Det ligger i vores natur at tro, at vi som vidner i verden må tildække alle svagheder og alle sprækker i vores kristendom, så der ikke er det mindste at sætte fingeren på. Først da kan vi være troværdige vidner om … Ja, om hvad? Vi er netop ikke kaldede til at vidne om os selv, men om Jesus og Guds store nåde i ham: ”Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus” (2 Kor 4,5).
Det er befriende. Så kan vi få lov at være vidner, præcis som vi er og har det. Vi behøver ikke at fremtræde mere overbeviste, vellykkede eller begejstrede, end vi er. Det er en stadig fare for os i vidnetjenesten, at der opstår et misforhold mellem ”ydersiden” og ”indersiden”. At vi udvikler en yderside af større glød og glæde og begejstring, end der egentlig er dækning for på indersiden. Det er slidsomt og ødelæggende for os selv, og det bekræfter kun de ikke-kristnes forestilling om kristendommen som et projekt for de særligt vellykkede. Vi er kaldede til noget helt andet og herligt befriende: at træde frem præcis som de famlende og fumlende syndere, vi er, og så vidne om Guds store nåde mod os i Jesus! (s. 42-43).
Talen om vidnetjenesten i den kristne menighed får meget let et lovisk præg – som vores natur tilsiger det. Mikkel Vigilius fører os gennem tre artikler ind i Bibelens enkle og evangeliske tale om de kristnes hverdagsvidnesbyrd. Første artikel handler om den åndelige virkelighed, vi får syn for ved troen, og som former os som vidner om Jesus. Anden artikel fokuserer på, at der er forskel på vores tjeneste, og at ikke alle skal være “offensive” evangelister – men alligevel er der et fælles kald til alle kristne. Tredje og sidste artikel giver 10 gode hverdagsråd til en evangelisk vidnepraksis i mødet med den ikke-kristne.
En af pointerne i Mikkels artikler er, at vi må have evangeliet som drivkraft. Det ser passivt ud at sidde og lytte til evangeliet – eller læse det gode budskab. Men det er her – i hvilen ved evangeliet – vi får kraften til evangelisation, ved at vi styrkes i glæden over Jesus.
Det er også Torben Bitschs erfaring, som man kan læse mere om i beretningen om, hvordan han efter mange år borte fra Gud kom til tro på Jesus og nu lever af og suger næring fra at læse og høre evangeliet hver dag.
Et sangvidnesbyrd, en prædiken og et par andagter af hhv. Jan Pedersen, Frank Jacobsen, Jonathan Drachmann Vigilius og Martinius Svaabeck vil lede os netop derind – i hvilen. Som Jan Pedersen skriver på baggrund af sangen “Nok nåden dig er”:
Giv dig helt hen til Jesus, og lad det nye liv få lov at leve. Du har fået alt sonet, gælden er betalt, og du er skyldfri. Så lev i den glæde, at Jesus lever i dig! Strid ikke mere i forfængelighed, for at du skal præstere noget. Glem det! “Lad nåden dog være dig alt, hvad den er, da bliver den for dig umistelig kær.“
Det alvorlige er, at vi alt for let lader os lokke bort fra hvilen i evangeliet – fordi vi mener, at vi har forstået budskabet. Og når evangeliet ikke længere rigtigt siger os noget, jager vi efter nye og anderledes virkemidler, der kan blive et surrogat for evangeliets kraft – for eksempel nye og fængende lovsange.
Filip Kofod skriver i sin meget tankevækkende artikel Ikke alt, der glimter, er guld om sine erfaringer med sang og musik i kristen sammenhæng – og det er ikke få erfaringer! Bl.a. ved medvirken i en lang række gospelworkshops kom han helt på indersiden af det stærke og dejlige musikalske fællesskab. Men da han blev født på ny, fik han gradvist mere og mere lys over, hvad der er galt i gospelmusikken og den moderne lovsangstradition – selvom det er så fængende, og der siges så mange rigtige ting. Samtidig fik han syn for det stærke behov for oplæring i en evangelisk sangtradition i vores tid.
Endelig har vi formandsberetningen fra Nyt Livs årsmøde – og så har vi påbegyndt en ny serie i bladet: Bibelens mest misforståede vers. Bibelen er gennem kirkens historie blevet misforstået på talrige forskellige måder, men der er nogle vers, der særligt hyppigt bliver anvendt forkert. I den nye serie giver Lars Borgström os kort og præcis vejledning i, hvordan de pågældende vers skal forstås i deres sammenhæng – til opmuntring og styrkelse i troen.
Hilsen fra årsberetningen ved Nyt Livs formand Martin Holm:
Jeg ønsker ikke at kaste min frimodighed bort, men det sker ofte, at den siver ud af mig stille og roligt. Det føles ikke som et enkelt kast, og så er den væk – det var nærmere langsomt og stille den forsvandt.
Hvornår kaster vi vores frimodighed bort? Det sker, når vi vender os bort fra blodet – det blod, som renser fra al synd – når vores øjne vendes mod alt det, som ikke er ret i vores liv og vores samfund.
Vender vi blikket bort fra syndernes forladelse, så bliver vi bange. Bange for Gud og bange for, hvordan det skal gå os i denne verden og i dommen. Men Jesu blod, som er det frelsende blod, er det blod, som giver os frimodighed foran Guds trone. For uden det blod må vi skælve for Guds hellighed og vrede over synden, men med Jesus blod er der gjort fyldest for alle vore synder, og vi må regne os selv som retfærdige.
Selv om vi ikke ser og føler det, så er vi i kraft af blodet tilregnet Jesu retfærdighed.
