Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ærlig eller uærlig tvivl?

Om forskellen mellem at tvivle uden egentlig at ville finde - og at have en søgende tro rettet mod Kristus.

Tvivl kender vi alle sammen til. Selv den mest troende og overbeviste. Troen vil altid have tvivlen at kæmpe med, indtil Jesus Kristus kommer igen, og vi får lov til at se alt det opfyldt synligt for vore øjne, som vi i dag kun har et ord og et løfte for, alt det, som vi her har troet på.

Gamle Adam bliver aldrig troende!” Derfor vil tro og tvivl altid slås med hinanden i samme bryst, så længe vi lever på denne jord – indtil ”gamle Adam” lægges i graven!

Det afgørende spørgsmål er altså ikke, om du stadig kender til at tvivle eller er blevet tvivlen kvit. Nej, afgørende er derimod, hvad du gør med din tvivl.

Der gives nemlig to helt forskellige måder at forholde sig til tvivlen på.

Den uærlige tvivler

Der er tvivlende og såkaldt ”søgende” – måske endda de fleste af dem, der gerne benævner sig selv som sådanne – for hvem tvivlen er noget meget bekvemt, et middel, hvormed man gør sig selv interessant, noget, man nyder at antyde over for andre, at sole sig i og gøre sig til af. Man trives med sin tvivl og nærer slet intet ønske om at komme ud af den, at blive den kvit.

Hvad gør du? Ønsker du at blive tvivlen kvit, at blive overbevist, eller foretrækker du at blive i tvivlen?

Måske du aner, at det kunne gå hen og blive højst ubehageligt for din selviske natur, for dit ego, hvis Gud for alvor blev Herre i dit liv. Da ville det være slut med at leve livet på den måde, som du gør det nu: efter dit eget hoved, i tilfredsstillelse af dine egne selviske ønsker, lyster og begæringer.

Måske aner du det. Og så bruger du tvivlen som et bekvemt middel til at holde Gud på afstand! Så dækker du dig bag tvivlen og bruger den netop som et panser mod troen!

Den indstilling er et nok så slående udtryk for, hvordan vi mennesker er i os selv. Vi er af natur tvivlesyge. I grunden har vi allermest lyst til at tvivle på Gud og hans ord! For så bliver vejen jo åben til at leve livet som vores egne herrer, efter vores eget hoved og i vore egne lyster – tror vi da!

At livet i synd og trods mod Gud skulle være det bedste og frieste liv, er den sataniske løgn, som vi mennesker har været fanget og forblændet af siden syndefaldets dag: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig!”

Men at lysten til at synde skulle være den egentlige drivkraft, det dybest liggende motiv, bag så megen såkaldt ”redelig” søgen, spørgen og tvivl – nej, det indrømmer vi naturligvis nødig over for os selv eller andre. Netop vores lyst til at synde, til at leve livet som vore egne herrer, til at blive som Gud og ikke at have nogen ved siden af eller over os – netop denne selviske lyst, dette inderste begær, vil vi gerne give et smukt og tiltalende ydre.

Skuespil

Og hvad gør vi så?

Jo, så kalder vi det noget andet – f.eks. ”ærlig sandhedssøgen, der ikke kan slå sig til ro med hurtige, traditionelle og færdigsyede svar”!

Om dette skriver Olav Valen-Sendstad følgende:

Hvor uhyggeligt ofte, når vi tvivler, er ikke den bevidste eller ubevidste hensigt med tvivlen netop at få bortskaffet den klare mening med Guds ord og bud, at få det reduceret det til ’gamle fordomme’, til en ’snæversynet moral’, eller en forskruet ’menneskemening’. Bag uhyggelig megen tvivl flammer lysten til at synde – men den vil gerne give sig selv et pænt og tiltalende ydre. Og hvordan kommer selvlivet og syndelysten til at tage sig pænere ud, end når vi giver det udseende af, at netop vi tager tingene samvittighedsfuldt og alvorligt, tænker problemerne grundigt igennem og investerer skarpsindigt og ærligt tankearbejde i de vanskelige livsproblemer? – Åh, hvor bogstavelig talt væmmeligt det er med alt dette opblæste selvliv, hele dette syndelystne skuespil med såkaldt ’redelig tvivl’.

