Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Menigheden i bibelsk perspektiv

Af Jan Bygstad. Udgivet på LMBE/LogosMedia i 2010, 182 sider, 185 kroner.

Menigheden i bibelsk perspektiv” er en solid og spændende bog med stor bibelsk substans om menigheden.

Der har været opbrud i dansk kirkeliv i de senere år. Enkelte valg- og frimenigheder er blevet dannet. For tiden er der igen uro og bevægelse i det kirkelige landskab. Lærepluralismen og den totale mangel på bibelsk vejledning i folkekirken har fået folk op af stolene. Der debatteres og drøftes rundt omkring. Hvor går vejen?

Nogle ønsker at blive i folkekirken, andre danner frimenigheder.

Nogle finder sammen af anden årsag.

Mange meninger og løsninger har været bragt frem i denne sag fra forskelligt hold. Men der har været forbavsende tavshed om, hvad Skriften og vor lutherske arv siger om denne sag.

Jan Bygstad tager emnet op i lyset af Skriften. På en gribende og struktureret måde bliver forskellige sider af menighedens liv behandlet.

Forfatteren kommer blandt andet ind på menighedens enhed, menighedens hellighed og menighedens katolicitet.

På en befriende måde bliver der gjort op med det syn, som gør kirken til en institution. Han kalder det folkekirkeideologien:

Man identificerer folk og kirke, sådan at hele folket – som jo er døbt – er kirken. Så skal også folket have ret til at bestemme i kirken, hvad kirken skal godtage eller ej. Og ve den, som sætter skel mellem det at være genfødt og ikke genfødt, det at være Guds barn og ikke Guds barn! Alle skal regnes som troende – ellers er man fordømmende og intolerant” (side 49).

Desuden inddrages også perioder i kirkehistorien. Man fornemmer forfatterens enorme viden på området. Bl.a. bliver spændingen mellem højkirkelighed og lavkirkelighed gennemgået.

Men underligt nok er der et hul her! Jeg savner større opmærksomhed og anerkendelse af det frivillige arbejde gennem de sidste 200 år i nordisk kirkeliv. Hvordan mænd og kvinder i en svag organisation – uden for den officielle kirke – har kæmpet for evangeliets sandhed. Det arbejde har sat (store) spor både herhjemme og i ydre mission, som vi stadig må glæde os over. Det er et arbejde, man ikke kan komme uden om eller underkende betydningen af!

Jeg kan varmt anbefale bogen. Til jer som er optaget af de brydninger, som finder sted i disse år: Her henter I stor hjælp og vejledning. Og så bør bogen læses af jer, som har fået ansvar betroet som ledere eller forkyndere.

Forfatter: Jan Bygstad

Troslære og teologi