Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Projektet

Projektet

Arbejdet i Guds rige ender ofte som et personligt projekt. Men vi er kun redskaber, der udfører arbejde på en andens vegne.

En mand forlod sit hus og gav sine tjenere fuldmagt, hver enkelt sin opgave (Mark 13,34).

I første afsnit af TV-serien ”Herrens veje” siger præsten Johannes Krog på et tidspunkt, ”Jeg tror på Folkekirken”. Man kan undre sig over, at han ikke siger: Jeg tror på Gud, eller på Kristus; serien viser – hvis den viser noget – at ordvalget er et symptom på noget dybere. I de følgende afsnit kommer det frem, at Johannes Krog ser kirken som en ramme, hvor han kan forfølge sine personlige ønsker, og mulighederne i denne ramme bruger og misbruger han til egne formål. En karikatur af en præstetjeneste.

Men hos troende mennesker kan man se et lignende ordvalg. I en bladomtale af en ung mands ansættelse i en større evangeliserende organisation bliver denne citeret for sætningen: ”Jeg tror på projektet [organisationens navn]”. Med det ville han sikkert beskrive, at han, der kom fra en god stilling i et almindeligt erhverv, satte sin lid til organisationens integritet, målsætning og arbejdsmetoder. Og jeg har tidligere hørt en næsten enslydende ‘bekendelse’ fra et andet ungt menneske. Det er uden tvivl spontant og velment.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke den store Gud kommer til at stå i skyggen af det menneskelige projekt, om det gælder missionsaktivitet, en opgave i menigheden eller opretholdelsen af en bevægelse med en rig åndelig arv. Om de spontane udtalelser er udtryk for en overvurdering af det, vi mennesker har sat i værk, og en undervurdering af menighedens Herre og det, han gør ved sin Ånd og sit Ord, skal jeg ikke sige. Men de kan i bedste fald ikke stå alene. For den Gud, vi tror på, er levende og virkende, og det er alene ved tillid til Ham, at vi kan udføre noget, der har evig værdi.

Der er en tendens til, at ligesom ombygning af huset eller et tillidshverv i frivilligt arbejde naturligt gøres til et personligt projekt med tilhørende engagement og følelse af ejerskab, sådan kan vores kristne tjeneste blive et projekt, vel at mærke vores eget projekt: en mennesketing, hvor man lukker sig omkring dette håndgribelige og engagerende, som Gud har betroet en.

Og så ender det med synd. For i ens lidenskab for projektet vender man Gud ryggen. Ikke bevidst, naturligvis. Men holdningen sniger sig ind; senere vokser den sig fast. Det kræver åndelig modenhed – sand ydmyghed – at få en opgave eller at blive givet et ansvar i Guds rige og samtidig kun se sig selv som et redskab for den store Herre. Ham kan vi ikke se eller mærke; vi må blot give agt på hans ord, både det skrevne i Bibelen og det, som Ånden minder os om. Det gælder også de ord, der kommer til os gennem de andre i det kristne fællesskab.

Vi er ofte bevidste om, at vi har et projekt på Guds vegne. Det satser vi på, anvender energi, erfaring og evner på; når noget står i vejen for projektet, frustreres vi og kan blive vrede eller modløse – ja, blive vrede på andre af Guds børn, som ikke ser tingene på samme måde som vi.

Så er vi på galt spor. Og faktisk er denne bevidsthed om ‘vores’ projekt på en måde langt fra den åndelige virkelighed.

For det første er det sådan, som angivet i skrifthenvisningen herover, at vores tjeneste er givet os som en opgave på vegne af en anden, nemlig Jesus. Han er en Herre, der for en tid er rejst bort og derfor har givet os fuldmagt til at udføre nogle opgaver. Og det er hans interesser og hans målsætning, vi skal arbejde for. En dag skal der gøres regnskab for arbejdets udførelse.

Jesus beskriver i Lukasevangeliet kapitel 12, hvordan han forholder sig til sine disciples aktivitet:

Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro.

Og Paulus beskriver i Første Korinterbrev kapitel 3, hvordan det går med den, som nok villigt arbejder, men ikke bygger med bestandige materialer:

Ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.

For det andet er det overordnet set os, der er Guds projekt. For Gud har jo fra evige tider sat en plan i værk, et projekt til menneskers frelse. Gud arbejder systematisk og målrettet på menneskers frelse og på at skabe sig et folk, der vil søge ham og give ham ære. Et folk, han kan have fællesskab med til evig tid. Vi ser det tydeligt i den lignelse om pottemageren, som Jeremias fik, jf. Jer 18,1-6. Gud siger til Jeremias: Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus.

Ler er er et passivt og blødt materiale, som giver efter for påvirkning. Men nogle gange bliver resultatet ikke som pottemageren ønsker. Det kan være på grund af uensartethed eller manglende sammenhæng i materialet. Så må pottemageren lave det om.

Det er også vores situation. Vi, de enkelte troende og menigheden, er på lignende måde et materiale i Guds hånd. Og nogle gange går det ikke, som Gud først har ønsket. Ja, men så er vi uden ansvar vel? Nej, så langt rækker lignelsen ikke. Vi er mennesker, skabt som ansvarlige personer. Så hvad kan vi gøre i den store pottemagers hånd? Jo, vi kan give efter. Vi kan lade os forme: Vi kan opgive vores modstand mod det, Gud sender os gennem sit ord og lader ske gennem omstændigheder i vores liv. Det gælder både de fysiske, økonomiske og sociale forhold, vi lever under, og de mennesker, vi er sat iblandt.

Vores protest og modstand mod det, Gud tillader, vil kun føre til, at vi forhaler Guds projekt med os selv personligt, med menigheden og med evangeliets udbredelse i verden. Hellere må vi bøje os for det, vi oplever som vanskeligt, og i tro søge ham, der tillader det. Så kan Guds gerning ske i vores liv, til ære for ham og til gavn for andre.

Gud arbejder, og det er et stort privilegium at være med i hans arbejde. Paulus beskriver sig og sine fæller som ‘Guds medarbejdere’. Derfor:

Giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren (1 Kor 15,58).

Gør jeres arbejde med god vilje, som et arbejde for Herren og ikke for mennesker (Ef 6,7).

Det er vores opgave og kald at være med i den Store Mesters projekt. Det er i bevidstheden om det og i bevidstheden om den nåde, vi har fået del i, at vi modtager nødvendig indsigt og al kraft til at udføre det arbejde, han ønsker.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.