Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Resignation

Resignation

Det er farligt at give op i troens kamp. Der er givet den kristne en sejr, og den kan mistes, hvis man resignerer.

– Sådan pinte og plagede hun ham hver dag med sine ord, så han til sidst blev dødtræt og fortalte hende sandheden (Dom 16,16)

– Så fortalte Samuel ham det hele uden at skjule noget. Da sagde Eli: ”Han er Herren; han gør hvad han vil.” (1 Sam 3,18)

Resignation har forskellige årsager og opstår i meget forskellige situationer. Selv om det umiddelbart er et negativt ord, fordi det betyder, at man må acceptere et nederlag, så kan det også betyde, at man holder op med at kæmpe en umulig kamp og i stedet retter sin opmærksomhed mod noget andet og mere nyttigt.

I åndelig sammenhæng er det altid negativt. Det kan se fromt ud, som når det for eksempel siges, at ”vi er jo alle syndere”. Men ofte ligger der syndsligegyldighed, menneskefrygt og vantro bagved.

Samson

I Dommerbogens kapitel 13 til 16 møder vi Samson, en mand udvalgt som nasiræer til at tilhøre Gud og givet en overmenneskelig styrke. Han var sat som dommer i Israel, som en leder for folket og af Gud også sat til at gøre de første skridt til at frelse Israel fra filisterne. Samtidig var han kødelig og voldsom, styret af sine lidenskaber, hvor kvinder spillede en hovedrolle. På sin vis er han et ekstremt billede på en kristen, altså på én gang retfærdig og en synder.

I eftertiden er det imidlertid affæren med Dalila, som Samson mest huskes for. Hans forhold til hende blev til vanære for hans eftermæle. For hun blev et redskab for Israels fjender til at få bugt med Samson.

Vi kender historien: Samson bliver forelsket i Dalila, og filisterfyrsterne overtaler hende til mod betaling at lokke hemmeligheden ved hans store styrke fra ham, så han kan uskadeliggøres. Selv om han er uvillig, lykkes det hende at presse ham til en forklaring; tre gange giver han vildledende forklaringer. Og til sidst resignerer han, for han er ‘træt til døden’, som der betegnende står i flere andre oversættelser.

Samsons hår bliver klippet, så han mister sin styrke. Filisterne overmander ham, stikker hans øjne ud og gør ham til slave, og han henslæber en længere tid ved en møllekværn.

Hvorfor giver Samson efter? Jo, han er dybt følelsesmæssigt bundet til Dalila. Han kan ikke rive sig løs. Hans livskald og hans nådegave bliver devalueret i samværet med hende. Det er glæden og nydelsen ved forholdet, der kommer til at fylde. Det er naturligvis forkert at give efter, og hun mere end antyder motivet for sit ønske om en forklaring. Efterhånden skrider det for Samson, for selv om han ved, at filisterne kan binde ham med lænker, er lænken til Dalila stærkere, og hun plager ham igen og igen. Det bliver relativt for ham, det med Gud og hans eget liv på den ene side og Dalila på den anden. Han opgiver at kæmpe mod Dalila, og tilfældet og dermed fjenderne ender med at råde. Resignationens frugt.

Samson får gjort gengæld til sidst, ved vi, da filisternes tempel bringes til at styrte sammen. Men han mister livet; Gud står alene som den endelige vinder.

Eli

Eli er også dommer i Israel, og dertil præst ved Guds helligdom i Silo. Han er en god mand. Vi ser i beretningen i Første Samuelsbog 1, at han giver Hanna håb og opmuntring, da hun er i helligdommen for at bede om et barn. Barnet, Samuel overgives som lille til at tjene Herren i helligdommen under Elis tilsyn.

