Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Bøn og lovsang - til frygt og frelse

Om bøn og lovsang: ikke som noget tiltrækkende for ikke-kristne, men som noget, der giver frygt til frelse. Om Abrahams synd og retfærdighed.

Sara og Abraham i Gerar

I 1 Mos 20,1-7 kan vi læse en underlig beretning. Abraham og Sara drager sammen til Gerar. Abraham frygter, at mændene i Gerar vil begære Sara og vælger derfor at præsentere hende som sin søster. Han gør det for at beskytte sig selv.

Det går, som Abraham har forudset. Kongen i Gerar kalder Sara til sig. Men Gud kommer til kongen i en drøm og siger til ham: ”Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift” (v.3).

Kongen er rædselsslagen og siger til Gud, at han ikke vidste, at Sara var gift, og at han endnu ikke har rørt hende. Gud svarer, at han ved, at kongen har været i god tro. Ikke desto mindre har kongen handlet forkert, og derfor har han kun ét håb om frelse: ”Giv nu manden hans kone tilbage, for han er profet. Han kan gå i forbøn for dig, så du kan beholde livet” (v.7).

Som bibellæsere må vi undre os. Hvem har handlet værst: kongen eller Abraham? Kongen har handlet i god tro, mens Abraham med fuldt overlæg har løjet om sin kone og har sendt hende i en anden mands favn for at redde sig selv. Alligevel sender Gud nu kongen til Abraham, for at Abraham kan gå i forbøn for ham!

Vi må undre os. Hvorfor giver Gud kongen denne vejledning?

Abrahams hemmelighed: Jesus

Alt, hvad Gud gør og siger, tager sigte på at lede mennesker til frelse. Det gælder også her.

Gud åbenbarer for kongen i Gerar, at synderen Abraham har adgang til Gud i bøn. Det skyldes ikke, at Abraham er hævet over andre mennesker i fromhed, godhed og hellighed. Det har hans handlemåde i denne sag vist med al tydelighed.

Abraham har præcis det samme fordærvede hjerte som kongen i Gerar. Alligevel kan han træde frem for Gud uden frygt og blive modtaget i nåde!

Årsagen ligger ikke hos Abraham selv, men hos ham, som Abrahams tro er rettet imod: den lovede Messias. Jesus siger selv: ”Abraham (…) jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig” (Joh 8,56).

Abraham levede i troen på ham, som skulle komme for at bære og sone verdens synd. Han så frem mod den dag, hvor templets forhæng skulle flænges, og hvor der skulle åbnes vej for alle syndere ind til Gud.

Abraham fik denne dag at se, han jublede over den, og i tillid til denne dag trådte han frem for Gud.

Det var denne virkelighed, Gud lod kongen i Gerar se. Gud brugte Abraham til at prædike for kongen, at der findes en åben vej til Gud for syndere – gennem ham, som Abraham tror på.

Når evangeliet prædikes klart, afslører det altid, hvem der står uden for evangeliet – under Guds dom.

Det skete også for kongen i Gerar. Han så, at Abraham stod i et forhold til Gud, som han selv stod udenfor. Kongen var ikke under Guds nåde, men under hans dom. Det skulle han se, og det skulle vække frygt i hans hjerte og drive ham til at spørge efter den frelse og fred med Gud, som Abraham kendte til.

Bønnen som et kald til frelse

Sådan handlede Gud på Abrahams tid for at kalde kongen i Gerar til frelse, og sådan handler Gud i dag.

Bønnens vej til Gud ligger åben for alle syndere – for Jesu skyld alene. Kommer vi til Gud i tro på og tak for Jesus, da træder vi frem for Gud rensede i Jesu blod, fuldkomment rene og hellige. Gud tager imod os med glæde, som en kærlig far modtager sine elskede børn.

Gud er langt mere villig til at tage imod os og lytte til os, end vi er til at komme til ham i bøn.

Og hvad vi end beder om, så tager Gud det i sine almægtige faderhænder og besvarer vore bønner til vort sande og evige vel. Det er virkeligheden – for Jesu skyld.

Om de første kristne i Jerusalem står der, at de holdt fast ved apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne (ApG 2,42). I umiddelbar forlængelse heraf står der så: ”Hver og én blev grebet af frygt …” (v.43). Hvad er meningen? Hvorfor skabte de krist-nes tro, liv og bønner frygt hos andre?

Jeg tror kun, der kan være én forklaring: De kristnes tro, liv og bønner afslørede, at de kristne stod i et forhold til Gud, som de vantro stod udenfor.

Mange af os har oplevet, at ikke-kristne har spurgt os, om vi vil bede for dem. Det må vi glæde os over. Vi må tage det som et udtryk for, at de ser, at vi står i et forhold til Gud, som de selv står udenfor, og at vi kender en vej til Gud, som endnu er skjult for dem. Lad os sige ja til at bede for dem, som Abraham gjorde det for kongen i Gerar.