Syndelysten, som flammer bag tvivlen, har bare ét mål for øje: Bort med det ubehagelige Guds ord, så det bliver muligt at synde med god samvittighed. For så længe Guds autoritet binder samvittigheden ved Ordet, synder man nødvendigvis med dårlig samvittighed. Men det er så tilpas ubehageligt med denne stadigt dårlige samvittighed, at det efter vores egen naturs inderste mening ville være menneskehedens største velgører, der kunne få afskaffet Guds ord og bud, Guds autoritet i vores samvittighed – og åbne vejen for os til at synde med god samvittighed.

Så har Satan sandelig mange apostle her i verden. Mange falske profeter. Det er hele skaren af gudsforladte mænd og kvinder, som kæmper med satanisk glød mod deres egen såvel som andres samvittighed for at lære mennesker at synde med god samvittighed.”

Bekræftende eksempler

Erfaringer fra livets virkelighed bekræfter til fulde det ovenstående. Et par illustrerende eksempler:

Jeg overværede for et par år siden en samtale mellem en ung præst og en gymnasieklasse. I samtalens løb spurgte præsten klassens ”skeptikere” og ”tvivlere”, om de anså det for ganske udelukket, at de – til trods for, hvad de netop havde givet udtryk for – alligevel en dag ville komme til at tro på Jesus Kristus.

Ja, det vil jeg i hvert fald aldrig!” lød det uforbeholdne svar fra en af klassens elever.

Hvordan kan du være så sikker på det?” spurgte præsten.

Det skal jeg sige dig”, svarede gymnasieeleven. ”Min måde at leve på kan umuligt forenes med det at være kristen. Hvis jeg blev en kristen, ville det betyde, at jeg skulle til at lægge hele mit liv om – og det har jeg absolut intet ønske om. Det vil jeg simpelthen ikke. Derfor tror jeg heller ikke, at jeg nogensinde bliver en troende kristen.”

Det var tydeligt, at den åbenhjertige udtalelse gjorde indtryk på klassens øvrige ”intellektuelle skeptikere” og ”søgende tvivlere”. Mange så i et glimt deres egne hjerters skjulte tanker og inderste motiver afdækket og blotlagt.

Et andet eksempel, som jeg har fra Georg Johnsens bog De første skridt på troens vej:

En engelsk studenterpræst fortæller i en af sine bøger om en ung mand, som kom til ham og sagde, at han ikke længere kunne gå i kirken. Han var blevet en tvivler og kunne derfor ikke længere få sig selv til at være med til at fremsige trosbekendelsen.

De to talte lidt sammen om det. Så ser præsten på den unge mand og stiller ham følgende spørgsmål: ’Hvis jeg kunne svare på dine spørgsmål til din fulde intellektuelle tilfredshed, ville du så komme i kirken?’

Den unge mand smilte svagt – og rødmede. Hvorfor? Den videre samtale viste, at det ikke var tvivl i egentlig forstand, men ulydighed på bestemte punkter i hans liv, som var den virkelige hindring for ham.”

Mange eksempler af lignende karakter kunne anføres fra præsters og andre sjælesørgeres erfaringer. Vi skal nøjes med endnu ét, som Valen-Sendstad beretter om:

Jeg fik i en samtale engang – i ramme alvor – det spørgsmål fra en mand: ’Kan det virkelig være Guds vilje, at vi bare skal have én kone? Mange af Det Gamle Testamentes gudfrygtige mænd havde jo flere koner, og vi ser aldrig, at Gud forbød det eller dømte dem for det.’

Manden, som spurgte, levede i et uægteskabeligt forhold med en kvinde. Han led under forholdet, men han ville ikke bryde med sin synd. Så havde han ingen anden udvej end at forsøge at berolige sin samvittighed ved at sætte Guds bud ’under debat’, slå en streg over hele Det Nye Testamente, erklære, at Det Nye Testamente ikke er Guds ord på dette punkt, og i stedet fremdrage midlertidige og unormale forhold under Det Gamle Testamentes stykkevise og forberedende åbenbaring og gøre det ufuldkomne til det fuldkomnes norm og målestok.

Det er selvlivets moralske metode.”

Sandelig, bag uhyggelig megen tvivl flammer lysten til at synde.

Elegant fornægtelse

Undertiden fremtræder syndelysten grov og åbenbar. I andre tilfælde tager den en mere fordækt og forfinet form, hvilket dog ikke gør den syndige selviskhed og selvhævdelse mindre formastelig.

