Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

At ånde frit

Om hvordan synd og selvophøjelse kan trives og vokse sig stor midt i ydre pænhed og rettroenhed. Om konservatismens indbyggede fare.

Våg VI

”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?

Resumé: Frederik og Marianne måtte vende hjem fra deres missionærgerning på grund af Mariannes sygdom. Nu er Marianne blevet rask. Familien har dog stadig deres at kæmpe med. Frederik har til manges store fortrydelse anklaget Laudes-frimenigheden for at være en stor og rig menighed uden Jesus. Uforvarende inddrog han sønnen Josvas nedsættende ord om ungdomsarbejdet. Det har givet Josva ekstra problemer på friskolen, hvor der blandt andet er begyndt at sprede sig rygter om, at han er homoseksuel.

Joakim er præsten i Laudes. Han har mange nye idéer, men han ønsker også at favne bredt, og der er plads til konservative typer som Einar, der jævnligt stiller sig op med formaninger. Men Frederiks vidnesbyrd har skabt en vis utryghed og splittelse i menigheden, som det er vanskeligt, selv for Joakim, at håndtere.

Nå. Så Troels er begyndt at lave sin egen mysli, der ikke er særligt kompliceret, men den er rig på fuldkorn og smager himmelsk?

Og Kirsten har en lille baby med kolik, der falder allerbedst i søvn, når støvsugeren kører, og de har aldrig haft så rent et hjem, haha.

Og Anton deltager i en konkurrence om at vinde tre sække havegødning med en NPK-sammensætning, der er ekstra attraktiv, hvis græsplænen skal være grønnere end naboens, og man vil mos og ukrudt til livs. Gad vide, hvad han har skrevet i kommentarfeltet? Nå, ikke noget særligt kreativt denne gang. Bare “Ja tak, grønt er godt for øjnene”, efterfulgt af en solbrillesmiley.

Frederik sukkede tungt. Det var efterhånden trivielt at konstatere, hvor trivielt det var at tjekke Facebook. Og alligevel sad han her på toilettet og scrollede ubehjælpsomt med sine tykke fingre som en anden rastløs teenager.

Han havde ikke selv nogen aktiv profil. Men han havde dog langt om længe og med megen modvilje fået sig oprettet som en passiv bruger, så han kunne holde sig orienteret, nu hvor Josva begyndte at bruge det mere og mere. Joakim havde også valgt at lade en stor del af frimenighedens interne kommunikation foregå på Facebook, som jo var et sted, hvor både gamle og unge kunne mødes. Der var blandt andet mulighed for at kommentere og debattere prædikener, mødeformer osv. Det var noget, Joakim gik meget op i at give plads til. Han var lutter øren, hvis nogen havde kritik eller positiv feedback, og nogle havde det jo lettere med at give den slags respons på Facebook. I så fald var den unge præst også lutter øjne, som han sagde og flittigt gentog ved gudstjenesternes afslutning. Her mindede et baggrundsslide menigheden om, at samtalen kunne fortsætte på facebooksiden.

Som om det var “Debatten” eller en anden tv-udsendelse, man havde været vidne til.

Men muligheden for “åndelig debat” var der altså. Og det var vel nærmest det spinkle håb om, at der skulle komme en form for reaktion på hans vidnesbyrd, der var blevet det afgørende incitament for ham til at blive medlem. Men i betragtning af de livlige kommentarspor, der ellers var til de fleste gudstjenester – mest med intetsigende opmuntringer til præsten, mødelederen og lovsangsbandet og smileyfyldte gentagelser af Joakims jokes – var der en nærmest demonstrativ hvid tomhed på skærmen ved den dato, hvor han var stået frem og havde fremlagt sin hjertesorg og bekymring for den rige menighed.

Den slags upassende beskyldninger måtte vel ties ihjel.

Joakim havde i øvrigt sin egen personlige facebookprofil, som Frederik også jævnligt tjekkede. I modsætning til det forlorne og fordummende baby-, rejse- og selfiehysteri, der ellers dominerede, var Joakims profil anderledes tankevækkende og med større kvalitet. Der var skarpe og humoristiske, men også usædvanligt dybsindige betragtninger om alt fra ulve til burkaforbud. Ting, der optog sindene og blev debatteret rundt omkring i hjemmene og på arbejdspladserne, kunne han spidde og forholde sig intelligent til i dén korte twitter-agtige form, som man nok skulle være vokset op i den generation for at mestre. Også en del betragtninger om abort og det rystende fravalg af børn med Downs syndrom, som præsten jo nu havde fået tæt ind på livet.

Ikke et ord om Jesus var der. Men det var nu meget bevidst. Selvfølgelig. Joakim havde i vanlig reflekteret stil tilføjet en introduktionstekst til sin facebookside, der forklarede, at livet jo både har en menneskelig og en åndelig dimension, og at han som præst ikke var fritaget fra som menneske at forholde sig til det, der sker omkring os i vores samfund. Og sin egen facebookprofil havde han altså viet til at behandle emner vedrørende liv&samfund, hvorimod man var hjerteligt velkommen til at komme til gudstjeneste eller bruge frimenighedens facebookside for en snak om Bibelen.

Smarte Joakim! Genialt at man sådan kunne dele livet op på den måde. Så man kunne få et frirum fra absolut at skulle tale om Jesus hele tiden.

Og han brugte det dagligt, den unge præst. Han måtte virkelig bruge lang tid på at “følge med” og holde sig orienteret. Hvor han så fik den tid fra …

Men følgere – dem havde han mange af. Også en del, der ikke havde noget kirkeligt tilhørsforhold. Og det var klart, at hans aktiviteter på de sociale medier blev en platform til at få flere med, eller i hvert fald til at nedbryde nogle fordomme om de kristne. Det var en udadrettet gøren opmærksom på sig selv, som mange mente, klædte den gamle Laudes-menighed godt, og som sammen med de mange øvrige kommunikative tiltag bidrog til at sænke den berømte dørtærskel til det minimale, sammenlignet med tidligere tiders sorte og indelukkede image.

Selv konfirmanderne var vilde med ham. Hans egen Josva likede flittigt præstens kommentarer. Også når det gjaldt emner, som Frederik ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at Josva skulle kunne have en mening om eller overhovedet interessere sig for.

Frederik sukkede og rejste sig tungt for at vaske hænder og påbegynde barberingen.

Han måtte virkelig se i øjnene, at han var kommet på afstand af sin ældste søn. Ikke sådan at Josva direkte undgik ham eller var uvenlig over for ham eller noget. De pjattede tit sammen og hyggede sig, som de altid havde gjort. Josva kunne også sagtens med sin altid omsorgsfulde høflighed spørge ind til sin fars prædikenture og forberedelse. Men der var alligevel et eller andet, der var galt. Det var som om, at hver gang han prøvede at komme ind til ham, så trak han sig omgående ind i sin distancerede teenager-skal.

Marianne havde sagt til ham, at det var vigtigt, at han tog sig god tid til en ordentlig snak med sin ældste søn. Hun vidste noget – som hun ikke ville eller måtte sige. Og han pressede hende ikke. Hun skulle selvfølgelig være loyal over for sin søns hemmeligheder. Men hvor det dog generede ham, at han gik til sin mor og lukkede af over for ham.

Som nu sidste gang, hvor han havde arrangeret den – hvis han selv skulle sige det – mest fantastisk udtænkte far-søn-tur til en opsætning af Ringenes Herre på filmlærred med et vaskeægte symfoniorkester, der spillede soundtracket som livemusik. Det var meget dyre billetter, og Josva havde næsten ikke troet sine egne øjne, da han havde fået sin overraskelse. Han havde selv fortalt sin mor om forestillingen engang for længe siden, men var selvfølgelig klar over, at der ikke var penge til den slags; han ville bare lige sige, at det var da ret sejt med “Ringenes Herre live”.

Nu måtte han da være overlykkelig. Og det var han også; hans øjne strålede af glæde – lige indtil det gik op for ham, at det skulle være en far-søn-tur. Han havde regnet med, at det var hans mor og ham, der skulle af sted. Hun var jo den, der gik op i orkestermusik, mens Josva elskede Tolkien og Ringenes Herre.