Vi skal ikke fortie for de ikke-kristne, at bønnens vej er åben også for dem. Men vi må lade det være tydeligt både i vore ord og handlinger, at bønnens vej kun er åben i Jesus, og at det dermed er en vej for de syndere, som vil tro på Jesus og leve med ham som deres frelser og herre. Da kan vor bøn og vore ord ved Guds nåde blive til frygt og til frelse for de ikke-kristne.

Lovsangen som et kald til frelse

Som bønnen er de kristnes privilegium og gave for Jesu skyld, sådan er lovsangen det også. Som bønnens vej er åbnet for os i Jesus, sådan er lovsangens vej det også.

I Salme 40 taler David om, hvordan Gud har trukket ham op af undergangens grav og sat ham på klippen. På denne baggrund lyder det så: ”Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud” (Sl 40,4).

Lovsangen udspringer af frelsen som en tak og lovprisning til Gud for hans nåde i Jesus. Lovsangen begynder her i tiden, men den fortsætter i evighed på den nye jord, og dens centrale emne er frelsen i Jesus.

I Åbenbaringsbogen hører vi om den nye sang, at ingen andre end de frelste kender den. Den er en lovsang til lammet, som blev slagtet og købte os til Gud med sit blod (Åb 5,9; 14,3). Denne lovsang er de kristnes kendemærke. Den synges af hjælpeløse, humpende og haltende syndere, som har én trøst og ét håb over for Gud: Jesu blod, som renser os for al synd! Hvor lovsangen til Jesus som Guds slagtede lam lyder fra både mund og hjerter, dér er Guds folk.

Fordi takken for Jesu offer er selve hjertet i den kristne lovsang, netop derfor er den en gåde for de ikke-kristne. De står ved siden af og lytter og forstår ingenting. Men det er godt! For netop derved kan det blive klart for dem, at de er udenfor – under Guds dom.

Da David har fortalt om den nye sang, som Gud har lagt i hans mund, fortæller han om reaktionen hos dem omkring ham, som ser og hører ham lovsynge Gud:

Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren” (Sl 40,4b).

Hvorfor skaber Davids lovsang frygt?

Det gør den, fordi den afslører dem, som ikke forstår og ikke har del i lovsangens indhold. De hører, at David synger om en frelse og en fred med Gud, som de selv er udenfor. Det ser de, og det skaber frygt hos dem. Men det er en god frygt, som driver dem til at søge Gud og hans frelse.

Tjener vor lovsang det samme formål i dag?

Det gør den kun, hvis lovsangens centrale indhold er takken til Jesus som Guds slagtede lam. Når vor lovsang handler om Jesu offer og om vor rigdom og trøst i Jesus, da kommer de ikke-kristne til at stå udenfor – og ser det. Da kan vor lovsang blive til frygt og til frelse.

Vi må gøre, hvad vi kan, for at invitere vantro mennesker med til vore møder og gudstjenester. Men vi skal hverken forvente eller forlange, at de skal synge med på vore lovsange. Gud har ikke behag i, at man lovsynger ham med munden, hvis hjertet er langt fra ham (Es 29,13; Amos 5,23).

I de senere år er det blevet stadigt mere almindeligt at tænke om lovsangsarrangementer og kristne kor som midler til at tiltrække ikke-kristne. Men det er en tankegang, som er fremmed for Guds ord:

Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige, lovsang er dejlig for de retskafne” (Sl 33,1).

Lovsangen er for Guds folk. Den er Guds folks gave, hjertesprog og kendetegn. Lovsangen er for syndere, som finder deres trøst i Jesus, som står retfærdige for Gud i ham, og som vil leve med Jesus som deres frelser og herre. Lad dette stå klart hos os, og lad os på det grundlag give lovsangen rig plads i vore forsamlinger – til frygt og frelse for de ikke-kristne.

Bøn og lovsang midt i nøden

Jeg vil slutte med et eksempel fra kirkehistorien.

I 1735 var den unge præst John Wesley på vej over Atlanterhavet med kurs mod Amerika. Han mente selv, at han var kristen, men en begivenhed under sejlturen, ændrede hans opfattelse og vakte ham til at søge Gud.

Skibet kom ud i en voldsom storm. Storsejlet blev revet itu, mægtige søer væltede ind over skibet og truede med at trække det ned.

Wesley selv var dødsensangst, og fra hans medpassagerer lød der rædselsskrig.

Men en lille gruppe passagerer skilte sig ud. Det var en gruppe evangeliske kristne fra den tyske Brødremenighed i Herrnhut.

Midt i stormens kaos var de præget af en overjordisk fred og tillid til Gud. De sad frimodigt og sang lovsange om nåden i Jesu blod og bad til Gud, tillidsfuldt og uden frygt.

Hos disse evangeliske kristne mødte Wesley en tro og en fred med Gud, som han selv stod udenfor. Han blev klar over, at han ikke var kristen. Han var fortabt. Det rystede ham, men det drev ham også til at søge omvendelse og frelse, og han fandt den – i Jesus alene.

Lad os give bønnen i Jesu navn og lovsangen for Jesu frelse rig plads i vore liv og menigheder til ære for vor nådige Gud, til berigelse for os selv og til frygt og frelse for de ikke-kristne.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.