Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Den sande kirke og den falske kirke

Af Martin Luther. Udgivet af Finn B. Andersen med Books on demand i 2018, 55 sider, 75 kr.

Martin Luthers bog om den sande og den falske kirke er som mange af hans bøger svar på et angreb, som han selv og reformationen blev udsat for af dens fjender.

Hertug Heinrich ’den yngre’ af Braunschweig-Wolfenbüttel (1489-1568) var en arg modstander af reformationen. Men han tabte slaget og betragtes som den sidste katolske fyrste i Niedersachsen. Sidst i 1520’erne var hertugen optaget af krig i Italien sammen med Kejser Karl 5. Da hertugen vendte tilbage, havde Luthers ven og sognepræst, Johannes Bugenhagen, overtalt hertugdømmets bystyrer til at gennemføre reformationen i næsten hele deres område.

Heinrich prøvede at hindre det både med lovgivning og med magt, men forgæves. I en bog fra 1540 skriver hertugen, at Martin Luther har ført tyskerne væk fra den sande, gamle kirke. Fyrsterne har ladet sig besnakke af Luther, der betragter den sachsiske kurfyrste, Johann Frederik, som sin egen lille Pølsehans. Dette øgenavn blev i datiden brugt om en kendt klovnefigur. Kurfyrsten var altså bare en klovn, der blev fjernstyret af Luther.

I begyndelsen af 1541 svarer Martin Luther med et bidende skrift mod hertug Heinrich, som han nu kalder Pølsehans (Wider Hans Worst). I 1543 genudkommer denne bog, men betydeligt forkortet og med titlen Om den sande og falske kirke. Denne forkortede udgave af bogen mod Pølsehans foreligger nu på dansk ved cand.theol. Finn B. Andersen.

Martin Luther beskriver kirkens ti kendetegn og viser et for et, at han aldeles ikke har brudt med den gamle kirke og oprettet en ny. Tværtimod har han – og de øvrige lutherske reformatorer – blot reformeret en kirke, der var gået alvorligt i forfald. Det er derimod pavekirken, der har forladt den gamle kirkes tro. Med Luthers ord: ”I er den nye, falske kirke, som helt og holdent er frafalden fra den gamle, rette kirke, og i stedet udgør Djævelens skøge og skole … ja, Djævelens ærkehore og helvedesskole” (side 11 og 14).

Her som i mange af sine bøger er Luthers sprog ret bramfrit. Til gengæld er man sjældent i tvivl om, hvad han mener.

De ti kirkekendetegn, som Martin Luther gennemgår og forklarer, er: 1. Dåben, 2. nadveren, 3. nøglemagten, 4. prædikeembedet, 5. trosbekendelsen, 6. bønnen, 7. at man ærer den verdslige øvrighed, 8. at man priser ægteskabet, 9. lidelser for troens skyld og 10. at man ikke gengælder ondt med ondt.

Luther viser for hvert af disse, hvordan pavekirken har forladt den gamle tro, og hvordan reformatorerne nu har ført tro og praksis tilbage til den gamle kirkes grund.

Som konklusion på dette forklarer Luther, at der kun er to religioner i hele verden:

1) Guds nåde og

2) egen fortjeneste.

Den sande, gamle kirke levede af Guds nåde, men pavekirken stoler på sin egen fortjeneste (side 32). I livet har vi allesammen mange fejl og brist, men læren må holdes ren. Her må vi rette os efter Guds Ord alene. Gør vi ikke det, er alt tabt (side 37).

Jeg vil varmt anbefale, at man læser denne eller andre af Luthers bøger.

Det er en stor glæde og en kirkehistorisk begivenhed, at cand.theol. Finn B. Andersen inden for kort tid har gjort 38 bind med primært Lutherskrifter tilgængelige på dansk. Serien kaldes Den store Lutherserie. Den kan ses her: www.bethesdas.dk/storeluther

Forfatter: Martin Luther

Troslære og teologi / 55 sider / 75 kr.