Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Carl Fr. Wisløff. Presten som ble misjonsfolkets professor

Af Egil Sjaastad. Udgivet på Portal Forlag 2016, 382 sider, 399 kr. (via bethesdas.dk).

Egil Sjaastad (f.1949) er docent i praktisk-teologiske fag på Fjellhaug Internasjonale Høyskole i Oslo, hvor han har været ansat i 34 år. Sjaastad har gennem årene været en meget flittig forfatter. Vi kender ham blandt andet fra hans lærebog for prædikanter: Vi forkynner Kristus, Lunde Forlag 2001. Allerede i 1982 lavede han en interviewbog med titlen I Samtale med Carl Fr. Wisløff. Denne sidstnævnte bog er en del af Sjaastads forstudier til den nye biografi om Wisløff, som afslører et omfattende studium af både mundtlige og skriftlige kilder.

Carl Fredrik Wisløff (1908-2004) fik kolossal betydning for troens folk i Norge i hele anden halvdel af det 20. århundrede. De sidste godt tre årtier af samme århundrede fik han næsten lige så stor betydning i Danmark og Sverige. Denne biografi hjælper os derfor til at forstå, hvem vi selv er, og hvor vi kommer fra. Sjaastad giver os en indføring i mange af de debatter, som vi og vore ledere har stået i fra 1920’erne og frem til årtusindskiftet. Samtidig får vi en kirkelig og teologisk indplacering af samtidige personer, som Ole Hallesby, Olav Valen-Sendstad, Øivind Andersen og Tormod Vågen.

Egentlig er bogen en biografi om én bestemt person: Carl Fr. Wisløff. Men på grund af Wisløffs omfattende indflydelse bliver bogen også en introduktion til nyere kirkehistorie. Egil Sjaastad fortjener tak for begge dele.

Jeg vil i denne udvidede boganmeldelse præsentere Carl Fredrik Wisløff og give et lille indblik i, hvad vi gennem bogen lærer om ”missionsfolkets professor” og hans betydning.

Carl Johan Fredrik Wisløff blev født d. 31. december 1908 i Drammen, omkring 40 kilometer sydvest for Oslo. Han blev opkaldt efter sin farfar, men benyttede aldrig det midterste fornavn. I 1913 flyttede familien til Sarpsborg, omkring 80 kilometer syd for Oslo, hvor Carl Fredriks far, Niels Fredrik Wisløff (1879-1961), blev stadsingeniør.

I august 1911 blev familien forøget med Gudrun (d.1992). Desværre døde moderen, Dagny Johanne (f.1885), allerede i oktober 1915, et halvt år efter at hun havde født familiens tredje barn, Georg (d.1966). Carl Fredrik var derfor tæt knyttet til sin far, og han forligte sig aldrig helt med, at hans far i 1917 giftede sig med Karen Fleischer (1885-1984). Sjaastad skriver: ”Det ble aldrig noe nært forhold mellom Carl Fredrik og Karen” (side 30). Nils Fredrik og Karen fik sønnen Jens (1921-98), som altså blev halvbror til Carl Fredrik, Gudrun og Georg.

I skoletiden fremstod Carl Fredrik Wisløff (CFW) ikke som det store lys. Han siger selv: ”Jeg var høyst middelmådig” (side 38).

Efter et åndeligt vendepunkt i løbet af det sidste gymnasieår droppede han planerne om at studere medicin, og i 1927 blev han teologistuderende på Menighetsfakultetet (MF) i Oslo. Her kom han på den rigtige hylde, og det viste sig snart, at CFW var alt andet end middelmådig: ”Wisløff hadde en fotografisk hukommelse (…) Han leste fabelagtigt raskt (…) Loddrett nedover sidene” (side 15; 122).

CFW blev cand. theol. allerede 1931 – 22 år gammel. Sjaastad præsenterer os for alle CFW’s lærere på MF omkring 1930.

