Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Af nåde

Om hvordan Carsten Espersen kom til tro på Jesus.

Sådan kom jeg til tro XXVI

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Jeg møder Carsten Espersen i den københavnske kirke, hvor han nu er præst. Vi taler lidt om menighedens arbejde. Carsten fortæller særligt om børneklubben Krummerne. Der kommer ca. 20-25 børn. Langt de fleste er fra ikke-kristne hjem. Nytter det?

Carstens egen historie besvarer spørgsmålet.

Søndagsskolen

Carsten blev født i 1975 på Bornholm som den yngste af fire drenge. Der var 9 år op til den yngste storebror: ”Jeg blev den meget forkælede efternøler.”

Så vidt Carsten husker, blev der ikke talt om Jesus eller holdt andagt i hans hjem. Men alle drengene blev, når de havde alderen til det, sendt i den lokale søndagsskole, som blev drevet af folk fra Evangelisk Luthersk Missionsforening (ELM). Den gennemgående leder var en ældre mand, Peter Larsen. Han havde et stort hjerte for børnene og et stærkt ønske om, at de skulle høre om Jesus som deres frelser. ”Han var god til det stædigt, milde, opsøgende og insisterende arbejde med os børn. Han elskede børn og elskede Jesus.”

Carsten var glad for at være med i søndagsskolen, og han tog med åbent hjerte imod det, han hørte. ”På et senere tidspunkt i mit liv mødte jeg en af lederne, som havde undervist mig. Han fortalte, at der havde været lys i mine øjne, når jeg lyttede. Det stemmer helt med min egen erfaring. Jeg sugede til mig. Det var central forkyndelse om Jesus, hans kærlighed til os og hans frelse. Det kom til at stå klart, at Jesus er død for vore synder på korset, og hvis vi tror vi på ham, så er vi frelst. Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke har troet på Jesus. Jeg kan huske, at jeg på et tidligt tidspunkt kom hjem og spurgte min far og mor, om de troede på Jesus. Det var vigtigt for mig, at de gjorde det. For jeg ville gerne have dem med i Himlen. Et tidligt barndomsminde er ønsket om at dø samtidig med mine forældre, for at jeg ikke skulle opleve at være uden dem, og for at vi kunne være sammen hos Jesus.

Søndagsskolen lå søndag formiddag i kirketiden. Engang imellem rykkede vi over i sognekirken, fordi der var noget specielt på programmet. Så blev vores forældre inviteret med. Forrest i kirken stod der løse stole foran de faste bænkerader. Når jeg så kom ind i kirken sammen med min mor og far, så satte de sig ind på en af bænkene, mens jeg selv fortsatte frem i kirken og satte mig på en af de forreste stole. Det er først senere i livet, at jeg er kommet til at tænke over det her. Men det var sådan, jeg gjorde – jeg ville have det hele med.

Vi drenge i søndagsskolen var ikke anderledes end andre drenge. Vi var nogle rødder, og vi var urolige og alt det der, og det var jeg også. Men jeg fik noget med.”

Lejre

Når der var kristen børnelejr, tog jeg altid med. Det var jeg virkeligt glad for. På lejrene var der nogle forældre, som var gennemgående ledere, og som jeg lærte rigtig godt at kende, og som blev en slags reserveforældre for mig. De blev også forbedere for mig.

På en af søndagsskolelejrene lærte jeg det første bibelvers udenad. Der var en leder, som sagde, at der var et rigtig godt vers, som det ville være godt for os at lære udenad. Hvis vi havde lært det til den næste undervisningstime, ville han give os to vingummier til 25 øre. Den dag blev jeg hjemme fra strandturen for at terpe bibelverset. Det var Første Johannes’ Brev 1,9: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” Det vers blev jeg rigtig glad for. Det fulgte mig i min opvækst. På et senere tidspunkt fik det ny og stærk aktualitet.”

Sangene

Når vi havde været med i søndagsskolen i 3-4 år fik vi en sangbog, en lille gul en. Den har jeg stadig. Når jeg læser i den, kan jeg genkende de sange, som særligt talte til mig. Det giver mig tårer i øjnene, når jeg læser dem, for de taler stadig til mig:

Som en herlig guddomskilde,
mægtig dyb og ren og stor,
er den kærlighed og nåde,
som i Jesus Kristus bor.
Han skal åbne perleporten,
så at jeg kan komme ind.
Thi ved blodet har han frelst mig,
og bevaret mig som sin.”

