Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det bærende ord

Ugens vidnesbyrd, uge 19 2019. 1 Tim 2,4.

Gud, vor frelser, (…) vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4).

Jeg har læst det her vers mange gange, og jeg har hørt det mange gange. Men det gik op for mig for nylig, at selvom jeg har læst det og hørt det så mange gange, så har jeg aldrig rigtig hørt det og taget det til mig som et ord til mig selv.

Sådan kan det nogle gange være med de ord, man har hørt mange gange: Man har vænnet sig til ordene, men man har ikke rigtig grebet om dem. Derfor vil jeg minde om dem her. Og skulle der være nogen, der læser med, som ikke har hørt det før, så prøv og stop og hør lige det her: Gud, din frelser, vil, at du skal frelses.

Kan jeg sige det helt sikkert? Ja, det kan jeg. For der står, det gælder alle. Der er ikke nævnt nogen undtagelser. Og det betyder: Det gælder også for dig og mig. Gud vil, at du skal frelses.

I Bjergprædikenen siger Jesus, at snæver er den port og trang er den vej, der fører til det evige liv, og der er få, som finder den. Til gengæld: Vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.

Sådan er der mange utroligt alvorlige ord i vores bibel. Ord, der kan tage al selvfølge væk fra spørgsmålet, om jeg når hjem til Gud. Der står jo direkte i vores bibel, at det kun er nogle få, der bliver frelst! Langt de fleste bliver ikke frelst!

Hvordan tør jeg så tro på, at jeg hører til de få? Hvordan tør jeg tro på – med alt det, der bor inde i mig – at jeg kan nå hele vejen hjem?

Det kan jeg meget tit tænke på. Men så er det, jeg har fået en utrolig stor trøst i, at der står i Bibelen, at Gud er min frelser – han er frelser for mig – og Gud, min frelser, vil, at jeg skal frelses.

Det var derfor, Jesus kom til verden – af kærlighed til dig og mig. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Så stor en kærlighed!

Og alligevel kan tanken igen og igen melde sig: Med alt det onde, der bor i mig, hvad er det så, der kan bære mig hele vejen hjem?

Her må vi høre, hvad der står i Hebræerbrevet om Jesus. Der står nemlig om Jesus, at han kan bære alt med sit mægtige ord (Hebr 1,3).

Når der står, at Jesus kan bære alt, så er der ingen undtagelser. Det gælder dig, og det gælder mig. Men læg mærke til, hvordan Jesus vil bære os. Han vil bære os hjem med sit mægtige ord.

Det er ordet om Jesus i Bibelen, der kan frelse dig. Det er det ord, der kan give dig troen og tilliden til Jesus, og det er det ord, der kan bære dig hele vejen hjem.

Hvor er det godt, at det er Ordet – og ikke noget som helst andet – der skal bære os hjem! Så vil jeg sætte min lid til det ord. Og høre det endnu engang: Gud, min frelser, vil, at jeg skal frelses!