Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Pilgrimsvandring X

Pilgrimsvandring X

Verden uden Gud er et marked, hvor opmærksomheden kan afledes på alverdens måder, et sted, der er fremmed for pilgrimme.

Den by hedder Forfængelighed, og der holdes et marked, som kaldes Forfængelighedens Marked. Det holdes hele året rundt … På dette marked sælges alle slags forfængelighed, og det varer hele året rundt. Derfor bliver der på dette marked solgt alle slags sager, såsom huse, jorder, forretninger, æresposter, embeder, stillinger, titler, lande, riger, glæder og fornøjelser, og man kan købe tilfredsstillelse for alle slags lyster.

– Pilgrimsvandringen, af John Bunyan

De to pilgrimme Kristen og Trofast er kommet til Forfængelighedens Marked. Det er i Bunyans symbolik et billede på den verden, som er uden forbindelse med Gud. Markedet er arrangeret af Beelzebul og anlagt på pilgrimmenes vej for at afspore dem. Alt hvad der tiltaler mennesker, legemligt, sjæleligt og åndeligt, findes her, herunder al slags underholdning og religiøse anskuelser. Og som en skræmmende forudsigelse af vore dages medietilbud, som f.eks. Youtube, beretter fortællingen videre, at ”her kan man også, og endda ganske gratis, se tyveri, mord, hor og mened udført i al sin gru”.

Det, som Forfængelighedens Marked tilbyder, er forskelligt for forskellige tidsaldre og forskellige kulturer. Bunyan beskriver, hvordan markedet er opdelt i gader eller pladser med hver sit navn, så man let kan finde de markedsvarer, man søger. Der er noget for enhver smag, både på det materielle og det åndelige område; Bunyan nævner specifikt Roms, altså den romersk-katolske kirkes, varer og boder.

Aktuelt for vor tid kan nævnes, at på engelsk hedder Forfængelighedens Marked ”Vanity Fair”, og det navn – det kan kun være helt bevidst – bruges af et amerikansk magasin i dag. Det beskæftiger sig hovedsagelig med kendte personer, mode og aktuelle forhold; på forsiden er der ofte en kendt person opsat på en opsigtsvækkende måde.

I Bunyans beretning er ordet “forfængelighed” anvendt i den ældre betydning om det, der er uden betydning, værdi eller indhold. I klassiske engelske bibeloversættelser er “vanity” det ord, som i den danske oversættelse af Prædikerens Bog er “tomhed”.

Hvad er det for en ånd, der gennemsyrer dette marked? Det er tidsånden. Det er et ord, som anvendes i de første vers i 1948-oversættelsen af Efeserbrevet kapitel 2. Paulus taler her om, at Jesus har levendegjort de kristne i Efesus, ”da de var døde i deres overtrædelser og synder, som de forhen vandrede i, ledet af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige”.

Jeg hørte på et tidspunkt i radioen en definition af begrebet tidsånd: Tidsånden er de briller, gennem hvilke vi ser verden omkring os. Altså er tidsånden en grundholdning og et sæt værdier, som farver vores opfattelse af tilværelsen, som fremhæver nogle ting og gør andre mindre synlige. Tidsånden er forskellig fra sted til sted, fra kultur til kultur, og på forskellig tid i verdenshistorien. Men den er altid i overensstemmelse med det naturlige menneske og med herskeren over luftens rige, Guds modstander.

Så det vækker uro, at der ankommer to pilgrimme, som i klædedragt, ord og adfærd skiller sig ud fra de andre på markedet. Den ånd, de har med sig, er i modstrid med tidsånden. De bryder sig ikke om de varer, de tilbydes, og på forespørgsel om, hvad de så vil have, svarer de: ”Vi vil købe sandheden”, en henvisning til Ordsprogenes Bog 23,23.