Forventningssangene om Jesu genkomst og om Himlen, talte på en særlig måde til Carsten. ”Jeg glædede mig til, at Jesus kom igen. Jeg forstod, at Jesus elskede mig, og at det var godt at være hos ham. Det går stadig dybt ind hos mig, når jeg læser en sang som ’Når han kommer, når han kommer at hjemhente sine.’

Så sang vi også ’Syndens mange sorte pletter’, hvor der som illustration blev holdt nogle forskellige hjerter op. Jeg var glad for den sang. Jeg syntes, det var helt fantastisk, at man kunne gå fra at have et helt sort hjerte til et helt hvidt hjerte – på grund af Jesus.”

Forbedere

Når Carsten ser tilbage på sin vej til Jesus og siden hen sin vej tilbage til Jesus, bliver han mindet om, at der har været rigtig mange, som har bedt for ham. Han ved, at medarbejderne i søndagsskolen og på lejrene bad for ham, og det samme gjorde forældre til de andre børn i søndagsskolen. Og så var der en farmor.

Min farmor havde baggrund i Indre Mission. Hun blev enke, da jeg var en lille dreng, og flyttede derefter tæt på os. Derfor var hun der rigtig meget i min barndom. Når hun puttede mig, bad hun altid med mig, og siden har jeg fundet ud af, at hun også bad for mig – hver dag. Det gjorde hun for alle sine børnebørn – og børn og oldebørn, for den sags skyld. Hun bad for mig, da jeg var barn, og da jeg kom væk fra Jesus, og hun fik lov at se, at jeg kom tilbage. Hun blev 96 år. Det er skønt at tænke på, at hendes bønner stadig følger mig og alle de andre, som hun har bedt for i min familie.”

Teenageår

I modsætning til sine brødre fortsatte Carsten fra søndagsskolen op i det kristne arbejde for juniorer og siden for de unge. Han gik ikke i kristen friskole som mange af de andre børn i det kristne arbejde, og han gik til fodbold og havde mange ikke-kristne venner. Men han oplevede ikke, at det verdslige liv trak i ham. Han følte sig hjemme der, hvor man hørte om Jesus, og det var en glæde for ham at være der.

Derfor var det også svært for ham at forstå de jævnaldrende fra kristne hjem, som i teenageårene reagerede mod det kristne miljø. ”Jeg kunne godt høre på dem, når de talte om, at der var alt for meget ’du skal’ og ’det må du ikke’, og at det hele var for gammeldags i missionshuset, og at det var surt, at vi ikke kunne få lov at synge nogle flere af de nye lovsange. Jeg lyttede til dem, men jeg forstod dem ikke. Jeg oplevede det ikke som et pres at være kristen, men som en gave. Og for mig var ELM ikke gammeldags. Det var det sted, hvor jeg havde lært Jesus at kende, og det var bare godt.”

Gymnasiet

Da Carsten skulle begynde i gymnasiet i Rønne, var der en del af hans kristne venner, som skulle begynde samtidig med ham. ”Jeg kan huske, at en del af de andre var virkeligt nervøse, fordi de nu skulle møde verden i form af ikke-kristne. Men jeg havde ikke den store frygt.” Carsten havde i hele sin skoletid gået på en almindelig folkeskole og var ikke bange for at bekende sig som en kristen. Det var han heller ikke bange for i gymnasiet.

Der var mange kristne på gymnasiet. Til juleafslutningen i 1. g gik de på scenen og sang en sang for lærerne og de andre elever om Jesu kors og om det at tilhøre Jesus. En af Carstens ikke-kristne venner gav udtryk for sin dybe forundring over, at Carsten stod der – med dem. Men det blev en god anledning til at invitere vennen med til en andagt i den kristne gruppe på skolen, tilhørende Kristeligt Forbund for Studerende (KFS).

Carsten var glad for at være med i KFS-gruppen og for at tage på KFS-lejre med de andre. Her mødte han en central, evangelisk forkyndelse og mange jævnaldrende kristne.

I 2. g valgte Carsten musik på højt niveau og endte i en klasse med 18 piger. I løbet af efteråret blev han rigtig gode venner med én af dem. De talte supergodt sammen og hyggede sig i hinandens selskab. På en studietur til Barcelona blev de kærester.

