Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Bliv i mig

Joh 15,4. Om hvor klart det står, og hvor betydningsfuldt det er, at den kristnes gode gerninger er en følge af og ikke en forudsætning for frelsen.

Forside - Jesu afskedstale bd. 2I august 2016 udkom andet bind af Luthers prædikener over Jesu afskedstale til sine disciple, som vi læser i Johannesevangeliet kapitel 14-16. Luthers prædikener gennemgår Jesu ord vers for vers og fører ind i den sande, evangeliske fred, som Jesus ville efterlade sine disciple. Her er grundig bibeludlægning og en klar og direkte forkyndelse til enhver, som vil føres dybere ind i Guds ord. Det følgende er et lille uddrag fra bogen (s.76-79), som kan købes på Nyt Livs lejre eller her på hjemmesiden.

Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig (Joh 15,4).

”Men,” siger du: ”hvordan kan jeg vide, hvad der er de ægte frugter, eller hvordan skal jeg mærke, hvem der bliver i Kristus?”

Svaret giver Jesus i v. 3: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.”

Man skal altså ikke se på, hvor store og hvor mange gerninger de gør, for det er alt sammen kun noget, som jo også vantro og slyngler kan gøre. Nej, man skal frem for alt se på deres mund, hvad de lærer og tror, om det er Kristi rene ord eller ej.

Det, der først og fremmest spørges om, er, om din handling, lidelse eller tjeneste for Gud udspringer af det ord, som Kristus taler. Så skal vi snart få at se, om det er ægte, rent og godt. For hvis det ikke er tilfældet, afsiger vi frimodigt den dom, at der ikke er tale om rene eller gode frugter fra denne vinstok, men at Kristus allerede har dømt dem, om du så pinte dig selv ihjel eller hver dag opvakte døde, for det bliver ikke i Kristus, når det ikke har hans ord.

Nu ser man, at pavens og alle slyngelbanders hovedlære siger: ”Vil du blive fri for synden og frelses, skal du ikke bare tro, men leve sådan og sådan, gøre og lide så og så meget.”

Ja, vores papister har slet ikke forstået eller lært noget om troen, men har tværtimod lært det lille ord tro af os. De må nu skamme sig over deres tidligere lære og begynder at lappe på det, nævner ganske vist troen, men tilføjer fortjenesten ved gerninger, så troen alligevel gøres til intet.

Og når de har lært vidt og bredt om den, er det værste, at de så har pakket den ind i stinkende møg og ligefrem sagt, at et menneske nok kan være fromt og gøre meget godt, men ikke kan vide, om det har Guds nåde eller ej. Og det siger de om de fromme, der er retfærdige og gør gode gerninger! De skal altså ikke kunne vide, hvordan deres forhold til Gud er! Det har den lede, forbandede Djævel fra Helvede befalet dem at sige og prædike!

Det er sådan, man kan kende deres frugter og se, om deres lære er i overensstemmelse med Kristi ord. For det første siger de ikke noget om troen, at vi har syndernes forladelse ved Kristus, men befaler mig at gøre gode gerninger, som skal rense mig for synden. Men dernæst, når jeg så har gjort det alt sammen, skal jeg ikke kunne vide eller tro, at jeg har en nådig Gud, selvom Skriften lærer mig, at jeg først må tro og vide, at Gud er mig nådig for Kristi skyld, før jeg gør de gerninger, der behager ham.

Derfor kan jeg uden videre slutte mig til, at den, der lærer eller tror og lever sådan, han sidder ikke på vintræet, men er en falsk gren, fordømt og fortabt med al sin gøren og laden og alle sine frugter; fordi læren kun går ud på, at man altid skal tvivle og aldrig kan være sikker på, om man er i Kristus, dvs. står i Guds nåde, og har de ægte frugter eller ej (…)

Men nu siger du: ”Hvordan kan jeg med sikkerhed vide, at Gud er mig nådig, og mine gerninger behager ham? Jeg er jo fuld af synd og er uværdig!”

