money iagttog og testede tvillingerne, lavede kønsspecifikke rollespil med dem, rådgav forældrene og tog noter. Da Brenda var 5 år, begyndte Money at skrive om projektet i videnskabelige artikler og bøger, og han fortsatte med at skrive om det i de følgende år. Han omtalte det opererede barn som ”John/Joan” og fremstillede projektet med at ændre en dreng til en pige som en entydig succes. Brenda var meget mere feminin end sin bror, skrev han. Brenda opfattede og opførte sig som en pige. Brenda var en pige.

John Money (1921-2006)

Sagen blev en sensation. Den blev skelsættende for tænkningen om køn og banebrydende for tusindvis af kønsskifteoperationer. Men den var baseret på et bedrag.

Brenda trivedes på ingen måde og på intet tidspunkt som pige. Forældrene ønskede meget stærkt, at eksperimentet skulle lykkes, og ved besøgene hos Money fortalte de om de tegn hos Brenda, som de mente, kunne pege i bekræftende retning. Men der var langt flere tegn, som pegede i modsat retning. Brenda havde en distinkt maskulin adfærd, elskede at løbe, klatre i træer og slås og afskyede at lege med dukker. Brenda var ude af stand til at knytte venskaber med piger og led under ikke at blive accepteret i drengenes fællesskab. På grund af sin fysiske fremtoning blev Brenda kaldt ”hulekvinde”, blev afvist på både pigernes og drengenes toiletter og var, som moren senere formulerede det ”en meget, meget ensom pige”. Brenda var i konstant reaktion mod alt feminint og var i tiltagende grad frustreret og oprørsk.

Da Brenda var 12 år, påbegyndtes på Moneys anbefaling en hormonbehandling med østrogen. Behandlingen gav Brenda bryster, men den gav ingen feminin identitet indefra. I modsætning til de jævnaldrende piger udviklede Brenda ingen romantisk interesse for drenge, men udviklede i stedet stadigt mere alvorlige depressive træk og selvmordstanker. Besøgene hos Money var af begge tvillinger blevet oplevet som grænseoverskridende, belastende og traumatiske. Som 13-årig truede Brenda sine forældre med at begå selvmord, hvis de insisterede på, at de skulle besøge Money igen. Som en konsekvens afbrød forældrene samarbejdet med Money.

Samme år, under indtryk af Brendas depressive formørkelse og tiltagende oplevelse af at blive vanvittig, afslørede forældrene sandheden for deres barn: at Brenda var født som dreng. Afsløringen var en intens lettelse og befrielse for Brenda, og den åbnede straks efter vejen til en omdefinering tilbage til en identitet som dreng. Brenda blev til David, hormonbehandlingen blev stoppet, brysterne bortopereret, og depressionen forsvandt.

Som voksen oplevede David at blive gift med en kvinde, der bragte tre børn med ind i ægteskabet. Men både David og hans bror Brian var mærket af traumerne fra deres barndom. Brian bar på en vrede over, at al opmærksomhed hos forældrene havde været samlet om broderen på hans egen bekostning. Han udviklede skizofreni, blev stofmisbruger og døde i 2002 af en overdosis. Hans dødsfald knækkede David, som gled ind i en depression, blev forladt af sin kone og i 2004 begik selvmord.

Det, som skulle have været en lykkelig bekræftelse af teorien om, at man kan forandre kønnet gennem opdragelse, endte som en dybt ulykkelig afkræftelse af teorien. Det var imidlertid først i år 2000, at sandheden om Moneys eksperiment kom frem. Indtil da havde Moneys sminkede fortælling om John/Joan stået uimodsagt. Men i år 2000 valgte David at stå frem og fortælle sandheden. Hans motiv var at hindre, at andre skulle opleve det samme som han selv. I et tv-interview fortalte han, at han aldrig havde følt sig som en pige, og at de operative indgreb på hans krop ikke havde ændret noget ved det: ”En kvinde, som mister sine bryster på grund af cancer, bliver heller ikke mindre kvinde af det.”xi

Bølgen vokser

I lyset af de ovennævnte sociale eksperimenter, som endte med at bekræfte det, de skulle afkræfte, kan det være nærliggende at tænke, at fortalerne for den kønsneutrale ideologi kæmper en umulig kamp. Deres benægtelse af to forskellige køn er en benægtelse af den åbenbare, erfarede og indlysende virkelighed. Mennesker med sund dømmekraft vil afvise den kønsneutrale ideologi. Den har ingen mulighed for at opnå bred tilslutning, og vi behøver derfor ikke bekymre os væsentligt om den.