I juni 1932 blev CFW ansat i en halvtidsstilling som præst i Vaterland småkirke i Oslo og i en halvtidsstilling som sekretær i Studentlaget (svarer til KFS i Danmark). CFW var samtidig næstformand i Studentlaget, hvis formand var professor Ole Hallesby (1879-1961). Den nye sekretær påbegyndte udgivelsen af Studentlagets blad, Credo, som fortsat udkommer.

D. 13. oktober 1934 blev CFW gift med stud. med. Ingrid Brun (1912-88). Hun var vokset op som missionærbarn i Kina. Ingrid og Carl Fredrik fik fire børn: Sigurd 1936, Ingrid 1937, Kari 1940 og Finn 1943. Efter tidens skik afbrød Ingrid sine studier af hensyn til opgaverne som hustru, mor og præstekone.

I november 1940, kort efter Tysklands besættelse af Norge, flyttede familien sydpå til Birkenes, hvor CFW blev sognepræst på fuld tid. Hér mødte han ’læserne’, hos hvem ikke mindst Carl Olof Rosenius (1816-68) stod stærkt. Ellipsen med kirke og missionshus kendte han fra før, men i Birkenes lå vægten tydeligvis på det andet brændpunkt: missionshuset. Søndag formiddag sad man i kirken, men langt det meste af det åndelige liv foregik uden for præstens domæne. ”Aller mest fremmedartet var det nok at de gikk til fri nattverd. Nattverd uten ordinert prest” (side 82). Vi skal frem til begyndelsen af 1960’erne, før CFW selv deltog i fri nadver.

På grund af tyskernes og Quisling-regeringens nazificering af skolen og alt ungdomsarbejde og på grund af forfølgelsen af de norske jøder nedlagde mere end 90% af Norges præster fra og med påsken 1942 den verdslige del af deres embede. Det betød, at de fortsat prædikede og forvaltede sakramenter. Men de afbrød forbindelsen til statsmagten og modtog ikke længere løn. I Birkenes cyklede menighedsrådets medlemmer på tur rundt i sognet og indsamlede midler til præstens løn.

I august 1943 blev familien Wisløff af tyskerne smidt ud af præstegården. De måtte ikke tage deres møbler med, for ”tyskerne ville overta presteboligen møblert” (side 99). Flere præster og ledere fra missionsforeninger blev interneret på Grini, et fængsel og fangelejr nordvest for Oslo. CFW undgik dog denne skæbne, og i maj 1945 var Norge atter frit.

I september 1947 blev CFW rektor for MF’s praktikum. Efter det teologiske studium skulle man tage et halvt år med bl.a. prædikenlære, sjælesorg og liturgik, før man kunne søge stilling som præst. En af de studerende, Einar Solli (1924-2012), skriver: ”Under rektors tilretteleggelse ble det spill levende (…) Kjedelige timer var et ukjent begrep” (side 120).

Den senere biskop, Per Lønning (1928-2016), var uenig med sin rektor om mange ting, men CFW var god til at argumentere og rive hele auditoriet med sig. Lønning husker sin egen reaktion: ”Han er farlig suggererende – jeg må av og til se ut av vinduet” (side 121).

I rektortiden og mange år frem sad CFW i redaktionen for både Luthersk Kirketidende og Fast Grunn, og han skrev et utal af artikler for begge. Allerede i præstetiden havde CFW skrevet en troslære: Jeg ved på hvem jeg tror, som er kommet i enorme oplag og på adskillige sprog. Da CFW i 1984 anmeldte en anden troslære, skrev han: ”En troslære skal skrives ud fra den overbevisning at den kristne kirke har svar på spørsmålene. Vi vet hva som er rigtig – der hvor Gud har talt i sitt ord” (side 109). I rektortiden udkom hans prædikenlære: Ordet fra Guds munn, som i min vurdering ikke er blevet overgået på skandinavisk.