Men – Eli har to ugudelige sønner, som udover at leve utugtigt også tager af Guds offergaver for at bruge dem selv. Eli er en god mand, og da han hører om misbruget, bebrejder han sønnerne deres blasfemi. Bedrøvet og indtrængende beder han dem om at holde op. De hører ikke på ham. Men desværre er Eli ikke bare en ‘god mand’, han er også en, der ikke tager konsekvensen og gør noget alvorligt ved problemet. Han kunne jo have sat dem fra bestillingen; det er som om, at det er for svært at tage konflikten. Allerede her er det som om, at Eli resignerer.

Hofni og Pinehas’ synd er en grov krænkelse af Gud selv. Gud fælder en dom over de to sønner og over Eli.

Den unge Samuel meddeles denne dom om natten, og han får som sin første profetiske opgave at viderebringe denne dom til Eli. Man kan forestille sig, hvor svært det er for Samuel at viderebringe budskabet til sin læremester, som har taget sig af ham i forældrenes sted gennem hans opvækst. På grund af nattens begivenheder, hvor Samuel har hørt Herren kalde, ved Eli, at Samuel har hørt fra Herren. Så da Samuel ikke umiddelbart siger noget, må Eli presse ham til at komme frem med det, Gud har sagt.

Elis reaktion er: ”Han er Herren, han gør hvad han vil.” En konstatering, der har fromheds skær, en selvfølgelighed. Men det er resignation. Eli opgiver at gøre mere. Han rystes ikke over dommen, så det fører til sorg, anger og anråbelse. Jo, for han kunne i anger råbe til Gud, om han dog ville være barmhjertig. Sådan som Guds mænd før og senere i Israels historie har gjort, og hvor Gud hørte. Men her virker det til, at Eli har opgivet at sørge over og angre det onde. Og det er også synd.

Troens kamp

Samson resignerer i kampen mod den følelsesmæssige binding til et menneske. Eli resignerer først over sine børns vanhelligelse af tempeltjenesten og siden over Guds dom.

En soldat, der i kampen tænker, at ”dette slag kan jeg ikke vinde, så jeg kan lige så godt opgive”, han har ikke bare mistet troen på sejren, men også afskrevet eventuelle muligheder for hjælp. Som f.eks. at kalde på forstærkning eller efter overvejelse af sine midler beslutte sig for at bruge dem alle i et afgørende angreb.

Sådan er det også for mig, den troende. Jeg har fejlet og mærker konsekvenserne. Jeg har rodet mig ud i noget, jeg ikke kan gøre mig fri af. Måske har jeg gjort andre fortræd, vanæret Gud og bragt skam over mig selv. Der er ikke noget håb for mig. Dog, Gud ser til den arme, den, der er kommet ud i sumpen og råber om hjælp. Han ved, at vi er støv. Og han rejser den arme, den håbløse op fra støvet, og giver ham en ny dragt, en retfærdighed, der kommer fra oven på underfuld måde: Jesus er vor retfærdighed.

Det kan erfares som en dom, når vi grundigt har trådt ved siden af, måske flere gange, og nu mærker syndens konsekvens. Da må vi ikke opgive – resignere – men råbe, som faderen til den dæmonbesatte dreng: ”Hjælp min vantro”, og som røveren på korset: ”Kom mig i hu, når du kommer i dit rige”. Der er hjælp at hente for selv de værste tilfælde. Han vil drage os op af sølet, giver os en ny dragt og lægger en lovsang i munden til vor store Gud.

Selv efter en årelang kamp mod et forhold eller tilbagevendende synd kan jeg erfare, at Gud sætter mig fri fra lænkerne.

Du, som bryder lænker, løser trælles bånd,
du, som frihed skænker ved din Helligånd,
frem til dig jeg trænger fra mit fængsel ud,
ej en slave længer, men et barn af Gud.

Må det gælde os alle, at vi ikke resignerer, men betænker den nåde, vi er lovet, om det så resulterer i en overvejet viljesbeslutning eller et desperat råb om hjælp. Det er sand tro.

Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4,16).

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.