Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Slaget om advent

Slaget om advent

Hvis vi kommer for hurtigt i gang med julefejringen, går vi glip af adventstidens vigtige budskab.

Opslaget om julefrokost d. 4.12. med de røde julefarver og grandekoration som baggrund er lagt på firmaets intranet i begyndelsen af oktober. Teksten er helt enkel med dato, tidspunkt, lidt om menu og musik. Det er stort set kommet samtidig med, at butikkernes hylder bugner af brunkager, juleslik og andet julegodt.

Dette opslag er ikke bare udtryk for en kultur og en livsstil, der er fremmed over for julens inderste budskab. Det er virkeligheden i dagens vestlige samfund. Mange af os har vænnet os til det, men har måske alligevel en ubevidst gene ved flere sider af den langstrakte julefejring. Det er for eksempel, når julens indhold nærmest bortforklares som oldnordiske traditioner – når julefejring bliver til et spørgsmål om danskhed eller ej – når julens budskab bliver til et al-godheds kærlighedsbudskab om total-tolerance – eller når butikkernes kommercialisering af julens festligheder fører til et stadigt mere rekordgivende salg og et stigende tal på den personlige vægtkurve. Vi glider måske alligevel let lidt med på vognen, når vi fra midt i november til slutningen af december er optaget af jul og samtidig kæmper vores lille private kamp for at fastholde julens centrum i, at Gud kom til jord for at frelse mennesker som dig og mig.

På en og samme tid sker der et andet tab, for med den opmærksomhed, som julen tager, taber vi let en anden vigtig kamp i kirkeårets rytme for at huske kristentroens kernepunkter, kampen om advent. For i kampen for at holde julens fokus på Jesu fødsel i verden, bliver det endnu sværere at huske de perioder, der ligger lige omkring julen – for disse perioder hjælpes hverken af butikskultur eller børnenes Disney- eller julekalenderkultur, som straks jagter julens eventyr og fejring.

Julen – og det omkring

Helt grundlæggende er julen selvfølgelig en af kristentroens vigtigste tidspunkter. Den begynder d. 24. december og varer 12 dage (og den vante kirkegænger vil huske, at der efter 12 dages julefejring skiftes tema i kirkens gudstjenester til det, der kaldes epifanitiden. Epifani er betegnelsen for en række bibeltekster som fokuserer på afsløringen af Jesu guddommelige natur, og hvad det betyder (Jesu dåb, Bryllup i Kana og Forklarelsen på bjerget)).

Advent er perioden, som kommer forud for julen. Advent begynder på søndagen lige før/efter d. 30. november og dækker 4 søndage. Det er en forberedelsesperiode til bøn og eftertanke i forhold til, at Herren kommer. Advent er at leve i forventning og bevidsthed om, at en dag er denne ventetid slut. Det er også tankegangen i de salmer, der er skrevet til adventstiden, som for eksempel ”Gør døren høj, gør porten vid” og ”Blomstre som en rosengård”.

Gaverne på forskud

Når nu medier, kulturelle festligheder som julekoncerter, julefrokoster og juleafslutninger i skoler og diverse foreninger alle springer over advent, som om den er usynlig, og julen bliver til slutningen af en periode frem for begyndelsen, så tager vi alle glæderne på forskud. Samtidig undertrykker vi det budskab, som adventstiden har, for blot at få julegaven med det samme. Skal vi derfor holde fast i advent, så kræver det udholdenhed og tålmodighed – også over for vor egen lyst.

Lad jul vente til jul

Advent er en forberedelsestid. Julen er festens tid. Derfor bør julens fester høre til i juletiden og ikke i advent – for i juletiden er der dage til at fejre julen. Godt nok er nytårfejring for mange blevet en større fest end muligheden for at fejre verdens frelsers komme til jord, men vi har god grund til at give os god tid til at fejre jul i juletiden. Skal vi holde en fest i adventstiden, så lad os gemme jule-betegnelsen – og virkelig fejre advent. Julefester er til for at fejre Jesu Kristi fødsel, at den evige Gud lader sig inkarnere.

Advent er løfternes opfyldelse

Tankegangen om løfte og opfyldelse er en gennemgående tanke i Bibelen. Den giver troens folk en anden retning end den umiddelbare glæde. Der er noget større i vente – også end juleaften. Gud lovede – og det skete. Sådan møder vi Simeon og Anna i templet, der ventede på opfyldelsen – og derfor var de dagligt i templet. Derfor levede de med Bibelen åben. Det gjorde de, for de var blevet ført til tro på, at Gud giver løfter – og holder dem. De ventede i tålmodighed, til det var Guds time at gribe ind i verdens gang.

