Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Pilgrimsvandring VIII

Pilgrimsvandring VIII

Det er ikke nok at gå på himmelvejen, hvis det sker på falske forudsætninger. From adfærd opvejer ikke mangel på omvendelse og sand tro.

Mine herrer, I er helt fremmede for mig, og jeg kender jer ikke. Vær tilfredse med at følge jeres lands religion, jeg vil følge mit lands religion. Jeg regner med, at alt bliver i orden i sidste ende. Og med hensyn til den port, I taler om, så ved jo alle og enhver, at den ligger langt borte fra vores land. Jeg tror ikke, at der er noget menneske på vore egne, der bare så meget som kender vejen til den. Det behøver heller ikke at betyde noget, da vi, som I ser, har en fin, rar og grøn smutvej, der fører lige fra vort land og ud på denne vej.

– Pilgrimsvandringen af John Bunyan

Kristen og Frimodig møder på deres vandring en frisk fyr, som lige er kommet ind på Kongevejen ad en sidevej. Da de spørger til ham, fortæller han, at han er også er på vej til den Himmelske Stad; på deres betænkeligheder ved, om han nu vil blive lukket ind dér, svarer han, at han kender sin herres vilje og har levet et ordentligt liv, betaler hver sit, beder, giver tiende osv. Men da Kristen konfronterer ham med, at han er kommet ind ad en anden vej og ikke gennem den snævre port ved starten, bliver han helt afvisende og svarer som skrevet herover. Mandens navn er Vankundig.

Der er flere forhold, man må hæfte sig ved i denne beretning. Umiddelbart er der nogle påfaldende ting i hans svar:

– Der er en så dybtgående forskel mellem ham og de to andre, så han oplever de sande pilgrimme som helt fremmede for sig.

– Den snævre port er ikke bare fjernt fra hans oprindelsessted, men vejen til den er ukendt for ham og for dem, han kender.

– Han mener, det er fuldt tilstrækkeligt, at han kender Guds vilje og lever et ordentligt og kristeligt liv.

– Når der findes en nem og tiltalende smutvej til Kongevejen er der ingen grund til at bekymre sig om en anden adgang til denne vej.

Senere i beretningen opstår der en længere dialog mellem Vankundig og de to andre. Vankundig betyder uvidende, men han er ikke en uskyldigt uvidende. For i dialogen bliver hans opfattelser sat på prøve, og han bliver advaret flere gange. Det er betegnende, at samtalen indledes med spørgsmålet fra Kristen: Hvordan står det til med Gud og din sjæl? Hertil svarer Vankundig: “Jeg håber, godt. For jeg er altid fuld af gode tanker, der opstår i mit sind for at trøste mig under vandringen.“

I det følgende kommer det frem, at Vankundig trøster sig ved håbet om Himmelen; han mener, at hans hjerte og liv stemmer sammen, så derfor er hans håb velbegrundet. For det siger hans hjerte ham. Kristen må gøre ham opmærksom på, at det ikke nytter noget, hvis ikke Guds ord bekræfter det.

Så må Vankundig spørge, om ikke det er et godt hjerte, der har gode tanker, og om det ikke er et godt liv, når det leves i overensstemmelse med Guds bud? Kristen giver ham ret i, at et godt hjerte har gode tanker, og et godt liv er et, der leves efter Guds bud. Kristen må dog gøre ham opmærksom på, at én ting er virkelig at have det sådan, en anden ting er blot at tro, at man har det. Det viser sig, at Vankundigs kristendom helt beror på, hvad han tænker om sig selv. Det, som Guds ord siger om menneskets tilstand er helt fremmed for ham: ”Ingen skal få mig til at tro, at min hjerte er så ondt.”

Det fører til en længere forklaring fra Kristens side om menneskets natur og dets forhold til Gud. På Vankundigs spørgsmål om, hvad gode tanker angående Gud er, siger Kristen blandt andet, at det er, at Gud kender vore inderste tanker, og ”at al vor retfærdighed stinker ham i møde, så han ikke kan tåle at se os stå for ham med nogen slags fortrøstning til vort eget, selv når vi har gjort det allerbedst”.

Det oprører Vankundig, for han mener ikke at være så tåbelig, at han ikke tror, at Gud kan se dybere end ham selv, eller at han kan komme og vise sine gerninger for Gud. For vi må tro på Kristus til retfærdiggørelse, siger han.