Svar: ”Hvorfor gør du da de gerninger og holder på læren om at sone synden med dem, når du ikke regner med, at de behager Gud? Du kunne lige så godt blive ved med at leve som hidtil som at gøre gerningerne i vantro og indbildning og derved fremkalde Guds vrede endnu mere! For så længe du tror og antager dette, kan Gud ikke være dig nådig eller finde behag i det, du gør, men du får det, som du i din tvivl tænker om ham, at han er dig unådig, og den tanke kan du aldrig slippe for. Derfor siger vi: Vil du have med Gud at gøre og ikke blive til skamme, må du frem for alt være sikker på at kunne sige: ”Jeg ved, at den gerning, jeg gør, er god og gudvelbehagelig.”

Men hvor kommer den frimodighed fra, eller hvordan når man til fuld vished om, at han er nådig og har velbehag i os? Det slutter du så sandelig ikke ud fra eller af dig selv, men kun ud fra, at han siger: ”Hvis I bliver i mig; for ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.”

Derfor skal man her ikke se på sig selv, hvad vi er og gør, om vi er værdige nok, eller vores gerninger er gode nok. Ellers var det jo sandt, hvad pavedømmet lærer, og munke og præster siger: ”Hvem ved, om man fortjener nåde eller unåde?”

De ser nemlig ikke på andet end sig selv og deres stand eller gerning og vil forsone Gud og finde nåde med det ligesom hedningerne og tyrkerne og ved ikke, hvad det vil sige at være i Kristus. Derfor kan de aldrig blive sikre i deres sag eller vide, om deres stand eller liv er Gud til behag, og de går rundt i evig tvivl. Jo mere de slider og piner sig selv for at behage Gud, jo længere væk fra målet kommer de, indtil de til sidst helt fortvivler.

Sådan vil det gå enhver, der bygger på sig selv og sine egne gerninger. For til sidst vil det vise sig, at alt, hvad vi gør i egen kraft, selv når det er bedst, er syndigt for Gud og dømt til Helvede. For Guds Ord har allerede udtalt vredens dom over alt, hvad der er menneskets egen formåen, kraft og gerning, og alt, hvad der ikke er på dette vintræ Kristus, må fordømmes og fjernes.

Den, som derfor vil hjælpes ud af denne tvivl, skal kun tænke på, hvordan man kommer væk fra sig selv og alt sit eget, tyr til Kristus og lærer, hvordan vi ved ham opnår nåde og Guds velbehag og på den måde ved troen indpodes i ham som grene, så man kan sige: ”Jeg ved godt, Gud være lovet, at jeg er et stakkels, uværdigt menneske og i Guds øjne ikke har fortjent andet end vrede og Helvede. Men jeg ved også, at Gud er mig nådig for Herren Jesu Kristi skyld, der har lidt og er død for min synder; og når jeg således er i Kristus og er renset ved ham, så er Gud tilfreds med mit liv og min gerning, der kommer af denne tro, og anser det for gode frugter” (…)

Når jeg hører evangeliet, hører jeg ikke noget om mig selv eller mine gerninger til retfærdighed, men om Kristus, sendt af Faderen, at jeg er forløst fra synden og den evige vrede. Sådan har du i Ordet og dåben et sikkert vidnesbyrd og en bekræftelse på, at du ikke længere behøver tvivle og leve i uvished, men du kan og skal drage den faste slutning, at du i Kristus har en nådig Gud og Far.

Har du nu denne tro og sikre erkendelse af nåden i Kristus, kan du så også med sikkerhed drage den samme slutning om din stand og dine gerninger, at de er velbehagelige for Gud og er rette, gode og kristelige frugter (…)

Derfor gøres alle kristnes gerninger sådan, at de behager Gud i evighed og ikke skal forkastes som de vantros, men også bliver belønnet i det evige liv, fordi de udøves i Kristus og vokser ud af vintræet.

