Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Er du med os eller med vore fjender?

Om splittelse og grupperinger i menigheden.

Engang mens Josva opholdt sig ved Jeriko, fik han øje på en mand, der stod foran ham med draget sværd i hånden. Josva gik hen til ham og sagde: ’Hører du til os eller til vores fjender?’ Han svarede: ’Nej, jeg er fører for Herrens hær. Nu er jeg kommet.’ Da kastede Josva sig til jorden og sagde til ham: ’Hvad har min herre at sige til sin tjener?’”

(Jos 5,13-15).

Vi står i en alvorlig åndelig brydningstid. Det gælder både i de lutherske folkekirker i Norden og i de gamle, lutherske missionsforeninger.

At Guds folk oplever brydninger i forhold til den vantro verden er ikke specielt for vor tid. Det er vilkåret til enhver tid. Men i disse år oplever vi i tiltagende grad, at der opstår brydninger indbyrdes mellem de troende. Tidligere generationers grundlæggende enhed i tro og åndeligt grundsyn er afløst af voksende spændinger og uenigheder. Det er ikke længere så selvfølgeligt, at vi glæder os over, beder om og arbejder for det samme. I mange forsamlinger og foreninger dannes der fraktioner, som mere eller mindre bevidst betragter hinanden som modstandere.

Menneskers spørgsmål – og Guds

I denne situation er det nærliggende og naturligt at se sig om efter allierede: Hvem er med os? Hvem står på vores linje? Hvem kan vi regne med? Og hvor mange er vi?

Det er meget nærliggende og meget naturligt at tænke sådan – og meget kødeligt. Få ting er så nedbrydende og ødelæggende for troens liv, som at vores fokus samler sig om vor egen kristelige gruppering, arbejdet for at få den til at fremstå bedre, stærkere og sandere end alle andre og bestræbelsen på at få flere til at følge os. Når den tankegang får magt i vore hjerter, bedømmer vi alt og alle ud fra os selv: ”Er du med os eller imod os?”

Det var dette, som var udgangspunktet for Josva den dag ved Jeriko. Hans tanker kredsede om den forestående kamp om Jeriko, og hans fokus samlede sig om de folk, han havde med sig. Hans håb og ønske var, at de var tilstrækkeligt mange og stærke til, at de kunne besejre fjenden.

Forud for det store slag var Josva ude og gå en tur, og da mødte han … Ja, hvem mødte han? Han mødte Herren selv, men han vidste det ikke. Josva så kun en fremmed, og det spørgsmål, som da var mest nærliggende for ham at stille, var dette: ”Er du med os eller med vore fjender?”

Udgangspunktet for Josva var i ham selv og i de folk, som var med ham. Det var det, han orienterede sig ud fra og bedømte alt ud fra.

Hvad svarede Herren på Josvas spørgsmål? Herren svarede: ”Nej!” Herren ville hverken stille sig bag Josva og hans folk eller bag fjenderne. Herren ville i det hele taget slet ikke stille sig bag nogen mennesker. Han ville ganske enkelt ikke godtage udgangspunktet for Josvas spørgsmål: at alt skulle vurderes ud fra, om man var med Josva og hans folk eller ej. Han ville lære Josva, at det afgørende var et helt andet spørgsmål: ”Er du med mig, Josva? Står du i et ret forhold til mig?”

Når et menneske møder den levende Gud, er det dette ene spørgsmål, som bliver altafgørende og brændende: Hvor står jeg selv i forhold til Gud? Er jeg under hans dom eller under hans nåde? Har jeg fred med Gud?

Har jeg ikke fred med Gud, da kan jeg have nok så mange mennesker med mig, det gavner og hjælper mig intet. Og omvendt: Har jeg blot fred med Gud, da kan jeg stå nok så alene og have nok så mange mennesker imod mig. Intet og ingen kan skade mig! Jeg er i

Herrens gode og stærke hænder i liv, død og evighed! ”Er Gud for mig, hvem kan da være imod mig? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,31f.)

En åndelig kamp

Vi lever i en svær brydningstid, og vi ønsker midt i denne tid at tjene Herren og hans evangelium. Hvordan gør vi det? Vi gør det ikke ved at danne kristelige fraktioner og partier, som er fokuserede på sig selv, bestræber sig på at fremstå bedre end alle andre og bedømmer alt og alle ud fra sig selv: ”Er du med os eller med vore fjender?” Det er kødelighedens vej. Den ender uundgåeligt i hovmod, dømmesyge, selvretfærdighed og i hjerter, hvor kærligheden bliver stadigt mere kold, og hvor troens liv gradvist visner og dør.

Vores kamp er hverken for mennesker eller imod mennesker (Ef 6,12). Det er en åndelig kamp for troen på Jesus og imod djævelen og hans åndehær. Vore kampvåben er ikke kødelige, men åndelige: bønnen til Gud og Åndens sværd, Guds eget levende ord i lov og evangelium.

