Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Alle skifter - med rutebilen på livsrejse

Alle skifter - med rutebilen på livsrejse

Af Thomas Kristensen. Udgivet af Lohse i 2019, 239 sider, 249,95 kr.

Alle skifter er en livs- og samfundsskildring skrevet af Thomas Kristensen, tidligere sognepræst i Herning, Nørre Snede og Hvide Sande. Bogen tager udgangspunkt i rutebilen, der forbandt Nørre Nebel, Tarm og Skjern i området ved den sydøstlige ende af Ringkøbing Fjord, og behandler perioden fra 1950’erne og frem til i dag.

Titlen Alle skifter betegner med rutebilen som billedsprog de skift, som livet byder på fra barn til ung til voksen til midaldrende og til ældre.

For at blive i billedsproget kører bogen på en tresporet vej. Det ene spor er forfatterens iagttagelser af egnen, de lokale og udviklingen langs ruten og de mange småbyer, den går igennem. Det andet spor er forfatterens eget liv, som det udvikler sig fra barndomsårene i en af byerne på ruten via uddannelsesår i Herning og Århus til præstegerningen i Herning, Nørre Snede og Hvide Sande. Det sidste spor er den samfundsmæssige udvikling i lokalområdet og på landsplan fra landbrugssamfundet i 1950’erne over industrisamfundet til det samfund med serviceydelser og internet, vi kender i dag.

Det første og meget lokalt prægede spor fylder en del i bogen og kan nok være lidt svært at forholde sig til for den, der ikke kender egnen, selv om bogen er forsynet med et kort. Man kunne kalde det en egns- og periodebeskrivelse, og hvis man ikke aldersmæssigt eller geografisk har sammenfald med forfatterens livsbane (født 1947 i Hemmet i Vestjylland), kan det muligvis være nogle lidt lange afsnit at komme igennem. Dog er disse afsnit krydret med fine personbeskrivelser af mennesker, der har betydet noget for forfatteren.

Personligt fandt jeg det tredje spor om den samfundsmæssige udvikling mest interessant, og her giver bogen et indblik i, hvordan ændringerne i samfundet kom til udtryk de steder, Thomas Kristensen har opholdt sig gennem livet.

Forholdet til Gud, tro og kirke går som en rød tråd gennem bogen – ikke nævnt konkret på hver side, men som et naturligt element i beskrivelserne. Her fortælles der både om det enkelte menneskes forhold til Gud, om konsekvenserne for hverdagslivet og om, hvordan opfattelsen af Gud har ændret sig i den danske befolkning gennem årene.

Den meget lokale forankring er på samme tid bogens styrke og svaghed, men har man på den ene eller anden måde tilknytning til lokalområdet ved Ringkøbing Fjord, vil man kunne genkende meget i bogen. Er man i øvrigt interesseret i egnsportrætter og livs- og samfundsskildringer med en åndelig dimension, kan bogen bestemt også anbefales.

Forfatter: Thomas Kristensen

Biografier / 239 sider / 249,95 kr.