Lad mig igen citere Valen-Sendstad:

Så ond og fordærvet er menneskets natur, at den tiljubler og hylder dem, som går længst i tvivl og fornægtelse. Dvs. grov og primitiv fornægtelse er ikke populær; men elegant fornægtelse er populær. Skal en mand vinde ære og anerkendelse i denne verdens intellektuelle liv – blandt litterater, ved vore universiteter, i vores presse, i vore kunstnerkredse – så forbedres hans chancer, jo mere elegant grænseoverskridende han kan være i sine ord, radikal i sin ’logik’, skeptisk i sin livsholdning og frigjort fra alt, hvad der hedder kristendom og Guds åbenbaring. Med den kristne kirke må han have mindst muligt at gøre. Endnu i dag – og indtil dagenes ende – hvisker sjælefjenden i vore ører: ’Alle verdens herligheder – succes, karriere, berømmelse, rigdom – vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig.’

Den fristelse er der ikke mange, som står for.”

Nej, det er der ikke. Menneskets tvivlesyge og angst for at blive overbevist er et stærkt talende vidnesbyrd herom.

Vil du tro?

Men dette er netop den uærlige tvivlers karakteristiske kendetegn: Han ønsker ikke at blive tvivlen kvit, at finde og få den frelsende visdom. Det er ikke hele sandheden om ham, at han ikke kan tro. Han vil det heller ikke! Den stadige ”søgen”, ”spørgen” og ”tvivl” er for ham et højst bekvemt middel, hvormed han søger at forsvare og undskylde sig over for Gud, at holde Ham væk, så han ”med god samvittighed” kan forskanse sig i selviskhedens og selvhævdelsens synd og oprør mod Gud.

Hvad bruger du tvivlen til? Er du ærlig i din tvivl?

Eller forsvarer du dig på livet løs mod at blive overbevist, mod at erkende, at du er prisgivet Gud og Gud alene – på nåde og unåde!?

Vil du tro? Vover du at sætte alt ind på at blive overbevist? Eller viger du bestandig uden om afgørelsen og springet?

Over for spørgsmål som disse kan du prøve dig selv og din egen ærlighed.

Den ærlige tvivler

Der er nemlig nogle – omend de er få – for hvem tvivlen og uvisheden er en lidelse, ligesom et åbent sår, der gør ondt.

Og det er netop den ærlige tvivlers karakteristiske kendetegn: Han ønsker og søger – koste hvad det koste vil – at blive tvivlen kvit, at finde og få vished. Han vil gerne tro, men kan det ikke.

Vi møder adskillige sådanne ærlige tvivlere i Bibelen. I Jobs Bog for eksempel, i Prædikerens Bog og i mange af de gammeltestamentlige salmer.

Eller tænk på Johannes Døberen, der sidder fængslet i fortet Makærus i Peræa og der overvældes af tvivl og anfægtelse, fordi alt er gået så helt anderledes – med ham selv, med Jesus fra Nazaret og med Guds rige – end han havde ventet og regnet med.

For Johannes var denne tvivl og uvished pinefuld. Så pinefuld, at han var villig til alt for at blive den kvit. Han kunne simpelthen ikke blive i den. Han måtte have svar på sin spørgen, lys i anfægtelsens mørke, vished i sit urolige og bange hjerte.

Hvad gør Johannes i den situation? Han ruger ikke selvsygt over sin tvivl. Han forskanser sig ikke bag den i oprør mod Gud.

Hvad gør han da?

Han sender bud til Jesus ved sine disciple, vedgår åbent sin tvivl og anfægtelse over for ham og beder ham om et svar: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” (Matt 11,1-6).

Et andet eksempel:

Da Filip kommer til Nathanael og siger til ham: ”Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret” – hvad gør så Nathanael?

Nathanael tvivler. Nathanael er – som mange mennesker i dag – skeptisk. Derfor svarer han: ”Kan noget godt komme fra Nazaret?”

Filip siger til ham: ”Kom og se!”

Og Nathanael kom!

Og da ”Jesus så Nathanael komme”, siger han om ham: ”Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig” (Joh 1,45-47).