Sådan kan vi tænke. Men det alvorlige er, at den kønsneutrale tankegang år for år får stadigt bredere tilslutning i den vestlige verden både hos politikere, undervisere og andre meningsdannere. Den kønsneutrale bølge vokser i styrke og omfang. At det er muligt på trods af den almenmenneskelige erfaring af forskellen på mand og kvinde, understreger blot kraften og alvoren i den udfordring, vi her står overfor. At den kønsneutrale tankegang også er i konflikt med et voksende bjerg af biologisk og neurologisk forskning, skal vi vende tilbage til i den tredje artikel om kønskampen. Heller ikke dette synes dog at kunne bremse bølgen.

Jeg vil slutte denne artikel med at konkretisere, på hvilken måde den kønsneutrale ideologi har vundet og fortsat vinder udbredelse i den vestlige verden og specifikt i Danmark.

Yogyakarta-principperne

I 2006 mødtes 29 fremtrædende eksperter i menneskerettigheder i den indonesiske by Yogyakarta. De vedtog enstemmigt en erklæring med 29 principper om menneskerettigheder vedrørende seksualitet og køn. Den 26. marts 2007 blev principperne præsenteret i Geneve i forlængelse af FN’s Menneskerettighedsrådsmøde.xii

Siden da er principperne blevet anvendt i hele den vestlige verden til at fremme den kønsneutrale dagsorden. De anvendes af FN-organer, interesseorganisationer, domstole, politiske partier og regeringer.xiii I Danmark er principperne blevet lagt til grund for den nye lovgivning, der gør det muligt frit at vælge sit køn.xiv

Det tredje princip fastslår: ”Enhver persons selvdefinerede seksuelle orientering og kønsidentitet er en integreret del af deres personlighed og et af de mest grundlæggende aspekter af selvbestemmelse, værdighed og frihed (…) Staterne skal træffe alle de nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og andre foranstaltninger til fuldt ud at respektere hver enkelt persons selvdefinerede kønsidentitet”.xv

Det skal bemærkes, at der er tale om principper, som har til hensigt at supplere FN’s menneskerettighedskonvention. De angiver, på hvilken måde staterne skal beskytte borgernes menneskerettigheder i relation til seksualitet og køn. At modsætte sig og modarbejde de kønsneutrale principper bliver dermed identisk med at modsætte og modarbejde andres menneskerettigheder.

Vi skal ikke undervurdere, hvordan det over tid kan komme til at påvirke os, at friheden til at vælge sit køn nu defineres og fremmes som en menneskeret. Der er lande, som går imod de nye tanker om kønnet. Men det er typisk lande med halv- eller helautoritære styreformer, som undertrykker alle afvigere og deres menneskerettigheder. Det kan for eksempel være lande i Østeuropa, Mellemøsten og Afrika. Ønsker vi at identificere os med dem? Ønsker vi ikke snarere frihed for minoriteter og respekt for menneskerettigheder?

I den nuværende situation må vi som kristne lære at skelne mellem sand og falsk frihed, mellem sande og falske menneskerettigheder. Vi må regne med, at vi kommer til at stå alene med vores syn. Vi ønsker et samfund med frihed og retfærdighed, men vores forståelse af sand menneskelig frihed og retfærdighed er formet af Guds ord. Vi må være forberedt på, at vi i ringe grad vil blive forstået af vore omgivelser, og at det vil koste os.

Europarådet

I 2009 udsendte Europarådets kommission for menneskerettigheder en erklæring om ”Menneskerettigheder og kønsidentitet”, hvori man varmt anbefalede Yogyakarta-principperne som grundlag for landenes lovgivning. Man lagde i den forbindelse særlig vægt på princip nummer 3 om borgernes frihed til selv at vælge deres køn.xvi

I 2011 vedtog Europarådet en konvention, som fastslog at kønnet er en social konstruktion: ”Køn er de socialt konstruerede roller, opførsler, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund finder passende for mænd og kvinder.” Karen Sjørup, lektor ved Roskilde Universitet, udtrykte glæde over, at Europarådet ”tager de fremherskende kønsteorier til sig, lytter til forskerne og er i trit med tidens ånd”. Sjørup så den nye konvention som et velkomment opgør med tanken om, at vores køn er bestemt biologisk: ”Det er helt klart et fremskridt, at kønnene officielt defineres som socialt konstruerede (…) På det område er Danmark håbløst bagefter.”xvii

Socialkonstruktivisme

Når Europarådet og Karen Sjørup taler om, at kønnene er ”socialt konstruerede”, er ordvalget ikke tilfældigt. Ordene er hentet fra en videnskabsteori, som er blevet stadigt mere dominerende i den vestlige verden i de seneste 50 år: ”socialkonstruktivisme”.

