Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Pilgrimsvandring XI

Pilgrimsvandring XI

Klar tale kan medføre modstand og forfølgelse. Men det giver også afklaring og vejledning for omkringstående.

Men de, der var sat til at forhøre Kristen og Trofast, troede ikke på dem, men anså dem for enten at være sindsforvirrede eller for med vilje at have forstyrret hele markedet. Derfor tog de dem og piskede dem og smurte dem over med snavs, og så satte de dem i et bur, hvor alle folk på markedet kunne komme og se på dem.

– Pilgrimsvandringen, af John Bunyan

De to pilgrimme Kristen og Trofast er kommet i vanskeligheder på deres vej gennem Forfængelighedens Marked. Ikke bare skiller de sig ud fra omgivelserne ved deres klædedragt og deres sprogbrug, de provokerer også de handlende og omkringstående ved deres udsagn. For da de bliver spurgt, hvad de vil købe – for hvad gør man ellers på et marked – så svarer de: “Vi vil købe sandheden.” Det vil sige sandheden om den Gud, der har skabt hele verden og sendt sin søn til soning for alle menneskers synd.

Det er altid vanskeligt at være anderledes. Men for de to, vi læser om, og for troende gennem tiden er der også det forhold, at de påstår at have en absolut sandhed. Det er en sandhed, som strider mod fornuft og følelse. Deres udsagn er dels noget, man må forkaste eller acceptere, og dels indebærer det en anklage mod tilhørernes holdninger og livsførelse.

Derfor bliver de mishandlet, ydmyget og spærret inde. Bunyan skriver, at de to pilgrimme er tålmodige og ikke giver igen på den hån, de møder. Der er også besindige mennesker på markedet, der forsvarer pilgrimmene, men der bliver alligevel mere uro.

Den ophidsede stemning fører til en retssag, og der er vidner, som anklager dem for flere ting:

1) de har forstyrret den offentlige orden

2) de har sagt, at byens religion ikke duer, fordi kristendom og byens skikke ikke kan forliges, og indbyggerne derfor endnu er i deres synder og vil blive dømt, og endelig

3) at de har talt dårligt om byens fyrste, Beelzebul.

Trofast beder da om at få lov til at forsvare sig.

For det første hævder han aldrig at have sagt andet, end at hvis en orden, en lov, en skik eller et folk går klart mod Guds Ord, da er det stik imod kristendommen.

For det andet nævner han, at der kræves guddommelig tro for at dyrke Gud, men der kan ikke blive nogen guddommelig tro uden en åbenbaring af Guds vilje; når der lægges noget ind i gudstjenesten, som ikke stemmer med Guds åbenbaring, vil det kun føre til en menneskelig tro, der ikke giver evigt liv.

For det tredje fastslår Trofast, at fyrsten over denne by med sine venner og stormænd – de hedder grev Gammelt-menneske, grev Kødslyst, grev Fyldebøtte, grev Æresyg, grev Liderlig og baron Havesyg – bedre hører hjemme i helvede end i denne by og dette land.

Trofasts udsagn afslører, at byens befolkning havde gudstjeneste med en kristelig form, men med et indhold tilpasset mennesker, fremmed for Guds Ånd og Guds Ord. Endvidere var befolkningens love og skikke klart imod kristendommen. Endelig at de egentlige herskere var onde åndsmagter. Man levede i et bedrag.

Efter en længere retssag dømmes Trofast til døden, fordi han taler mod byens religion og på grund af det ‘forræderi’, han har begået ved sine udtalelser om byens fyrste og stormænd. Han udsættes for tortur, og til sidst bliver han brændt. Men der står en vogn forspændt et par heste og venter på Trofast. Så snart han er død, bliver han løftet op gennem skyerne, den nærmeste vej til den himmelske port.

Kristen forbliver fængslet en tid, men løslades til sidst. En mand ved navn Frimodig er imidlertid kommet til tro ved at høre Kristens og Trofasts vidnesbyrd og fordi, han har hørt og set, hvordan de har talt og handlet under deres lidelser på markedet. Bunyan skriver: ”Således døde én for at bære vidnesbyrd om sandheden, og og en anden står op af hans aske for at blive Kristens ledsager.”

Mishandlingen af Trofast virker unødig dramatisk på en nutidig læser, men på Bunyans tid, i 1600-tallet, var afstraffelser, som vi her læser om, ikke sjældne i Europa, i øvrigt heller ikke i Danmark.

Det er anderledes nu. Hidtil har det været let at være troende i vores hjørne af verden – det svære har bestået i at modstå fristelsen til at lade sig forføre af vores trygge velfærd, gode materielle forhold og den kolde videnskabelige verdensforståelse, der gør mennesket til herre og udelukker Gud. Det lægger sig som en dyne over vores tro, så vi ender med at blive pæne mennesker med en god moral, der undgår at støde andre – undskyldt med, at vi vil ikke skræmme dem bort fra kristendommen.

Efterhånden som opløsningen tager fart, bliver det ikke muligt at skjule sig med god samvittighed. Der må siges fra. Klar tale vil støde nogen væk, men samtidig være lys og vejledning for andre. Men hvordan kommer vi dertil?

Jo, der har altid været to midler: Ordet og Ånden. Hvad de minder os om, det må vi ikke bare mærke os, vi må også vælge i overensstemmelse med dem. Under deres vejledning må vi begynde med vores eget hjerte og sind og gøre op med tidsånden der. Derefter kan vi gå videre med ord og handling. Gud vil være med os i det. Trygheden og vejen frem midt i en kaotisk og gudsfremmed verden findes i fællesskabet med Kristus, det levede fællesskab med Jesus. De, der prøver det, finder, at Guds trofasthed, Guds tilstedeværelse og Guds handlen i deres liv er virkelig.

Så lad os gøre det.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.