Han havde selvfølgelig ikke protesteret, Josva. Og hvis man ikke kendte ham, ville man ikke have tænkt over noget. Men for Frederik var den sorte sky, der gik hen over sønnens ansigt, da han hørte, at han skulle af sted med sin far, så tydelig, at det var til at græde over.

Rejsen hjem fra den symfoniske sal havde været decideret pinagtig. På turen derind havde han med vilje lagt en jovial stemning uden antydninger af at ville udfritte sin søn om noget. De skulle bare være sammen og hygge sig, og de prikkede velvilligt til hinandens sommerfugle i maven ved at skiftes til at nævne scener fra filmen, som sikkert kunne blive særligt voldsomme og uhyggespredende med et symfoniorkester under lærredet.

Gad vide om dirigenten ville være klædt ud som Gandalf med sin stav?

Men på vej hjem efter en lidt tam og skuffende oplevelse fra de billigste pladser bagest i salen havde Josva kapslet sig fuldstændigt inde i en uigennembrydelig skal, da han ganske tidligt vejrede, hvad hans far var ude på. Frederik havde på forhånd bestemt sig for, at han under ingen omstændigheder måtte sætte ind med et frontalangreb. Det ville være for ynkeligt tydeligt, at filmkoncerten så bare havde været et påskud. Men i ren frustration over den tydelige afvisning havde han alligevel til sidst råbt: “Kan du da ikke fortælle din far, hvad det er for noget med dig?”

Der var ingen trøst at få hos Marianne, da de kom hjem. Hun fornemmede stemningen med det samme og stillede sig selvfølgelig helt på Josvas side. De øjne, hun sendte ham, da han trådte alene ind ad døren med Josva traskende demonstrativt langsomt efter sig, sagde alt: “Du er en elendig far! Hvad har du gjort ved vores søn?” Og: “Styr nu dit temperament!”

Efter den mislykkede hyggetur var der ikke bare noget i forholdet til Josva, der var gået i stykker. Der var også noget i forholdet til hans hustru, der var brudt. Eller: Det var i hvert fald blevet forværret den aften. For det havde allerede længe været på vej mod at gå i opløsning.

De bad ikke sammen længere. De bed og sled i hinanden og sårede jævnligt hinanden med ord. Det virkede i det hele taget til, at de ikke længere var på samme side.

Hun var blevet en helt anden, efter at hun var blevet rask. Før var der så klar en rollefordeling. Han var den kærlige mand, der i stor selvopofrelse sørgede for kone og børn. Hun var den taknemmelige, den svage og dog beundringsværdigt stærke i troen. Og det havde været en vildt hård tid. Men det føltes på den anden side også så rigtigt, så velsignet og så relativt ukompliceret.

Nu hvor Marianne var oppegående igen og kunne flere og flere ting, skulle de vel få flere ressourcer i hjemmet. Men det virkede til, at hun brugte de fleste af sine genvundne ressourcer på at irritere sig over alt det, han ikke havde magtet at opretholde under hendes lange sygdom. Og i stedet for at glæde sig over at være rask var hun blevet helt besat af absolut at få styr på alting: husets stand, rengøringsstandarden, økonomien og den slags.

Det var ikke, fordi det var lige galt helt tiden. Marianne kæmpede helt sikkert også sin kamp – ligesom han selv – for at det skulle blive godt igen mellem dem. Og der var stadig dejlige momenter af forsoning og pandekagehygge og gamle dage. De øjeblikke var som diamanter, der strålede og spredte lys og lykke på de hærgede ansigter og gav energi til at fortsætte livet. Men undertiden var de også som diamanter i et åbent sår: skarpe og flænsende i al deres glans. For de mindede om en tid og et sammenhold, der var på vej til at sive ud mellem hænderne på dem.

Grundlæggende kunne han mærke, at respekten for faren i huset var ved at være tyndslidt. Det var næsten, som om selv lille Jakob også holdt sin egen demonstration, hvor han nægtede at adlyde sin far og bare overhørte, hvad han sagde, lige meget hvor højt og insisterende det blev sagt.

Det var i det hele taget ikke nogen farbar vej i det lille hjem at blive råbende og autoritær. Han blev det indimellem – i afmagt. Men det var ligesom om, at råberiet bare afslørede og cementerede den afstand, der helt fysisk kunne mærkes mellem dem.

Jo længere væk, jo højere råber man. Sådan er det jo …

Gang på gang måtte han vende tilbage til den bibelske vejledning. Med Jesu forbillede og Paulus’ formaninger stod det så soleklart, hvad der var hans opgave: at elske og give sig selv hen, dvs. sætte sig selv til side og have opmærksomheden rettet mod, hvad der tjente hans tre næster i hjemmet til menneskelig gavn og evig frelse. Ofre al egen stolthed og forsmåethed på kærlighedens alter. ”Så plejer respekten at komme af sig selv,” blev det engang sagt på et ægteskabsseminar.

Javel, det var sikkert sandt. Og han prøvede. Han prøvede virkelig. Men hvad når de bare misforstod ham og trampede på hans ofre? Når respekten ikke bare kom af sig selv? Hvad så?

Hmm.

Måske Jesu forbillede også havde noget at sige i den forbindelse …

Frederik førte barbermaskinen i lange og jævne strøg i et forsøg på at være systematisk, begyndende i højre side. Det kom til at tage tid i dag. Det var ved at være halvanden uge siden, han havde været ude at prædike, og mellem prædikenerne fik skægget som regel lov at stå. I gode stunder jokede Josva og Marianne med, at de håbede, han snart skulle på prædikestolen igen, så vildmandsskægget ikke satte sig helt fast.

De vidste ikke, at disse stunder med barbermaskinen foran spejlet faktisk var af stor betydning for ham. Ikke fordi det var specielt vigtigt for ham at tage sig godt ud på prædikestolen. Lige præcis på dét punkt var han ikke særligt forfængelig. Nej, sagen var, at når han her før et møde blev tvunget til at se sig selv i øjnene, så fødtes der også altid bøn i hjertet. Så følte han det så uendeligt forkert, at lige netop han skulle stille sig op og tale Guds ord.

For hvad var det, han så i spejlet? En hjemvendt missionær, der havde troet, at han skulle frelse hele verden, og som efter sin hjemkomst havde troet, at han skulle frelse hele menigheden – og her stod han nu: en halvgammel håndværker, uden synlige resultater, hverken det ene eller det andet sted. Den lille menighed i Afrika var så skrøbelig. Og den “menighed”, som han havde den ultimative forpligtelse over for, nemlig den i hjemmet, svigtede han gang på gang. Mere og mere mærkede han trangen til at flygte ind i en skinvirkelighed, hvor han kunne koble fra og føle sig fri. Fri fra de bekymringer og de opgaver, som hvilede på ham, men som han ikke magtede at tage ind over sig. Verdsligheden havde fået en skræmmende, dragende magt over ham.

Der var engang, hvor han levede sit liv i bøn. Der var engang, hvor hvert ledigt øjeblik på naturligste vis blev brugt på at tale fortroligt med Gud; takke og bekende og betro sine bekymringer til ham. Nu var mobiltelefonen der til at fylde pauserne ud. Og han kunne næsten fysisk mærke, hvordan ånden sivede ud af ham i takt med, at han scrollede ned over skærmen.

Tanken om Jesu genkomst var engang så nærværende. Nu slog den ham kun en gang imellem. Som nu: Tænk, hvis Jesus var kommet igen for to minutter siden – og havde fundet ham læsende om mysli og gødningskonkurrencer på vej mod en prædiken?

Engang havde han levet i denne alvor, før han skulle prædike: at her var der mennesker, der meget vel kunne være på vej mod den evige fortabelse. Måske bare ét. Og hvem var så han, at han ikke skulle slide og stride i bøn og arbejde før et møde for om muligt at vinde denne sjæl for Himlen?

Nu var det så svært at fastholde den alvor.

Men hvis han ikke havde den nød inde over sig – var han så overhovedet værdig til at stå på en prædikestol? Var han så bedre end alle de mange prædikanter, der rejste rundt for at underholde forsamlinger med “det, som vi allesammen godt ved”, formidlet gennem nye, spændende formuleringer, slideshows og filmklip.

