Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Et nyt blad er udkommet

Et nyt blad er udkommet

Nyt Liv 1-2017. Årgang 50 - med markering af 500-årsjubilæet for reformationen.

Læs det nye blad her.

I sin store Galaterbrevskommentar skrev Martin Luther:

Derfor siger jeg ofte, at denne lære om troen vel er særdeles letforståelig, og at enhver let kan fatte adskillelsen mellem lov og nåde, så længe det blot drejer sig om ordene. Men når det gælder om at bruge den i vort liv og i vort sind, er den det sværeste af alt.

Det betyder: Uanset hvor mange år, vi så har været kristne, ja, om vi så var professorer i den hellige Skrift, som Luther var, så bliver vi aldrig udlærte og aldrig færdige med at høre loven og evangeliet forkyndt ind i vores liv. Det, som var den store kamp på reformationstiden, er en lige så stor kamp i dag – og til alle tider! – lige meget, hvor indsmigrende Satan prøver at bilde os ind, at vi jo kender det budskab ud og ind og ikke har brug for at blive stille for det igen.

I 2017 har vi reformationsjubilæum – det er 500 år siden, Martin Luther slog sine teser op på slotsporten i Wittenberg (læs om den historie her). Det vil komme til at sætte sit præg på de tre numre af bladet, vi udgiver i år.

Her i det første blad kan man bl.a. udfordre sig selv på spørgsmålet: Hvorfor har vi brug for en bekendelse? Jan Bygstad, som prædiker på årets bibellejr, viser os med sin artikel, hvor central og vigtig en rolle, bekendelsen må spille i vores liv som kristne – og giver samtidig en indføring i, hvad der ligger i det bibelske begreb ”at bekende” og en kort indføring i de historiske trosbekendelser. Som opfølgning på Jan Bygstads artikel bringer vi reformationstidens augsburgske bekendelse, kort kommenteret af Mikkel Vigilius.

Et tilbagevendende problem og spørgsmål i en kristens liv er: Hvordan skal jeg forholde mig til Guds lov? Jeg er jo fri fra loven, så behøver jeg vel ikke at tænke så meget på den – eller hvordan? Er jeg nu også helt fri?

Martin Thise Holm behandler dette spørgsmål i lederartiklen, hvor han bl.a. skriver:

Jeg er i min samvittighed ikke gift med Guds lov, men med Kristus, og han bryder ikke det ægteskab. Jeg er frelst.
Men mit kød skal sandelig ikke kende til den frihed, for da vil den fare ud i synden!

Vi bringer desuden en undervisende artikel om luthersk/bibelsk lovforståelse af Knud W. Skov, som giver en god indføring i lovens gerning og advarer os mod det misbrug af loven, som ligger lige til højrebenet for vores natur.

Centralt i reformationstidens nybrud var en tilbagevenden til Skriften som Guds hellige ord, der taler klart og tydeligt om Kristus til det enkelte menneske. Skriften er det klare lys hedder en lille artikel af Frank Jacobsen, der gør det klart, at troen lever af Skriftens klarhed.

At Skriften vidner om Kristus bliver tindrende klart i Ruben Skov Jensens gennemgang af Ruths bog. Her får vi en indføring i en lille og upåagtet bog i Det Gamle Testamente, som i virkeligheden – når vi bliver stille for dens budskab – flyder over med livgivende og trøstende profetier om vores frelser og ”løser”. Læs den, og bliv styrket og opmuntret ved at se, hvordan det er den samme Ånd, der virker gennem hele Guds ord – og Ånden vil det samme i Ruths Bog og Ezekiels Bog og Tredje Mosebog som i Johannesevangeliet og Romerbrevet: vise os hen til den Gud, som vi frimodigt må søge tilflugt hos, fordi han, som Ruben Skov Jensen skriver, ” så inderligt gerne vil udbrede sine nådesvinger over sit hjælpeløse folk – og være deres løser, befrier, frelser og brudgom”.

Sidst i bladet bringer vi fire serieartikler:

Tabita Bech Nilsson skriver i serien ”Sange med hjertet” om kampen for at få det rette forhold til Guds tugt ud fra sangen ”Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din tugt”.

Mikkel Vigilius fortsætter sin gennemgang af Bibelens lære om tjenestedelingen mellem mand og kvinde – med det spørgsmål, som har stået og stadig står centralt i den kirkelige debat, nemlig det bibelske ”nej” til, at kvinder må undervise og belære i menigheden.

Michael Lerche Nygaard hjælper os til, hvordan vi skal forholde os til Charlotte Rørth og hendes syner, som bliver forklaret i den meget læste bog Jeg mødte Jesus.

Og sidst, men ikke mindst, får vi et vidunderligt vidnesbyrd og en stærk beretning fra Hamideh Solaty Valand, som fik et syn af Jesus som manden med naglemærkerne, og denne Jesus lærte hun at kende som sin frelser, så hun nu brænder for at vidne for muslimer om den nåde og den forsoner, som islam intet lærer om.

Jeg vil minde om, at Gud har kastet missionsmarken i armene på os. Disse muslimer er her for at vindes for Herren! Når vi møder dem, da må vi bede Herren om en anledning til at forkynde Jesu frelsesværk på Golgata.