Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

At blive fastholdt i skylden

Ugens vidnesbyrd, uge 42 2017. Joh 4,16.

“Denne kvinde skal fastholdes i skylden!!”

Sådan udtaler Hans Erik Nissen i en prædiken fra 2006, hvor han taler om den samaritanske kvinde, som Jesus møder ved brønden i Johannesevangeliet kapitel 4, og hvor han i vers 16 beder hende om at kalde på sin mand, og hvor kvinden så må erkende og bekende, at hun ikke har nogen mand, for som Jesus fortsætter: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.”

Fastholdes i skylden …

Jeg kom til at tænke på denne sandhed, da jeg læste verset fra Første Mosebog 18,15, hvor der står:

“Men Sara løj: ‘Jeg lo ikke,’ sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: ‘Jo! Du lo!'”

Sara har hørt fra teltåbningen, at Gud har lovet Abraham, at om et år skal Sara føde ham en søn, og både Abramham og Sara falder om på jorden af grin, da de hører, hvad Gud fortæller dem. “Sara lo ved sig selv og tænkte: ‘Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?'”

Gud vil, at vi skal fastholdes i skylden. Gud vil, at lovens hammer skal klinge på fuld volume. For det er først, når vi er sunket HELT i knæ, at Han kan skænke os det uforskyldte. Det er først, når vore hænder er HELT tomme, at Han kan række os dét, som der netop skal to tomme hænder til at modtage.

Det er bemærkelsesværdigt i beretningen i Johannesevangeliet kapitel 4, at Jesus rent faktisk går direkte til skyldspørgsmålet, LIGE efter at kvinden har indset sin nød:
Vers 15: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”
Vers 16: “Han sagde til hende: ‘Gå hen og kald på din mand, og kom herud!'”

Der er noget, der er magtpåliggende for Jesus at gøre i et menneskes liv, INDEN han rækker mennesket det levende vand: Mennesket skal fastholdes i skylden og BEkende og ERkende sin skyld.

At få lukket munden….
Det er en sandhed, vi møder flere steder i Skriften.

For eksempel siger Paulus:

“Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Rom 3,19-20).

Gud ønsker at vi skal få munden lukket. For det er først, når vi er blevet færdige med os selv og al vores eget, at vi kan tilegne os det uforskyldte evangelium om en fuldbragt frelse.

“Gud kan lade dig falde i en synd, som du aldrig havde drømt om at falde i. Med det er der mindre tabt, end hvis du blev i dit hovmod. For da ville alt være tabt!”
(C.O. Rosenius).

Det er så lyksaligt at få munden lukket. Det er så velsignet at blive færdig med sig selv. Men Gud må ofte ty til ubegribelige tiltag, før at dette kan ske i et menneskes liv.

I mit eget liv måtte Gud føre mig ud i en ørken med synd og elendighed i 9 år, før Han omsider fik mit hjerte derhen, hvor det kunne tage imod en nåde, som jeg aldrig havde turde drømme om.

Guds veje er usporlige, som vi læser det i Romerbrevet 11,33.
Og Han vil fastholde os i skylden – og i særdeleshed også EFTER vi er kommet til tro! – så vi ikke bliver hovmodige og tror, at bare vi kan sige det samme som de andre og gøre det samme som de andre, så skal det nok gå.

Må Gud gøre det under dag for dag, at fastholde mig i min skyld, og LUKKE MIN MUND, så at jeg kan modtage og tilegne mig et evangelium, der er rigere og mere fantastisk end mine ord kan beskrive!

Gør det i nåde, kære Gud.
Amen.


Hans Erik Nissens prædikener om dette tema kan høres her:

Lede til Jesus

Åbn lyd i nyt vindue

Leve i ham

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Filip Kofod

Filip Kofod, København, taxachauffør.

Filip Kofod

Filip Kofod, København, taxachauffør.