Frederik fnyste over sin egen kødelige tankegang. Nej “bedre” – det var han i hvert fald ikke. Det var ufatteligt, hvor ofte han måtte tage sig selv i, at den slags tanker poppede op i hans sind, selvom hans eget liv og hans egen tro bedst kunne sammenlignes med en ruinhøj af tidligere tiders storhed. Det var det underligste paradoks, hvordan man på den ene side kunne se mere og mere af sin egen synd og samtidig blive mere og mere selvretfærdig i sin tankegang.

Det mest skræmmende er ikke farisæerens selvretfærdighed eller tolderens synd. Det mest skræmmende er tolderen, der med al sin åbenlyse synd vader ind i templet og beder: ”Tak, Gud, at jeg ikke er som alle de andre.”

Hvad er det, der er ved at ske?

Åh Gud, kærligheden er ved at blive kold. Din menighed er ved at gå til grunde på jorden. Og jeg er selv blandt de allermest udsatte for at gå helt til grunde. Mit kød er for stærkt. Jeg ønsker adspredelser i stedet for bøn. Jeg ønsker kortsigtede tilfredsstillelser og behageligheder frem for at lide med min frelser. Min tro svinder hen, min kraft er borte.

Gud, vil du ikke nok afkorte tiden, så jeg – og min familie – bliver frelst?

Tankerne gik igen til Josva og Marianne. Var de med på vejen?

Det var ikke meget mere end en måned siden, han aldrig nogensinde ville have fået den tanke. Men nu var det helt anderledes.

Hvad var det, Paulus skrev til Timotheus om den med ansvar i Guds menighed? Noget med at være besindig, værdig, ikke voldsom og stridbar, men mild. Og: ”Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus?

Åh …

Det var ikke sjovt at stå foran spejlet. Det var det aldrig her før møderne. Men bønnen fødtes altid i hjertet: Gud, tilgiv mig. Og: Jesus, jeg føler mig som den mest uværdige af alle til at stå på en prædikestol. Hjælp mig til ikke at være noget andet end en finger, der peger på dig.

Og mange gange var Davids ord i Salme 40 blevet til hjælp for ham: “Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, jeg taler om din trofasthed og frelse; jeg tier ikke stille med din godhed og troskab i den store forsamling.” – Eller i den lille! Nej, Jesus, min uværdighed skal ikke få lov til at spærre for din værdighed. Min uretfærdighed skal ikke hindre nogen i at se din retfærdighed. Min utroskab og mine tusinder af fald i synd skal kun danne den mørke baggrund for din godheds og troskabs sol, så den kan skinne ind i andre fortabte synderes hjerter.

Når sådan en bøn fyldte hjertet, gik han til prædikestolen med denne underlige blanding af dyb anfægtelse over sit liv – og uigennemskydelig frimodighed, fordi han måtte vidne om det uden for ham selv, der var hans egen eneste redning og tilflugt.

Alligevel: På det seneste var det, som om selv denne ynkelige bøn havde svært ved rigtigt at fødes i hjertet. Der var noget, der ligesom stødte den væk.

Mest af alt var han fyldt af den påtrængende tanke, at han ikke burde være forkynder, sådan som det var nu. Når han forsøgte at bede, følte han sig lidt som en Kain: Gud modtog ikke offeret. Der skulle ske en ændring i hans nuværende forhold, inden Gud igen ville høre på ham, når han bad sin hjertebøn.

Når du bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.

Næppe var dette ord poppet op i Frederiks sind, før han lagde barbermaskinen fra sig. Han manglede det meste af venstre side, men det måtte være, som det var. Han skulle ud til Marianne. Nu. De måtte tale ud. Han måtte give hende sin uforbeholdne undskyldning. Lægge sig fladt ned og bede om tilgivelse for de mange svigt.

Han nåede ikke langt. Marianne gik forbi ham på gangen uden at se op, i det nu velkendte tempo, der signalerede en blanding af travl foretagsomhed og irritation. Hun havde nok rigeligt at se til nu med at forberede sig til aleneaftenen med drengene.

Frederik satte efter sin hustru. “Marianne!”

Hun standsede hurtigt op og så kort på sin mands ansigt. Hun lignede en, der havde opbrugt absolut al energi og var klar til at lægge sig, når hun havde vredet de sidste kræfter ud af kroppen. “Er du ved at barbere dig?” Stemmen lød ildevarslende, og øjnene var rødsprængte og opspilede. Det var tydeligvis ikke det rigtige tidspunkt til at tale ud med hende. Der måtte fokus på det helt nære.

“Jeg tænkte på: Jeg tror godt lige, jeg kan nå at give en hånd med det praktiske nu, inden …”

Hun blev bare stående og fikserede ham med øjne som ildspyende drager.

“Jeg mener: Du har nok et eller andet, du lige er i gang med, som …” Frederik standsede midt i sætningen og så sig usikkert rundt, mens han prøvede at komme i tanke om, hvad han kunne have glemt. Hun var nogle gange irriteret over, at han stillede sig an som en, hun bare skulle kommandere med, i stedet for at han selv tænkte og tog initiativ. Det var måske det?

“Jeg tænker: Du ser træt ud. Så det skal være nemt. Eller: ikke nemt. Men så nemt som muligt. Aftensmad fra China, hvis du ikke lige har taget noget ud … Du lader selvfølgelig alt i køkkenet stå, til jeg kommer hjem. Og så kan jeg nå at skære lidt salat nu, hvis …”

Der kom tårer i Mariannes øjne. “Frederik,” afbrød hun. Hun havde svært ved at beherske sin stemme. “Du siger ikke, at du skal ud at prædike i aften. Vel?”

Frederik følte, hvordan hans hjerte begyndte at hamre hurtigt. Helt per instinkt gik han i forsvarsposition med det samme:

“Det har jeg altså skrevet i kalenderen. Det ved jeg, jeg har. Einar spurgte mig for en måned siden eller sådan noget, og jeg noterede det med det samme.”

“Det er meget muligt. Men du har jo ikke sagt noget om det til mig, Frederik. Du går jo bare og …”

“Jeg plejer da aldrig at sige det til dig! Du tjekker jo altid kalenderen!” Frederik var oprørt. Der var vel også grænser for, hvor meget man skulle tage ind over sig af urimelige anklager? Det var jo hende, der havde glemt noget denne gang, så det måtte hun vel i det mindste stå ved. Og når hun havde indrømmet dét, kunne de hjælpes ad.

“Jeg tjekker kalenderen …” Mariannes øjne flammede igen med en tilbageholdt, men kraftig ild.

“Jeg tjekker normalt kalenderen. Fordi jeg ved, at du altid glemmer at sige det til mig. Men Frederik, vi har jo haft den her snak 100.000 gange før … Det kommer vel ikke bag på dig, at du skal sige det til mig! Jeg har krav på, at du siger det til mig!”

Ilden kom som en stikflamme nu, omkranset af oprørte tåresøer af sårethed og håbløshed. Frederik slog øjnene ned nogle sekunder. Han mærkede, hvordan det bed ham i hjertet, at han nu endnu engang havde svigtet. At der skulle komme sådan et slag, lige når han var på vej ud for at bede om forsoning og tilgivelse, og lige før han skulle ud at prædike – det var mere, end han kunne magte. Med håbløsheden plantet dybt i sindet løftede han igen blikket for at spejde efter en lille udvej og et lille glimt af en mulighed for tilgivelse i sin hustrus øjne. Han fandt kun vreden. Og vreden smittede omgående.

”Okay, du har sikkert tænkt det 100.000 gange og sagt det én gang for 100 år siden, beklager meget. Men hvornår vil du egentlig have, jeg skal sige sådan nogle ting til dig, når vi aldrig snakker sammen mere? Vi beder jo ikke engang sammen for møderne mere! Det er altså lettest, hvis du tjekker kalenderen, sådan som du plejer! Kan du ikke bare gøre det?”

“Du kunne jo passende have sagt det i morges ved morgenbordet for eksempel.” Svaret kom forbløffende hurtigt og hvast. “I stedet for at sidde med din mobil og vise mig det der facebookopslag af Joakim om hans fiktive fodboldmanagerhold, som du også lige syntes, jeg skulle have lov til at blive forarget over, at han havde tid til at gå op i.”

Frederik slog ud med armene.

”Hvad vil du have, jeg skal gøre nu så? Skal jeg aflyse her i sidste øjeblik eller hvad?”

Det kunne ikke undgås, at stemmen blev lidt hævet. Gad vide, om Josva var kommet hjem og lyttede inde fra sit værelse?

”Nej da, selvfølgelig ikke,” kom det stille.

Frederik så overrasket på sin hustru. Så fik han øje på den bidende sarkasme bag de milde ord.

”Nej, jeg synes da helt sikkert, du skal prioritere at tage ned til Einar og hans bibelstærke, konservative menighed og række dem et ord om Jesus. Et eller andet trøsterigt bibelord, som de sikkert aldrig har hørt før, der kan give fred til deres hungrende og tørstende og nødlidende sjæle. Det synes jeg da helt sikkert, at du skal! Det har de da helt sikkert rigtig meget brug for! Bare – smut med dig!”

Hendes stemmeføring blev gradvist mere harmdirrende, så man mærkede, at det, der kom nu, havde hobet sig op gennem længere tid. Men hendes dirren gik langsomt over i en usikker bæven, efterhånden som hun blev klar over, hvad det var, hun selv stod og sagde. Det var langt over stregen, og hun vidste det. Hun var kommet til at blotte sig. Der var gået en flig af dækket ind til hendes indre.

Frederik stillede sig helt hen til hende og iagttog intenst, hvordan vredesflammerne blev omdannet til en isnende angst. Hele den fremmede ånd, som han havde mærket på det seneste fra hendes side, stod nu pludselig så tydeligt frem som en fysisk skikkelse imellem dem. Marianne så den tydeligvis også selv, og den skræmte hende, samtidig med at der var noget i hende, der holdt fast på den og ikke ville give slip.

Frederik følte en stærk trang til at give hende et knus, holde om hende med sine stærke arme, tage hende med ind i soveværelset og kaste sig på knæ sammen med hende i bøn for dem begge – for menigheden dernede og for Josva og Jakob. Alt det, der betød noget.

Så blev han atter grebet af vreden. “Tak skal du have, Marianne,” sagde han langsomt og bidende. “Det er bare så dejligt med opbakning hjemmefra.”

I det samme gik døren op, stille og forsigtigt. Josva var hjemme.

“Nå.” Frederik rankede sig og tog sin taske. Med et hurtigt sideblik til Marianne, der stadig stod som forstenet, vendte han sig til Josva: “Ja, men I må hygge jer herhjemme. Jeg skal til at af sted. Du er nok mand for at bestille noget kinesermad, ik’ Josva? Men pas nu på med for meget sur-sød-sovs!”

“Okay!” Josva nikkede og løftede øjenbrynene, mens han smilede et lille indforstået smil til sin far. “Jamen god aften”, sagde han og gik så hen og lagde armen om sin mor. Frederik så sig ikke tilbage, da han smækkede døren og gik ud til bilen.

“De står flot i år, dine engletrompeter.”

“Jaa – de var nu endnu bedre sidste år ved den her tid, faktisk. Der er et par stykker, der hænger lidt med næbbet heromme.” Einar gjorde med slet skjult stolthed opmærksom på de få hvide “trompeter”, der manglede lidt endnu, før de havde foldet sig helt ud. “Nej, men pelargonierne heromme på terrassen, de er faktisk bedre, end de nogensinde har været …”

Einar hev sine gæster med rundt på en lille havevandring. Frederik fulgte pligtskyldigst med. Han var kommet i bedre tid, end han egentlig havde tænkt, men de havde vist også tradition for at mødes i god tid i den lille husmenighed.

Frederik kendte dem godt, i hvert fald de ældre i forsamlingen. De var nogle af de gamle ”kæmper”, der havde tegnet Laudes-menighedens profil i gamle dage sammen med Joakims far, der på den tid holdt utallige vækkelsesmøder i området. Flere af dem havde siddet i bestyrelsen, og de havde levet et liv i bøn og lagt oceaner af arbejde i at få missionshuset til at blive et sted, hvor Guds ord blev forkyndt i ånd og sandhed, så mennesker blev ledt til Jesus og blev bevaret hos ham. Frederik havde selv haft den gamle Anders som leder af teenklubben, og den tidligere landmand havde med sin ligefremme tale om synden og sine varme vidnesbyrd om Jesus som Frelseren haft afgørende betydning for, at Frederik var nået til evangelisk afklaring i sine unge år. Det var nok også gennem det, han mødte der i teenklubben, han havde fået øre for kaldet til at rejse ud som missionær med ”verdens bedste budskab”, som Anders altid kaldte det.

Det havde været guld, hvis hans egen Josva kunne høre noget lignende hver torsdag.

Men nu var Anders og flere af de andre holdt op med komme i Laudes. I bedrøvelse over udviklingen. De følte ikke, at de hørte hjemme der mere, og de følte, at det var en anden ånd, der rådede der, i forkyndelsen og i lovsangen.

Det var ikke i samlet flok, de havde forladt menigheden. Nogle var der jo også endnu, omend de oplevede det hårdt og spændingsfuldt. Og helt sikkert var det, at ingen havde forladt deres gamle ”barn” Laudes uden både mange bønner og mange tårer. De havde også forsøgt at præge menigheden til det sidste gennem samtaler og vidnesbyrd. Men selvom Joakim var så bredt favnende og nok ville være den første til at sige, at der var brug for deres stemme i menigheden, kunne de ikke undgå at føle deres ord som undergravende og modarbejdende den linje, som menighedens præst og bestyrelse lagde. Og det blev for slidsomt for de fleste af dem. Kun Einar var tilbage som en, der markerede sig aktivt i menigheden, når ordet blev givet frit.

Nu glædede den lille husmenighed sig inderligt over, at et par unge familier havde sluttet sig til dem ved deres ugentlige samlinger. De kom stadig i Laudes, men oplevede et behov for mere alvorlig og bibelnær forkyndelse som et supplement til Joakims korte og til tider lidt “tynde” prædikener. Einar havde fortalt det i telefonen, og det var tydeligt, at han frydede sig over, at de ikke bare skulle være en pensionistforening, men at der også i den yngre generation var villighed til at lytte til Guds ord i lov og evangelium, uden ydre lokkemidler og hurlumhej.

“Du må gerne bruge tre kvarter”, havde han fortsat med at forklare om formen i husmenigheden. “Ja, du må også bruge mere, hvis du har brug for det. De unge skal selvfølgelig hjem med børnene engang. Men jeg kan ikke lide at sætte minuttal på, hvad Gud vil minde os om. Og vi er alle sammen enige om her, at det er prædikenen, der skal stå i centrum. Så må vi skære ned på noget af det andet, hvis det bliver sent.”

Frederik havde glædet sig over Einars opkald dengang og havde uden tøven sagt ja, selvom det var med lidt kort varsel. Det var nok ikke et sted, hvor de ville have noget imod en “skuffeprædiken” over en kendt og evangelisk tekst. Og det var egentlig overraskende befriende! Efter snakken med Einar mærkede Frederik pludselig, hvordan han som omrejsende prædikant uden at tænke over det var begyndt at føle sig næsten som en undskyldning for sig selv, hvor han kom frem. Det uudtalte – til tider udtalte – krav om spændende vinkler og nye tanker og PowerPoint-materiale, der skulle gøre det kendte stof levende og hjælpe folk til at fastholde opmærksomheden, var faktisk efterhånden blevet en tung byrde at bære rundt på for ham. Også selvom han egentlig bevidst gik imod strømmen og et eller andet sted satte en ære i at være en “gammeldags prædikant”. Her kunne man endelig ånde frit blandt ligesindede brødre og søstre, der havde deres glæde i at lytte til Guds ord. Han havde virkelig glædet sig til denne aften.

Lige indtil optrinnet derhjemme med Marianne. Det var den værst tænkelige optakt til et møde. Han havde prøvet noget lignende et par gange før, men slet ikke i sådan et omfang som i dag. Og de andre gange havde det været elendige aftener på prædikestolen.

Frederik hev sin mobiltelefon frem og skrev med store bogstaver en besked: TILGIV MIG!!! Han var millimeter fra at sende den. Slettede den så igen. Hvad skulle hun dog bruge det til? Caps Lock og udråbstegn. Det var så forslidt. De måtte tale sammen. Bede sammen. “Åh Gud, jeg skal jo ikke være her”, fløj det igennem hovedet.