To gange i CFW’s præstetid havde MF tildelt ham stipendium til videre studier. Hele studieåret 1953-54 havde rektor igen studieorlov. Han rejste til Rom, hvor han tilbragte tiden i Vatikanets bibliotek. I 1958 forsvarede han sin disputats om Martin Luthers forståelse af nadveren.

De fleste af lærerne på MF så nu gerne CFW som professor i kirkehistorie efter Andreas Seierstad (1890-1975). Men særligt de to brødre, professor i dogmatik Leiv Aalen (1906-83) og professor i NT Sverre Aalen (1909-80), ønskede ham ikke som kollega. Sidstnævnte fik bl.a. følgende ført til protokols i MF’s referater: ”Wisløffs syn må betegnes som spiritualistisk. Det er også skismatisk.” Hvis CFW alligevel bliver ansat, vil et ”samarbeid med ham i professorrådet for meg kunne bli utsatt for stor belastning” (side 223).

Kompromisset blev, at CFW måtte dokumentere større faglig bredde. Det gjorde han med en bog om forholdet mellem politik og kristendom i Norge i slutningen af det 19. århundrede. I januar 1961 blev CFW professor i kirkehistorie. Hans nærmeste kollega, Andreas Aarflot (f.1928), tiltrådte året før en stilling som stipendiat i samme fag. Frem mod 1971 udgav de sammen en fremstilling af Norges kirkehistorie i tre bind på i alt 1.600 sider. Aarflot efterfulgte i 1976 CFW som professor. I dette afsnit præsenterer Egil Sjaastad igen de forskellige lærere på MF, Oslo.

I 1972 ønskede de yngre kolleger at ændre MF’s officielle holdning til kvindelige præster fra nej til ja. ”Her kjempet Wisløff for status quo sammen med brødrene Aalen og Utnem (som da var rektor på praktikum)” (side 275).

Men i flere andre spørgsmål stod CFW og Aalen-brødrene langt fra hinanden, hvilket Leiv Aalen mindede om med et offentligt angreb på CFW i 1974. Året før var Erling Utnem (1920-2006) blevet biskop i Agder. CFW skrev nu til ham: ”MF er en teologisk pluralistisk institusjon; standpunktene er så dypt forskjellige at det er problematisk å snakke om én linje som er MFs” (side 276).

I 1975 skrev CFW til MF’s ledelse, at han ønskede at gå på pension, når han ved årets udgang fyldte 67 år. Begrundelsen lød: ”De teologiske og kirkelige motsetninger innen kollegiet, og visse dermed sammenhengende offentligt kjente episoder, er en belastning på frimodigheten i arbeidet. Av samme grunn er det også blitt vanskelig å representere MF utad overfor dets venner” (side 278).

CFW var slidt, men på ingen måde udslidt. Allerede i 1966 havde han holdt gæsteforelæsninger ved det lutherske præsteseminarium i Kobe, Japan. I studieåret 1976-77 underviste han nu samme sted som gæsteprofessor. I 1993 rejste han for femte gang til Japan for at undervise, men nu som 84-årig enkemand.

I de mellemliggende år havde han skrevet en række bøger. Af disse må særligt nævnes andagtsbogen Daglig Brød fra 1981 og Martin Luthers teologi fra 1983.

I 1988 kunne CFW sammen med Arthur Berg (1916-98) og Thoralf Gilbrant (1919-2006) præsentere en helt ny bibeloversættelse på norsk. Den blev hurtigt missionsfolkets foretrukne bibel. Ofte bliver den omtalt som ’Wisløff-Bibelen’. Selv om de var tre mand om at oversætte, var CFW den store fagteolog i det selskab. Arthur Berg erindrer: Når jeg er i mindretal, og Wisløff og Gilbrant er enige, da udgør de flertallet. Når Gilbrant og jeg er enige, mens Wisløff er uenig, da er det selvfølgelig stadigvæk Wisløff, der udgør flertallet (side 331).

Begrundelsen for den nye oversættelse var, at Bibelselskabets egne oversættelser var blevet mere og mere bibelkritiske.