Hun var ikke kristen, og min tanke var i udgangspunktet, at hun skulle blive det. Jeg inviterede hende med hjem til nogle af dem, der var kristne reserveforældre for mig. De læste en andagt ved bordet, og min kæreste følte sig enormt fordømt. Det kunne jeg ikke forstå. Da det blev sommer, inviterede jeg hende med til et bibelcamping-møde, hvor jeg selv var mødeleder. Da hendes forældre hørte om det, blev de skræmt fra vid og sans.

Hun blev ikke kristen. Men det modsatte skete for mig. Jeg elskede hende, og langsomt førte frygten for at miste hende til, at jeg gik mere og mere på kompromis med min egen tro. Jeg vidste, det var galt, men jeg kunne ikke overskue at miste hende.

En god kristen veninde, som var en slags storesøster for mig, skrev et brev til mig, hvor hun advarede mig mod at være kæreste med en ikke-kristen. Hun skrev, at det kunne føre mig væk fra Jesus og fra frelsen. Da jeg læste det, blev jeg enormt vred. Jeg tror, det var en forsvarsmekanisme. Senere blev jeg meget taknemlig for det og har også givet udtryk for det. Det var kærligt og godt ment, og det var rigtigt, at jeg var på vej væk. Og jeg tror faktisk, at hendes ord var medvirkende til, at jeg senere indså, at jeg var fortabt, når jeg levede i synd.”

Dobbeltliv

Kæresteforholdet førte til en periode med dobbeltliv. Carsten bevarede det ene ben i det kristne fællesskab. Det andet ben var placeret i et liv, som han vidste, var uforeneligt med troen.

Carsten fortsatte i nogen tid med at deltage i kristne møder og lejre. Men han var afklaret om, at han ikke kunne holde andagter eller på anden måde vidne for andre om Jesus.

Når Carsten ser tilbage, kan han se, at personlig ærlighed altid var en betingelse for, at han kunne trives. Han har altid haft og har fortsat brug for rene linjer. Det var svært i denne periode, fordi der var et skjult liv, som han ikke kunne være ærlig om over for de andre kristne. Men han kunne i det mindste være ærlig i forhold til ikke at stille sig op som vejleder for andre, når han selv var på afveje.

I 1994 blev Carsten student. Efter et halvt års tid med arbejde tog han i foråret 1995 på en verdslig musikhøjskole.

Højskolen var super, rent musikalsk, men åndeligt set var det døden for mig. Der var meget fest og meget druk. På et tidspunkt var der en pige, som blev interesseret i mig, og jeg tillod, at det udviklede sig på en måde, som jeg på ingen måde kunne forsvare over for min kæreste. Det ramte mig enormt hårdt i min samvittighed. Indtil da havde jeg opretholdt et selvbillede, hvor jeg forstod mig selv som en rar og god fyr. Det billede brød fuldstændig sammen. Jeg oplevede, at jeg var et svin over for begge piger, en rigtig skidt fyr. Sammen med den erkendelse kom der en bevidsthed om, at hvis Jesus kommer igen nu, så kommer jeg ikke med. Jeg går fortabt. Jeg lever i modstrid Guds vilje og er under hans dom. Den bevidsthed er ubærlig at leve med, så jeg prøvede at skubbe den fra mig og at ignorere den. Men den var der.

Jeg ringede til min kæreste og fortalte hende det hele, som det var. Men nu kom det med ærligheden ind. For efterfølgende blev jeg ved med at vende tilbage til det, der var sket, for at være sikker på, at jeg havde fortalt det hele. Det fortsatte efter højskoleopholdet. Det var ikke godt for forholdet.”

Gud kalder

I sommerferien efter musikhøjskolen var Carsten tilbage på Bornholm. Her blev han inviteret med til et aftenmøde på bibelcamping. Han tænkte, at det ikke kunne skade og tog med. I dag husker han ikke prædikenen, men han husker to andre ting. Bag Carsten på de bageste bænke sad der nogle og snakkede og grinede under prædikenen. Carsten blev stærkt generet af dem og forstod ikke, at de kunne opføre sig sådan, for – og det er det andet, han husker – Gud talte! Carsten oplevede meget konkret, at Gud talte til ham gennem prædikanten og kaldte ham til omvendelse: ”Jeg elsker dig! Kom tilbage! Vend om!”

Men jeg ville ikke. Jeg vidste, det var Gud, der kaldte, men jeg ville ikke vende om. Der var noget, jeg ikke ville miste – min kæreste. Jeg oplevede Guds kald meget ubehageligt og var ulykkelig over min situation.”