Frederik strammede sig an og så venligt smilende rundt på den lille flok ved pelargonierne. Potteplantesnakken var omsider forstummet, og nu blev Frederik inddraget i snakken. De var nok klar over, at den hjemvendte missionær ikke var ekspert i engletrompeter. Men nu var talen faldet på tidsånd og menighedsforhold. Og her vidste de jo alle, hvor Frederik stod. De, der ikke havde været i frimenigheden den aften, havde helt sikkert fået genfortalt Frederiks ord til menigheden. I en eller anden version …

“Men er det ikke rigtigt, Frederik, at det er dét, der er galt: Alting skal gå så hurtigt i dag, og vi skal hele tiden underholdes!” Det var Anders, der havde stillet sig hen til Frederik og lagt sin store hånd på hans skulder. Det var svært ikke at nikke bifaldende.

Frederik havde fra sin ungdom et særligt forhold til denne stemme, som fik en karakteristisk pondus og vægt fra den kraftige, firskårne landmandskrop. Hele fremtoningen osede af ærlighed, og når man kendte ham rigtigt, bar man over med hans manglende sans for diplomati og nuancer, som jo på sin vis også var ret befriende i en tid, hvor alt kunne diskuteres. Han så mange ting skarpt ud fra sit lange liv med Gud og var ikke tilbageholdende med at udtrykke, hvad han så. Det gav ham mange fjender. De få venner, han havde, satte til gengæld stor pris på ham.

Anders fortsatte: “Jeg mener, det er en sygdom, der breder sig i hele vores samfund i vores digitale tidsalder. Og så skal det jo også gå galt i menighederne. Hvorfor er det, at lovsang fylder det halve af tiden til gudstjenesterne i dag? Er det måske, fordi folk er blevet så glade for Jesus?”

De to unge par var netop ankommet, og Frederik trak sig uvilkårligt lidt over mod dem. Han genkendte sine egne ord i Anders’ mund. Han havde sagt noget lignende for ikke længe siden til Josva. Det var i en af de der gode stunder, hvor der var en varm far-søn-fortrolighed derhjemme, og hvor de bevægede sig inden for en tryg og velafprøvet tematik. Josva havde med lysende øjne bekræftet sin far i, at lovsangene i teenklubben nok i hvert fald mest var underholdningsindslag, så det ikke skulle blive for tungt.

Frederik mødte Anders’ afventende blik. “Det er nok desværre mere den anden vej rundt. Man bruger lovsangene til at prøve at komme ind i den Jesus-glæde, der for længe siden er gået tabt.”

Frederik skulle til at sige noget mere, men tog sig i det. Han kunne ikke få Josva ud af sit hoved. Glade Josva, der smilede stolt og indforstået til sin far …

“Ja … Men med kødelige midler, ikke også?” Anders holdt ved. “For det er jo ikke de der tynde tekster, der kan skabe ‘Jesus-glæde’. Det er jo melodierne, der skal gøre det …”

De unge par afbrød samtalen ved at komme hen og give hånd.

“Men det er jo ikke kun musikken, det er galt med,” indskød den høje Dennis. Han stod med en genert lille pige på armen og slæbte rundt på en stor pusletaske med den anden hånd, så han tilkendegav med et lille nik, at han foreslog, de trak op mod huset.

“Ja, det er vist ved at være tid til at gå ind”, sagde Einar.

Dennis fortsatte samtalen på vejen. Det var øjensynligt en snak, de havde haft før. “Musikken er jo bare et symptom, Anders. Det er mere det, at bøn og bibellæsning – det er bare på vej ud, altså. Jeg tror ikke, jeg kender ét eneste par på vores alder, der læser i Bibelen hver dag – mere. Og så har vi jo en hyrde i vores menighed, der … Ja, han har selvfølgelig lov til at være på Facebook og bruge tid på fodboldmanagerhold og andre overspringshandlinger, lige som alle os andre. Og jeg er sikker på, han er seriøs og bruger meget tid på at forberede sig, det er slet ikke det. Jeg tror virkelig, han lægger meget i det. Det er bare ligesom om – jeg mangler noget …”

De var oppe ved huset, og Erna stod med sit varme husmorsmil og bød hjerteligt velkommen indenfor.

“Ja, vi må bede for dem,” konkluderede Anders.

“Det må vi i hvert fald. For os alle sammen, ja. Det er nok det vigtigste, vi kan gøre.”

Det var tid til at gå ind i den statelige, gammeldags møblerede stue, der dannede rammen om de ugentlige møder. Et gammelt stueur hang og tikkede med en høj lyd ved siden af familiebillederne og et skriftstedsbroderi med guldskrift på sort baggrund. Dets sekunder gik vel ikke langsommere end alle andre ures. Men det tikkede alligevel en underlig ro ind i kroppen. Her skulle man ikke have travlt.

Frederik lod blikket glide rundt fra den perfekt strøgne dug på egetræsbordet til den store stuebirk og videre til det akustiske klaver med de arvede pyntegenstande og klaverlampen, der oplyste siderne på en gammel, godt brugt koralbog.

Nu kunne man høre på uret, at det trak op til at slå. Snakken forstummede, da de syv slag lød som bedeslag ud over stuen.

Da lyden var klinget ud, rejste Einar sig og gik med langsomme skridt frem mod den pult, der var stillet an til lejligheden. Hans ansigt lyste af glæde og forventning, da han lod blikket glide rundt over de fremmødte. De var fuldtallige. Og i aften skulle de jo have en “levende” prædikant, og ikke bare en båndet, som de plejede. Det var de meget glade for, at Frederik havde sagt ja til.

Einars indledte med et vers fra Salmernes Bog om betydningen af at lytte til Guds ord for at blive holdt fast og bevaret i troen hele vejen hjem. Frederik smugkiggede rundt på forsamlingen, mens Einar talte. De fleste så opmærksomt op på mødelederen. De øvrige så ned i deres bibel. Flere af dem nikkede undervejs. De var synligt med i det, der blev sagt, også de unge, selvom Dennis måtte stramme sig an for at undertrykke sin naturlige gaben efter en lang arbejdsdag, og et af børnene voldte lidt problemer.

Frederik kendte kun de unge ret flygtigt. De var flyttet til byen sammen efter et højskoleophold, og det virkede som om, de havde fundet deres ben og vidste, hvad de stod for som familier. Ellers kunne man heller ikke forestille sig, at de ville være til stede her i et så gammelt og konservativt et miljø. Deres mærkevarejeans og afslappede bluser stod i et lidt spøjst kontrastbillede til egetræsmøblernes og vægrammernes barokke krummelurer. Men de havde åbenlyst del i den samme ånd, som prægede de ældre, og de sang godt med på de gamle vækkelsessange efter indledningen. Nogle af dem uden at kigge i sangbogen. Det var svært at høre, at det var en lille forsamling. Man kunne ånde frit – og så kunne man også synge med af fuld hals.

Frederik sang ikke. Efter at have iagttaget forsamlingen sad han nu blot og stirrede tomt på det råhvide tæppe med frynser under sofabordet. De havde et helt tilsvarende tæppe derhjemme. Men det var ikke nær så velholdt. Marianne var for nylig gået amok, da han indrømmede, at han ikke havde rystet eller vasket tæppet hele den tid, de havde boet i huset. Ja, han havde faktisk aldrig flyttet det, heller ikke når han kørte med støvsugeren, så der havde samlet sig alskens krummer, nullermænd og sand fra skoene under det.

Frederik fik en ubændig lyst til at rejse sig op og tage fat i tæppet foran ham for at demonstrere for alle, at der altså også var snavs og støv at finde i Erna og Einars hjem.

Men han dyede sig. Ikke mindst fordi han havde en knugende fornemmelse af, at der alligevel ikke ville være en eneste krumme at finde.

Det var tid nu. Sidste vers var døet ud. Han skulle op.

Nogle sekunder blev han siddende. Længere tid end bare almindelig andægtighed. Han fornemmede blikkene, der hvilede på ham. De havde helt sikkert lagt mærke til, at han ikke sang med. Han kunne ikke blive siddende mange flere sekunder, før alle ville se og mærke, at den var gal.