CFW fortsatte med at prædike, til han var omkring 90 år gammel. Når det hele gik lidt langsomt for ham, undskyldte han sig: ”Jeg kjenner jo at jeg ikke er 80 lenger. He, he!” (side 358).

Den 25. juni 2004 døde ”misjonsfolkets professor.”

Carl Fredrik Wisløff var bibeltro lutheraner med et hjerte, der blødte for forkyndelsen af lov og evangelium og for verdensmission. Ved flere lejligheder blev han skældt ud for at være fundamentalist. I dag betyder det begreb nærmest en terrorist, der dræber dem, der tænker anderledes end ham selv. I så fald var CFW ikke fundamentalist. Men bibeltro, det var han! Han vidste både, på hvem han troede, og på hvad han troede.

Ingen af de øvrige lærere på MF delte CFW’s bibelsyn (side 113). Dette har været en stærkt medvirkende årsag til det yderligere skred, som vi har set på MF i Oslo de sidste 20-30 år.

Ligesom de lutherske reformatorer mente CFW, ”at gjenfødelse ikke er forbeholdt dåpens nådemiddel. Også Ordet (evangeliet) har kraft til å føde mennesker på nytt. Ja, evangeliet er den virkende kraft også i dåpen” (side 314). Ved Ordet sker der et dobbelt møde med Gud selv. Gud møder os som lovens Gud og som evangeliets Gud. ”Herren dræber, og han gør levende” (1 Sam 2,6). Det er på denne måde, en synder bliver født på ny og får troen givet af Gud.

I modsætning til denne ord-teologi pegede ikke mindst Leiv Aalen på kirken og dens sakramenter. For ham var dåben det eksklusivt genfødende middel (side 106; 118). Det førte til skarpe ordvekslinger mellem ham og CFW.

Fra 1968 var CFW hovedtaler på flere ungdomskonferencer for mission, afholdt på Fjellhaug i Oslo. I 1972 sagde CFW i en af disse bibeltimer: ”Vår egentlige nød er Guds rettferdige vrede over våre synder (…) Vi frelses fra fortapelsen, fra djevelen, fra onde åndsmakter, ja, men den egentlige nøden er Guds vrede, som tillater alt dette” (side 299; se også side 212-215).

Mission er Guds redningsaktion. I sin nåde vil Gud redde os fra sin egen vrede. Derfor har Han sendt sin Søn som et sonoffer for vore synder (1 Joh 4,10). Dette evangelium skal vi proklamere i hele verden. Det er ikke nok, at vi lever kærligt med andre mennesker. På den måde bliver de ikke frelst fra Guds vrede. ”De folk som ikke har noen annen bibel enn de kristnes liv, har en defekt bibel. Det finnes intet evangelium i den” (side 88).

Også i vore dage bliver evangelium og mission til en helt masse spændende ting, som truer med at kvæle det egentlige evangelium. CFW er fortsat en profetisk skikkelse og en modvægt mod dagens mange ånder.

Jeg kan næsten ikke anbefale denne bog varmt nok!

Egil Sjaastad skal have en stor tak for sit møjsommelige gravearbejde!

Desværre tyder noget på, at forfatteren blev træt, da slutspurten skulle sættes ind. I hvert fald savner man et sagregister og et personregister sidst i bogen. Sjaastad nævner så mange steder, emner og mennesker, at det er meget vanskeligt at holde rede på det alt sammen. Et register ville have været en stor hjælp. Der er en god litteraturliste bag i bogen, men i fodnoterne henvises jævnligt til titler, som ikke findes i listen. Nogle af de biografiske oplysninger tidligt i denne anmeldelse har jeg selv måttet finde i andre kilder, fordi Sjaastads afsnit om dette er lidt rodet og mangelfuldt. Disse mangler kunne have været udbedret, hvis bogen havde fået lov til at ligge lidt længere på skrivebordet inden trykning. En skrap forlagsredaktør er en gave til læserne.

Forfatter: Egil Sjaastad

Biografier