Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Tanker ved en mulig dødsulykke

Tanker ved en mulig dødsulykke

En tur på motorvejen kan blive anledning til afsløring af egen egoisme og behov for Guds nåde i Jesus Kristus.

Det var en dag, hvor jeg sad alene i bilen på motorvejen. Trafikken var tæt og farten høj hos alle lige det sted. På et tidspunkt dukker en bil op, der bare kører lidt langsommere, så alle med høj fart må enten hænge bag den – eller komme uden om. Jeg ser da et par biler nærmest snitte hinanden, idet de glider rundt om den langsomme bil … Det var sådan en situation, der let kunne have givet en større ulykke, hvor ingen af os andre kunne have undveget – mange skadede biler, mange liv sat på spil.

Mine tanker fortsatte – for hvad ville der ske, om jeg var blandt dem, der var blevet dræbt ved en sådan ulykke. Mærkeligt nok var mine tanker ikke på, om jeg skulle møde Jesus, men på, hvordan det ville gå med resterne af mit liv og alle mine relationer.

Min tanke gik videre på, om nogen ville savne mig. Endda i en grim selvhævdende form, hvor jeg faktisk tænke på, om der ville være noget kristeligt arbejde, der ville savne mig. Ville jeg blive mindet, omtalt i et par fromme blade (nok ikke Kr.Dagblad), og ville der komme mange til min begravelse?

Jo, jeg er mig selv nærmest og jeg er min egen allerførste og største afgud.

Det var en afslørende tanke. For nok regner jeg mig selv for at være et godt kristent menneske, men at jeg rent faktisk var så selvfokuseret på egen ære og opmærksomhed i en tanke om min død, det var skræmmende. Men ikke desto mindre er det jo realistisk, for resten af mit liv stimuleres jeg næsten til at dyrke den form for selvfokus. I virkeligheden er det jo det, som meget af vores sociale liv går ud på – uanset om det er til kaffe i missionshuset, på sociale medier eller blandt kollegaer. Selv når jeg lytter på andre, er det, som om jeg venter på det rette øjeblik til at fortælle min egen opmærksomhedssøgende historie.

Selv når jeg dyrker et fodboldhold, mit hus’ udseende eller at bilen er vedligeholdt og børnene velopdragne, så dyrker jeg mig selv først: ”Se mig – mig – mig – og glem mig ikke.

Første bud siger: ”Du må ikke have andre guder end mig” (2 Mos 20,3).

Det er ret enkelt – og bare så afslørende, for jeg tænker ikke på andet end at få Guds plads. Dette første bud, som ved at være det første også er det vigtigste, rammer mig og min selvdyrkelse og min selvopholdelse lige i hjertet. ”Se mig – mig -mig – og mine mange flotte præstationer”. Det er ikke sært, at de lutherske reformatorer skrev, at det ikke bare var mine handlinger eller det, jeg undlader at gøre, der vanærer Gud, men alt, hvad der i mit liv søger bevidst eller ubevidst efter at gøre Guds status til min.

Uanset om jeg står på prædikestolen, om jeg spiller musik, om jeg laver kaffe eller sørger for kassereropgaven – eller bare er en god far derhjemme – så søger jeg æren, der kan tage Guds plads.

Synden hænger ved – klæber ved mig – og pibler rundt i mine årer. Jeg kan slet ikke lade være med det, men er så dybt bundet ind i min egen selvdyrkelse som afgudsdyrkelse. Jeg vil selv være guddom – og glemmer, at dermed så sætter jeg ikke bare Gud af tronen, men jeg fortæller ham også, at jeg ikke stoler på, at det er ham, der ene og alene både giver mig livet og opretholder mig hvert eneste øjeblik i dette liv.

Med synden så blamerende åbenlys er jeg taknemmelig for, at det ikke blev den dag, han tog mit liv fra jorden – selv om jeg blot samler endnu mere synd og skyld med mit liv her på jorden – og bliver endnu mere taknemmelig for retfærdiggørelsen i Jesus Kristus.

For faktisk var det også ham, der holdt hånden over både mig og alle de andre på motorvejen den dag, og ikke tog vores liv.

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.