Efter sommerferien flyttede Carsten til København for at gå på en rytmisk daghøjskole. I København var der en kristen veninde fra Bornholm, som inviterede ham med til et KFS-møde. Carsten tænkte, at det ikke kunne skade, og de aftalte at mødes på et bestemt hjørne i København på et bestemt tidspunkt. Derfra kunne de følges ad til mødet. Men Carsten kom 15 minutter for sent til det aftalte hjørne, og da var veninden væk. Men så kom hun tilbage: ”Jeg fik en fornemmelse af, at jeg skulle køre tilbage.” Så fulgtes de til mødet, og her skete det igen:

Gud kaldte mig til at vende om. Det hev i mig for at overgive mig og komme til Gud. Men der var noget, der bremsede mig. Jeg tror, jeg følte mig uværdig til at blive frelst, at jeg ikke kunne rummes i evangeliet. Og så var der stadig det, at jeg ikke ville miste min kæreste.”

Men kæresteforholdet var i opløsning. Det blev slidt op af, at Carsten blev ved at vende tilbage til sit svigt på højskolen. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev ved med at ribbe op i det. Om jeg ville forstås eller tilgives eller bare være helt, helt ærlig. I løbet af efteråret faldt vores forhold gradvist fra hinanden. Til sidst var det hende, der trak stikket på det, ikke mig.”

Efter det første KFS-møde fulgte flere andre KFS-møder, hvor Carsten oplevede, at Gud kaldte på ham. Et af efterårets sidste møder fik særlig betydning. Det var KFS’ generalsekretær Leif Andersen, der prædikede, og emnet var Jesu kors, forsoning og frelse. ”Leif talte om, at Jesus blev gjort til synd for os til frelse for os. Jeg blev enormt glad for det, han sagde, og berørt af det, og jeg tænkte, at det her er virkelig gode nyheder for alle – undtagen mig. Jeg havde lavet så meget møg i mit liv og havde svigtet så stort, at det ikke kunne gælde mig.”

Alligevel gik Carsten hen til Leif Andersen efter mødet og spurgte, om han kunne få en samtale med ham om det, han have talt om. Det kunne han godt, han skulle bare ringe.

Carsten fulgtes hjem fra mødet med en ven, som han havde aftalt at spille musik med efter mødet. Men Carstens tanker var ved prædikenen: ”Du ved godt, at det, vi hørte her til aften, er langt vigtigere end vores musik?” Det ville vennen gerne give ham ret i. Og så tog de hjem og spillede musik hele natten, og Carsten fik aldrig ringet til Leif Andersen.

Endnu en hændelse dette efterår skulle senere vise sig at få stor betydning.

En af Carstens kristne venner fra Bornholm fik overtalt Carsten til at abonnere på et gratis kristent blad. I et af de første numre, Carsten modtog, var der en artikel om skriftemålet. Det havde Carsten aldrig hørt om. Eller rettere: Han havde kun hørt om det i film med mafiafolk, der gik til skriftemål i den romersk-katolske kirke. Det var nyt for ham, at det var noget, man kunne gøre brug af i en evangelisk kristen sammenhæng. Men det lød fantastisk godt, at man kunne sige det hele, som det var, og få Guds tilgivelse tilsagt gennem et andet menneske.

Og så var der et bibelvers, som stod centralt i artiklen: 1 Joh 1,9: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”

Måske god nok

I foråret 1996 indledtes en ny fase i Carstens liv. Han var fri af sit kæresteforhold, han gik stadigt mere regelmæssigt til kristne møder og var også begyndt at gå i kirke om søndagen. Han fik stadigt mere styr på sit liv, og uge for uge sank det ind hos ham, at han nu igen levede, som en kristen levede. Måske var han alligevel god nok til at være kristen? Måske kunne evangeliet også gælde ham?

Den tanke holdt indtil en fest, hvor han endte med at drikke sig plørefuld og opføre sig derefter. ”Dagen efter var jeg knust. Den stump af kristendom hos mig selv, som jeg var begyndt at tro på, var helt væk. Det gik op for mig, at jeg var lige så pilrådden indeni som før. Jeg var ikke blevet spor anderledes og bedre. Jeg var dybt skamfuld, fortvivlet og anfægtet. Det virkede helt umuligt for mig at blive kristen og blive frelst.”