Ordet socialkonstruktivisme blev første gang brugt i 1966 i Peter L. Bergers og Thomas Luckmans bog Den sociale konstruktion af virkeligheden.xviii Bogens grundlæggende pointe er, at vi som mennesker kun kan opfatte virkeligheden gennem de fortolkningsbriller, som vores sociale miljø har udstyret os med. Det ”sociale miljø” er her forstået som de mennesker, vi har omkring os, det sociale fællesskab vi er en del af. Det sociale miljø vil altid have nogle normer og værdier, som man er relativt enig om, og som man mere eller mindre ubevidst giver videre til den opvoksende generation. Dermed får vi alle fra barndommen nogle fortolkningsbriller, som får os til at opfatte virkeligheden på en bestemt måde. Hvis vore forældre, lærere og andre omkring os lærer os, at man skal have stor respekt for folk med boglige uddannelser og mindre respekt for folk, der kan forstå en maskine og få den til at fungere, så er det sådan, vi opfatter virkeligheden. Hvis vi lærer, at blå er drengefarve, og lyserød er pigefarve, så er det sådan, vi ser det. Hvis vi bliver indprentet, at der er to køn, mand og kvinde, og at de er forskellige, så er det sådan, vi tænker og føler.

Det er indlysende, at der er en væsentlig pointe i teorien. Vi er som mennesker alle præget af det sociale miljø, vi er vokset op i. Det er også indlysende, at vi kan være præget med noget, som ikke er naturbestemt, men kulturelt bestemt. At blå er drengefarve og lyserød pigefarve, er ikke naturbestemt. For 100 år siden var det modsat. Da var marineblå den foretrukne pigefarve, og lyserød var drengefarve. Derfor var det naturligt at give en lyserød førertrøje til føreren i cykelløbet Italien Rundt. Det var den mest maskuline farve, da førertrøjen blev indført i 1931.xix

Kortslutningen sker, når man tager for givet, at alt det, som kulturen har lært os, nødvendigvis må være uden grundlag i naturen. Vi har lært, at der er to forskellige køn, javel, men det udelukker vel ikke, at der fra naturens hånd og ud fra biologien virkelig er to køn? Kan vores kultur ikke have bekræftet noget, som ligger i naturen? Mange vil givetvis være svare ja til det spørgsmål. Men de ledende kønsforskere svarer med tiltagende entydighed og enighed nej. Der er ingen naturlige og biologiske køn. Køn er helt og holdent en social konstruktion!

Den bog, som mere end nogen anden har banet vej for denne tankegang, er Judith Butlers Kønsballade fra 1990.xx Butler hævder, at det er en social konstruktion uden grundlag i naturen at tænke i to køn og at definere den heteroseksuelle kærlighed som naturlig. Der er slet ingen biologiske køn, og der er intet naturligt i, at mænd og kvinder tiltrækkes af hinanden. Det er kulturelle idéer, som fastlåser det enkelte individ i ufrihed. Vi må gøre os fri af alle kulturelle forestillinger om køn. Vi må selv konstruere vores køn og selv fylde det med indhold. Det er frihed!

Judith Butler (1956-)

Det er næppe muligt at overvurdere betydningen af Butlers bog. Den har formet tankegangen hos en meget stor del af vor tids undervisere på de humanistiske uddannelser, især inden for sociologi, kønsforskning og pædagogik. Vi skal konkret se på, hvordan de pædagogstuderende i Danmark møder og intensivt præges med Butlers tanker.