Skeptikeren Nathanael tvivlede, da han hørte ”rygtet om Jesus fra Nazaret”. Men han var ærlig i sin tvivl. Derfor fik tvivlen heller ikke lov til at holde ham borte fra Jesus Kristus.

Nathanael kunne ikke tro. Og så troede han dog alligevel. Han kom jo! Og det var troens lydighed og frugt. Den gnist af tro, af håb og forventning, som Filips ord – ”rygtet om Jesus fra Nazaret” – havde tændt i hans hjerte.

Nathanael kunne ikke tro Men han kunne heller ikke slå sig til ro i sin skepsis og tvivl. Han måtte have klarhed og vished. Derfor kom han. Derfor kaldte Jesus ham ”en israelit, som er uden svig”.

Du tvivler. Du kan ikke tro.

Måske ved du det ikke. Men det er i virkeligheden en bekendelse, der ganske svarer til, hvad Luther siger i forklaringen til den tredje trosartikel, hvor det om vor tro på Helligånden lyder sådan her:

Det vil sige: Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham.”

Men er det hele så ikke håbløst og umuligt?

Jo, ”for mennesker er det umuligt” – også for dig.

Men – for Gud er alting muligt!” (Matt 19,26).

Det er Gud, der giver os troen, og han gør det gennem et bestemt middel, nemlig sit ord.

En høreplads

Hør, hvad Paulus siger:

Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17).

Du må altså finde dig en høreplads: Du må holde dig nær til Jesu disciple og samles med dem, når de kommer sammen i Jesu Kristi navn i tillid til, at han da selv vil være til stede midt iblandt dem, som han har lovet (Matt 18,20).

Du må altså gå ind i ”Guds hus” – det være sig en kirke, et missionshus eller et andet sted, hvor det sande ord om Jesus Kristus prædikes – og så må du ganske enkelt folde dine hænder og bede med på indgangsbønnen:

Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du, Gud Fader min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, i liv og død min trøstermand, vil tale til mig. Herre, oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte, at jeg af dit ord kan lære at sørge over mine synder og at tro i liv og død på Jesus.”

Jesus siger ikke: Gå bort fra mig, indtil du har overvundet din tvivl og føler dig sikker i din tro.

Nej, hvad siger han? ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder” – også du, som er træt og tynget af tvivlens, af uvishedens, fortvivlelsens og håbløshedens byrde – ”og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).

Når Jesus Kristus kalder og siger: ”Kom!” – vil du så komme?

Vil du komme og søge ham der, hvor han har sagt, at han vil møde dig og tale til dig i dag: i Ordet? Det være sig Bibelens skrevne ord, det mundtligt forkyndte ord, Guds ord og løfte forbundet med dåbens vand og nadverens brød og vin, løftet om tilgivelse under håndspålæggelse efter skriftemålet, eller de kristnes ”indbyrdes samtale og trøst”?

Du skal ikke – for at tale med Paulus – sige i dit hjerte: ”’Hvem vil stige op til himlen?’ nemlig for at hente Kristus ned, eller: ’Hvem vil stige ned i afgrunden?’ nemlig for at hente Kristus op fra de døde.” Nej! ”’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte’ – og det er troens ord, som vi prædiker” (Rom 10,6-8).

Du, som ikke kan tro! Vil du så høre?

Vil du høre det ord, i hvilket han er at finde, det ord, igennem hvilket han selv taler til os i dag, kommer til os og giver os troen?

Det ord, igennem hvilket Helligånden er virksom! Han, som alene kan overbevise og give tro, men som sandelig også gør det! (jf. Joh 16,7-15).

Vil du det, da skal du også erfare!

Erfaringer under Ordet

For det første vil du erfare, at der fældes dom over dig og alt dit eget. Valen-Sendstad formulerer det sådan her:

At indlade sig med Jesus for alvor, det medfører, at selvlivet får en sådan medfart, at man aldrig rigtig kommer over det. I lyset fra Guds Søns rene og sande tale afsløres så ubønhørligt, at det bliver uforglemmeligt for den, som oplever det, hele det syndige fordærv, der bor i vort intellekt og vor vilje. Her kommer den afgrundsdybe egoisme i os skræmmende til syne – om vi aldrig så eller ville se den før. Her tvinges vi til at medgive, at vi er så fulde af syndelyst, gudfjendtlighed, æresyge, hovmod, forfængelighed og andre hjertelaster, at det bliver yderst tvivlsomt, om vi fortsat kan kalde os mennesker med den høje værdighed, der ligger i dette navn. Det ligger nærmere at indrømme, at det naturlige menneske – sådan som du er i dig selv – er et vrængbillede af et menneske.”