Så blev det påske. Carsten havde ingen penge til at betale for turen til KFS’s påskelejr i Grenå, men han fik et tilbud om gratis transport tur-retur. På grund af sit arbejde kunne han kun være der et døgn, men det var nok til, at der skete noget afgørende. Da han skulle hjem, mødte og genkendte han Leif Andersen. Carsten mindede ham om deres samtale, og nu fik de aftalt en dag, hvor Carsten kunne besøge Leif på hans kontor på Østerbro: den 23. april.

Nåde

Da jeg kom til Leif, fortalte jeg ham hele min livshistorie. For første gang fik jeg afløb over for et andet menneske med alle de ting, som jeg skammede mig over, som var synd, og som havde ødelagt mit selvbillede af Carsten som god og rar mod andre. Det var befriende.

Da jeg havde talt ud, sagde Leif: ’Jeg tror, det vil være rigtig godt, hvis du kommer igen om en uge til personligt skriftemål. Hvad siger du til det?’ Da Leif spurgte om det, plingede artiklen om skriftemål op i min hukommelse. Det ville jeg meget gerne. Så vi aftalte, at jeg skulle komme igen den 1. maj.

Da jeg kom igen, indledte Leif med at gennemgå skriftemålet ud fra Luthers lille katekismus, og så læste og udlagde han et bestemt bibelvers for mig, 1 Joh 1,9: ’Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.’

Efter Leifs indledning, bekendte jeg alle de synder, jeg huskede, og Leif spurgte mig så: ’Tror du, at jeg har ret til på Guds vegne at tilsige dig syndernes forladelse?’ Jeg svarede: ’Ja, for det står jo lige der. Der står, at Gud vil tilgive os, når vi bekender vore synder.’ Og Leif sagde så: ’Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og i Sønnens og i Helligåndens navn. De er ikke længere mellem dig og Gud.’

Og så kunne jeg tro det! Jeg kunne tro, at Jesu frelse gjaldt for mig. Det, som jeg havde haft så svært ved at tro – nu kunne jeg tro det, fordi Gud havde sagt det i sit ord. Jeg vidste, at jeg var frelst, og jeg var jordens lykkeligste menneske. Jeg cyklede rundt i en uge i København og sang lovsange til Gud for, hvad jeg er og har i Kristus.

Jeg regner den 1. maj for den dato, hvor jeg kom til tro igen, forstået som den dag, hvor jeg turde tro på syndernes forladelse i Jesus. Men når jeg ser tilbage, kan jeg jo se, at Gud på mangfoldige måder virkede i mit liv frem mod den dag. At han lagde bibelord ind i mig, fra jeg var lille, og at han også gennem andre ting ledte mig frem mod den dag.

Den dag fandt jeg fred i evangeliet. Bagefter har jeg erfaret, at min samvittighed fortsat er følsom og sårbar, og at det er svært for mig at fastholde evangeliet. Men det betyder bare, at jeg fortsat har brug for at høre og modtage evangeliet. Jeg tror også, det er derfor, jeg er blevet så glad for nadveren, hvor Jesus kommer så konkret med al sin nåde og rigdom – til mig.

En del af storheden i nåden er også, at alle mine svigt og afveje, hvor jeg valgte mine egne veje – at alt det endte med at gøre nåden stor og herlig – selvom det var afveje.

Det er også mit ønske i forhold til dem, jeg kender og har tæt på i mit liv, at alt det, jeg har gjort galt, og som jeg har fået tilgivet, må være med til at lede andre til nåden i Jesus.”

Et nyt liv

Efter sin fornyede tro på nåden i Jesus var det naturligt for Carsten at dele sin glæde med alle, som ville lytte til ham. En af dem, som gerne lyttede, var hans farmor. Da hun hørte, hvad der var sket, var hun dybt taknemlig: ”Du skal vide, hvor meget jeg har bedt for dig.”

Ønsket om at dele evangeliet med andre var en hovedårsag til, at Carsten valgte at læse teologi. Det handlede ikke om at betale Gud tilbage. Det handlede for Carsten om at få mulighed for at række andre den nåde og frelse, han selv havde modtaget.

På en kristen lejr i udlandet mødte han en dansk pige, Lise, fra Odense, som han efter lejren bevarede kontakten med. På et tidspunkt tilbød hun Carsten at være guide i Odense og vise ham byens antikvariater, så han kunne købe billige teologibøger. Det takkede han ja til. Bogturen endte ved Odense Å, og gåturen langs åen endte med, at de blev mere end venner.

