Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden (2 Mos 20,3).
Vi må skelne mellem det almindelige begreb ‘sanselighed’ og det bibelske ‘kødelighed’. Det sidste definerer menneskers medfødte og syndige natur. At være kødelig betyder at være vendt væk fra Gud og vendt imod sig selv, mod det, der tilfredsstiller mit jeg, min krop, mine følelser og tanker. Kødeligheden er uren og snavset, og den er selvcentreret. Sanselighed er derimod blot den gudgivne evne og trang til at sanse, at føle, smage, lugte, se noget i omgivelserne. Dette ‘noget’ kan både være smukt og grimt, rent og urent. Man er ikke et helt menneske, hvis man ikke kan sanse. Men det er klart, at denne menneskelige evne misbruges af den kødelige natur.
På mit bord ligger der en lille figur i form af et lidt skævt, tykt og afrundet kors, et såkaldt håndkors. Det er skåret i ibenholt, en hård træsort, som derfor kan poleres helt glat, så figuren er rar at røre ved. Figuren er så lille, at den kan være i lommen. Hensigten er, at man kan ‘have korset ved hånden’ og derved mindes sin tro på den korsfæstede. Den sanselige ting er ment som en hjælp for troen.
Jeg er ikke selv begejstret for krucifikser, perlekranse og lignende, men jeg beholder denne figur som et minde af personlige grunde; en ven har uopfordret skåret den af et stykke, som mine forældre i sin tid tog med fra deres arbejdssted i Tanzania. Vi har dog i vores hjem to mindre kors på væggene. Det gør mig godt at se på dem, og de fungerer også som en enkel påmindelse for alle, der kommer her i huset. Tanken om det, Jesus gjorde på korset, gør mig glad.
Ser vi på den gamle pagt, er der en meget udførlig beskrivelse af, hvordan helligdommen fysisk skulle udformes, og hvordan gudstjenesten skulle ske ved ritualer og ofringer. Præsternes dragter og redskaber er beskrevet i de mindste detaljer. Alt var meget sanseligt: en pædagogisk fremstilling af Guds hellighed, Guds vilje og behovet for soning for synd. Disse synlige og mærkbare foranstaltninger var en påmindelse til enhver tid om den usynlige Guds vilje og virkelighed.
Alt det forsvandt med den nye pagt. I stedet blev Jesu person, hans gerninger og hans død, opstandelse og himmelfart det, mennesker kunne sanse: Det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: Livets Ord (1 Joh 1,1).
Nu er han i Himlen hos sin Far. Vi har beretningerne om ham og har læst i Skriften, til tro og vejledning. Dog har Jesus givet os to ordninger, som er sanselige og samtidig meget mere end symbolske handlinger. De er åndelige hjælpemidler: dåben i vand til at forene os med ham i hans død og opstandelse, og nadveren, brød og vin, til at give os del i hans kød og blod.
Det er betegnende, at i det gamle Israel kunne man ikke få nok af det sanselige. Det blev til dyrkelse af gudebilleder, til lovbrud, og til misbrug af noget, Gud havde givet. Vi læser, at ”kobberslangen, som Moses havde lavet, slog kong Hosea i stykker, for indtil da havde israelitterne tændt offerild for den. Den hed Nehushtan” (2 Kong 18,4). Det vil sige, at den figur, som Gud havde tilvejebragt til frelse mod slangebid, og ikke andet, efterfølgende blev tilbedt med offerild. Det gode middel, Gud virkede ved, blev gjort til en afgud.
Vi skal også bemærke, at det var i den bedste hensigt, at Aron lavede guldkalven. Jo, for han ville jo blot give dem et synligt samlingspunkt, nu, hvor Moses var langvarigt fraværende oppe på bjerget, og der var tiltagende uro i folket. Og som et sådant samlingspunkt og symbol blev det opfattet: ”Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten” (2 Mos 32,1-4). Men samtidig blev det erstatning for den levende Gud.
Det samme gælder de bygninger, hvor Gud tilbedes. Templet i Jerusalem blev et fysisk tegn på Guds virkelighed i den gamle pagt. Midt i frafaldet og afgudsdyrkelsen trøstede man sig derfor med, at ”her er Herrens tempel”. Så derfor troede man sig beskyttet mod fremmede magter. Det var en falsk tryghed. Disciplene peger på et tidspunkt på de pragtfulde tempelbygninger (Matt 24,1-2), og Jesus må gøre opmærksom på, at de vil blive tilintetgjort. I en diskussion med jøderne (Joh 2,18-22) viser Jesus indirekte hen til sig selv som det sande tempel. Dermed siger han, at alle de ydre midler og symboler, der har været, lavet af mennesker eller ej, erstattes af ham selv.
Det sker også i dag, at de synlige og følbare midler, som Gud har givet os, bliver uberettiget ophøjet og skygger for Kristus. Hver gang mennesker i deres hjerte og sind alene sætter deres lid til det ydre og sanselige, om det så er dåben, Bibelen, menigheden, kirkebygningen eller åndelige personligheder, uden at tænke på Ham, der fylder dem, så bliver det som Israel i frafaldets tid. Disse midler er givet os til nødvendig hjælp, støtte og vejledning, men uden ”at agte på legemet”, jf. 1 Kor 11,29, bliver de til dom. Vi må spørge: Hvad er det, vi søger? Hvor er han, Guds nådemiddel over alle andre? Hvis det er ham, opmærksomheden samler sig om, så kan vi slå os til ro. Ellers ikke.
Vores evne til at sanse omfatter også det, der gør ondt på kroppen og i sindet. Det kan Gud bruge til at løsne kødelighedens greb om os. Den griber os gang på gang, men Gud giver os i sin nåde også at sanse lidelse. Apostlen Peter konstaterer det i sit første brev, kapitel 4, vers 1-2:
”Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje.”
Han siger dermed, at den legemlige lidelse, som man oplever, kan være en hjælp til ikke at leve i misbrug af sanserne, altså i kødelighed, men til at gøre Guds vilje.
Mit og andres personlige vidnesbyrd er, at der findes et ‘lidelsens evangelium’, som løsner kødelighedens greb i sindet. Så jeg takker Gud for, at det gjorde ondt en tid, så de lokkende tilbud fra den omgivende verden og den forstyrrende trang fra egne behov og ønsker blegnede, og de skjulte, de gode værdier blev tydelige. Og Jesus, og alt det han bringer med sig, blev herligt og kært for mig.
Den evige Gud er usanselig. Evangeliet er en hemmelighed. Skriftens budskab er skjult for almindelig menneskeopfattelse. Dog har han åbenbaret sig – sanseligt – og åbenbarer sig også i dag. Og det konkrete middel, han bruger, er Skriften, det ord, som allerede er overgivet os. Må vi optage det ord med ører og øjne, og tro det.