I den åndelige kamp er det dybest set Gud selv, der kæmper for os. Han gør det ved sin Ånd og ved sit ord, og hans mål er, at alle mennesker må få del i troens liv.

Det gælder også dem, som vi kan opfatte som modstandere uden for menigheden eller inden for den. De er højt elskede af Gud, dyrt købte med Jesu blod, og Gud kalder os til at møde dem med kærlighed, forbøn og vidnesbyrd om Jesus. Gør vi det, vil vi erfare, at disse mennesker på ingen måde er en hindring for, at vi med frimodighed og glæde kan tage del i den åndelige kamp, snarere tværtimod (1 Kor 16,9).

Hvordan bliver vi udrustede til at tage del i denne åndelige kamp? Det bliver vi kun på én eneste måde: ved at lade Åndens sværd ramme os selv! Ved selv at tilegne os Guds ord i lov og evangelium som ord til ostil mig.

Guds ord er levende og virkende. Som et tveægget sværd trænger det ind i mit hjerte og min samvittighed, fælder dom over mig selv, mine tanker og meninger, mit hovmod og min selvretfærdighed, alt mit eget (Hab 4,12). Det placerer mig på den tomhændede og skyldige synders plads over for Gud, hvor jeg absolut intet har at rose mig af frem for andre, og hvor jeg intet har at sige til mit forsvar.

Jeg er i mig selv en helt igennem fortabt og fordømt synder. Det viser ordet mig. Det gør ordet levende for mit hjerte og min samvittighed.

Men ordet lader det ikke blive ved dette. Ordet forkynder Guds grundløse kærlighed til fortabte og fordømte syndere som mig. Det forkynder om Guds vidunderlige frelsergerning i Kristus, om den soning på korset, som én gang for alle har stiftet fred mellem mig og Gud, om det blod, som her og nu renser mig for al synd, om den nåde i Guds hjerte, som altid er lige stor og fuldkommen, fordi den hviler på Jesu fuldbragte frelse, om den retfærdighed, det barnekår, den himmelske arv og det evige liv, jeg ejer her og nu blot ved troen på Jesus.

Dette gør ordet levende for mit hjerte. Ordet åbner mit hjertes øjne, så jeg ser, hvor uendeligt og uforanderligt rig jeg er i Kristus, og derved skaber ordet lovsang, tak, tro og glæde i mit hjerte.

Kilden til kraft

Hvad er vor styrke i den åndelige kamp?

Glæde i Herren er jeres styrke!” (Neh 8,10). ”Glæd jer altid i Herren!” (Fil 4,4). ”Vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke” (Ef 6,10). ”Vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!” (2 Tim 2,1).

Kilden til tro, frimodighed og kraft i den åndelige kamp findes ét eneste sted: i evangeliet om, hvad vi er og ejer i Kristus. I samme grad rigdommen i Kristus er levende for vore hjerter, i samme grad kan vi stå fast i en frimodig, glad og taknemmelig tro, uanset de ydre omstændigheder.

Den svenske teolog og forfatter Agne Norlander siger, at der er én sang i vores sangbog, som der er ”åndelig dynamit” i. Det er sangen ”O Jesus, åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er!” (Hellighed, Credo Forlag, 1993, s.91-92). I denne sang sættes der vers for vers ord på alt det, vi er og har i Kristus:

Jeg har en Fader i det høje, som faderomsorg for mig bær (…) Jeg har en broder ved Guds side, som altid beder godt for mig (…) Jeg har et evighedens rige, hvis grundvold aldrig bæve kan (…) Jeg har en talsmand udi i nøden, en trøster og husvaler god (…) Jeg har et evigt liv i døden, en evig fred i Jesu blod.”

Når vor evige rigdom Kristus bliver levende for vore hjerter, så overskylles vore samvittigheder med Guds fred, vi salves med ånd og kraft fra det høje, vi ånder frit i det fuldbragte, og vi fornyes i troen på, at Gud virkelig er for os for Jesu skyld, at Han selv vil føre den åndelige kamp for os, og at han vil udfolde hele sin magt i vor afmagt.

De troendes enhed

Rigdommen i Kristus er også nøglen til et ret og godt forhold til alle vore brødre og søstre i troen.

I samme grad rigdommen i Kristus er levende for vore hjerter, i samme grad glæder vi os, spontant og uimodståeligt, når vi møder andre kristne, som har deres trøst og glæde i Kristus alene. Troen glæder sig over det evige fællesskab med alle andre troende, uanset hvilken gruppering de måtte tilhøre.

Apostelen Paulus omtaler troendes åndelige enhed som ”Åndens enhed med fredens bånd” (Ef 4,3). Hermed understreger han, at vor enhed som kristne består i vor fælles glæde over, at vi har fred med Gud ved Jesus. Vi bindes sammen af, at vi ved Ånden har set, at Jesus selv er vor fred med Gud (Ef 2,14).