Den 3. januar 2000 blev jeg klar over, at jeg ikke kunne leve uden Lise. Jeg ringede til hendes far og fik i en totalt usammenhængende samtale spurgt, om jeg måtte fri til hende. Det fik jeg lov til. Den 22. april samme år blev vi gift.

De første år af vores ægteskab var det vores fælles plan, at vi skulle være missionærer. Jeg sigtede mod at skrive en ph.d., og så var tanken, at jeg skulle være teologisk underviser i Afrika. Først skulle jeg færdiggøre min teologiske kandidateksamen. I foråret 2004 var jeg midt i min specialeskrivning, da alt med ét blev forandret.”

Ulykken

Den 17. april var jeg på vej hjem og kørte over Knippelsbro på cykel. Jeg havde travlt og kørte så hurtigt, jeg kunne. Jeg tror, farten var over 40 km/t. Jeg havde bøger overalt på cyklen og havde dem bl.a. hængende i en pose på styret. Da jeg passerede midten af broen og var på vej ned ad bakken, stod cyklen pludselig stille, og jeg ramte i ét nu asfalten. Posen på styret var gået i forhjulet. Det sortnede for mine øjne. Jeg mistede synet. Men jeg kunne tænke og tale og var i stand til at give Lises telefonnummer til de folk, som kom for at hjælpe mig. Ved slaget havde jeg taget af med min venstre arm, men stødet var gået gennem hele kroppen inklusive hovedet.

Jeg blev kørt på hospitalet, men da der ikke var noget brækket, blev jeg sendt hjem igen med nogle smertestillende piller. Jeg havde ingen kvalme, så jeg tænkte, at jeg var sluppet uden hjernerystelse. Dagen efter tog jeg til bibelgruppesamling. En uge senere kunne jeg ikke stå ud af sengen for hovedsmerter. Det var voldsomt, og det blev ved. Efter et par måneder forsøgte jeg så småt at genoptage mit studie. Det gav bagslag, markant.

Jeg havde konstante hovedsmerter, voldsomt koncentrationsbesvær, abnorm træthed og en ekstrem lydfølsomhed. Den mindste lyd var som en kniv i hjernen. Jeg havde også perioder med afasi. Jeg kunne ikke sige det, jeg ville sige. Enten kom der ingen ord ud, eller også kom der andre ord end dem, jeg ville sige. Hver gang, jeg forsøgte at læse, blev det værre.

Jeg blev henvist til en neurolog, som diagnosticerede mig med post-commotionelt syndrom: en efter-hjernerystelsesskade, som rammer en lille procentdel, og hvor det er helt åbent og usikkert, hvor længe det varer. Neurologen sagde, at jeg ikke måtte overanstrenge mig, og at jeg derfor ikke måtte arbejde mere end 80% af min arbejdskapacitet. Men det kunne jeg slet ikke finde ud af. Selv ved den mindste anstrengelse fik jeg tilbageslag. Med tiden fandt jeg ud af, at jeg kunne samle mig i 15 minutter om noget, jeg skulle forholde mig til. Så var jeg færdig for resten af dagen.”

Det værste

Det værste var ikke, hvad sygdommen gjorde ved mig i forhold til studiet. Det værste var, hvad den gjorde ved mig i forhold til Lise og vores børn. Derhjemme havde jeg ikke kræfter til noget. Lise måtte tage ansvar for stor set alt. Og som belønning fik hun en mand med en meget kort lunte. Jeg havde en forfærdelig adfærd. Jeg var rystet over mig selv. Jeg oplevede voldsomme vredesudbrud, og når de kom, kunne jeg bande og svovle. Det havde jeg aldrig gjort før, og vi har aldrig gjort det i min familie. Men nu gjorde jeg det, nu bandede jeg, og det var et forfærdeligt mørke, som kom frem indefra. Jeg fik tanker om, at det ville være bedre, hvis mit liv sluttede. Døden blev tillokkende. Og så kom anfægtelserne.

Ud fra en medicinsk og psykologisk synsvinkel kunne jeg forstå, hvad der skete med mig, men i et åndeligt perspektiv var jeg forfærdet over, hvad jeg gjorde, hvad der kom ud af mig – at min kristne fernis var så tynd, og at jeg kunne opføre mig så forfærdeligt, selvisk, utaknemligt, hensynsløst. Det var syndens fordærv. Det ved jeg godt, men det var forfærdeligt at være i, jeg var fortvivlet over mig selv, og jeg måtte sige det til Lise, som det var, at jeg ikke var sikker på, at jeg turde kalde mig en kristen. Jeg tror ikke, jeg var vred på Gud. Men jeg var enormt skuffet, frustreret, ulykkelig og anfægtet over mig selv.

