Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Nyt Livs blad nr. 1-2022

Nyt Livs blad nr. 1-2022

Et nyt blad er udsendt. Bladet har bl.a. fokus på vores forhold til Det Gamle Testamente

Læs hele bladet her. 

Moseloven – hvad forpligter? 

Hvordan forholder vi os som kristne til loven i Det Gamle Testamente? Er vi bundet af den? Eller er der noget af den, vi er bundet af – for eksempel “de ti bud” eller den “moralske lov”?

Niels Ove Vigilius svarer med Paulus:

I kraft af Kristus og hans fuldbragte værk er vi nu ”løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle” (Rom 7,6).

Den frigørelse fra loven, der her er tale om, er total. Den omfatter ikke bare en del af loven, men loven som helhed betragtet, ikke bare nogle af dens mange bud, ordninger og forskrifter, men samtlige.

Det betyder ikke, at Det Gamle Testamente ikke angår os. Hele Skriften er Guds ord til os – og vil lede os til Jesus.

Det ser vi f.eks. i beretningerne om Sara og Abraham, som er stærke prædikener om, hvordan troen holder sig til Guds ord og løfter, og hvordan Gud tilregner os retfærdighed gennem den tro.

En dag opdagede Jesper Aagaard, hvordan Det Nye Testamente behandler de profetier om Israel, der lyder i Det Gamle Testamente. Også de profetier har i allerhøjeste grad noget at sige til os i dag.

Den tanke, at vi ved troen på Jesus har del i det, som Gud har lovet Israel, genfindes flere steder hos Paulus.

 

Ud over temaet om Det Gamle Testamente er der i bladet en række artikler og vidnesbyrd, der vil lede os hen til glæden over den ufattelige rigdom, vi har i Jesus – nu og på dommens dag!

Når du kigger på dig selv med et sandt blik, så må du erkende, at det med din hellighed kan ligge på et meget lille sted. Mit kristenliv mislykkes den ene gang efter den anden, så at kalde mig for hellig, vil være helt forkert – men så må du igen lægge mærke til, hvad der står: De hellige er de troende i Kristus Jesus!

Vi har fået lov til at begynde en ny serie, hvor vi oversætter fra Wilhelm Buschs beretninger om mennesker, han mødte. Wilhelm Busch er forfatter til bogen “Hvad skal jeg med Jesus?” og var præst i en årrække, både før, under og efter 2. verdenskrig. I den første beretning hører vi om, hvordan han bliver kaldt ud til et dødsleje i den mørke nat.

En anden serie er Mikkel Vigilius’ gennemgang af, hvad Bibelen lærer om tjenestedelingen mellem mand og kvinde. I dette nummer er det Judith Aagaard, der skriver et vidnesbyrd om, hvordan hun som kvinde har det med Bibelens ord om kønsrollerne og deres betydning i menigheden. Har Gud virkelig sagt …?

Når vi har tidens briller på, lyder det uundgåeligt som et udslag af en kvindeundertrykkende patriarkalsk kultur, der nægter kvinder retten til at bestemme i deres eget liv og gør dem til viljeløse redskaber for manden. 

Tvivlen om Guds ord kan lægge sin klamme hånd om vores hjerter. Når det sker, er det vigtigt, at vi ikke går alene med det, men at vi følger Johannes Døbers eksempel: Send bud til ham!

Hvor er det godt og fuld af trøst, at vi må gå til den gode hyrde med al vor tvivl – han ønsker intet andet, end at vi taler med ham om alt. Og som der var svar til Johannes, får vi lov at se, at der er svar til os.

Det er godt at være hos Jesus. Der er så mange ting, der kan bekymre os. Vi har gennemlevet to måneder af det nye år – i skyggen af en voldsom coronasmitte og en truende verdenskrig. Ove Sandvik opmuntrer os i stykket Nyt år – frelst og fri:

Jeg kan derfor se det nye år i møde med stor frimodighed. Om året kommer til at blive fyldt af sygdom, krig eller forfølgelse – eller fred, frihed og en sund og rask krop: ”Jeg er i Herrens hænder i alt, som med mig sker.”