Pædagoguddannelsen

Siden 2014 er alle pædagogstuderende i Danmark blevet ført igennem et undervisningsforløb, der har titlen ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”. Siden 2016 har de haft en grundbog med samme titel. Bogen er på 319 sider, og den røde tråd er den socialkonstruktivistiske tanke om køn. I kapitel efter kapitel lærer de pædagogstuderende, at de må hjælpe de børn, de har med at gøre, til at bryde med fastlåste, traditionelle forestillinger om køn. Pædagogerne må selv gå foran. De mandlige pædagoger skal gå ind i traditionelle kvinderoller, og de kvindelige pædagoger skal gå ind i traditionelle manderoller. Herved kan de være forbilleder for børnene og give dem mod til selv at eksperimentere med deres køn. Det er vejen til frihed for børnene.

Med henvisning til Butler fastslås det, at ingen mennesker har et køn fra naturens side: ”Kønsidentitet kan derfor ikke forstås som noget iboende, men skal forstås som noget, familie- og samfundsnormer og værdier har betydning for og magt til at påvirke. Vores oplevelse af køn og kønsidentitet er med andre ord konstrueret.”xxi

Tanken om, at der er to køn, og at det er naturligt, at mænd og kvinder tiltrækkes af hinanden, gifter sig og danner familie, betegnes i bogen igen og igen som en myte, som pædagogerne må udfordre og gøre op med. De må befri børnene fra at være fastlåst i og begrænset af den traditionelle, konservative og kristne tænkning om køn, ægteskab og familie. Det må i sagens natur ske gennem pædagogernes forbillede og samtaler med børnene, gennem de bøger, som læses med børnene, og de lege, som leges. Alt sammen skal åbne børnene for og præge dem i retning af den nye tænkning om køn, seksualitet, ægteskab og familie.xxii

Det betones igen og igen, at den nye måde at forstå køn på er baseret på den bedste og mest opdaterede forskning, og at det derfor er et professionelt krav, at pædagogerne tager den til sig. De må forstå og anerkende, at der er ”uendeligt mange individuelle måder at være et kønnet væsen på”, og at kønsidentiteten er flydende og kan ”formes og forandres over tid”.xxiii

Forudsætningen for, at pædagogerne kan hjælpe børnene, er, at de først selv gør sig fri af alle de gamle, heteroseksuelle myter og alle tanker om, at der i relation til køn er noget, som er naturligt og normalt: ”På et principielt niveau kan man sige, at vi skal tømme vores hoveder for ‘normalt’ og ‘unormalt’.”xxiv Først når pædagogerne har gjort det, kan de hjælpe børnene til at blive frie.

Bogen udkom i 2016. Forinden havde man i mere end et år undervist i det nye fag. Flere steder i bogen kommer det til udtryk, at de studerende har gjort modstand mod de nye tanker om køn, når de har mødt dem i undervisningen. Når modstanden omtales i bogen, fastslås det hver gang, at den er udtryk for, at de studerende hænger fast i gamle, usaglige og undertrykkende forestillinger om køn.

I bogen eksemplificeres de studerendes modstand blandt andet ved en kvindelig pædagogstuderende, som i en undervisningstime spørger, om det ikke vil være i orden, hvis hun i en børnehave tørrer bordene af, laver hyggelige ting med børnene og nusser om dem, hvis det er det, hun bedst kan lide, frem for at spille fodbold. Dette synspunkt nedgøres og afvises i bogen som udtryk for en uprofessionel tankegang. En professionel pædagog hjælper børnene til at bryde med de gamle idéer om køn ved selv at bryde med dem – i tanke og i handling. xxv

Den bog, hvis grundtanker jeg her i al korthed har gengivet, skal alle danske pædagogstuderende læse. Målet er, at de skal anerkende og tilegne sig bogens syn på køn, og at de siden skal formidle det til de børn, som de har med at gøre i de danske vuggestuer, børnehaver, skolefritidsordninger og andre institutioner for børn.

Hvor vil det føre os hen?

Vi står midt i en mægtig kamp om kønnet. Det er en åndskamp om vore hjerter og sind, om vore ægteskaber og familier og i sidste ende om vores forhold til vores Gud og skaber. Skal vi som kristne stå fast i denne kamp, må vi have en fast grund at stå på. Det er emnet for den næste artikel.

