Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Tro

Troen kan for udenforstående virke som et mysterium. Og egentlig er den en gave, der gives til den, der trænger hjælp og frelse.

– Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser (Hebr 11,1, gl. overs.).

– Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig (Matt 9,22).

– For uden tro er det ikke muligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham (Hebr 11,6).

Tro er et afgørende element i evangelisk kristendom. Igen og igen taler Jesus til mennesker om nødvendigheden af tro for at få del i Guds velsignelser og frelse. Samtidig fremstår denne tro som et mysterium. For i Bibelen er der ikke megen forklaring af, hvad en ret tro er. Der er mange eksempler på udøvet tro, men en slags definition er der kun et sted, nemlig i det første skriftsted herover fra Hebræerbrevet. Det handler om at have tillid til noget, eller rettere: til nogen, og det handler om overbevisning om noget, man ikke kan se. Tillid til Gud, til hans Søn Jesus, og overbevisning om det, han står for. Det er i kontrast til religionerne, hvor det handler om gerninger, ritualer eller særlige bønner.

At have tillid til nogen kender vi fra det almindelige menneskeliv. Vi får tillid til nogen, fordi de virker tillidsvækkende; ofte er det, fordi de kommer én i møde, eller fordi de gør noget godt for én, netop når man har brug for det. Og sådan er det jo også med Gud. Når vi ser, at Jesus har gjort noget godt for os, nemlig der på korset, får vi tillid. Vi sætter lid til Guds kærlighed, der er større end al anden, og det bliver regnet os til retfærdighed. Det er alene Helligåndens værk.

Det er betegnende, at vi i det andet skriftord herover fra Matthæusevangeliet har en kvinde, som kommer til Jesus i sin nød. I tillid til at hun kan få hjælp til at standse sine blødninger, rører hun ved hans kappeflig. Derfor er beretningen et af mange eksempler på, at troen som udgangspunkt er et håb om redning fra en nødsituation. Hvis ikke en ydre, fysisk, så en indre, i sjælen. Og vi har alle noget grimt i os, som vi trænger til at reddes fra.

Der kan være noget desperat ved troen – hjælp mig, for jeg går under – jeg er fanget i noget – jeg har en skyld, der ikke kan forsvinde. Salme 33,18-19 åbenbarer resultatet af tro, der udspringer af et desperat håb om redning. I 1931-oversættelsen står der, at ”Herren ser til gudfrygtige” – og hvem er de? ”Dem, der håber på nåden”. Altså, de sætter deres lid til Gud blot i håb om, at han vil redde, uden at kunne give noget til gengæld, ja, uden noget håb i øvrigt. Videre fremgår det, at han ser til dem ”for at fri deres sjæl fra døden og holde dem i live i hungerens tid”. Der er redning at få for den, der blot håber på nåden, på Guds trofasthed, på hans løfter.

I det tredje skriftord herover fra Hebræerbrevet tydeliggøres dette med troens betydning: ”… må tro, at han er til …” Er Gud til?

Vi må jo sige, at den personlige troserfaring spiller ind. Når det første, desperate råb om hjælp fører til hjælp, så fødes troen på, at Gud er til og vil hjælpe. Jo mere, man prøver Gud, det vil sige bruger løfterne i Skriften, jo mere kan troen gro fast og vokse og føre til fred.

Samtidig er vi mange, der både som unge og som ældre troende oplever anfægtelse. Tvivlen sniger sig ind. Hvorfor sker det ene og det andet dårlige i troendes liv? Er videnskabens og Skriftens verdensbilleder i indbyrdes modstrid? Hvorfor findes der ikke-troende mennesker, hvis liv og færden får mange troendes til at stå i skyggen, når det gælder almindelig godhed?

Vi kan alle komme i tvivl, anfægtes. Dog, en moden tro sætter spørgsmålstegn ved tvivlen, ja, den forkaster tvivlen. I stedet sætter den al sin lid til Gud og til hans Ord. Det gør den, fordi den troende i sit liv med Gud har har fået vished om, at Gud er til og lønner dem, der søger ham.

Diabolos, det græske ord for djævel, betyder en, der anklager eller beskylder. Det kommer af ordet diaballo, der betyder ”en, som skiller”. I Edens have beskyldte Djævelen Gud for at tale usandt i forsøget på at skille mennesket fra Gud. Det prøver han fortsat at gøre, og det skal vi ikke tillade.

Den troende vælger at tro på trods af, at der sker oprørende ting i hans omgivelser, på trods af, at hans tanker og følelser bliver kastet omkring som på et oprørt hav, og det er svært at se, hvad han skal gribe i eller gøre. Den troende befaler sin sjæl: ”Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig” (Sl 116,7). Herren har nemlig handlet vel imod alle troende, da han lod Jesus dø på korset for deres skyld. Derfor kan en kristen vælge at tvivle på tvivlen og sætte sin lid til det, Gud har sagt.

Der er håb for den, der tvivler. Der var én, der engang råbte: ”Jeg tror, hjælp min vantro.” Og Jesus hjalp ham. Det kan vi også erfare.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver