Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Synd

Synd

Begrebet synd undgås eller bruges ofte på en anden måde end den bibelske. Der er i dag en syndsblindhed, som kun Gud selv kan helbrede.

Synd

– I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig (Sl 51,7).

– Intet menneske er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder (Præd 7,20).

– Ingen er god undtagen én, nemlig Gud (Mark 10,17).

– Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os (1 Joh 1,8).

I et skuespil af den svenske forfatter August Strindberg konstaterer en af personerne beklagende: ”Det er synd for menneskene.” Sætningen udtrykker måske mere end noget det, man i dag opfatter ved ordet ‘synd’ i vores samfund. Altså: Det kan være hårdt at være menneske, og der er grund til at have medlidenhed med dem.

Jeg oplever over min levetid et stigende fravær af ordet ‘synd’ i skrift og tale i troende sammenhænge. For det er efterhånden blevet sådan, at synd vil sige, at det er synd for os. Og nåde vil sige, at Gud er nådig, fordi han synes, at det er synd for os. Peter Olofsson, tidligere præst og teologisk underviser, konstaterer i et indlæg for en del år siden, at ”tiderne skifter, og vi med dem”. Det er også tilfældet med forholdet til synd.

Patrick Sookhdeo skriver i sin nylig udgivne bog The Death of Western Christianity, at problemet forværres af en generel tøven over for at behandle emnet synd i menighederne; synd er sjældent i fokus i prædikener eller bibelundervisning. Det er en reaktion mod tidligere tiders forkyndelse, og det er en forfejlet forståelse af læren om hellighed og nåde; nogle gange er det et forsøg på ikke at støde mennesker i et postmoderne samfund eller et forsøg på at være ‘søgervenlig’ med et tiltalende budskab.

Der sker nemt det, som profeten Jeremias i kapitel 23, vers 36, konstaterer hos Israels folk: ”I laver om på den levende Guds, Hærskarers Herres, vor Guds ord.”

Man hjælper ikke mennesker ved at undgå de belastende ord ‘synd’ eller ‘at synde’. Nogle vil måske indvende med eksempler fra Det Nye Testamente, at man ikke altid skal bruge disse udtryk. Og det er rigtigt, at Jesus i samtalen med den samaritanske kvinde ikke nævner synd, og at Paulus i sin tale på Areopagos heller ikke har travlt med at lægge skyld på athenerne, da han kommenterer deres (af)gudsdyrkelse. Men vi ser også, at Jesu ord til kvinden fører hende til at erkende hendes mange løse forhold, og Paulus skjuler heller ikke for sine tilhørere, at Gud vil holde dom over hele verden med retfærdighed. Samtidig er det påfaldende, hvor ofte ordet synd og lignende begreber anvendes i Det Nye Testamente, når der skrives eller tales til folk, der mener selv at være gudfrygtige, det være sig farisæere, skriftkloge, disciple eller beundrere af Jesus.

Men problemet er egentlig ikke, hvor meget eller lidt vi nævner ordet. Problemet opstår, når vi ikke vil erkende syndens virkelighed. Jeg frygter, at når man ikke tør eller vil tale om synd, så skyldes det åndelig fortrængning eller modefænomenet ‘positiv tænkning’, hvor opfattelsen er, at det kan ikke være så galt med os. En ting er, at man i det borgerlige samfund ikke forstår begrebet, en anden er, at vi blandt bekendende kristne ikke vil forholde os til synd, som den beskrives i Skriften.

Det græske ord harmatia i Det Nye Testamente indebærer betydningen af synd som positiv skyld over for Gud og aktiv modstand mod hans vilje (Norsk Illustreret Bibelleksikon). Ordet anvendes for eksempel i Rom 3,23: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Og den virkelighed er som udgangspunkt skjult for vores øjne. At få revet sløret bort, som Paulus skriver om, er et indgreb fra Gud. Det er nåde. Og dernæst at få åbenbaret, at der allerede er sket en soning, så jeg er gjort retfærdig – ren og skyldfri i Guds øjne – af hans nåde, det er nåde over nåde.

Står vi med hele vores liv over for Gud, uden forbehold, i glæde over, at der intet mangler i vores forhold til ham? Eller synes vi, at det ikke er helt så galt med os? Hvis det er tilfældet, undrer det ikke, at evangeliet om den store frelse, vi har i Jesus, ikke har førsteplads. Den lunkne kærlighed til Jesus kan have flere årsager, men her er måske den største.

Derfor er det ikke mærkeligt, at Gud prøver at råbe os op på anden vis. For mennesker, der engang blev omvendt, men er blevet ligegyldige for nåden, kan Gud vække gennem lidelse og modgang. Lidelsen er den megafon, hvormed Gud råber en døv verden op, har en forfatter sagt. Det er et ekko af ordene fra Jeremias 30,15: ”Hvorfor skriger du over din lidelse, over din ubodelige smerte? Fordi din skyld var stor og dine synder mange, har jeg gjort dette imod dig.”

Mange kan vidne om, at de åndeligt døde tider i optagethed af alt muligt andet her i livet er blevet afbrudt af et lidelsens evangelium. Og har lært at takke og prise Gud for denne ejendommelige nåde, hvor han skjuler sit ansigt og gennem smerten har åbnet deres øjne, så de til sidst, som kong Hizkija, kan udbryde: Min bitterhed er blevet til fred, du skånede mig for ødelæggelsens grav, for alle mine synder kastede du bag dig (Es 38,17).

Lad os holde fast ved Ordet, Skriften, som er givet os som spejl og retledning, så selvbedraget aldrig får overtaget, og så Guds nåde og gave, Herren Jesus, altid forbliver vores store glæde.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.