Frederik rejste sig med et sæt og gik med hastige skridt hen til den hjemmelavede pult. Rutinemæssigt slog han op i Bibelen og lagde manuskriptet til rette. Prøvede at stramme sig an til at smile til forsamlingen. Det virkede ikke. Han kunne ikke gennemføre det her …

Marianne stod der igen lyslevende foran ham: ”Gå du bare hen og ræk dem et ord om Jesus, som kan give dem fred i deres hungrende og tørstende og nødlidende sjæle …”

Frederik virrede med hovedet og tog sig uvilkårligt til den venstre side af ansigtet. Den, der kun var halvbarberet. Det var virkelig, som om han befandt sig i et af de mareridt, han havde haft, især som ung forkynder, hvor han stod på prædikestolen og pludselig opdagede, at han ikke havde forberedt sig færdigt – så alle ville opdage, at han i virkeligheden “ikke havde noget på”, som drengen sagde i eventyret.

Men det var jo ikke tilfældet her. Han havde manuskriptet lige her ved siden af. Det var færdigbearbejdet. I den grad. Han havde holdt samme prædiken fem andre steder. Det var en af hans allerbedste prædikener – over en af de allerbedste tekster i Bibelen.

Så det var vel bare at begynde. ”Åh Gud,” bad han indeni. ”Hjælp mig nu.”

”Ja, tak for velkomsten,” begyndte han. Et øjeblik blev han i tvivl, om han egentlig var blevet budt velkommen. Men jo, det var han vist.

“Jeg har – glædet mig. Det er godt at være et sted, hvor vi kan – ånde frit. Være sammen. Om det, vi nu er sammen om. Guds ord.”

Det var utroligt hakkende og stammende. Stakåndet nærmest. Frederik prøvede at genkalde sig, hvad han havde tænkt at sige til at begynde med som en tak for velkomsten. Men det kom kun til ham i brudstykker, og det virkede helt kunstigt. Einar så intenst på ham. Der var bekymring at spore i hans blik.

“Ja, vi går bare lige på, tror jeg. Læser fra 1. Johannesbrev kapitel 1, vers 5, og lad os rejse os og høre, hvad Gud vil sige til os i dag.”

Alle i forsamlingen rejste sig og fandt hurtigt stedet i deres bibler. Frederik begyndte:

“Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd …”

Frederik holdt en lille pause. Hans fokus havde egentlig været på at komme godt igennem og at læse flydende og fejlfrit op af teksten. Men de sidste ord blev pludselig så levende for ham, som han stod der og læste. Det var, som om Guds Ånd pludselig trængte sig vej ind i al hans ubehjælpsomhed – med kraft, og med et budskab. Ikke bare til forsamlingen, men til ham.

”Hvis vi siger, at vi ikke har synd,” gentog han. ”Ja, så fører vi os selv på vildspor! Og: Sandheden er ikke i os!”

Igen en pause. Så fortsatte han hurtigt og lidt jappende over det kendte vers: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”

Men nu kom det igen: ”Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, – hvad så? Ja, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.

Teksten var slut. Mødedeltagerne tog plads igen og så med mild forventning op mod prædikanten. Anders sad stadig og så ned i sin bibel, mens han nikkede længe og synligt eftertænksomt, som om han virkelig tog ordene til sig.

“Jeg er ked af det,” begyndte Frederik. Alle så op. “Men jeg tror simpelthen ikke, jeg er i stand til at holde den her prædiken.” Han tog stakken af papirer op for at vise forsamlingen, hvad han havde forberedt. Et af papirerne faldt ned på gulvet. Han lod det ligge. Det føltes på en måde så rigtigt, at det lå der og skabte uorden. De andre papirer lagde han på pulten med bagsiden op, mens han tog Bibelen op i hænderne og trådte lidt over mod klaverlampens skarpe lys.

“Jeg – er normalt ikke tilhænger af at gå uden for manuskriptet og lade sig lede af Åndens pludselige tilskyndelser.” Frederik holdt en lille pause. “Og ved I egentlig, hvorfor jeg føler behov for at sige dét? Altså: at jeg normalt holder mig til mit grundigt forberedte manuskript? Det har jeg behov for lige at slå fast, selvom I sikkert godt ved det, fordi jeg gerne vil accepteres. Her. I det rigtige selskab.”

Frederik så sig lidt rundt og lagde mærke til, at både Dennis og Einar rystede lidt på hovedet.

“I protesterer? Ja. Jeg ved det godt. I vil aldrig – aldrig – sige om jer selv, at den her husmenighed er ‘det rigtige selskab’. I vil også altid – altid, og med stor styrke – bekende om jer selv, at I er syndere som alle andre. Måske endda tage Paulus’ ord i munden og sige: Jeg er den største af alle syndere!”

Dennis nikkede med løftede øjenbryn, og hans kone så på prædikanten med et tilsvarende blik, der udtrykte: Ja præcis, det er faktisk lige det, der er vores vidnesbyrd!

“Det kan også godt være, at det kun er mig, der har brug for at høre det, jeg skal sige nu. Men det har jeg så også. Og brug for at bekende det. Så jeg håber, I bærer over med mig.” Frederik ventede ikke på forsamlingens samtykke, men fæstnede igen sit blik ned på den åbne bibel, han stod med i hænderne. Siderne skinnede som guld i klaverlampens lys, og han holdt blikket der. Af al kraft prøvede han at fastholde den ene tanke, der var kommet til ham, da han læste teksten op. Han måtte gå ud fra, at den var fra Gud. Og så måtte det briste eller bære.

“’Hvis vi siger, at vi ikke har synd’ … Hvem ville dog også finde på at sige sådan noget? Ingen her! Dertil er vi for godt oplært i den kristne tro. Men vi må ikke komme for hurtigt videre. For nu drejer den her tekst sig ikke om, hvad vi siger med munden og ved med hovedet. Den handler om, hvad vores hjerte siger og bekender.

Hvad siger vores hjerter? Hvad råber vores hjerter til os, når vi for eksempel står derude på terrassen og taler om tidsånden og frimenigheden og musikken og alt det her?

Vi er bekymrede, ja. Vi ønsker, at de skal frelses, ja! Amen! Det tror jeg virkelig, vi alle sammen ønsker og brænder for og beder om. Og jeg ved, at jeg rører ved noget her, der er meget smerteligt for flere af jer, med jeres historie og jeres personlige forhold til mange af dem i menigheden. Men jeg vover alligevel at stille spørgsmålet: Er dét den eneste grund til, at vi taler om det? Er dét den eneste grund til, at vores samtaler og vores tanker så uhyggeligt nemt drejer sig udad – ud mod ‘tidsånden’, ud mod ‘verden’, ud mod ‘de verdsligt sindede’ i frimenigheden?

Det er da forfærdeligt med alt det, der sker derude. Og det er da kuldegysende spændende og rystende at følge med i tegnene derude på, at vi lever i den sidste tid, hvor det store frafald begynder i Guds menighed.

Men er det mindre rystende, og er det mindre forfærdeligt, hvad der foregår herinde, i den her stue – herinde, i det her hjerte?”

Frederik gjorde et lille ophold og stod og overvejede i nogle sekunder, stadig med blikket rettet mod Bibelen. Så tog han mod til sig og fortsatte med bævende stemme:

“På vej til det her møde, der blev jeg mindet om, præcis hvor stor en synder jeg er. Jeg skal ikke komme nærmere ind på hvordan – for det skal ikke handle om mig. Men jeg har brug for at læsse det af her, hvis jeg overhovedet skal kunne prædike. Jeg fik et glimt at se af ‘fordærvelsens afgrund i mig’, som vi synger i en eller anden gammel salme. Og når jeg står her og famler i det, så er det, fordi jeg stadig er rystet over det. Rystet, dybt rystet, over mig selv.”

Frederiks øjne lyste af forargelse, da han fortsatte.

“Men forhindrer det mig i, så snart jeg kommer herhen, at deltage i en samtale om “de andres” problemer? Jeg, der burde falde på mine knæ og grædende bekende min synd og min uværdighed til at være prædikant – jeg falder uproblematisk og smilende ind i snakken; og vokser dermed et par centimeter i mine egne og i alle andres øjne.