Der var ét bibelord, som holdt mig oppe og gav mig trøst, og som jeg holdt Gud fast på. Det var Fil 4,6: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Så skal Guds fred, som overgør al forstand, bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” Jeg tænkte, at hvis Guds fred virkelig overgik al forstand, så måtte det være en fred, som rakte ud over min oplevelse, og som kunne være der, selv når jeg intet oplevede og følte af den. Og det var gennem den fred, Gud ville bevare mig i Kristus Jesus! Jeg skulle ikke bevare mig selv i Jesus. Den var min trøst. For der var intet i mig, der evnede eller orkede at holde mig selv fast i Jesus. Det måtte jeg bede Gud gøre. Det måtte jeg overlade til ham og holde ham fast på: Du må bevare mig i Jesus med din fred, som jeg ikke ser og ikke mærker. Du må frelse mig, for kun du kan frelse mig!

En aften knækkede det for mig. Jeg bukkede under for den elendighed, jeg oplevede i mig selv. Jeg tænkte, at jeg umuligt kunne være kristen mere og brød hulkende sammen i en afkrog af vores lejlighed. Vores søn, som på det tidspunkt var knapt 3 år, fandt mig og knælede ned ved siden af mig og bad: ”Kære Gud, jeg beder dig om, at du vil passe på far.” Han har aldrig gjort noget lignende, hverken før eller siden. Men den dag oplevede jeg, at han var et sendebud fra Gud: Gud vil bevare mig, når jeg ikke kan bevare mig selv. ’Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn’ (Sl 8,3).”

Der gik tre år uden nogen mærkbar forandring og forbedring. Carsten og familien var genstand for mange kristnes forbøn og for familie og nære venners omsorgsfulde hjælp og støtte. Men de oplevede, at de var på grænsen af det, de magtede, og nogle dage var de ude over grænsen. ”Både Lise og jeg tænkte, at skilsmisse var udelukket. Men mange ville have valgt den vej.”

Hjælp

Efter 3 år fik Carsten mod alle odds en henvisning til Center for hjerneskade, hvor han blev tilknyttet en kvindelig neuropsykolog med specialviden om hans syndrom. ”Hun pegede på nogle symptomer, som jeg ikke selv havde bemærket, og på nogle strategier og skridt, som kunne pege fremad. Det var rigtig godt for mig at mærke, at jeg var hos en, som vidste, hvad hun havde med at gøre. Vi talte om alt muligt i mit liv, også mit studie og min tro. Og en dag sagde hun så: ’Jeg er også kristen!’

Jeg blev selvfølgelig meget glad for at høre, at min neuropsykolog var kristen, og jeg spurgte hende, hvordan hun var blevet det. Hun fortalte, at det begyndte med, at hendes søn blev omvendt som ung. Da hun hørte om det, tænkte hun umiddelbart, at det var det værste, der kunne ske for ham. Hun var gennemført naturvidenskabelig i sin tankegang og havde ingen plads for Gud i sit verdensbillede. Men nu begyndte sønnen at bede for hende om, at hun måtte blive omvendt, og en dag, da hun sad til et møde i undervisningsministeriet, skete der noget forunderligt. Hun så en engel, og englen talte til hende og spurgte: ’Ved du, hvem Jesus Kristus er?’

Ikke længe efter skulle sønnen døbes. Hun var med ved hans dåb, og her fik hun et syn af Jesus selv, som kaldte hende til at komme og blive frelst. Det førte til hendes omvendelse. Efterfølgende spurgte hun sønnen, om han havde en forklaring på, hvorfor hun skulle opleve de her ting. Sønnen mente, at det var svar på bøn, og så havde han yderligere en tanke: ’Jeg tror, Gud så, at du var så stivnakket i din tro på naturvidenskaben, at det her var nødvendigt for at føre dig til tro.’”

