Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Pilgrimsvandring XII

Pilgrimsvandring XII

Ved livets afslutning er der et perspektiv bagud og et perspektiv forud, hvor de blandede tanker og følelser om det bagude vil blegne i håbet om det forude.

Sendebuddet gav Kristine brevet, hvis indhold lød: ”Vær hilset, du gode kvinde! Jeg bringer dig det budskab, at din Herre kalder på dig; han venter, at du skal stå for hans ansigt i udødelighedens klædebon inden ti dage.”

– Pilgrimsvandringen, af John Bunyan

For et barn kan døden være en teoretisk og uvirkelig ting, højst et mareridt, som man vågner op af for derefter at erfare, at alt er godt og trygt og forudsigeligt som hidtil. Først senere, når nogen, man har et forhold til, det være et yngre menneske eller en bedsteforælder, går bort, opstår det uomgængelige spørgsmål: Hvorfor skal vi dø?

Ved min mormors ellers meget fredelige død blev det mig helt klart: Jeg kan aldrig acceptere døden. Den er unaturlig. Den bryder relationen til et andet menneske, og derfor er den meningsløs. Og når det gælder mig selv, er den en katastrofe. Som udgangspunkt ønsker jeg at være til, at leve altid – døden er den sorte rædsel.

Derfor er det så godt, at der er et budskab, som befrier alle dem, der i frygt for døden hele livet igennem har været holdt nede i trældom, for denne slutning. Der er et evangelium: Livet findes; det liv, der varer ved. Der er død, ja, men også opstandelse. Der er en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Der er med andre ord et udødelighedens klædebon for dem, der tror.

I denne historie er et større selskab, der foruden Kristine, hustru til pilgrimmen Kristen, omfatter en del andre pilgrimme, nået til rejsens afslutning. Der er en flod, som man er nødt til at passere; Kristen har tidligere vadet igennem den under store anfægtelser. På den anden side venter den himmelske stad og de nye klæder. En for en får de rejsende besked om, at de skal gøre sig klar til at vade over floden, Kristine som den første.

De øvrige er en blandet gruppe. Der er Svagfør, som har efterfulgt sin Herre på krykker; dem kan han nu lade stå. Der er Modfalden, som efterlader sit modfaldne sind, og som han beder de andre om at begrave; han opmuntrer de øvrige til tro og tålmodighed. Der er Mismod med datteren Angst, beklagende, at han har været til besvær i ethvert selskab; han beder de efterladte om, at de lover at lukke døren for det mismod og den trældomsfrygt, der har plaget ham selv. Med ordene ”Farvel nat, velkommen dag” går han ud i floden, og datteren følger ham syngende. Der er Ærlig, som ved afskeden møder en person ved navn God Samvittighed, hvorefter han går ud med ordene: ”Nåden hersker.” Der er Sandhedskæmper, som ser tilbage på mange vanskeligheder på vejen hertil, og som bærer ar og skrammer efter kampene; han går ud i floden med ordene: ”Død, hvor er din brod?” og senere ”Grav, hvor er din sejr?”

Ejendommeligt nok beskriver Bunyan her ingen personer, som kan se tilbage på et harmonisk, fuldendt jordeliv, hvor der kun står en rolig tilfredshed med sig selv og det, man har gjort. For den slags pilgrimme er ikke typiske i følget efter Jesus.

I denne lignelse om livets jordiske afslutning ser vi to perspektiver, det første et tilbageblik på livet og det andet en livsbekræftende forventning. Tilbageblikket er forskelligt, for nogle har haft et svært liv, legemligt, sjæleligt eller åndeligt, andre har kæmpet med frimodighed og håb, omend det har kostet; atter andre må beklage, at de slet ikke har været som de burde. Men det gamle liv er for dem alle ved at slutte, og noget nyt er ved at blive til. Der er et håb, som de griber om.

Som ung var der for mig en uoverstigelig kontrast mellem barndommens tryghed og de stedvise pludselige dødsfald blandt mennesker, jeg kendte. Syndens konsekvens og dermed syndens virkelighed blev uomgængelig. Nu, hvor jeg er plus 60, hvor den største del af min levetid er gået, er det noget andet, der trænger sig på: et vist vemod, en undren over, så hurtigt livet gik. Og som pilgrimmene kan jeg også tænke forskelligt om tiden, der gik. Jeg må passe på ikke at fortabe mig i nederlagene, jeg må tilsidesætte sorgen over mine egne svigt og vantro. Jeg må afvise fortrydelsen over de fejltagelser jeg begik, og lige sådan tristheden over det, der ikke blev, som jeg havde håbet. Alle disse ting prædiker for mig, som Prædikeren i Bibelen, om livet under solen i livsvilkårene efter Adams fald, og de fører mig hen til det gode budskab, evangeliet. For der er en Forløser.

Jeg vil afslutte serien af pilgrimsvandringer med de smukke ord, som Standhaftig siger til de tilbageværende på flodens bred; ord, som med forventning, kærlighed og tro bærer hans livs konklusion:

Denne flod har været en rædsel for mange; tanken om den har også ofte gjort mig bange. Men nu synes jeg, her er let at stå; min fod står fast på samme grund som den, præsterne, der bar Pagtens Ark, stod på, da Israels folk gik over Jordan. Vandet er ganske vist bittert for tungen og koldt for kroppen; men tanken om det, jeg går ind til, det, som venter mig på den anden side, ligger som glødende kul ved mit hjerte.

Jeg er nu ved vejs ende, og mine slidsomme dage er forbi. Jeg skal snart skue det hoved, som blev kronet med torne, og det ansigt, som lod sig spytte på for min skyld.

Jeg har levet af, hvad jeg har hørt og modtaget i tro. Nu drager jeg derhen, hvor jeg skal se ham ansigt til ansigt og være hos ham, i hvis nærhed jeg skal glæde mig.

Jeg har elsket at høre om min herre og mester; og hvor som helst jeg har set hans fodspor på jorden, har også jeg stræbt at sætte min fod.

Hans navn har været mig som en krukke med duftende salve, og hans stemme har lydt såre liflig i mit øre; jeg har længtes mere efter at se hans ansigt, end man kan længes efter solens lys. Hans ord har været næring for mig og modgift mod min svaghed. Han har holdt mig oppe og bevaret mig trods mine synder; ja, han har gjort mine skridt faste på vejen.

Må den konklusion også være din, kære læser.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.