I sandhed: At høre Guds ord, at komme til Kristus, når han siger: ”Kom!” – det er intet mindre end døden for ”gamle Adam”!

Det vil også du komme til at erfare, hvis du vover at vandre troens vej og stille dig åben for Guds ord – tvivl til trods!

Men så vil du også komme til at erfare én ting mere, nemlig dette: Jesus lever! Han taler til mig! Han står ved sit ord og sine løfter og opfylder dem på mig!

Han, som siger: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort!” (Joh 6,37).

Og: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør!” (Joh 11,25).

Så lad blot ”gamle Adam” blive dømt, dø og blive lagt i graven. Jesus oprejser os på den yderste dag! Han lever, og vi skal leve!

Jesus frelser

Du, som ikke kan tro! Vil du så høre? Vil du opgive at få hjælp fra dig selv og vende dig mod Jesus Kristus som dit eneste håb og din eneste redning?

Da har også du del i Guds rige! For den søgende tro er den frelsende tro, når den søger Kristus!

Det er nemlig – ret forstået – ikke troen, der frelser os, men ham, som vi tror på! Ham, som vi – efter at have mistet al tillid, forventning og håb til os selv og vort – tager vor tilflugt til, forlader os på og ønsker at frelses ved.

Jesus redder og frelser – han alene!

Du, som stadig ikke kan tro! Hvad er det i grunden, som hindrer dig? Og hvordan kan det blive anderledes med dig?

Vil du høre en erfaren kristens ord om den sag? Den svenske biskop Bo Giertz skriver sådan her:

Så længe man sætter sig til doms over Gud og søger sig en Gud, som passer til ens egne ønsker, finder man ikke den levende Gud. For Gud står den hovmodige imod. Men hver og en, som nærmer sig Gud, rede til at bøje sig for ham, netop sådan som han er, og rede til at ofre alle sine kæreste forudfattede meninger og bekende sine mest elskede og stærkest forsvarede synder – han skal erfare, at Gud lever. Han skal erfare, at Gud selv skaber tro hos ham gennem sit ord, at hans blinde sjæl bliver seende, og at han får noget, som hverken er videnskabelige beviser eller logiske følgeslutninger, men levende vished om den levende Gud, en vished, som han aldrig kan bevise for den blinde tvivler, men som holder til både at leve og dø på.”

Du, som ikke kan tro! Vil du det?

Da skal også du finde, erfare og få vished. Vished om at Gud lever, vished om at Jesus Kristus er opstået og lever i dag som din frelser, vished om at du skal leve evigt ved ham.

For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt!” Det er vist og sandt!

Frydetonen
går mod tronen,
genlyd giver Himlens hal:
Lov og ære
Herren være,
fjernt og nær han prises skal!
Alt det skabte,
men fortabte,
kan nu rejses fra sit fald.

Graven bæver,
Jesus lever,
han, som for vor synd var død;
han har vundet,
livet fundet,
og hans sejr har endt vor nød;
knust er slangen,
løst er fangen,
slukt af nåde Helveds glød.

Hvad jeg skyldte,
han opfyldte,
min opstandne Herre Krist;
vredens luer
mer ej truer,
Gud min Fader er for vist;
dræbt er døden,
endt er nøden,
og besejret Satans list.

Evig sejer
nu jeg ejer
altid, Herre Krist, i dig;
jeg har vundet,
du har fundet
fuld retfærdighed til mig;
skyld foruden
kommer bruden
nu med lovsang frem for dig.

Og Ånden og bruden siger ’Kom!’ Og den, der hører, skal sige: ’Kom!’ Den, der tørster skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet” (Åb 22,17).


Artiklen er et let bearbejdet uddrag af bogen “Men jeg kan ikke tro”, Lohse 1966.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2020. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Niels Ove Vigilius

Niels Ove Vigilius (1931-2002), tidligere studierektor på Dansk Bibel-Institut.

Niels Ove Vigilius

Niels Ove Vigilius (1931-2002), tidligere studierektor på Dansk Bibel-Institut.