Hvis vi glemmer advent, så er der stor chance for at vi glemmer budskabet om at vente på, at Gud som universets Herre griber ind i netop sin time. Troen har brug for at mindes om det, der er så modsat kødets, verdens og kulturens forventning om en her-og-nu-opfyldelse. Advent venter på, at Gud griber ind efter sin plan og vilje – og som opfyldelse af sine løfter. Det gælder, når livet er svært – når vi alene står med håbløs bøn som eneste mulighed – når vi har tænkt os træt til døden – eller når vi synes at vore egne veje er bedst. Sådan levede og døde Johannes Døber i forventning om, at Jesus var den, der skulle komme – og da hans liv blev fyldt af tvivl spurgte han den eneste rigtige: Jesus! – og ventede svaret fra ham.

Kampen for advent

Både i Det Gamle og Det Nye Testamente varsler Gud, at han en dag vil stoppe tiden og holde dom over hvert eneste menneske. Det er som en Johannes Døber, der midt i jødernes og vores religiøse sikkerhed råber: “Stop og omvend dig – for Guds rige er kommet nær (og du er slet ikke så hellig, som du selv tror)!“

Denne tankegang forkyndes stærkt i adventsteksterne. Springer vi dem over og tager for hurtigt hul på julebudskabet, så går vi direkte til nåden og mister bevidsthed om at være syndere, der lever i nådetiden. Vores gamle natur vil gerne, om nåden varer uendeligt, og om Guds hellighed er fortid, for så gør synden ikke så meget. Så fører synden ikke til evig fortabelse.

Men adventstidens budskab om nådetid viser, at vi er dødelige, at vi skal dømmes – og at vi ikke kan slå os til ro med det onde, med synden i vores liv. Der er en tid til at lytte til dommen over synden i vore liv – og til evangeliets frie nåde i Jesus alene – og så en dag vil det være for sent. Dette gælder mig og mit liv – at jeg må være parat til at møde Jesus som dommer, der enten dømmer til evig straf eller evigt liv med ham. Det gælder også for alle andre; både min familie, som jeg måske skal være sammen med i juletiden; og det gælder naboer, kollegaer og flygtninge og … – at også for dem er der en nådetid – og derefter dom. Den, der ikke tror på Jesus som frelser, giver Bibelen et løfte om at gå fortabt, ved ikke at høre og tro evangeliet i nådetiden. Adventstiden rister os – for at vi må miste selvtilfredsheden og få fornyet Jesus-taknemmelighed og missionsnød.

Lys eller skygge

En tysk teolog har sagt, at “nogle lever i lyset af den sidste dag – andre i dens skygge”. Med det søges udtrykt, hvordan adventsbudskabet giver et virkelighedsbillede af kristenlivet. At være korsmærket er at leve i nådetiden, leve i forventning om løfternes opfyldelse og leve i bevidsthed om at tilhøre en anden verden. Da er du bevidst om, at der kommer en dommedag – og bevidst om, at det virkelige liv fuldt ud udfoldes der – i Himlen – og kan derfor ikke lade være med at leve for Jesus i et og alt her og nu.

Om man lever i skyggen af den sidste dag, da bekymres man over alt det, der kan mistes – status, ære, liv. Et liv i skyggen af den sidste dag er et liv i bevidst eller ubevidst fornægtelse af, at dommen kommer – og et liv, der fører til fortabelse. Da kan Jesus næsten ikke vente længe nok med at komme – ja, han må godt blive væk i min levetid …!

Vi ser i disse år rundt omkring i verden, hvordan det at være bærer af korsmærket fra Jesus kan føre til trusler om drab – eller udført drab. I lyset af den sidste dag er dette udholdeligt, for jeg er Gud i vold. For den, der lever i skyggen af den sidste dag, da bliver en sådan trussel til frygt og foregribelse af evighedens dom uden at have håb.

En historisk kamp

Vore kirkelige forfædre har hjulpet os til at nå rundt i kristenlivets facetter, da de formede kalenderen til at forkynde for os. Lad os ikke nøjes med at skøjte på overfladen med vores samtidskultur og følge forretningslivet, men lad os hjælpe hinanden til at udnytte den forkyndelse, som kalender og tekster tilsammen giver os. Lad os kæmpe lidt for juletidens indhold – og for adventsforkyndelsen.

Læs i øvrigt gerne denne artikel om advent: http://higherthings.org/myht/articles/catechesis/advent-season

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.