Apostelen Peter bruger et specielt græsk ord om de kristnes åndelige enhed: homofrones. Det betyder at være ”rettet mod det samme” (1 Pet 3,8). Det er vor enhed – at vi ved Åndens gerning i hjerterne er blevet rettet mod Jesus, så vi har fundet hele vor rigdom, retfærdighed, herlighed og ære i ham alene. Det er vort åndelige fællesskab – et fællesskab om Ham! (1 Kor 1,9; 1 Joh 1,3).

Når vi ser dette, da løses vi fra det kødelige fokus på vor egen kristelige gruppering, stoltheden over den og arbejdet for den. Da skabes der et ønske og en bøn i vore hjerter om ved Guds nåde at blive redskaber for Åndens gerning til herliggørelse af Jesus, så at Han bliver troet, lovprist og takket (Joh 16,14). Det ene ønsker vi!

Guds arbejdsredskaber

Det ligger i vor natur at tænke, at det er vigtigt i tjenesten for Gud, at vi er gode, stærke, dygtige – og mange. Men Gud vil lære os noget andet:

For dig er der ingen forskel på at hjælpe den, der har stor styrke, og den, der ingen har” (2 Krøn 14,10). ”Der er intet, der hindrer Herren i at give sejr, uanset om vi er mange eller få” (1 Sam 14,6). ”Det, som ingenting er, udvalgte Gud, for at gøre det, som er noget, til ingenting”(1 Kor 1,28).

Det går som en rød tråd gennem Bibelen, at Gud vælger at bruge dem, som intet er og intet kan i sig selv.

Som Hudson Taylor forklarede det ved et af sine sidste møder, hvor forsamlingen forinden af mødelederen var blevet mindet om Hudson Taylors store bedrifter i missionsarbejdet:

Jeg er et ringe redskab i en mægtig Herres hånd. Gud så sig om efter én, som absolut intet kunne i sig selv. Og da han ikke kunne finde nogen ringere end mig, så valgte han mig.”

Sådan handler Gud, for at vi i tjenesten må blive vendt fra os selv mod ham, tro på ham, bede til ham og spejde efter hans indgreb og hjælp. Da kan vi på forunderlig måde få lov at blive vidner til hans suveræne og mægtige gerninger til frelse og åndelig fornyelse, og da bliver det klart for os, at vi må give ham al ære og tak.

I Kristi sejrstog

Det er denne virkelighed, Josva bliver ført ind i, da han møder Herren uden for Jeriko. Det bliver klart for ham, at det afgørende ikke er hans egen og folkets ydre styrke og deres antal. Én ting er afgørende: at de har det ret med Gud og står i troens forhold til ham. Troen ytrer sig i tillid til og lydhørhed over for Guds ord.

Netop dette finder vi hos Josva. Hans spontane reaktion, da han erkender, hvem han står over for, er at kaste sig til jorden med ordene:

Hvad har min herre at sige til sin tjener?”.

Og så tager Josva imod Guds ord som ord til ham selv. Igennem dette ord bliver Josva fornyet i troen på og synet for, at kampen er Herrens alene. Dens udfald beror ikke på Josva og hans folk, på deres magt og antal, men på Herren og hans mægtige styrke alene. Josva og hans folk sejrer på én eneste måde:

Det går som en rød tråd gennem Bibelen, at ved at vende sig til Herren, tro på ham, bede til ham og spejde efter hans indgreb og hjælp. Da bliver de vidner til Hans gerninger.

I syv dage gik Josva og Israels folk rundt om Jeriko, og på den syvende dag lød det så fra Josva: ”Herren har givet jer byen!” (Jos 6,16). I samme øjeblik faldt Jerikos mægtige mure, og ”de kunne gå lige ind i byen og indtage den” (v.20). Ved Hans mægtige styrke alene.

Sådan var det dengang, og sådan er det i dag.

Det afgørende spørgsmål er ikke, hvor mange vi er, og hvor gode og stærke vi er.

Det afgørende spørgsmål er dette ene: om vi, du og jeg, lever i et ret forhold til Gud. Er vi frelst? Er vi under Guds nåde?

Er vi det, da har vi grund til glæde, tak og lovsang til enhver tid uanset de ydre omstændigheder. Da er Gud for os, og da føres vi altid i sejrstog i Kristus, uanset om vi er mange eller få, stærke eller svage, har medgang eller modgang. Da kan vi til enhver tid tjene i frimodig vished om, at Gud selv vil bruge os og føre kampen for os. ”Vær ikke bange og lad jer ikke skræmme (…) for det er ikke jeres kamp, men Guds” (2 Krøn 20,15).

Må Gud velsigne os til at tro dette løfte og leve i det! Det er vejen til en velsignet, frimodig og rig tjeneste til enhver tid – også i vor brydningstid.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2010. Hele bladet kan læses her.

Lyt

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.