Det fører samtalen over på, hvad troen på Kristus indebærer. Vankundig siger, at han tror, Kristus døde for syndere, og at han bliver friet af Gud for forbandelsen, fordi Gud nådigt antager Vankundigs lydighed mod loven. Med andre ord gør Kristus ved sin fortjeneste Vankundigs lydighedsgerninger velbehagelige for Gud, så han retfærdiggøres derved.

Kristen må fuldstændig afvise dette. Det er en falsk tro, fordi den tager retfærdiggørelsen fra Kristi retfærdighed og lægger den til Vankundigs retfærdighed. Denne slags tro regner ikke med, at Kristus retfærdiggør Vankundigs person, men hans handlinger, og at personen således retfærdiggøres for handlingernes skyld. Vankundig lever i et bedrag.

Samtalen fortsætter et stykke tid, indtil de to pilgrimme må konkludere, at Vankundig mangler en åbenbaring af Kristus. ”Så vågn op og se din elendighed og fly til vor Herre Jesus. Så skal du få hans retfærdighed, der er det samme som Guds retfærdighed – for han er jo selv Gud – og blive befriet fra fordømmelsen.”

De skilles derefter, for Vankundig synes, de andre går for hurtigt, til at han kan holde trit, og han følger dem lidt på afstand.

Senere, da han kommer til Dødens Flod, kommer han nemt over i båd ved hjælp af færgemanden Falsk-Håb. På den anden side går han op til stadens port og banker på. Der åbnes, og han bliver spurgt om et dokument af den slags, som pilgrimme får efter indgang gennem den snævre port. Det har han ikke. Da bliver Vankundig af to engle løftet hen til en dør i bjergsiden og skubbet ind gennem, hvad der viser sig at være en genvej til Helvede.

Vankundig er en tragisk skikkelse. Nok er han uvidende om de åndelige sandheder, men trods alle forklaringer kan han ikke tro, at det er så galt fat med ham. Ligegyldig hvordan Kristen prøver at overbevise ham om sandheden, smyger han sig udenom. Han mangler åbenbaring af sin egen tilstand og en åbenbaring af, hvad Jesus betyder. Hans naturlige selvretfærdighed og hans moralske fornuft står i vejen, så alle forklaringer og advarsler preller af på ham.

Vankundig er ikke født på ny. Han kan ikke se Guds rige, fordi han ikke er født af vand og Ånd. Han er ikke gået gennem den snævre port, omvendelsen fra det gamle liv; han har ikke været ved korset for at blive befriet fra sin syndebyrde, og han har ikke taget mod det løfte, der her gives den troende. Så det hjælper ham ikke, at han går på samme vej som pilgrimmene, er et pænt og ordenligt menneske, tænker gode tanker om Gud (og sig selv) og håber på Himmelen.

Hvad kunne Vankundig have gjort? Jo, han kunne lade tvivlen komme sig selv til gode. Han kunne have råbt til Gud om åbenbarelse af sandheden – han kunne have klynget sig til Jesus og tryglet om frelse: “Hjælp min vantro!“ Mon ikke han ville blive hørt?

Det er spørgsmålet om ikke mange, der mener sig kristne, har det som denne Vankundig. Og den nemme smutvej til Kongevejen er deltagelse i et kristent fællesskab, hvad enten det blot er et medlemskab af et kirkesamfund eller nogen deltagelse i gudstjenester, møder og kristne aktiviteter som f.eks. at synge i koret. Smutvejen kan være opvækst i en troende familie eller sociale omstændigheder.

Jeg spørger mig selv, om ikke mange menigheders praksis har bidraget til dette, for det er jo så godt, ”at nye kommer med” eller ”flere kommer med”. Og for den enkelte bliver det en nem konklusion, at blot jeg går sammen med de andre og gør som de andre, så vil jeg blive accepteret den dag, hvor alt skal lægges frem.

Hvad kan vi gøre? Vi kan ikke åbenbare åndelige sandheder for ikke-troende, det kan kun Gud. Men vi kan være redskaber, der spørger som Kristen: “Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?“ Vi kan stille Skriftens sandheder og absolutter overfor et sådant menneske, når anledning gives. Det kan blive en mulighed for ham eller hende at besinde sig.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.