Og hvis der er noget, jeg ønsker, så er det dét! Jeg ønsker at vokse! Og når der er noget, der vil trykke mig ned; når jeg får noget at se i mit liv, der vil tryne mig og bøje mig, så er der en overlevelsesmekanisme, der sætter ind. Og én af strategierne for at overleve, det er at vende blikket udad. Ud mod verden og tidsånden og folkekirkens forfald. Ud mod grupper og personer, der fremstår kødelige i deres tankegang og lider af et manglende åndeligt klarsyn. For jo mere jeg ser udad og taler med andre på min åndelige linje om ‘det derude’, jo mere kommer jeg selv til at fremstå gudfrygtig og klartseende og ‘rigtig’ for mig selv og andre. Og det uanset om jeg prøver at være nuanceret og ikke-fordømmende i min tale. Og uanset om jeg taler om det med bekymring og i øvrigt tilføjer, at jeg naturligvis også selv kæmper med mit liv og er præget af tidsånden og det, jeg ser i fjernsynet. For det er jo så indlysende rigtigt. Men mit fokus bliver stadig drejet væk. Væk fra afgrunden i mit indre. Og hen på et territorium, hvor jeg nok vedstår mig nogle udfordringer, men dybest set er der fred og ingen fare.

For jeg vil være stor! Stor i andres øjne, stor i mine egne øjne. Og det stræber jeg efter på min måde. Hver generation, hver kultur, hver personlighed har sin måde at stræbe på.”

Frederik gik lidt over mod vinduet og kiggede ud.

“Jeg har ingen forstand på potteplanter. Men jeg tror: Vi har alle vores indre engletrompeter, som vi dyrker og ynder at vise frem. Selvom vi ikke lægger skjul på, at nogle af dem hænger lidt med hovedet. Og ‘trompeterne’ kan i det ydre have en forskellig klang. Den enes trompeter spiller konservatismens taktfaste march. Den andens trompeter spiller lyddæmpet og humanistisk med godvillig åbenhed, sans for nuancer og forskellige indfaldsvinkler. Det er sådan set ikke så afgørende, hvordan det helt præcist lyder. For fælles for alle indre engletrompeter er, at de dybest set spiller selvforherligelsens fanfare. Og tonerne omfavner os og løfter os op, så vi fremstår som beundringsværdige mennesker, der har styr på vores liv og værdier – selvom vi villigt vedgår, at det kunne være bedre på nogle punkter.

I det skjulte bruger vi oceaner af tid og energi på at vande og pleje vores hjertes potteplanter, så de kan blomstre og dufte og se tiltrækkende ud for vores gæster, for os selv og for Gud. Men hvad er det for en jord, vi har plantet dem i? Hvad er det for nogle skønne engletrompeter, der kan gro i mit hjertes muld?

Hvis vi siger, at vi ikke har synd …

Hvis vores hjerter siger det. Hvis det gennem vores liv er lykkedes os at beplante vores hjerter med velduftende blomster og et bunddække, der kun tillader os nogle enkelte glimt af den djævelske giftbombe, der ligger nedenunder … – hvad så? Jo, så er vi for det første på vildspor – sandheden er ikke i os. For det andet: Guds ord er ikke i os. For det tredje: Vi gør Gud selv til en løgner!

Og gør vi Gud til en løgner, når han vil forfærde os med vores synd, så gør vi også Gud til en løgner, når han kommer med sit lægende evangelium til syndere i nød. Vi er uden for sandheden, Guds ord virker ikke længere i os. Midt i al ydre syndsbekendelse og fastholdelse af troslærens sandheder, så er vi med vores hjerter faldet ud af nåden.”

Frederik sank engang. Han følte dommen så hård over sit eget liv. Og samtidig havde han sådan en brug for at stille sig ind i lyset, det afslørende lys, for lyset ville jo mere end bare afsløre …

Stadig med blikket stift rettet mod Bibelen foran sig fortsatte han:

“Åh, hvor er det dog farligt at være konservativ! Og hvor er det dog ekstremt farligt at være sammen en lille flok af konservative kristne.

Farligt? siger I. Det er da en velsignelse! Ja. Det er en velsignelse. For det er godt at være konservativ i den forstand, at man ønsker at høre og bevare Guds ord, som det er. Og det er godt at være sammen med brødre og søstre, der deler det samme hjertelag. Det er virkelig en rig velsignelse!

Og så er det samtidig så ufatteligt farlig en velsignelse. At have et sted, som man tænker om, at ‘her kan vi ånde frit’, og vi skal ikke sidde på nåle og være på vagt over for, hvad der nu kommer. Det er en paradisvision som i Åbenbaringsbogen at kunne synge ‘amen’ til hinandens bønner og vidnesbyrd om Lammet, og i den kristne menighed må vi tage forskud på den glæde, vi skal leve i på den nye jord. Men så længe vi er her på jorden, så skal vi vide, at netop dér, hvor vi ikke mærker til nogen nåle, vi skal sidde på, netop dér falder vi så uendeligt let i søvn. Og når vi falder i søvn på et nåleløst sted, hvor vi kan ånde frit, så bliver det ikke længere Ånden, der ånder frit, men kødet. Kødet ånder frit – ikke som ‘derude’ eller ‘derovre’, hvor de gør det på deres måde, men som her, i vores lille forsamling, hvor kødet finder sine helt egne, spidsfindige måder at ånde frit på. Her kan kødet sprede sin ånde og engletrompeterne udsende deres duft, så det hænger i gardinerne, og luften i rummet bliver efterhånden så tyk af selvretfærdighed og farisæisme, så vi vænner os til klimaet og bliver blinde for vores afgrundsdybe synd og behov for frelse. I hjertet, husk det! Ikke med ordene. For med ordene bekender vi os snildt som de største af alle syndere – men med hjertet ved vi, at lige præcis den bekendelse kan fremstille os som ægte og inderlige kristne i andres øjne, og i vores egne øjne.

Brødre og søstre! Jeg ved om jer, at I har et stærkt blik for tidsånden og frafaldsånden, der spreder sig med lynets hast. Jeg ved, at mange af jer har været stærke røster i menigheden, også stærke advarselsrøster. Jeg ved fra mit eget liv, at jeg er blevet frelst gennem den forkyndelse, som I brændte for, og jeg lever den dag i dag stadig mit liv på den forkyndelse, jeg dengang mødte, og jeg er uendeligt taknemmelig for det.

Men netop derfor, så bliver jeg drevet til at minde om den her alvor: at den frafaldsånd, som vi så let får øje på, når vi kigger os omkring, den stopper altså ikke i ærbødig respekt uden for en konservativ husmenighed. Den stopper ikke ved de unge, troslærebevidste og bibellæsende kristne. Den stopper ikke ved de gamle, der blev vakt i deres ungdom, og hvis arbejde er blevet til frelse og velsignelse for utallige. Den stopper heller ikke ved dem, der har sat deres karriere, liv og økonomi over styr ved at blive missionærer.

Bibelen lærer os klart og entydigt, at åndskampen altid vil være der, dybt i vores eget hjerte. Bibelen lærer os, at selvophøjelsen og modstanden mod Gud altid vil bo i os, og at slangegiften fra Edens have altid vil ligge under vores læber, uanset hvor fromt de former sig under bøn og vidnesbyrd. Det er ikke små ord, Bibelen bruger om den natur, vi alle har – den er ond som Djævelen selv, siger Jesus! Og det er ikke få advarsler, Bibelen har til kristne, der ‘tror, at de står’ – nej, selv apostlen Paulus måtte grue for at falde fra, hvis han ikke hele tiden levede i Åndens kamp mod drifterne i sig eget indre.

Bilder vi os selv ind, at der er fred og ingen fare, så kan vi være trygt forvissede om, at det er Djævelens fred, vi har fundet. Djævelen kan gemme sig bag de mest fromme bønner. Dæmonerne kan lure lige under det fine og velplejede spisebordstæppe …”

Frederik gik hen og stillede sig oven på det råhvide tæppe. Så pegede han ud i haven.

“Ja, selve Beelzebul kan pludselig stikke hovedet frem fra engletrompeterne og råbe: ‘Jeg har jer! I er mine!’

Hvad skal jeg sige? Hvordan skal jeg råbe os op? Forstår vi det? Forstår vi – at hver gang, vi beder én gang for dem i frimenigheden, så må vi bede 100 gange for os selv og for, at vi må blive bevaret hos Jesus. Forstår vi det? Vi er i fare! Vi er i nød! Ikke dem derude! – Os! Aldrig dem derude! – Altid os!”