Den samtale bekræftede Carsten i, at han var under Guds ledelse på det nye behandlingssted, og samtalen åbnede for en ny dimension i neuropsykologens hjælp. Nu kunne de tale sammen om troen og troens liv. For Carsten var det en anfægtelse, at han på grund af sin sygdom ikke kunne være den åndelige leder i hjemmet med andagt og bøn, som han gerne ville være. Det fortalte han neuropsykologen. Hun mindede ham om, at han måtte trøste sig ved, at de var en del af en kristen menighed, hvor andre kunne træde til med hjælp på de områder, hvor han oplevede ikke at slå til – også med bøn og åndelig hjælp til kone og børn. Det blev til stor trøst for Carsten, og det svarede til hans erfaring – at familien netop i kraft af hans sygdom fik lov til på en særlig måde at erfare menighedens omsorg og hjælp.

En samtale i bibelkredsen blev også til trøst. Carsten blev ved at håbe på, at han en dag igen ville kunne prædike. En aften, hvor de var samlet i bibelkredsen og var ved at være færdige med bibelstudiet, gav Carsten udtryk for sit håb. Så kom det fra en af de andre i bibelkredsen: ”Men Carsten, du har jo siddet her og prædiket for mig i to år.” Den kommentar gik dybt ind hos Carsten: ”Da jeg hørte det, blev jeg helt paf over Guds nåde. At han kunne bruge det, som slet ikke fungerede. Jeg havde oplevet, at jeg siden ulykken måtte bogføres helt på udgiftssiden. Men selv når vi er der, kan Gud bruge os – af nåde.”

Gennembrud

Det store gennembrud i forhold til sygdommen kom i forlængelse af et forslag fra neuropsykologen. En af de værste gener ved Carstens sygdom var, at han var ude af stand til at fokusere og koncentrere sig. Præcis det samme var problemet for folk med ADHD. Én gang tidligere havde neuropsykologen oplevet, at Ritalin, der blev brugt som medicin mod ADHD, også kunne virke på folk med alvorlige eftervirkninger fra en hjernerystelse. Hun mente, det var værd at prøve i Carstens tilfælde.

Godt fem år efter ulykken, i maj 2009, prøvede Carsten for første gang at tage Ritalin. Virkningen var overvældende. ”For første gang i fem år kunne jeg tænke klart, fuldstændig klart – i 8 timer i streg. Jeg nåede mere studiemæssigt på 12 dage end på de foregående 18 måneder. Det var virkelig syret! Jeg var ham, der ikke kunne tænke. Nu kunne jeg tænke!”

Medicinen medførte en radikal forandring i forhold til, hvad Carsten magtede. Nu blev det realistisk at gøre teologistudiet færdig og at tænke på et arbejde efter studiet. Men det vigtigste var ægteskabet og familien. Her var dybe sår efter de foregående fem år. Det tog mindst lige så lang tid at hele dem. Men fra nu af gik det fremad. ”Det var og er en stor trøst for mig, at Gud kan tage hånd om det, som min sygdom har gjort ved os i familien.”

Af nåde

Når Carsten ser tilbage på sit liv med Gud fra begyndelsen i søndagsskolen frem til den situation, han står i nu som præst på Amager, er der for ham ingen tvivl om, hvad der er overskrift og hovedlinje: at Gud har handlet med ham i nåde.

Det var af nåde, at Gud gav ham troen på Jesus i søndagsskolen, og det var af nåde, at Gud førte ham tilbage til Jesus og tilgav ham alt, efter at han var gået sin egen vej. Og så var det ikke mindst af nåde, at Gud bevarede ham gennem den lange sygdomsperiode trods alt oprør og synd og mørke i ham selv: ”Folk kan sige til mig, at jeg i den periode jo var syg og ude af mig selv, og der kan være en menneskelig og medicinsk sandhed i det. Men der er en anden side, en åndelig side, der handler om, at jeg netop i den periode oplevede mig selv, som jeg er, hvor mørkt der er i mig, og hvor lidt der er i mig, som holder fast i Gud. Men han holdt fast, og han bevarede mig – af nåde.

Og så er det af nåde, at jeg får lov at tjene ham i dag. Guds rige klarede sig fint fik uden mig, da jeg var syg. Gud behøvede mig ikke, og sådan er det for os som kristne. Gud behøver os ikke. Men af nåde giver han os lov til at tjene ham. Det er Guds store nåde, at jeg har fået lov at komme tilbage til tjenesten, og at jeg nu kan vidne for andre om nåden i Jesus.

Det er nåden i Jesus, som har frelst mig og har bevaret mig og har rejst mig op igen og har gjort mig duelig til at tjene. Alt i mit liv har jeg fået af Guds store og uforskyldte nåde i Jesus.”


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2021. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.