Heraf ser du, at man i kristenheden ikke skal finde sig i prædikenen om, at vi ikke skal og kan vide, om Gud er os nådig eller ej. Man skal tværtimod lære det modsatte, hvis man vil være kristen prædikant eller troende kristen, og sige: ”Jeg ved, at jeg har en nådig Gud, og at mit liv er ham til behag, for jeg ved jo, om jeg tror på Kristus eller ej, det vil sige klynger mig til hans ord, der prædikes for mig, eller ej, om jeg holder fast ved dåben eller falder fra den osv. Men hvis jeg tror, må det være vist og sandt, at Gud er min nådige Far, og som pant og segl på det har jeg dåben og den hellige nadver, som Kristus har givet mig.

Når jeg altså bliver i Kristus, er det også sikkert, at min stand, mit liv og gerning af den grund er velbehagelige og kostelige frugter for Gud. Og selvom jeg nok i mig selv endnu er svag i troen, og der i mig stadig er megen skrøbelighed og syndige lyster, som hele tiden dukker op, bliver det dog ikke tilregnet, men tilgivet mig, hvis jeg da ellers ikke giver det plads og slipper tøjlerne, så jeg bliver revet væk fra troen og vinstokken. For når grenen sidder fast på stammen eller stokken og lever af den saft og kraft, må dens frugter også være og blive ved med at være gode, selvom de godt kan blive ormstukne eller angribes af larver og andet utøj.

Sådan også, når et menneske bliver i Kristus og modtager saft og kraft fra ham og bevarer den i troen, så Kristus med sin kraft og Helligåndens gaver virker i ham; da kan den øvrige svaghed, der skyldes Djævelen og den syndige natur, ikke skade ham, forudsat, at han stadig står den imod med troens fortsatte kamp og fejer utøjet ud.

Men hvis du vil slippe eller fordreje læren om troen, som papisterne og andre banditter gør, og vende dig fra Kristus til din egen fromhed eller leve åbenlyst i synd og skændsel og alligevel rose dig af evangeliet og kristennavnet, da skal du vide, at du er en falsk gren og ikke har lod og del i vinstokken, men skal fordømmes og kastes væk med alt dit træ og frugt og hører hjemme i den evige ild.

Hermed advarer Jesus derfor enhver af os til at se os godt for og passe på, ”for,” vil han sige, ”der vil indsnige sig megen forargelse og mange sekter, og I vil have Djævelen for og bag, for at han kan rive jer fra mig. Men hold bare fast i mig, så jeres tro bevares ren og fast, og jeres liv og gerning sker i denne tro. Så skal I ikke tvivle eller være bekymrede for, hvordan I har det med Gud, og behøver ikke frygte nogen vrede.”

Slip da den forbandede lære, som siger: Selvom en munk plager sig selv til døde med gerninger, faste, nattevågen og selvpineri, kan han dog ikke vide, om han har fortjent Himmel eller Helvede.

For hvad er det andet end at sige: ”Jeg ved ikke, om det er sandt, hvad Kristus siger, at den, der tror på ham og bliver døbt, skal frelses!” (Mark 16,16) eller: ”Jeg ved ikke, om det er sandt, at Kristus bespiser mig i nadveren med sit legeme og blod til syndernes forladelse.”

Så er det jo også en usikker og intetsigende tro, når børnene bekender: ”Jeg tror på Jesus Kristus, vor Herre, som har lidt og er død for os” eller: ”Jeg tror på syndernes forladelse”.

Kan der tænkes nogen værre bespottelse af Kristus og hans hellige ord? (…)

Men det går denne lære, som det altid er gået, og som Kristus her forudsiger, at ikke alle vil blive i ham, både hvad læren og troen angår. For der er aldrig opstået noget parti eller nogen sekt, uden at man ligesom paven har lært imod denne artikel og ført mennesker fra Kristus til noget andet usikkert gøgl, for at man ikke skulle blive i ham. For selvom de bruger mange ord, er det korte af det lange: Troen alene gør det ikke, man må stramme sig anderledes an, forlade alt osv. Det drejer sig altså alligevel om gerninger, så frelsen altid er usikker.