Det udsagn giver anledning til modstand og forfølgelse, dengang og nu. For i dag vil man sige som Pilatus til Jesus: “Hvad er sandhed?” Sandheden er én ting for dig og noget andet for mig; det gælder mere om at finde sine egne sandheder og værdier, hvilket i dag betyder det, der gavner mig, tilfredsstiller mig og sætter mig på den plads, jeg synes er naturlig, nemlig i centrum af tilværelsen.

På de bibelske sprog er ordet for sandhed og virkelighed det samme. Der er derfor ikke tale om en teoretisk sandhed, som kun har relevans for abstrakt tænkning, eller en åndelighed uden kontakt med hverdagens menneskeliv. Sandhed i bibelsk forstand er en totalforståelse af tilværelsen. For pilgrimmene var virkeligheden og sandheden ét: Gud, der har skabt verden og alt i den; mennesket og dets brudte forhold til Gud; det onde, som manifesterer sig i menneskene og nedbryder dem og alt det skabte; en tro på frelse fra det onde og et håb om genoprettelse af alt det nedbrudte.

Så anstødsstenen for menneskene på forfængelighedens marked dengang og i dag er, at der findes en absolut sandhed, at der findes en person, som man ikke kan komme uden om, og at der noget andet end mig selv og det, der tilfredsstiller mig, der er vigtigt.

I deres forargelse og irritation over denne provokation fra Kristen og Trofast finder menneskene på markedet ikke ud af, at der er noget andet og mere ved den sandhed, som pilgrimmene bringer med sig.

Der bruges et bemærkelsesværdigt ordpar i Johannevangeliet 1,14 og 1,17: nåde og sandhed. Ordparret forekommer også i den tidligere oversættelse af Salmerne i versene 40,12, 61,8, 86,15 og 89,15.

Johannes skriver, at nåden og sandheden er kommet med Jesus Kristus. Loven kom med Moses, ja, men det var ikke det hele. Nåden hører så tæt sammen med Sandheden, så man ikke kan skille dem ad; den fuldstændige sandhed hænger sammen med nåden: Guds eget sonende, frigørende og genoprettende værk i sin Søn.

Jeg vil til sidst givet ordet til Kingo. For med sine vers træffer han det, som forfængelighedens marked står for, i salmen Far verden, far vel (nr. 614 i salmebogen, versene omstillet):

Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog*, skarn og fortræd, 
forfængelighed!
*usikker, tynd is

O rigdom og guld,
du jorderigs afgud i skinnende muld!
De est dog af verdens de skuffende ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du est dog i højeste mærke og med
forfængelighed!

Ak, ære, hvad er,
hvad er vel de kroner og kranse, du bær’?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled;
forfængelighed.

Ak, yndest og gunst,
du hastig opkomne og faldende dunst,
oppustende gøgler, henviftende vind,
med tusinde øjne du dog løber blind;
hvad est du, når man dig ved solen har set?
Forfængelighed!

Ak, kødelig lyst,
som mangen med dødelig læbe har kyss’t!
dit fængende tønder, din flyvende gnist
blev mange til evige luer til sidst;
din skål synes honning, men drikken er led,
forfængelighed!

Dertil kommer:

Hvad er mine år,
som listende svinder og snigende går?
Hvad er min bekymring, mit grublende sind,
min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?
Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?
Forfængelighed!

Så konklusionen bliver:

Far, verden, far vel
jeg kedes ved længer at være din træl!
De byrder, som du haver byltet mig på,
dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed!

Og salig er den, som til sidst kan sige:

Så far da, far vel!
du skal nu ej længer bedrage min sjæl,
bedragerske verden, jeg takker dig af
og sænker dig ned i forglemmelsens grav;
jeg længes at trøstes for sorrig og nød
i Abrahams skød!

Der skal mine år
begyndes i evigheds dejlige vår,
der skal ikke dagen med solen opgry,
ej månen tilmåle mig næde og ny;
men Jesus er solen, hvis stråler er strø’d
i Abrahams skød!

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.