Frederik havde igen blikket boret ned i sin bibel. Først nu vendte han blikket mod forsamlingen. Ængsteligt. Håbefuldt. Mon nogen tog imod? Var han blandt brødre, som han kunne falde på knæ sammen med – bekende syndens afgrundsdybe svælg og med fryd og bæven tage imod evangeliet for de ugudelige?

Synet ud over forsamlingen fyldte ham med mismod. Einar sad der med korslagte arme og rynkede bryn. Der var én stol, der var tom. Det var Anders’ kone, der var listet ud i al ubemærkethed. Anders sad selv med hænderne på låret, på nippet til at rejse sig.

“Nej! I må ikke gå!” Frederik hørte sig selv råbe forskrækket som et mareridtsdejavu fra vidnesbyrdsaftenen i frimenigheden. “Bliv her! Bliv og hør Guds ord!”

Anders rejste sig op i fuld højde og målte Frederik med øjnene. Så bøjede han sig ned med det gamle legemes lydelige suk over anstrengelsen, samlede papiret op fra gulvet, lagde det tilbage i bunken af papirer på pulten og gav dem til Frederik. “Tak, Frederik”, sagde han. “Og så tror jeg, vi har brug for at høre det her nu.” Stemmen lød underlig brudt, men ikke mindre insisterende. Han satte sig ned igen og ventede med armene lagt over kors.

Frederik stod mundlam et par sekunder, mens han fraværende forsøgte at finde den rigtige plads i bunken til siden, der var faldet ned.

Så skete det, der ikke måtte ske. Telefonen ringede.

Han havde glemt at slå lyden fra mobilen. Her af alle steder. Nu spillede “The Entertainer” for fuld kraft ud over forsamlingen.

Umuligt at komme videre nu … Nu var sammenbruddet fuldbyrdet.

Hurtigt fandt han telefonen i lommen og ville til at afbryde ringetonen. Så så han, at det var Josva.

Josva? Han vidste da udmærket, at hans far var ude at prædike?

Panikken greb ham, og uden at forklare sig tog han telefonen og flygtede ud af stuen.

“Josva, hvad er der galt? Sig det!”

Frederik hørte bare sønnens stakåndede gråd i den anden ende.

“Åh far. Det er mor! Jeg er bange for, hun er ved at blive helt sindssyg.”

“Hvad? Hvad sker der? Hvor er hun henne?”

“Hun er inde i sin seng. Men hun ligger og kaster sig fra side til side. Og når jeg kommer derind, siger hun bare: ‘Jesus! Han kommer nu! Han kommer – om 10 minutter!’ Jeg ved ikke, om hun drømmer, eller … Far, vil du ikke nok bare komme hjem?”

“Jeg er på vej. Klarer du den? Jeg bliver nødt til at lægge på og køre. Kører alt, hvad jeg kan.”

Frederik smækkede bildøren og satte sig bag rattet. Kørte af sted med fuld fart ud i den stille aften. Himlen var klar, og et underligt farvespil bredte sig ud på de små sporadiske skyformationer.

“Jesus?”

Midt i bekymringen for Marianne, som drev ham til at trykke speederen i bund på de små, stille villaveje, kunne han ikke frigøre sig fra de ord: “Han kommer om 10 minutter!”

Var det profetisk?

Siden nogle oplevelser i Afrika og derhjemme under sygdommen havde Frederik ikke helt kunne løsrive sig fra den tanke, at hans hustru havde en særlig profetisk nådegave; en særlig umiddelbar kontakt til Jesus. Han var udmærket klar over, at det ikke kunne være rigtigt, bibelsk set. Især da ikke når det gjaldt en minutprofeti om Jesu genkomst.

Men tanken kunne han altså ikke så let gøre sig fri for.

Nu var han her – på vej hjem til sin misrøgtede hustru efter en mislykket prædiken. Der var ikke tid til at evaluere noget nu. Havde nogen taget imod? Hvad skulle man lægge i deres attituder? Og at Anders havde givet ham den oprindelige prædiken i hånden?

Det var næsten uudholdeligt at slutte på den måde. Afbrudt før tid igen. Først frimenigheden, nu husmenigheden.

Alle de domsord mod højre og venstre … Mod verdslighed og farisæisme. Og dybest set var det vel, fordi han eget indre var et stort kaotisk lyskryds af afskyelige tilbøjeligheder. De skarpe domsord, der kom til ham, var først og fremmest et fiasko-skilt over hans eget liv.

FIASKO, FIASKO, FIASKO.

Den velkendte lyd af bildæk på gruset. Frederik åbnede døren, før motoren var slukket, og spænede ind ad døren. Josva stod der, bleg og stille i køkkenet. Han var gået derned for at kigge efter sin far.

“Josva, kom med!” Frederik gav sin søn et hurtigt kram og trak ham så hastigt med op ad trapperne.

Inde i soveværelset lå Marianne helt stille. Hun sov.

Josva skulle til at forklare sig, men Frederik holdt en finger over læberne. Han var udmærket klar over, at det ikke var noget, der var foregået i sønnens hoved. Marianne lå i en lidt unaturlig, forvredet position.

Med uendelig forsigtighed lod han sin hånd glide ind i hustruens, mens den anden hånd ømt fjernede nogle lokker fra hendes pande. Hun slog øjnene op med det samme.

De lyste med en helt særlig glans. Var det vanvid? Eller angst? Det virkede som om, hun ikke rigtigt var til stede i lokalet.

Nu klemte hun hans hånd. “Frederik. Han kommer. Jeg så ham. Han er lige på vej.”

Hun talte kraftløst og forpustet, som om hun havde løbet. Så rejste hun sig brat halvt op på sengen.

“Frederik, jeg ved ikke, om jeg er klar.”

Frederik slog blikket ned. “Marianne – undskyld alt det, der skete i dag. Det er mig. Jeg …”

“Det er lige meget,” sagde hun hurtigt. “Frederik, jeg ved ikke, om jeg er klar.” Hun klamrede sig til hans arm. Frederik så på Josva, som holdt sig et stykke væk. Det var ikke meningen, han skulle se sin mor i den tilstand.

“Hvem er det, han kommer for at hente?” Frederik stillede spørgsmålet til sin hustru og sig selv. De så på hinanden. Så kom det til dem begge. Sangen fra Åbenbaringsbogen. De sagde den i kor – til hinanden:

“Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

“Hvem er det?” spurgte Frederik. “Er det de fromme? Er det de uberørte af verden? Er det dem, der ikke mærker frafaldets ånd i deres hjerter?”

Marianne lignede pludselig igen troskæmpen fra sygesengen. Der var et lysende, forklaret håb i hendes øjne, da hun klemte hans hånd og svarede: “Nej, det er dem, hvis eneste stolthed og hvis eneste håb er den renhed, der kommer udefra til dem – fra Lammets blod, som renser fra al synd. Og gennem livet bliver de gladere og gladere for netop det: at alt, hvad de har at støtte sig til, er uden for dem selv. For der bor intet godt, intet sundt, intet raskt i et menneskes krop. Men Lammets blod er redningen for selv den ringeste og mest uduelige og mest verdslige og mest selvcentrerede kristne. Som mig. Og som dig.”

Frederik så overrasket på hende. Hvordan kom de ord til hende? Det var ikke tid til at spørge. “Tak!” sagde han. “Åh tak!”

Han gjorde tegn til Josva. Han kom lidt tøvende derhen.

Den lille familie samlede sig i bøn og tak. De holdt hinanden i hænderne i stedet for at folde dem. Frederik mærkede, hvordan Josva flere gange gav ham et klem i hånden under bønnen. Han var med i det. Og efter lidt stilhed bad han også selv nogle ubehjælpsomme, men vidunderlige ord.

”Åh Gud, tak.” Frederik bad lykkelig inde i sig selv. ”Tak for at du har givet mig at ånde frit – i det mindste i to minutter. Kom snart, Herre! Fri os ud af mørkets magt!”


Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen. Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn. Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.”

Og Ånden og bruden siger: “Kom!” Og den, der hører, skal sige: “Kom!” Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet (Åb 22,12-17).


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2018. Hele bladet kan læses her.