Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Nyt blad - påsken 2021

Nyt blad - påsken 2021

Det nye blad er nu udkommet med opbyggeligt læsestof til foråret og påsken.

Læs hele bladet her

Hvor er Jesus? Det spørgsmål stillede Hans Erik Nissen i 1980. Den ubestemmelige fornemmelse af et kristenliv, der egentlig leves meget fint og korrekt, uden at stikke ud – men det altafgørende mangler. Hjerteforholdet til Jesus er væk.

Med det nye blad ønsker vi at lægge røst til det budskab, som ene og alene kan føre os hen til Jesus og holde os der.

Det sker ikke, uden at vi bliver stillet over for loven. Og det gør vi faktisk i høj grad i påsken, hvor vi ser Guds vrede komme over sin elskede Søn. Nytten af Jesu lidelser er, som Luther formulerer det, at “mennesker ved den må komme til selverkendelse, forfærdes over sig selv og blive sønderknuste. Når et menneske endnu ikke er kommet dertil, har han endnu ikke fået den rette gavn af Jesu lidelse.”

Derfor skal vi også sammen med Carl Fr. Wisløff tage med Jesus ud i haven i Getsemane – og se på de sovende disciple og den kæmpende Jesus.

Ser vi rigtigt vores skræmmende lighed med de sløve disciple i Getsemane, og bliver vi stille for, hvordan Jesus led og døde på grund af vores synder, så erkender vi også, at vi har brug for nåde og fred med Gud. Ikke nåde som kompensation for det, vi ikke helt er i mål med – men komplet og fuldstændig nåde som en ufortjent gave. Det er, hvad en synder har brug for – og det er netop, hvad Jesus ønsker at give. Jesus ønsker at hælde olie og vin i såret på en synder.

Mine får hører min røst, siger den gode Hyrde. Og hvad er den røst? Det er, som Frank Jacobsen forkynder det, “den røst, som taler om, at han satte livet til for dem. Den røst er som lægedom for de sår, de bærer på inde i deres sjæl, og som ingen andre bærer på. Kun hans får bærer på de sår, som har lægedom i, at han satte livet til for dem.”

Men for alle dem, der søger fred med Gud ved Jesus, den korsfæstede, har englen ved graven et glædeligt budskab.

Der hvor dette budskab får lov til at få genklang i hjertet, så svarer vi med lovprisning: O store Gud! Poul Erik Haahr vidner om, hvordan den kendte lovsang længe har haft stor betydning for ham, og gennemgår, hvordan sangens fire vers gør os stille for Gud som Skaberen og historiens Gud – og Gud som den, der rækker os evangeliet om, at han gav sin egen søn for vores skyld, og at vi derfor må må eje håbet om evig herlighed.

Der er meget guld at hente i de gamle og nye sange, der vidner om Jesus. Nyt Liv har for nylig udgivet en ny udgave af sangbogen Lovsangstoner. I den anledning begynder vi med dette nummer en ny serie, der gennemgår sangbogen forfra, emne for emne. Det første afsnit i sangbogen, Livet med Jesus, er en fantastisk samling af vidnesbyrd, der ånder af den forundrede glæde over at være frelst – selv så kold og hård en synder som mig! – og af barnets tillidsfulde forhold til sin himmelske Far, der igennem alle trængsler har det ene mål: at lede os frem til hvilen på den nye jord.

En, der i meget høj grad har fået dette med Guds ledelse gennem trængsler at mærke på sin egen krop, er Anna Sahlholdt Hansen. Hun fortæller om ulykken, som forandrede mit liv. En umiddelbart uforståelig og meningsløs trafikulykke blev for hende “en chance mere for at komme op til himmeriget”. Hun gik i 8. klasse og “troede ikke rigtigt”. Nu har hun fundet sin trøst og fred i evangeliet og i Jesu ord: “I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”

I Bibelen er der ord at leve på og dø på. Nogle gange møder vi dog en tekst i Bibelen, som er virkelig svær, og det kan være frustrerende. Sådan en tekst er 1 Kor 11,3-16 om tjenestedelingen og hovedbeklædning. Teksten virker så langt fra vores virkelighed og dagligdag i 2021, at det er nemmest at feje den af vejen som noget, vi ikke længere kan eller skal forholde os til. Netop sådan er der mange, der forholder sig til teksten – og sammen med den til hele Paulus’ og Bibelens lære om forskellen mellem mand og kvinde i tjenesten. Mikkel Vigilius tager os med tilbage til det gamle Korinth og udlægger for os, hvorfor Paulus skrev, som han gjorde, til korinthermenigheden – og hvordan den formaning også har gyldighed for os i dag, når vi forstår den rigtigt.

At tjene i Guds rige er for kvinder og mænd – men tjenesten er ikke for hovmodige mennesker, der selv vil tage æren. Jesus siger: “Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

På baggrund af dette ord om unyttige tjenere siger J.C. Ryle:

Når nådens lys bryder igennem og skinner ind i vore hjerter, så er selvretfærdighedens herredømme forbi. Hovmodets rødder er der stadig og sætter ofte bitre skud. Når Ånden kommer og viser os, hvordan vi er i os selv, og viser os Gud, så er hovmodets magt brudt. En sand kristen vil aldrig stole på sin egen godhed, men vil sige med Paulus: ”Jeg er den største af alle syndere” (1 Tim 1,15), og: ”Gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af noget andet end af vor Herre Jesu Kristi kors” (Gal 6,14).

Hermed ønsker vi en glædelig påske og et møde med Jesus i den stille uge.