De når aldrig derhen, hvor de lægger den første grundsten rigtigt og lærer sådan: Inden jeg begynder at gøre noget, må jeg først være sikker på Guds nåde i Kristus. Når stenen ligger, hvor den skal, fortsæt så derfra og gør så mange gode gerninger, du kan, og tak Gud, der har taget dig til nåde før og uden en eneste af dine gerninger. Det lille punkt vil de hverken høre eller se, men skælder os ud og fordømmer os for.

Når vi siger til dem, at de kan gøre det bedre, kommer de skramlende med deres gamle gøgl og fjas: ”Du skal bare være rigtig from, gøre og lide meget!” Men hvis du så spørger: ”Hvad er det hele værd, og hvad gavner det dig?” svarer de: ”Ja, hvis Gud vil, og han finder behag i det, så er han dig nådig.” Se, så sidder du med aben, for hvis du følger denne lære længe nok, er du lige så usikker, som da du begyndte.

Men sådan lærer Kristus: ”Vil du være sikker i troen, må du frem for alt først være i mig, inden du gør en eneste gerning eller sætter frugt, så de på den måde alle kommer fra og af mig. Så kan du senere også bære de ægte, gode frugter. Men vil du gøre det modsatte og bære frugter, før du er i mig, vil både gren og frugter forsvinde. For hvem har nogensinde hørt om, at en gren er vokset ud af en drue? Må ikke alle indrømme, at vintræet og grenene må være der før frugterne? Det er jo ikke druerne, der bærer vinstokken, men stokken frembringer og bærer druerne.” Sådan må vi først være i Kristus, derefter kan vi bære frugt og gøre gode gerninger.

Dette er så tydeligt og klart, at alle må indrømme det, også vores papister selv, hvis de ellers kunne give sandheden ret og se og høre for deres hadske øjne og giftige ører, vendt imod os og vores lære. For de er ligesom farisæerne og de skriftkloge, der var så bitre dødsfjender af Kristus, at alt, hvad han sagde og gjorde, var lutter gift i deres ører og øjne. Derfor sagde Kristus også til dem: ”Hvordan kan I gøre eller sige noget godt, når I er øgleyngel?” Det samme siger vi til dem: Hvordan kan de fatte denne lære og bære gode frugter, når de ikke er på vintræet og ikke engang vil høre eller tåle hans ord? De kan jo selv ikke benægte, at træet og grenene må være der før frugten.

Alligevel vil man ikke give os ret, når vi lærer det ud fra Kristi ord, og kalder os kættere og kalder det forbud mod gode gerninger. Som om vinstokken ville sige til vingårdsmanden: ”Du ødelægger træet, for du fremavler grene, før du har vindruerne. Avl først druerne, så kommer der nok gode grene.”

Til det ville vingårdsmanden ganske vist så også sige: ”Dit lille tossehoved! Jeg kan godt høre, at du ikke kender meget til hverken grene eller druer.”

Så dumme og tossede er de folk også, at de ikke kan fatte, at ingen kan gøre gode gerninger, som er velbehagelige for Gud og kaldes gode frugter, hvis man ikke først er kristen og troende som en gren på et vintræ. Men nu er denne vores lære, som de forfølger os for, så klar og tydelig, at de er afsløret for Gud og verden, og vi kan tage alle bønder, vinavlere og gartnere til vidne på, om de ikke må indrømme: Før man kan avle korn, pærer, æbler, druer eller andre frugter, må der først vokse et strå, et træ eller en stamme. Det er naturens lov; ja, det står skrevet i alle skabninger, så de må vidne imod Djævelens skændige fordrejelse og løgn.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2016. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.