Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Svaghed

Svaghed

Evangeliet er paradoksalt. Svagheden hos os kan føre til, at vi klynger os til Ordet, og at vi stilles overfor en åben dør.

Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og (dog) har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn (Åb 3,8).

For nylig genhørte jeg et over 40 gammelt kassettebånd med en bibeltime af Øivind Andersen, hvor han gennemgår menighedsbrevet til Filadelfia. Det følgende har udgangspunkt i hans forklaring til skriftstedet herover.

Jesus siger først til menigheden, at han har lukket en dør op for dem, som ingen kan lukke i. Det kan vi overføre på os selv, men ikke ubetinget. Det er ikke hvilken som helst menighed eller menighedsmedlem, for hvem der er en åben dør og fri passage. For det er kun dem, der har svage kræfter og har holdt fast ved Jesu ord og ikke fornægtet hans navn.

I grundteksten er udtrykket, der i vores oversættelse står som ”svage kræfter”, stærkere end det står på dansk. Det græske ord for “svage“ er her mikrán, som er i slægt med det danske ‘mikroskopiske’. Altså kræfter, der er forsvindende små, ja faktisk uden betydning.

Vi klager nogle gange over, at vi har få kræfter og ikke klarer det ene og det andet – men det er ingen hindring for at få adgang til Guds rige, Jesu velsignelse og de forud tilrettelagte gerninger. Bemærk, at ”dog”, som er sat i parentes i citatet herover, ikke findes i grundteksten. Der er ingen modsætning mellem det at have små kræfter og det at holde fast ved Jesu ord. Tværtimod er det netop sådan, at de med ubetydelige kræfter kan, ja faktisk er nødt til at holde fast ved Jesu ord, i deres svage tilstand. Så kan Guds overvældende kraft få plads, så kan Guds Ånd virke det, som er umuligt for os. Det skal bemærkes, at udtrykket ”holdt fast ved” også er et stærkt udtryk i grundteksten; det kan sammenlignes med at passe på en værdifuld bankbog (eller bankkonto), hvor der står et stort beløb.

For menigheden i Filadelfia og for alle troende er der en åben dør, som ingen kan lukke i, når de er uden reel styrke i sig selv, holder fast i Jesu ord som en værdifuld skat, og ikke fornægter hans navn.

Det er et velkendt tema andre steder i Skriften. Som når Paulus beskriver, at Guds kraft udfolder sig helt i den magtesløshed, han har oplevet under trængsler og personlig modgang. Det er en paradoksal virkelighed, som er særlig for evangeliet og for Guds vilje og tanke. Vores selvcentrerede natur må sættes ud af spillet, og vi må miste tilliden til vores egne evner og muligheder for, at det, som Gud vil, og som Gud kan, kan blive virkelighed. Netop den, der er sat ud af spillet på grund af sine fejltagelser, synd, manglende kræfter og evner – netop den, som sætter sin lid til Ordet, ham sætter Jesus foran en åben dør til sin velsignelse.

Vi er mange, der selv har erfaret dette med svagheden. Det var først, da vi blev svage, eller rettere: erkendte at vi var uden muligheder og uden håb om at kunne det, vi skulle, at vi begyndte at tro Ordet, som er givet os i Skriften. At han har gjort og stadig vil gøre alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt i vort liv. Ligesom han ordner vor evige frelse, vil han ordne det liv, vi lever her og nu – med almindelige menneskepligter og de ualmindelige opgaver i Guds rige.

Øivind Andersen havde i sin levetid en særstilling som forkynder og bibelunderviser. Han blev blind midt i sit arbejdsliv på grund af en infektion, der angreb synsnerven. For mig selv og andre dengang kom hans undervisning ofte til at føre til afklaring og vished i åndelige spørgsmål. Det var specielt at se denne ældre mand blive ført op til talerstolen, hvor han stod med sit groftskårne ansigt og de blinde øjne og citerede lange bibelafsnit udenad, efterfulgt af en struktureret udlægning, der ejede en åndelig autoritet. Man oplevede, at tingene blev sat på plads. Han har udtalt, at tabet af synet netop har ført til, at han har kunnet se Kristus klarere. Hans undervisning var så god, at der for mig har været en fristelse til at tro, at han var ufejlbarlig, hvilket er farligt. Hans måde at undervise på henleder tanken på Jesus, der ikke talte som de skriftkloge, men med myndighed. Øivind Andersens undervisning bar præg af en personlig tilgang og et selvstændigt arbejde med Skriften, hvor han jævnligt korrigerede gængse opfattelser. Over 200 af hans bibeltimer og prædikener kan stadig høres på www.forkynn.no.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.