Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Adventstidens alvorsord

Matt 25,6-12. Andagt til 2. søndag i advent 2019.

Ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand (…) De, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke (Matt 25,6-12).

Evangelieteksten til 2. søndag i advent er en del af Jesu tale på Oliebjerget i Jerusalem (Matt 24-25). Den kaldes også Jesu eskatologiske tale, da den omhandler de sidste tider. Denne adventssøndag møder vi et alvorsord, der formaner os til at være rede, når brudgommen (Jesus) kommer igen.

Jesu tale indledes med, at disciplene kom nær til ham, da han sad alene (Matt 24,3). Måske er det et vers, du hurtigt læser over. Men se, Jesus er alene. Det er ikke ubetydelige ord! Det er i sig selv et grundlæggende budskab i adventstiden: at du sætter tid af til en stille stund alene med din mester. Jesus kender til nødvendigheden af at være stille.

Disciplene går Jesus i møde og stiller ham et spørgsmål, som muligvis bunder i en følelse af frygt og usikkerhed: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” spurgte de deres mester, der sad alene.

Hvorfor, kan du spørge? Hvorfor spørger de til endetiden?

Jo, læg mærke til de forudgående tekster, der leder op til lige præcis dette spørgsmål om de sidste ting!

For hvad har Jesus sagt? Disciplene har lige været vidne til Jesu dom over Jerusalem, hvor Jesu ord har lydt til Guds eget folk: “I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt” (Matt 23,37-38). Og hvad har disciplene også netop hørt? Jesus peger på templet og siger: “… alt skal brydes ned” (24,2).

Tænk på dette alvorlige ord fra deres mester! Guds folk skal overlades til dem selv! Det er det værste, der kan ske et menneske, hvis Gud overlader dem til dem selv. Der findes ingen hårdere straf!

Dette er disciplene vidne til. Hvordan har de det?

Jeg er sikker på, at det er baggrunden for deres spørgsmål til Jesus om de sidste tider. Jeg lægger særligt mærke til, at hvor er det opmuntrende, at de kære disciple vælger at komme nær til Jesus med deres tvivl og angst! Det er først og fremmest det rette sted at komme med sin tvivl! Ved Jesu fødder og lytte til Ordet.

Jesus svarer disciplene med en tale på to kapitler, men jeg vil fokusere på det allerførste, Jesus siger: “Se til, at ingen fører jer vild!” (Matt 24,4).

Hvorfor skal vi møde dette budskab i adventstiden?

Jesus beskriver Himmeriget som ti brudepiger, der skal være rede til at møde brudgommen. Fem af de ti er forberedt og klar til at møde ham, men de sidste er ikke. Denne lignelse er dybt alvorlig, og det er den, fordi det er virkelighed. Den virkelighed, der engang skal komme.

Et ord, der går igen i begge prædiketekster til denne adventssøndag, er Jesu formanende ord om at våge (jf. Matt 25,13; Luk 21,36). Våg altid, siger Jesus.

Hvorfor mindes vi om at våge i adventstiden? Fordi Jesus ved (jf. Matt 24,4), at den kristne menighed er i fare for at blive ført vild! Så længe vi er her på jorden, så er denne fare altid en realitet! Derfor er det så afgørende, at adventstiden er en tid til at våge – en tid til stilhed!

Paulus skriver, at Herrens dag kommer som en tyv om natten (1 Thess 5,2b). Den dag, du mindst venter det, skal du stå foran brudgommen, Jesus. Da er der blot ét spørgsmål, der er altafgørende for dig: Hvilke ord skal du høre fra brudgommen?

Da jeg boede i Norge, læste jeg for første gang en salme, som virkelig åbnede mine øjne for denne alvorlige virkelighed:

Å, tenk eingong når alle fram skal stemna
til himlens port, og alle bankar på,
det vert eit syn som ingen no kan nemna,
kven skal gå inn, og kven skal ute stå?

(DELK’s salmebog, 356)

Denne salme fik mig ned på knæ i bøn – det gør den stadig!

For har du nogensinde tænkt på denne dag? Har du overhovedet skænket den en tanke? Har du erfaret frygten for ordene: “Jeg kender dig ikke.” Hvem skal gå ind? Hvem skal blive ude? Evig salighed? Eller evig fortabelse?

I min vielsesring er der indgraveret et bibelvers fra Højsangen: ”Jeg er min elskedes, og min elskede er min” (6,3). Det er et vers, der hjælper mig til at mindes brudgommen, Jesus, i adventstiden. Dit forhold til brudgommen, der kommer, skal være eksklusivt – ingen anden må tage denne plads! Den tilhører ene og alene Jesus Kristus, som kommer!
Derfor siger Jesus nu til sine disciple, som opsøger ham: “Se til, at ingen fører jer vild.” Da bliver adventstiden også en tid til bøn om, at vi må stå fast, indtil brudgommen kommer.

Adventstidens alvorsord er et ord om at være rede til brudgommens komme. I denne ventetid skal vi gøre, som profeten skriver: “Lad os ransage og udforske vore veje og vende om til Herren; lad os løfte vore hjerter i hænderne til Gud i himlen” (Klag 3,40-41).

Med løftede hænder kan vi mindes salmens ord denne advent:

Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,
for natten om advent er tærende lang.
Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,
mod solopgangstimen med fuglenes sang,
thi Herren har svoret
at komme i Ordet
med styrke, med almagt i Ånden til stede,
som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.”

(DDS 89)

Udgivet af

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.