Gå videre med artikel 2: Kønnet i bibelsk lys.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.


i Jens Ejsing, ”Transseksuelle sætter kryds i passet”, Berlingske Tidende, 28. sep. 2011.

ii Gry Pauline Koefoed, ”Danmark får verdens bedste lov om juridisk kønsskifte”, Århus Stiftstidende, 4. aug. 2014.

iii Cathrine Bloch, ”Nu kan mænd føde børn”, Berlingske Tidende, 11. sep. 2014.

iv Claus Vincents og Karen Sofie Egebo, ”Biskopper: Præster kan ikke nægte at vie juridisk kønsskiftede” Kristeligt Dagblad, 3. marts 2015.

v Morten Mikkelsen, ”Pædagoger skal droppe traditionelle kønsroller”, Kristeligt Dagblad, 25. nov. 2014.

vi LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner; Lars Igum Rasmussen, ”Sundhedsstyrelsen: Transkønnede er ikke psykisk syge, men de har brug for en diagnose”, Politiken, 12. maj 2016.

vii Christian Severin Larsen, “De ti mærkeligste radikale mærkesager”; Netavisen Pio, 30. april 2013; Lasse Lauridsen, ”Radikale vil have flere kønsneutrale børnehaver”, DR.dk/nyheder, 15. okt. 2012.

viii Christian Kloster, ”Fætter BR: Drenge skal støvsuge”; Metroxpress, 13. nov. 2013.

ix Milford Sipro, ”Kibbutz: Venture in Utopia”, Cambridge, Harvard University Press, 1956.

x Milford Spiro, “Gender and Culture: Kibbutz Women Revisited”, Durham, Duke University Press, 1979; se endv.: Glenn Wilson, “The Great Sex Divide”; Stuart-Townsend, Washington D.C., 1992, 63-66; en.wikipedia.org/wiki/Kibbutz#Children; en.wikipedia.org/wiki/Melford_Spiro.

xi John Colapinto, “As Nature Made Him: The Boy Who Was Raised as a Girl”, New York, Harper Perennial, 2000; David Usborne, “Tragic End Of The Boy Who Was Brought Up AS A Girl”, The Independent, 5. Nov. 2004; Daily Mail Reporter, “The tragic twin boy who was brought up as a girl after horrific hospital blunder”, 23. Nov. 2010; BBC Home, “Dr Money and the Boy with No Penis”, 17. Sep. 2014; en.wikipedia.org/wiki/David_Reimer.

xii Gabrielle Kuby, “The Global Sexual Revolution”, Kettering, Angelico Press, 2015, 64-81; en.wikipedia.org/wiki/Yogyakarta_Principles.

xiii “Human rights and gender identity”. An Issue Paper commissioned and published by Thomas Hammarberg, Council of Europe Commissioner for Human Rights, Strassbourg, 29. juli 2009.

xiv Lisa Andersen, ”Notat om transkønnedes forhold”, Sundheds og Forebyggelsesudvalget 2011-2012, SUU alm. Del Bilag 417, København 2012; Justitsministeriet, Politi og Strafferetsafdelingen, ”Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte”, Kommunaludvalget 2013-2014, KOU Alm. del Bilag 53, Slotholmsgade 10, 1216 København K, 27. feb. 2014.

xv # Yogyakarta-principperne i dansk oversættelse ved Tina Thranesen, Vidensbanken om kønsidentitet: thranesen.dk/yogyakarta-principperne-dansk/#Princip03.

xvi “Human rights and gender identity”. An Issue Paper commissioned and published by Thomas Hammarberg, Council of Europe Commissioner for Human Rights, Strassbourg, 29. juli 2009.

xvii Kirstine Dalsgaard Larsen, ”Europarådet vil gøre køn til en social konstruktion”, Kristeligt Dagblad, 26. april 2011.

xviii Bogen kom på dansk i 1972. Den engelske titel er: ”The Social Construction of Reality”.

xix Jo Paoletti, ”Pink and Blue. Telling the boys from the girls in America”, Bloomington, Indiana University Press, 2012; Cecilie Møller Rasmussen, “Lyserød startede med at være en drengefarve”, Jyllandsposten, 29. Maj 2015; Evann Gastaldo, ”The Manly History of the Colour Pink”, Newser, 21. feb. 2010.

xx Bogen kom på dansk i 2010. Den engelske titel er ”Gender Trouble”.

xxi Steen Baagøe Nielsen og Gitte Riis Hansen (red.), ”Køn seksualitet og mangfoldighed”, Samfundslitteratur, 2016, 191.

xxii Ibid. 37, 40-46, 57-73, 77-92, 145-164, 181-198.

xxiii Ibid. 81.

xxiv Ibid.46.

xxv Ibid. 192.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.